Hvad mere er der egentlig at sige?

”Hvad mere er der egentlig at sige” spørger CV Jørgensen i sangen af samme navn fra 1994. Det samme kan man med rette spørge Danske Bank, som nu vil i dialog med deres kunder, om. 

Bankens topledelse, der tidligere ikke har forsømt en lejlighed til at markedsføre sig på værdier som ”ordentlighed og ansvarlighed”, har 

1) over en længere årrække ignoreret talrige advarsler og derved de facto indtaget en aktiv rolle som hvidvasker af ufattelige milliardbeløb til bl.a. terror og kriminalitet

2)   undladt på eget initiativ for år tilbage at undersøge forholdene i Estland selvom mistænkelige kundeprofiler og unormale profitmarginer i filialen allerede omkring overtagelsestidspunktet burde have givet anledning til det

3)   afgivet usande informationer til Finanstilsynet.

Danske Banks topledelse holdt pressemøde den 19/9 2018 på Tivoli hotel i København, hvor konklusionerne på bankens egen undersøgelse – og juridiske frifindelse – af sig selv blev præsenteret for en måbende offentlighed. Her forlød det bl.a. at CEO Thomas Borgen ville fratræde, men ikke lige nu. Bestyrelsesformand Ole Andersen ville også fratræde, men heller ikke lige nu. Det var en tå krummende pinlig forestilling, og en tydelig reminder om, hvad oprydning i organisationer har til fælles med trappevask: Man starter oppefra og ned.

Uduelig ledelse rammer desværre alle i en organisation, også lokale filialer og dygtige medarbejdere, der hver dag yder god service og rådgivning, er ordholdende og pligtopfyldende og nu helt ufortjent må stå på mål for beslutninger og svigt, som de intet har haft med at gøre. I Danske Banks tilfælde rækker følgerne endda langt udover ”egne rækker”, for både landets kreditværdighed og renommé risikerer at lide skade. Og bankens aktionærer behøver blot kaste et blik på aktiekursen for at forstå, hvor dyrt et bekendtskab inkompetent ledelse kan være.

Som kunde, aktionær og/eller medarbejder (i Danske Bank og alle andre steder) er det helt naturligt løbende at evaluere og spørge sig selv, om man stadig – alt taget i betragtning – er kunde, aktionær og medarbejder det rigtige sted, eller om tiden er inde til at se sig om efter noget andet og bedre. Det kan vi godt tage en dialog om, men hvad mere er der egentlig at sige?

Sjusk og fortielser i Fredberg-sagen

Region Midtjyllands formand Anders Künau (S) siger til Avisen 19/1 2018, at han ”selvfølgelig vil opfordre regionsrådsmedlemmerne til at stemme i overensstemmelse med gældende lovgivning og derfor erklære Ulrich Fredberg (V) for generelt inhabil til at sidde i hospitalsudvalget”. Endvidere fortæller Anders Künau, at loven skal laves om på Christiansborg, hvis Fredberg ikke skal være inhabil.

Men det er ikke helt rigtigt. Det nye regionsråd kan selv gøre noget, for det er den nye Styrelsesvedtægt i Region Midtjylland, der er årsag til miseren om Fredbergs inhabilitet.

Det afgående regionsråd besluttede nemlig så sent som i december 2017 at ændre Styrelsesvedtægten, der indebar, at Hospitalsudvalget ændrede status fra et ”rådgivende” til et ”stående” udvalg. Udover et større vederlag til politikerne har ændringen ingen reel betydning, i det der fortsat kun er tale om et udvalg som er rådgivende.

Regionens topledelse oplyste dog ikke politikerne om, at ændringen også ville betyde, at en kapacitet som Ulrich Fredberg ville blive udelukket fra det udvalg, som han er allermest kvalificeret til at sidde i. Havde de gjort det, kan man spekulere på om ændringen var blevet vedtaget med samme brede flertal.

Regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen oplyser til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at han ”ikke havde tænkt den tanke” at Ulrich Fredberg kunne havne i denne situation, for ”han var jo slet ikke valgt på det tidspunkt”. Det er en besynderlig udmelding.

For det første, så er det vel rimeligt at forvente, at direktionen analyserer og objektivt fremlægger mulige konsekvenser af ændringer, så politikerne får mulighed for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

For det andet, så var Fredberg opstillet som nummer 2 på Venstres liste i samme periode som regionsdirektøren ”ikke havde tænkt den tanke” at han kunne blive valgt ind. Jeg tror, det er åbenlyst for de fleste med interesse for regionsrådet, at Fredberg med sine imponerede resultater fra Danmarks bedste mindre sygehus i Silkeborg, og med sin bopælskommune Aarhus opført på stemmesedlen, var storfavorit til at få et godt valg, hvilket også blev tilfældet. Kun formanden Anders Künau (S) og oppositionens formandskandidat Carsten Kissmeyer (V) opnåede at få flere personlige stemmer.

Meget tyder på, at Styrelsesvedtægten ikke blev ændret på et tilstrækkelig oplyst grundlag. Det ville klæde Anders Künau som ny formand, hvis han tog initiativ til at omgøre ændringen af Styrelsesvedtægterne, der nu ser ud til at koste Fredberg pladsen i Hospitalsudvalget. I øvrigt stor respekt for Socialdemokraten Henrik Fjeldgaards beslutning om at trodse sin egen formands opfordring og stemme for Ulrich Fredbergs habilitet.

Forkert at udelukke Ulrich Fredberg

Region Midtjyllands direktion vurderer, at Ulrich Fredberg, der er nyvalgt regionsmedlem for Venstre, ikke skal have lov til at indtræde i regionens hospitalsudvalg da han i kraft af sin stilling som ledende overlæge på regionshospital Silkeborg skulle være ”generelt inhabil”. Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed for regioner og kommuner, har netop (desværre) meddelt Ulrich Fredberg, at de deler direktionens vurdering.

Det er er i mine øjne en forkert afgørelse, der ikke på nogen måde tjener borgerne i Region Midtjyllands interesser.

For det første, så træffer Hospitalsudvalget ikke beslutninger om noget, men kommer alene med indstillinger til regionsrådets politikere. Jo mere relevant og konkret erfaring, faglighed og indsigt, der er repræsenteret i sådan et udvalg, jo højere kvalitet i indstillingerne kan det selvfølgelig levere.

En fornuftig organisation, der drives af et ønske om at levere bedre sundhed til regionens borgere, ville juble over at få en kapacitet som Ulrich Fredberg ombord. Fem gange i træk er Silkeborg sygehus, som Ulrich og hans team står i spidsen for, kåret til Danmarks bedste mindre sygehus. På kræftområdet, med tidlig diagnosticering af lungekræft ved hjælp af lavdosis CT scanning, har Silkeborg sygehus bevist at de er helt i front og har leveret store og væsentlige gennembrud til gavn for patienterne. Også når det gælder patienter med hjertesvigt er Silkeborg det sted i hele landet, der klarer sig allerbedst. Der er altså rigtig meget at lære af en ledende overlæge fra Silkeborg sygehus, hvis man i Region Midtjylland ønsker fremragende og innovative hospitaler, der arbejder på patienternes præmisser. 

