04 nov

Hvad vil Dansk Folkeparti?

Bamse fra ”Bamse og Kylling” ligner sig selv udenpå. Men hvem er han inden i? Vi ved Lars Bom har været der. Og Søren Hauch-Fausbøll. Måske også andre.

Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard ligner også sig selv uden på. Men inden i må der være sket noget, for den økonomiske politik er nu den modsatte af, hvad den var i 1997. Der er tale om store fundamentale holdningsskift og ikke blot om tilpasninger til samfundsudviklingen.

F.eks. var DF og de tre toppolitikere i 1997 enige om:

1) Skatterne skal nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser
2) Indkomstskatten skal være en flad skat på 30 %, og
3) Selskabsskatten skal fjernes.

I 2016 er de samme politikere, i det samme parti, stadig enige. Nu bare om at mene det modsatte: Den offentlige sektor (i dag verdens næststørste) skal være endnu større. Skattelettelser til danskerne er der ”ikke råd til”, og der er ingen planer om at fjerne selskabsskatten.

V, K og LA gik til valg på nulvækst og minusvækst i det offentlige forbrug, mens DF ville øge det med 0,8 %. For at imødekomme DF foreslår regeringen i sin 2025 plan at afsætte 22 mia. til det formål men DF vil øge det yderligere til 35 milliarder.

Den udvikling er ærgerlig, for DF havde i 1997 fat i den rigtige politik. Danmarks problem i dag er ikke, at den offentlige sektor er for lille. Problemet er, at der på 10. år ingen vækst er i økonomien. Kagen bliver ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal have en bid af den. Og netop den manglende vækst gør os relativt fattigere og det rammer alle danskere, også DF’s egne vælgere.

Nyeste tal fra OECD viser at Danmark ikke længere er på listen over verdens 10 rigeste lande. Nu er f.eks. hollænderne, østrigerne og tyskerne rigere end os, og uden vækstreformer er der ingen tvivl om, at vi skal meget længere ned. Hvad vil DF gøre ved det? De andre partier i blå blok samt de radikale anerkender at Danmark er i vækstkrise. Gør DF?

Gentagne gange under valgkampen hørte vi sloganet ”Du ved hvad vi står for” Men ærlig talt: gør vi det?

13 sep

Op med humøret, Christian Juhl

”Jeg får kvalme” skriver Christian Juhl fra Enhedslisten (EL) og opfordrer os, der stemmer Liberal Alliance, til at stå frem: ”Stå frem alle I, der tror det gavner, at I rager til jer, mens andre må lide nød. Fortæl os, om I virkelig støtter LA’s egoistiske og kvalmende politik”. Flot retorik. Kun ølkassen til at stå på, og megafonen til at råbe i, mangler. Og så selvfølgelig et publikum.

Det er topskattelettelser, der får Christian Juhl op i det røde felt. Helt derop, hvor tyngdekraften ophæves og ting vendes på hovedet. Således ”får man noget” hvis man skal aflevere færre af sine penge, og ”man betaler”, hvis man modtager mindre i offentlig ydelse.

På en måde forstår jeg godt, hvis Christian Juhl er frustreret. Det er ikke nemt at være politiker med en politik, der ikke virker.

For et (tidligere?) revolutionært parti må det føles temmelig impotent at have været parlamentarisk grundlag for en regering, der ”viderefører VKO-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. EL så passivt til mens SR-SF regeringen hævede topskattegrænsen, nedsatte selskabsskatten, sløjfede planer om en millionærskat og ændrede på reguleringen af overførselsindkomster.

Heller ikke det ”spændende socialistiske projekt”, Venezuela, skaber længere jubel hos EL. Og det til trods for, at en del EL politik faktisk blev implementeret hér, bl.a. priskontrol, statslig produktion, nationaliseringer, kooperative ejerformer mm.  Resultatet er ligeså skræmmende, som det er forudsigeligt: Venezuela, der for få årtier siden var Latinamerikas rigeste land, er i dag på sammenbruddets rand. Der er akut mangel på helt basale fornødenheder som wc-papir, bleer, mælk, kød og medicin. Som altid rammes de svage hårdt og brutalt, når socialistiske ideologier hærger og fejler.

Forhåbentlig bliver Danmark aldrig et ”spændende socialistisk projekt”, men det er jo op til vælgerne at bestemme.