For det andet, så er Ulrich Fredberg demokratisk valgt til Regionsrådet. Endda med et meget stærkt mandat. Således er det kun Regionens formand Anders Künau (S) og oppositionens formandskandidat Carsten Kissmeyer (V), der opnåede at få flere personlige stemmer end Ulrich Fredberg ved regionsrådsvalget i november sidste år.

Hvis det er uhensigtsmæssig lovgivning, der forhindrer kompetente regionsrådsmedlemmer i at sidde i rådgivende udvalg, som de har alle forudsætninger for at kunne bidrage konstruktivt til, så må den lovgivning naturligvis laves om. Ingen – og slet ikke regionens borgere og vælgere – kan være tjent med at demokratisk valgte regionsmedlemmer forhindres i at bidrage til et bedre sundhedsvæsen og i at udøve den indflydelse de er berettiget til.

Lad pengene følge patienterne

Fri og lige adgang til sundhed er kernevelfærd. Det er der heldigvis bred enighed om.

I en paneldebat for nylig blev kandidaterne spurgt om vi mente social ulighed i sundhed er en større udfordring end geografisk ulighed i sundhed. Man kunne også have spurgt om tandpine er mere udfordrende end ondt i ørerne. For begge dele er selvfølgelig en udfordring.

Men der er også en 3. form for ulighed. Nemlig den sygdomsbetingede ulighed, der ofte rammer ældre mennesker med mere end én diagnose (multisyge). Begrebet dækker, at personer med flere diagnoser opnår forringet udbyttet af indsatserne sammenlignet med personer med en enkelt diagnose.

Årsagen er primært mangel på sammenhæng og koordinering mellem forskellige specialer og aktører i sundhedsvæsenet. Og som altid når noget halter, så rammer det hårdest de patienter, der ikke selv råder over ressourcerne til at tage kampen op. Det er f.eks. de ældre multisyge, som har brug for lidt mere hjælp, men som ikke vil være til besvær og derfor kommer galt afsted med medicinindtaget.

Det er ikke rimeligt, at – typisk ældre – medborgere risikerer at havne mellem to stole fordi de fejler mere end én ting, eller skal fare fra Herodes til Pilatus i et kompliceret system fordi der ikke er en hensigtsmæssig koordinering af forløbet.

Sundhedsvæsenet skal indrettes, så det i langt højere grad fungerer på patienternes præmisser. Der skal være mere frit valg og mere konkurrence, så de gode løsninger vinder frem på bekostning af de dårlige. Om behandlingerne foregår i offentligt eller privat regi skal ikke være det afgørende. Lad pengene følge patienterne, så det ikke kun er de rige, der har råd til at vælge den bedste behandling, men noget som alle får mulighed for.

Røntgenlæger i Midtjylland spilder kostbar tid på at vente

Af Mahican Gielen, radiologisk speciallæge Silkeborg sygehus og Johnny Heinmann, spidskandidat (LA) til Region Midtjylland

Regionsrådskandidaterne Carsten Kissmeyer (V) og Ulrich Fredberg (V) skrev for nylig et godt indlæg om, hvordan røntgenlæger igennem flere år har gjort opmærksom på, at det regionale billedopbevaringssystem (RIS-PACS) ”næsten dagligt medfører patientkritiske fejl”. Ventetiden på at se et skanningsbillede kan være op til en time, men røntgenlægen ved ikke på forhånd om der går et minut eller en time. Fra man trykker på diktafonen til den er klar til at optage et notat går der to minutter. Så når en røntgenlæge beskriver 45 røntgenbilleder om dagen, spildes der således 1,5 time på at vente. Det svarer til en arbejdsdag om ugen.

IT-systemet RIS-PACKS kører ofte fast. Det er langsomt, og det er simpelthen ikke godt nok integreret. Det sker flere gange ugentligt, at det må genstartes – på vilkårlige tidspunkter – og det tager tid. Patienterne venter og lægen venter.

Flere røntgenlæger har reelt opgivet at melde fejlene, for der er ”alligevel ingen, der gør noget ved det”. Tilliden til de nuværende leverandører er lav.

Men hvorfor har Region Midtjylland ikke løst problemerne som har været kendt i flere år? Det ligner mangel på rettidig omhu. Særligt når man tager i betragtning, at der er mangel på røntgenlæger.

Den gode nyhed er, at regionen for 45 millioner (ifølge røntgenlægerne) kan få et andet system, der fungerer godt og kører stabilt mange andre steder. Den dårlige nyhed er, at administrationen hellere vil investere endnu flere millioner i den nuværende løsning, der ikke fungerer tilfredsstillende, og i de leverandører, der – indtil videre – ikke har levet op til forventningerne.

Det nye regionsråd bør hurtigt samles om at finde en løsning på dette håbløse spild af lægernes og patienternes tid og skatteydernes penge.

Lavt hængende frugter i regionerne

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 1995 brugt 70 mia. kr. på offentlige sundhedsudgifter, og hvert eneste år derefter er det beløb steget, så det sidste år nåede op på knap 178 mia. kr.

Der er ikke noget mærkeligt i, at det koster penge at drive sundhedsvæsenet. Sundhedsudgifterne forventes da også at fortsætte med at stige, så de i 2060 vil være 47 % højere end i dag (kilde: Dream for Danske Regioner). 14 % af stigningen skyldes flere ældre, 14 % skyldes højere levealder og 19 % skyldes nye og dyrere behandlingsformer.

Presset på sundhedsvæsenet er stort, og der er ingen tvivl om, at det bliver endnu større i fremtiden. Men det handler ikke kun om flere penge. Det handler også om, hvordan de bliver brugt. Hvordan sikrer vi f.eks. at flere penge ikke forsvinder i bureaukrati, dobbeltarbejde og inkompatible IT-systemer? I de sidste 10 år er der i regionerne ansat 30 % mere administrativt personale og blot 8 % flere læger, sygeplejersker og sundhedspersonale. Det burde være omvendt. Læger og sygeplejersker over hele landet rapporterer, at der spildes tusindvis af årsværk fordi ledelse, processer og systemer ikke fungerer optimalt. Den slags ressourcespild bliver der ikke råd til i fremtiden.

Men der er også andre lavt hængende frugter, som regionerne kan plukke. Der er f.eks. de 428 millioner, som sygehusene glemmer at opkræve, når de behandler turister og udlændinge. Og der er de 4,2 mia. kr. som Dansk Erhverv har beregnet at regionerne kan spare ved at konkurrenceudsætte mere. De 4,2 mia. kr. er i øvrigt hele tre gange mere end de 1,4 mia. som det udskældte – og nu aflyste – 2 % produktivitetskrav handlede om.

Efteruddannelse af speciallæger

Af Willem Gielen, overlæge i kardiologi Herning regionshospital og Johnny Heinmann, spidskandidat (LA) til Region Midtjylland

Habilitetskrav i Medicinrådet er ifølge koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, grunden til at regionen fra årsskiftet overtager det fulde ansvar for speciallægernes efteruddannelse: ”Vi er den region, der har flest huller i forhold til udpegningen af poster til Medicinrådet, fordi vi ikke har kunnet finde habile læger. Det duer ikke, og derfor tager vi som arbejdsgiver nu ansvar for speciallægernes efteruddannelse” (kilde: Dagens Medicin).

Det er positivt, at Region Midtjylland vil tage større arbejdsgiveransvar for efteruddannelsen og se på, hvordan det kan gøres bedre. Der er blot det ”men” at der ikke er nogen konkret plan for hvordan, altså udover nogle overvejelser om mere lokal efteruddannelse og mere ledelsesinvolvering, og så en halvering af det beløb på anslået 15 millioner, som medicinalindustrien betaler i dag (men altså ikke skal betale fremover). Ole Thomsen siger om baggrunden: ”Forskning viser, at læger lærer bedst ved at reflektere over det daglige kliniske arbejde. Disse metoder vil vi fremover have fornyet opmærksomhed på”.

Vi finder det dybt bekymrende, at regionen snart overtager ansvaret for efteruddannelse af speciallæger uden at være klar til det. Vi finder det lige så bekymrende, at fokus synes at være mere på regionens relationer til Medicinrådet, end på at sikre en god efteruddannelse som giver højere kvalitet og færre fejl.

Medicinalindustrien er – og skal selvfølgelig – være under stram regulering. Ligesom læger skal opføre sig etisk og leve op til lægeløftet. Og i øvrigt er læger ikke idioter, der kan bestikkes med en kuglepen.

I Holland – som er førende inden for sundhed i Europa – deles udgifterne til efteruddannelse mellem sygehuset og medicinalvirksomheden. Udover at sikre konsensus om kvalitet og faglighed, så sikrer det også dobbelt så mange penge til efteruddannelse.

Hvordan får vi et bedre sundhedsvæsen?

At sikre fri og lige adgang til sundhed for alle er en kerneopgave i vores velfærdssamfund. Men forestillingen om, at vi i Danmark har verdens bedste sundhedssystem er en myte. Ganske vist bliver flere behandlet, og vi lever længere, men samtidig knirker og knager det i fundamentet under os. Og presset stiger i takt med at vi bliver flere ældre, der (heldigvis) lever længere.

Lægerne er den mest stressede faggruppe i Danmark og undersøgelser viser, at utilfredsheden med arbejdsvilkårene er stor. Samtidig er patienternes tillid til behandlingen faldende og når det gælder tiltroen til samarbejdsevnen i sundhedsvæsenet, er den decideret lav. Særligt blandt pårørende, der har oplevet den, og blandt læger og sygeplejersker, der kender problemerne indefra (Trygfonden, Sundhedsvæsenet i følge danskerne, 2016). Krisen skyldes primært den måde vi har valgt at indrette og lede sundhedsvæsenet på. Det positive er, at vi kan gøre noget ved det, hvis vi vil.

Danmark er et lille land, opdelt i fem regioner, der hver for sig har en dobbeltrolle som både ejere af sygehusene og indkøbere af sundhedsydelser. Det er en uhensigtsmæssig og bureaukratisk måde at styre sundhedsvæsenet på. Ansvaret flyder, og når noget går galt sendes aben rundt mellem folketing, regioner og kommuner.

Når der går “politik i sundhed” går det ud over patienterne. Derfor skal Staten varetage den overordnede styring af sundhedsvæsenet og selvejende institutioner skal varetage driften og udviklingen af sygehusene.

Euro Health indekset, der sammenligner sundhedsvæsenet i 35 europæiske lande, placerer i 2016 Danmark på 9. pladsen. Holland er nr. 1 og Schweitz er nr. 2. Vi skal lære af de bedste, hvis vi vil gøre det bedre.

Telemedicin forandrer sundhedsvæsenet

Af Willem Gielen, overlæge i kardiologi Herning regionshospital og Johnny Heinmann, spidskandidat (LA) til Region Midtjylland

Udviklingen inden for sundhedsteknologi og telemedicin går stærkt, og det er til stor gavn for både patienterne og sundhedsvæsenet, der sparer kostbar tid og betydelige ressourcer.

I Region Midtjylland henvender omkring 8000 borgere sig årligt til egen læge fordi de oplever hjertebanken. De henvises til sygehuset for en to døgns registrering af hjerterytmen med en optager, som vi kalder en ‘holter’. Ventetiden på at få udstyret tilsluttet er ofte en måned. Efter to døgns måling skal patienten bringe udstyret tilbage til sygehuset og herefter vente på et svar, der sendes via e-boks, omkring et eventuelt videre forløb. Op til 80 % af undersøgelserne er normale, men i cirka 5 % af tilfældene kan der blive fundet noget alvorligt.

Med en ny metode, som er udviklet i Holland, bliver patienter undersøgt lokalt hos egen praktiserende læge med en ‘holter’ uden om sygehuset. Ved brug af telemedicin bliver resultaterne fortolket af en lokal hjertelæge som giver svar tilbage til egen læge, som herefter kan starte et eventuelt videre behandlingsforløb. Alt sammen indenfor blot én uge. Patienten bliver undersøgt lokalt, hurtigt og smart uden at belaste det allerede i forvejen pressede sygehus og uden unødvendig kørsel frem og tilbage. I Holland har metoden været anvendt i flere år af mere end 6000 praktiserende læger til stor glæde for både patienter og sundhedsvæsen.

Lægerne i Lind har (som de første i Danmark og i samarbejde med regionen), lige afsluttet et tre måneders succesfuldt pilotprojekt, der omfatter danske patienter, og flere praktiserende læger skal nu i gang. Når metoden med tiden benyttes af alle danske praktiserende læger, kan sygehusene fokusere på den mindre andel af patienter med en behandlingskrævende diagnose.

Med telemedicin bliver omkostningerne lavere, lægerne får nye muligheder og patienterne får hurtigere og bedre behandling – tættere på.

 

Hvordan ser det ud i dag, Bent Hansen?

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viste for nylig, at hver fjerde kræftpatient i Region Midtjylland ikke får sin livsvigtige behandling til tiden. Andelen af kræftpatienter, der ikke blev behandlet rettidigt, steg i 2. kvartal 2017 fra 20 % til 27 %. Bent Hansen har været ude at beklage, og samtidig kaldt det ”beskæmmende” at tallene for ventetiderne først kommer til ledelsens kendskab med flere måneders forsinkelse.

To alvorlige forhold får alarmklokkerne til at ringe. For det første er det stærkt bekymrende, at ventetiderne på kræftbehandling i vores region stiger. For det andet er det bekymrende, at regionerne tilsyneladende ikke formår at holde sig orienteret om vigtige nøgletal på daglig basis, hvorfor ledelsen de facto afskærer sig selv fra at agere optimalt. For hvordan kan man styre noget, hvis man ikke ved, hvad der foregår? Svaret er – det kan man ikke. Ligeså lidt som man kan køre bil med bind for øjnene.

Jeg håber at det nu er lykkedes Bent Hansen at få styr på disse akutte og uacceptable forhold. Vi er nu 1-2 uger fra afslutningen på 3. kvartal og det vil være interessant at vide, hvordan ventetiden har udviklet sig siden 2. kvartal. Hvordan ser det ud i dag, Bent Hansen?

På baggrund af de tidligere meldinger er mit bedste bud desværre, at man ikke ved det, men ”er klar over problemet og arbejder på at gøre det bedre”. Jeg håber, at jeg tager fejl. Men når man er ansvarlig for noget så alvorligt som behandlingen af livstruende sygdom, hvor hver time tæller, så nytter det altså ikke noget, at vital viden om ventetider ikke kan følges dagligt af ledelsen. Det dur ikke, at ledelsen på grund af manglende viden om, hvad der foregår, er afskåret fra at handle i tide til gavn for patienterne. Det er – for nu at bruge Bent Hansens eget udtryk – beskæmmende.

Forloren Socialdemokratisk forargelse

VLAK regeringens forslag indeholder skattelettelser til alle danskere i arbejde. Høj som lav. Derudover fjernes bl.a. skat af fri telefon, registreringsafgiften på biler sænkes og Storebælt bliver billigere at passere. Alt i alt gør forslagene det både billigere at være dansker og mere attraktivt at gå på arbejde. Og når flere skifter offentlig forsørgelse ud med arbejde falder udgifterne til overførselsindkomster og vi bliver flere om at bidrage til betalingen af vores velfærd.
Som forventeligt reagerer Socialdemokraterne med skræmmekampagner om stigende ulighed og social skævhed. Man ser for sig, hvordan velfærdsstaten går under, hvis forslagene gennemføres.
Hvis Socialdemokraternes forargelse var seriøs, burde det være en smal sag for Mette Frederiksen at love vælgerne, at rulle lettelserne tilbage, hvis muligheden opstår. Men det vil hun ikke, for Socialdemokratiet tør ikke gå til valg på at sætte skatterne op.
Socialdemokratiet i regering er nemlig ikke det samme som Socialdemokratiet i opposition. Og heldigvis for det. Sidst Socialdemokratiet var i regering lettede de topskatten og øgede jobfradraget til gavn for de højestlønnede. Det gavnede beskæftigelsen og det var godt for Danmark.
Når skatten på arbejde lettes øges indkomstforskellen mellem dem, der er i arbejde (2,8 mio. personer) og dem, der er på overførselsindkomst (2,2 mio. personer). Og dermed stiger uligheden.
Som verdens tredje mest lige land er det dog ikke et problem. Ingen mister som bekendt noget, fordi naboen får en lønforhøjelse. Danskerne bliver heller ikke fattigere, hvis Bill Gates flytter hertil selvom uligheden stiger. Tværtimod.
For hele Thorningperioden 2011-2015 set under ét steg uligheden 1,1 point målt ved Gini-koefficienten. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens førtidspensionsreform og kontanthjælpsreform øgede også uligheden. For stort set alle reformer, der øger beskæftigelsen, øger også uligheden.
Og det ved Socialdemokraterne godt – i hvert fald når de selv er i regering.

Regionerne er ikke svaret på fremtidens sundhedsvæsen

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at hver fjerde kræftpatient i Region Midtjylland ikke får sin livsvigtige behandling til tiden. Andelen af kræftpatienter, der ikke behandles rettidigt, er i 2. kvartal 2017 steget fra 20 % til 27 %.
Adspurgt om årsagen hertil, forklarer regionernes formand Bent Hansen til Berlingske tidende ”Jeg tror ikke, jeg kan svare på alle regioners vegne, men der er nogle steder, hvor den opfølgning, der er nødvendig i hverdagen, ikke er gjort”. Bent Hansen beklager og efterlyser hurtigere information om, hvordan det står til: ”Vi har vidst for lidt om, hvordan tilstanden er her og nu. Det er jo lidt beskæmmende, at både jeg og alle andre først får tallene i slutningen af august – to måneder efter, at andet kvartal sluttede. Der skal hurtigere og mere fokus på det, så vi straks kan følge op, når noget skrider i stedet for, at vi ser på det her fire-fem måneder efter”.
Oversat til dansk betyder det: ”Vi sover i timen og ved reelt ikke, hvad der foregår”.
Sagen efterfølger en anden forstemmende sag om scannere, der står ubrugte hen mens dødssyge patienter venter på behandling. En ekstern konsulentrapport fra Boston Consulting Group og Struense & Co viser at arbejdstilrettelæggelsen halter, og at man forsømmer at frigøre lægelige ressourcer ved f.eks. at overlade opgaver til radiografer og radiologer. Rapporten peger også på, at regionerne kunne lære af hinanden. Men heller ikke dét kan de tilsyneladende finde ud af. Det er i sig selv en falliterklæring, at der skal et privat konsulentfirma til for at afdække noget som en kompetent ledelse selv burde vide, og selv burde følge op på daglig basis.
‘Fraværet af konkurrence har sin pris. Især for de patienter der, i manglen af alternativer, er henvist til at vente mens Bent Hansen prøver at finde ud af, hvad der foregår.
Regionerne indtager en uheldig dobbeltrolle som både ejer af sygehusene og indkøber af sundhedsydelser. Uheldig, fordi manglende konkurrenceudsættelse fører til lavere kvalitet og højere pris. I øjeblikket kan privathospitalerne f.eks. udføre standardiserede operationer og behandlinger til markant lavere priser i forhold til offentlige hospitaler, selv når der korrigeres for forskelle i rammevilkår.
Sidst, men ikke mindst, så politiserer Regionerne sundhedsområdet på det operationelle niveau, hvilket ikke gavner patienterne, men derimod gør det sværere at placere et ansvar når tingene sejler, som vi f.eks. ser i ovennævnte sager.

Kommunal branding uden effekt

”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Sådan lyder det i Dan Turell’s kendte værk ”En hyldest til hverdagen” fra 1984. Og undersøgelser fra bl.a. Center for Fremtidsforskning viser, at netop det gode hverdagsliv spiller en afgørende rolle for, hvor danskerne bosætter sig.

Det handler bl.a. om arbejde, indkøbsmuligheder, nærhed til familie og venner. Det handler om gode skoler og daginstitutioner, om jævnaldrende legekammerater i kvarteret, om adgangen til natur og til et aktivt foreningsliv. Vi vil bo, hvor vi kan føle os trygge, og hvis vi har mindre børn, skal der helst være cykelstier til og fra skolen. Vi vil bo, hvor vi har råd til at bo, så der er overskud i økonomien til oplevelser, til uforudsete udgifter og til opsparing. Hvis man er flyttet fra et område, hvor man er vokset op, kan der opstå et stærkt ønske om senere i livet at vende tilbage hertil. Personlige præferencer og husstandens sammensætning spiller naturligvis også en rolle. En erhvervsaktiv småbørnsfamilie har f.eks. andre behov end en enlig pensionist.

Kommunale investeringer i markedsføring af kommunen, prestigefyldte golfturneringer, stadion- og museumsbyggerier, VIP billetter, fadøl og fodbold der skal ”brande byen og sætte den på landkortet” bidrager – i følge de førnævnte undersøgelser – desværre ikke nævneværdigt til at øge tilflytningen. Tværtimod tager de ressourcer fra kommunale kerneområder som skoler, daginstitutioner og den frivillige idræt. Og det er efter Liberal Alliances opfattelse overhovedet ikke rimeligt.

Sidst, men ikke mindst, så betyder det altså også en hel del for almindelige familier, hvad de har tilbage til sig selv efter at skatten er betalt. En lavere kommuneskat ville betyde en lidt lettere og mindre presset hverdag for mange familier. Også af den grund ville det klæde byrådet at være mere ydmyg omkring, hvordan borgernes penge bruges. Og også af den grund arbejder Liberal Alliance for at sætte kommuneskatten ned allerede i 2018.

Når kommunen køber el, så køber den el

Jeg har respekt for, at Hans Okholm privat vælger at støtte ”Lys i Afrika”. Vi bør alle hjælpe mennesker i nød i det omfang vi har mulighed for det. Og det gør danskerne – og silkeborgenserne – da heldigvis også i stor stil. Både når der samles ind ved dørene, ved velgørenhedsarrangementer og i foreningsregi. Nogle arbejder frivilligt, andre spytter i kassen og mange gør begge dele. De første 15.600 kr. der doneres til velgørenhed er i øvrigt fradragsberettiget.
Jeg er selv landsformand for sådan en forening, Terre des Hommes Danmark, der i år fylder 50 år og som hjælper fattige børn, uanset race, religion og nationalitet med beskyttelse, mad, medicin og ikke mindst skolegang. Det er nemlig vigtigt, at børnene får en uddannelse så de bliver i stand til at klare sig selv. Bestyrelsen og ledelsen arbejder ulønnet, og de indsamlede midler går ubeskåret til børnene. Terre des Hommes har internationalt 921 projekter med 8.500 volontører i 69 lande, og hjælper cirka 5 millioner børn årligt.
Jeg nævner det blot for at understrege, at vi er mange der, uanset politisk ståsted, allerede tager et ”globalt humanitært ansvar” som Okholm formulerer det.
Lys i Afrika, som Hans Okholm støtter, og som Socialistisk Folkeparti nu også ønsker at kommunen skal støtte med skatteydernes penge, lyder som et godt projekt.
Det bliver dog hurtigt en glidebane, hvis Silkeborg kommune begynder at købe el, eller for den sags skyld andre ydelser, til overpris for at støtte gode formål som sælgeren har indarbejdet i en højere pris. Når kommunen køber el, så køber den el. Og det skal den naturligvis gøre, hvor det er billigst. Skatter, der tvangsopkræves hos borgerne til kommunal velfærd, skal også bruges til kommunal velfærd, herunder bl.a. til nogle af de opgaver som Okholm tidligere har peget på.
Vil man støtte velgørenhed, f.eks. Lys i Afrika, så er der rig mulighed for at gøre det uden kommunens mellemkomst, endda med skattefradrag. Og det vil der forhåbentlig være mange der gør, ligesom mange silkeborgensere allerede støtter andre gode formål. Ikke fordi Hans Okholm og SF tvinger dem til det, men fordi de selv har valgt det.

Lavere skat er også velfærd

Af byrådsmedlem Morten Høgh (LA) og byråds- og regionsrådskandidat Johnny Heinmann (LA)
Socialistisk Folkeparti vil ikke sænke skatterne i Silkeborg, selvom KL-aftalen mellem regeringen og kommunerne afsætter 400 mio. til at sætte skatten ned. ”Vækst og velfærd koster skattekroner” skriver Hans Okholm (SF) i Avisen den 5/7 2017 og lister eksempler på udgifter, som kommunen skal afholde bl.a. fordi flere – forståeligt nok – ønsker at bo her.
Der er ikke noget nyt i at SF er imod skattelettelser og heller ikke i, at de gerne vil bruge flere penge i det offentlige. Det fremstilles, som om der er et modsætningsforhold mellem velfærd og skattelettelser, som om det ene udelukker det andet, men det er forkert. Lavere skat øger væksten og gør samfundskagen større. Lavere skatter fører til flere arbejdspladser, og får man job efter lang tids ledighed, så findes der ikke en større glæde og det er vel også en slags velfærd.
Desuden stiger beskatningsgrundlaget, når flere i beskæftigelse flytter til kommunen.
Det er også en falsk præmis, at velfærd kun er dét som politikerne og kommunen leverer. Velfærd er i ligeså høj grad de økonomiske muligheder almindelige familier har, efter skatten er betalt, til f.eks. at få mere tid med børnene mens de er små; til at rejse og opleve ting sammen; til at prioritere f.eks. kvalitetsmad; børnenes deltagelse i fritidsaktiviteter; anskaffelse af en bedre og mere sikker bil osv. Forskellen er, at det i den situation er familierne selv, der bestemmer, hvad velfærd er for dem, og ikke Hans Okholm og SF.
Når Silkeborg kommune får en sjælden mulighed for at lette skattetrykket for byens borgere en smule, så skal vi selvfølgelig benytte os af den.

Alternativets useriøse forslag

Alternativet viser igen, at de ikke lader sig begrænse af virkeligheden, når der skal udvikles politik. Partiet drømmer nu om at indføre en borgerløn i Danmark. Tesen er, at borgerløn vil skabe tryghed, fordi alle er garanteret en minimal indkomst, som de kan leve af. Ydelsen skal betales helt uden modkrav, og ingen skal have mindre i offentlig ydelse end de får i dag. Det betyder ifølge CEPOS, der – i modsætning til Alternativet selv – har regnet på forslaget, at borgerlønnen skal være mindst 6.000 kr. om måneden efter skat. Med 2,5 millioner lønmodtagere i arbejde, som skal modtage borgerløn oveni, giver det en samlet årlig udskrivning for staten på minimum 146 milliarder kroner.

I efteråret 2016 foreslog Alternativet en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Det ville i følge Finansministeriet koste statskassen 130 milliarder kroner årligt. Men det gjorde ikke indtryk på partiet: ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skrev bl.a. MF René Gade og finansordfører Josephine Fock i MJA. Næh, det er da rigtig nok, men næppe et argument for helt at miste jordforbindelsen og fremsætte ufærdige forslag, som måske nok er sjove mens man finder på dem, men som også bærer præg af at mangle seriøsitet, økonomisk beregning og selvkritisk evaluering.

Men hvis vi nu antager, at vi for et øjeblik lever i en alternativ virkelighed, hvor fornuft og kedelige økonomiske naturlove er sat ud af kraft, hvorfor så ikke bare give den fuld gas og se, hvad der sker?

Staten kunne jo f.eks. give alle danskere en elektrisk kørestol. Helt uden modkrav, selvfølgelig. Det giver tryghed at vide, at man kan komme omkring, også uden at bruge benene. Og når alle – uanset behov – får en, så sparer staten individuel sagsbehandling og vil sandsynligvis også kunne forhandle sig til en pæn mængderabat hos leverandøren. Seniorland.dk sælger dem fra 12.999 kr. stk. og så er det jo bare at gange op med antal danskere. Prøv selv! Så vil du opdage, at sammenlignet med en borgerløn og en 30 timers arbejdsuge, så er dette (ligeså crazy) forslag absolut i den billige ende!

Afgift på udeservering – nej tak

Af Byrådsmedlem Morten D. Høgh (LA) og byrådskandidat Johnny Heinmann (LA)

Det betyder noget for Silkeborgs vækst og fremtidige udvikling, at kommunen tilbyder virksomhederne gode rammer og vilkår. Og det betyder noget for os, der bor her – og for potentielle tilflytterne – at Silkeborg, blandt meget andet godt, har gode skoler, daginstitutioner, natur og et spændende og varieret byliv med specialbutikker og detailhandel. Byens restauranter og caféer bidrager med udeservering til at skabe liv i gaderne og til at gøre byen attraktiv for både borgerne og de mange turister, der hvert år gæster Silkeborg. Det skal der ikke være afgift på.

Med hensyn til skatter og afgifter, så er netop restauranter og caféer i forvejen hårdt spændt for. At belaste restauranter og caféer i Silkeborg med en ny afgift på udeservering er efter Liberal Alliances opfattelse et skridt i den forkerte retning og ikke noget som et borgerligt ledet byråd skal lægge stemmer til.

Den konservative formand for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen, forsvarer forslaget i Avisen den 18/3: ”Vi beder om, at de erhvervsdrivende er med til at betale nogle af de driftsudgifter, som kommunen har, for at f.eks. Henrik Jørgensen (Restaurant Underhuset) kan drive sin virksomhed på Silkeborg Torv”.

Men hvem kommer mon i sidste ende til at betale en ny afgift på udeservering, som det jo heller ikke er gratis at administrere og føre tilsyn med? Rigtig gættet. Det gør selvfølgelig kunderne. Hvem ellers?

For det første, så er en udgift jo en udgift for virksomhederne uanset, hvad man på kommunen vælger at kalde den, og uanset hvor mange forklaringer og retfærdiggørelser, der følger med. For det andet, så vil øgede omkostninger presse priserne i vejret: Det medfører lavere omsætning og lavere indtjening og dermed også et forringet beskatningsgrundlag. Øgede skatter og afgifter forbedrer ikke virksomhedernes konkurrenceevne, men forringer den. Og dét i særlig grad, når konkurrerende restauranter og caféer i nabobyerne, f.eks. Herning, ikke er pålagt de samme afgifter.  

Webcam børnesex skal forhindres
– men er viljen til stede?

Siden 2009 har skiftende ministre lovet at sætte en stopper for, at pædofile indsatte kan sexchatte med mindreårige fra deres fængselsceller. Men det er endnu ikke lykkedes. For få dage siden led kampen endnu et nederlag. Det skete, da den nye socialminister Mai Mercado (K) valgte at forkaste det lovforslag, som den daværende socialminister Karen Ellemann (V) udformede i november 2016 efter afsløringer af, at pædofile kriminelle på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby i årevis frit har kunnet se børneporno og finde nye ofre via mobiltelefoner, sociale medier og sexchats. ”Jeg trækker nu det lovforslag tilbage, som jeg har overtaget, da jeg ikke er sikker på, at vi har fat i de rigtige instrumenter,” lød det fra Mai Mercado til Ekstra Bladet.

Det virker som lovsjusk. Men uanset hvad vil der nu gå yderligere et år, før en ny lov bliver vedtaget. Et år, hvor landets farligste pædofile kan bestille online voldtægter af fattige børn på den anden side af kloden og sidde og se på overgrebene i deres celler. Et år, hvor de kan fordrive tiden med børneporno, mens de har frit spillerum til at komme i kontakt med børn via mobiltelefoner, sexchats, Facebook og andre sociale medier. Det er simpelthen ikke godt nok. Men værre endnu. Problemet med de danske pædofiles uhindrede online adgang giver blot et lille indblik i en alarmerende udvikling. For den sørgelige sandhed er, at industrien med online børnesex er i kraftig stigning. Ifølge officielle tal er der på ethvert tidspunkt af døgnet 750.000 personer over hele kloden, der søger efter online sex med mindreårige. Søgningerne finder sted i mere end 40.000 offentlige chatrum. Og hver evig eneste dag bliver børn misbrugt og ydmyget for rullende kameraer.

Terre des Hommes er en frivillig hjælpeorganisation, der arbejder for alle børns ret til beskyttelse, uddannelse, mad og sundhed, uden skelen til kultur, race eller religion. Vi har længe været opmærksomme på dette problem. Derfor udviklede vores hollandske søsterorganisation allerede i 2013 en virtuel mindreårig pige. Hun blev døbt Sweetie. Takket være Sweeties chatsamtaler lykkedes det at afsløre mere end 1000 børnemisbrugere i 71 forskellige lande. Heriblandt flere danskere fra alle samfundslag. Alt materiale, logfiler, navne og kontaktoplysninger blev overdraget til Interpol, og politi har i flere lande foretaget ransagninger og arresteret involverede. I 2014 blev en mand i Australien som den første idømt en fængselsstraf på et år efter at have taget kontakt til Sweetie. I Danmark har afsløringerne indtil videre ført til to domfældelser. Lige nu arbejder Terre des Hommes’ hollandske søsterorganisation på lanceringen af en opdateret version af Sweetie-softwaren, der kan implementeres globalt i kampen mod webcam børnesex.

Derfor, når nu socialminister Mai Mercado har tænkt sig at begynde forfra med at se på problemet, vil vi her fra Terre des Hommes Danmark opfordre til, at hun ser på alle instrumenter, der er til rådighed for at bekæmpe dette uhyggelige misbrug af børn. Hun kan også meget passende se TV2-programmet Station 2 den 2. februar 2017 kl. 20.50, samt de opfølgnende nyhedsudsendelser, hvor bl.a. softwaren fra Terre des Hommes Holland bliver præsenteret. Så vil det formentlig stå klart for hende, at det faktisk allerede er teknisk muligt at identificere og afskrække potentielle sexforbrydere. Alle børn – også fattige børn – skal beskyttes mod overgreb fra pædofile. Og det gælder da i særlig grad, når disse opholder sig i en dansk fængselscelle.

Hvad vil Dansk Folkeparti?

Bamse fra ”Bamse og Kylling” ligner sig selv udenpå. Men hvem er han inden i? Vi ved Lars Bom har været der. Og Søren Hauch-Fausbøll. Måske også andre.

Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard ligner også sig selv uden på. Men inden i må der være sket noget, for den økonomiske politik er nu den modsatte af, hvad den var i 1997. Der er tale om store fundamentale holdningsskift og ikke blot om tilpasninger til samfundsudviklingen.

F.eks. var DF og de tre toppolitikere i 1997 enige om:

1) Skatterne skal nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser
2) Indkomstskatten skal være en flad skat på 30 %, og
3) Selskabsskatten skal fjernes.

I 2016 er de samme politikere, i det samme parti, stadig enige. Nu bare om at mene det modsatte: Den offentlige sektor (i dag verdens næststørste) skal være endnu større. Skattelettelser til danskerne er der ”ikke råd til”, og der er ingen planer om at fjerne selskabsskatten.

V, K og LA gik til valg på nulvækst og minusvækst i det offentlige forbrug, mens DF ville øge det med 0,8 %. For at imødekomme DF foreslår regeringen i sin 2025 plan at afsætte 22 mia. til det formål men DF vil øge det yderligere til 35 milliarder.

Den udvikling er ærgerlig, for DF havde i 1997 fat i den rigtige politik. Danmarks problem i dag er ikke, at den offentlige sektor er for lille. Problemet er, at der på 10. år ingen vækst er i økonomien. Kagen bliver ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal have en bid af den. Og netop den manglende vækst gør os relativt fattigere og det rammer alle danskere, også DF’s egne vælgere.

Nyeste tal fra OECD viser at Danmark ikke længere er på listen over verdens 10 rigeste lande. Nu er f.eks. hollænderne, østrigerne og tyskerne rigere end os, og uden vækstreformer er der ingen tvivl om, at vi skal meget længere ned. Hvad vil DF gøre ved det? De andre partier i blå blok samt de radikale anerkender at Danmark er i vækstkrise. Gør DF?

Gentagne gange under valgkampen hørte vi sloganet ”Du ved hvad vi står for” Men ærlig talt: gør vi det?

Op med humøret, Christian Juhl

”Jeg får kvalme” skriver Christian Juhl fra Enhedslisten (EL) og opfordrer os, der stemmer Liberal Alliance, til at stå frem: ”Stå frem alle I, der tror det gavner, at I rager til jer, mens andre må lide nød. Fortæl os, om I virkelig støtter LA’s egoistiske og kvalmende politik”. Flot retorik. Kun ølkassen til at stå på, og megafonen til at råbe i, mangler. Og så selvfølgelig et publikum.

Det er topskattelettelser, der får Christian Juhl op i det røde felt. Helt derop, hvor tyngdekraften ophæves og ting vendes på hovedet. Således ”får man noget” hvis man skal aflevere færre af sine penge, og ”man betaler”, hvis man modtager mindre i offentlig ydelse.

På en måde forstår jeg godt, hvis Christian Juhl er frustreret. Det er ikke nemt at være politiker med en politik, der ikke virker.

For et (tidligere?) revolutionært parti må det føles temmelig impotent at have været parlamentarisk grundlag for en regering, der ”viderefører VKO-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. EL så passivt til mens SR-SF regeringen hævede topskattegrænsen, nedsatte selskabsskatten, sløjfede planer om en millionærskat og ændrede på reguleringen af overførselsindkomster.

Heller ikke det ”spændende socialistiske projekt”, Venezuela, skaber længere jubel hos EL. Og det til trods for, at en del EL politik faktisk blev implementeret hér, bl.a. priskontrol, statslig produktion, nationaliseringer, kooperative ejerformer mm.  Resultatet er ligeså skræmmende, som det er forudsigeligt: Venezuela, der for få årtier siden var Latinamerikas rigeste land, er i dag på sammenbruddets rand. Der er akut mangel på helt basale fornødenheder som wc-papir, bleer, mælk, kød og medicin. Som altid rammes de svage hårdt og brutalt, når socialistiske ideologier hærger og fejler.

Forhåbentlig bliver Danmark aldrig et ”spændende socialistisk projekt”, men det er jo op til vælgerne at bestemme.

Hvis LA’s politik gennemføres kommer mange flere i arbejde og færre bliver parkeret på offentlig forsørgelse. Det har Finansministeriet beregnet. Den offentlige sektor bliver lidt mindre, men med flere varme hænder (og færre kolde). Og bare rolig: De rigeste vil stadig betale mest – som de gør i dag – men ingen vil betale mere end 40 %. Med hensyn til lighed vil Danmark stadig være mere lige end Sverige. Og Christian Juhl vil stadig kunne stå på sin ølkasse og råbe skældsord efter de rige egoister, der bare rager til sig. Forhåbentlig til den tid uden kvalme og i lidt bedre humør. 

Er Alternativet forud for sin tid?

”Ajmen amdede wleda wediæw … hvor er det crazy, det her” sagde en glad Uffe Elbæk da Alternativet stormede ind i Folketinget ved sidste valg. Og helt crazy bliver det da også når partiet blankt afviser at anerkende selv de mest grundlæggende og logiske sammenhænge mellem f.eks. økonomisk vækst, velstand og velfærd.

Seneste forslag fra partiet handler om en 30 timers arbejdsuge. I følge Finansministeriet vil forslaget, hvis det gennemføres, slå et hul i Statskassen på 130 milliarder kroner. Men det gør ikke indtryk på partiet, der ikke mener man bør bedømme forslaget alene på baggrund af Finansministeriets ”tvivlsomme regnemodeller”, for mennesker er også irrationelle, kreative og nytænkende. ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skriver MF René Gade og finansordfører Josephine Fock bl.a.

Indrømmet. Det er godt at drømme og have visioner. Hvor ville vi være uden dem? Men når man udvikler politik i en selvkonstrueret virkelighed, hvor økonomi opfattes som en biting og mavefornemmelser tæller lige så meget som anerkendte regnemodeller, ja så kan alt lade sig gøre, hvis bare man er mange nok, der lukker øjnene samtidig og virkelig tror på det.  

Netop derfor er det mest underlige ved Alternativets forslag også, at det er så uambitiøst. Hvorfor f.eks. pege på en 30 timers arbejdsuge, når det ligeså godt kunne have været 20 eller 15 timer? Og hvorfor ikke supplere den kortere arbejdsuge med et stort og visionært forslag om en grøn million kroner til hver eneste husstand, som så kan bruge den ekstra fritid til bæredygtig omstilling af hjemmene og indførelse af kødfrie dage?

Økonomer fra det etablerede system ville formodentlig mene, at sådanne forslag er meget vidtgående, voldsomt dyre og måske endda urealistiske. Men hvad ved de om det? De mangler stadig at forstå, at nye tider kræver nye løsninger, og dem leverer Alternativet. Hvis økonomerne brugte mere tid på tai chi og pilates, og mindre på Excel, så ville de måske opdage, at økonomi også er en følelse og at Alternativet blot er forud for sin tid. Hvor crazy er det ikke? 

Socialistisk all inclusive

En snak, et sted i et folkesocialistisk Danmark i en ikke så fjern fremtid.

– Far, hvorfor spiser børnene på skolen og ikke derhjemme, som i gamle dage?
– Tja, det startede med at skolen skulle stå for morgenmaden, men så viste det sig, at der også var elever, som ikke fik ordentlig frokost … og når man nu alligevel havde køkkenerne og personalet, ja så kom frokosten med. Desværre var der også børn, som heller ikke fik sund aftensmad, og så var skridtet til at indføre en ”all inclusive” model ikke så stort. Alle får nu tre måltider om dagen, og kostpyramiden følges til punkt og prikke. Alle spiser det samme. Det er godt for ligheden. Faktisk så godt, så socialisterne overvejer at indføre en lignende model for alle voksne danskere.

– Jamen, hvad så hvis man hellere vil spise derhjemme?
– Så tænk på at uligheden vil stige. Du er jo heller ikke kun mit og mors barn, vel? Du er også samfundets. Hvis ikke alle kan spise hjemme, så bør ingen gøre det. Desuden er det gratis at spise på skolen. Det vil sige: jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er gratis, men som alle andre danskere har jeg for længst mistet overblikket over hvad ting koster og hvor pengene kommer fra. Heldigvis sætter socialisterne bare skatterne op, hvis der mangler penge. Og penge mangler der jo hele tiden, for der er ingen vækst i økonomien og den offentlige sektor bare vokser og vokser. Man har fundet ud af, at nye skatter, der hedder noget med ”velfærd” glider nemmere ned, særligt hvis man siger, at de er midlertidige, når man indfører dem. Det glemmer folk med tiden. Desuden anerkender socialisterne overhovedet ikke at skattetrykket i Danmark skulle være højt. Faktisk er det lavt, siger de, også selvom de fleste går rundt og tror det modsatte.

– Men kan skatten ikke blive for høj?
– Jo, selvfølgelig. I gamle dage satte man f.eks. registreringsafgiften på biler lidt ned. Selvom borgerne betalte mindre, og det ikke skortede på advarsler om at nedsættelsen ville slå et hul i statskassen på 300 millioner, ja så kom der altså to milliarder ekstra ind i afgifter. Det handler også om misundelse og jantelov. Folkesocialisterne råbte op om, at billigere biler var en ”gave til de rigeste”. Det kan de desværre ikke gøre længere, for de rige er væk. Til gengæld er vi alle blevet lige – lige fattige.

21 integrationspakker senere

Siden 1999 har Folketinget vedtaget 21 forskellige integrationspakker. Alligevel er det år for år gået den forkerte vej. Unge med en anden etnisk baggrund end dansk er stærkt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og mange – særligt kvinder – i den arbejdsdygtige alder er ikke i arbejde. Rockwool Fonden har i en undersøgelse konstateret, at ikke-vestlig indvandring koster det danske samfund 16,6 mia. kr. årligt (2014). En udgift, som vil stige i takt med at flere kommer hertil.

Med ringe kvalifikationer, fysiske og psykiske sygdomme og måske andre ting i bagagen, er der for mange ny ankomne lang vej til selvforsørgelse. Særligt på det danske arbejdsmarked, hvor lønningerne er høje, og arbejde – også lavtlønnet – beskattes som om det var skadeligt. En protektionistisk fagbevægelse kræver høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, hvilket reelt udelukker mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skal løses, for arbejde er nøglen til vellykket integration.

Politikere, der har en facitliste for ”danskhed” og vil lovgive om alt fra frikadeller til julepyntsklipning i daginstitutionerne, rammer forbi skiven. I et åbent og frit samfund som det danske, skal der selvfølgelig være plads til mennesker, der er anderledes og har en anden baggrund, religion og kultur.

Problemet er med andre ord ikke, at lille Aisha ikke spiser frikadeller. Problemet er, at Aishas forældre ikke arbejder, og måske aldrig kommer til det.

Antallet af udlændinge, flygtninge og migranter vil, ifølge regeringen, stige de kommende år. Og dét selvom hverken integrations- eller asylpolitikken på noget tidspunkt har fungeret tilfredsstillende.

Sidste år druknede f.eks. 3.500 mennesker, heraf mange kvinder og børn, i et forsøg på at nå Europa. Ifølge Europol står menneskesmuglere for 90 % af trafikken til Europa.

Danmark bør indføre et asylstop og i stedet bruge ressourcerne i nærområderne. Gør vi det, kan vi hjælpe 8-10 gange flere og samtidig opnå en større sikkerhed for, at vi hjælper de rigtige.

Asylansøgning og -behandling bør kun foregå i nærområderne og Danmark skal selvfølgelig selv bestemme, hvor mange flygtninge vi vil tage imod. Hvis forældede konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så må konventionerne laves om.

Overfald på politikere

For en del år tilbage gik jeg en tur på gågaden i Silkeborg med min datter. Det var sådan lige efter, at butikkerne havde lukket, og der begyndte at blive mennesketomt. På vej op ad Søndergade kom en noget forvirret Mogens Lykketoft gåede med sin slidte taske under armen. Han var finansminister på det tidspunkt. Han stoppede os og spurgte høfligt om vejen til Skolegade, som jeg selvfølgelig hjalp ham med.

Siden har jeg glædet mig over to ting ved den historie: For det første, at vi bor i et land, hvor også vores toppolitikere i det store og hele kan færdes frit blandt almindelige borgere, og for det andet, at det lykkedes mig at vise vildfaren socialdemokratisk finansminister på rette vej.

Den frihed, som vi i Danmark for blot et årti siden kunne tage for givet, og være stolte af, kan desværre ikke længere tages for givet. Chikane og overfald er blevet en del af livet for politikerne. Seneste eksempel er tidligere justitsminister Morten Bødskov, der blev overfaldet ved en fodboldkamp.

Personlige krænkelser er en del af en voldskultur, som i mere ekstreme tilfælde kan resultere i overfald og, som vi har set i England for nylig, drab. Det er en kedelig tendens, som givetvis får nogen til at tænke sig om en ekstra gang inden de stiller op til kommunalbestyrelser eller folketing. Og dermed udfordres kernen i vores demokrati.
I Danmark har vi et unikt demokrati, hvor afstanden mellem politikere og befolkning er kortere end i mange andre lande. Det er en styrke i vores demokrati, som vi skal værne om. Når toppolitikere – helt forståeligt – bliver nødt til at ”bure sig inde” bag sikkerhedspoliti og panserglas, så vokser afstanden til befolkningen. Den politiske magt synes mere fjern og elitær.

Vi må insistere på folkevalgtes ret til altid at kunne sige, hvad de mener, og til at kunne færdes trygt og sikkert i alle dele af landet. Vi må insistere på, at argumenter skal mødes med argumenter, ikke med personangreb og vold.
Ytringsfriheden gælder for alle, men især for dem, man er uenige med.

Parallel aftale om Europol

”Det bliver ikke let, måske umuligt” sagde EU-præsident Donald Tusk under et møde i Statsministeriet den 17. maj om Danmarks muligheder for at opnå en parallel aftale om Europol.

Det er et interessant udsagn fra den øverste chef for EU set i det lys at alle, både i EU og i Folketinget, er enige om, at en aftale er i alles interesse.

Måske skal udsagnet derfor mere ses som ”et rap over fingrene” til danskerne fordi vi tillod os at stemme nej når EU ønskede et ja? Måske afspejler det i virkeligheden blot EU-præsidentens frustration over at stå i spidsen for et bureaukratisk og tungt EU system, der i realiteten ikke magter de opgaver de forventes at varetage?

Uanset om det er det ene eller det andet, eller måske en kombination, så tilsiger sund fornuft, at der kommer en aftale.

Hvis det ”ikke er let, og måske umuligt” at indgå en relativt simpel aftale som alle omkring bordet opnår fordele ved, har en klar interesse i, og som ingen er imod, ja så forstår jeg godt at EU i andre sammenhænge er handlingslammet og ineffektivt når interesserne er mere delte.

Efter min bedste overbevisning traf vi det rigtige valg da vi stemte nej i december 2015. For selvfølgelig skal Danmark ikke afgive mere suverænitet til et EU, der – i høj grad selvforskyldt – befinder sig i sin største eksistentielle krise nogensinde.