Hvis LA’s politik gennemføres kommer mange flere i arbejde og færre bliver parkeret på offentlig forsørgelse. Det har Finansministeriet beregnet. Den offentlige sektor bliver lidt mindre, men med flere varme hænder (og færre kolde). Og bare rolig: De rigeste vil stadig betale mest – som de gør i dag – men ingen vil betale mere end 40 %. Med hensyn til lighed vil Danmark stadig være mere lige end Sverige. Og Christian Juhl vil stadig kunne stå på sin ølkasse og råbe skældsord efter de rige egoister, der bare rager til sig. Forhåbentlig til den tid uden kvalme og i lidt bedre humør. 

07 sep

Er Alternativet forud for sin tid?

”Ajmen amdede wleda wediæw … hvor er det crazy, det her” sagde en glad Uffe Elbæk da Alternativet stormede ind i Folketinget ved sidste valg. Og helt crazy bliver det da også når partiet blankt afviser at anerkende selv de mest grundlæggende og logiske sammenhænge mellem f.eks. økonomisk vækst, velstand og velfærd.

Seneste forslag fra partiet handler om en 30 timers arbejdsuge. I følge Finansministeriet vil forslaget, hvis det gennemføres, slå et hul i Statskassen på 130 milliarder kroner. Men det gør ikke indtryk på partiet, der ikke mener man bør bedømme forslaget alene på baggrund af Finansministeriets ”tvivlsomme regnemodeller”, for mennesker er også irrationelle, kreative og nytænkende. ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skriver MF René Gade og finansordfører Josephine Fock bl.a.

Indrømmet. Det er godt at drømme og have visioner. Hvor ville vi være uden dem? Men når man udvikler politik i en selvkonstrueret virkelighed, hvor økonomi opfattes som en biting og mavefornemmelser tæller lige så meget som anerkendte regnemodeller, ja så kan alt lade sig gøre, hvis bare man er mange nok, der lukker øjnene samtidig og virkelig tror på det.  

Netop derfor er det mest underlige ved Alternativets forslag også, at det er så uambitiøst. Hvorfor f.eks. pege på en 30 timers arbejdsuge, når det ligeså godt kunne have været 20 eller 15 timer? Og hvorfor ikke supplere den kortere arbejdsuge med et stort og visionært forslag om en grøn million kroner til hver eneste husstand, som så kan bruge den ekstra fritid til bæredygtig omstilling af hjemmene og indførelse af kødfrie dage?

Økonomer fra det etablerede system ville formodentlig mene, at sådanne forslag er meget vidtgående, voldsomt dyre og måske endda urealistiske. Men hvad ved de om det? De mangler stadig at forstå, at nye tider kræver nye løsninger, og dem leverer Alternativet. Hvis økonomerne brugte mere tid på tai chi og pilates, og mindre på Excel, så ville de måske opdage, at økonomi også er en følelse og at Alternativet blot er forud for sin tid. Hvor crazy er det ikke? 

26 aug

Socialistisk all inclusive

En snak, et sted i et folkesocialistisk Danmark i en ikke så fjern fremtid.

– Far, hvorfor spiser børnene på skolen og ikke derhjemme, som i gamle dage?
– Tja, det startede med at skolen skulle stå for morgenmaden, men så viste det sig, at der også var elever, som ikke fik ordentlig frokost … og når man nu alligevel havde køkkenerne og personalet, ja så kom frokosten med. Desværre var der også børn, som heller ikke fik sund aftensmad, og så var skridtet til at indføre en ”all inclusive” model ikke så stort. Alle får nu tre måltider om dagen, og kostpyramiden følges til punkt og prikke. Alle spiser det samme. Det er godt for ligheden. Faktisk så godt, så socialisterne overvejer at indføre en lignende model for alle voksne danskere.

– Jamen, hvad så hvis man hellere vil spise derhjemme?
– Så tænk på at uligheden vil stige. Du er jo heller ikke kun mit og mors barn, vel? Du er også samfundets. Hvis ikke alle kan spise hjemme, så bør ingen gøre det. Desuden er det gratis at spise på skolen. Det vil sige: jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er gratis, men som alle andre danskere har jeg for længst mistet overblikket over hvad ting koster og hvor pengene kommer fra. Heldigvis sætter socialisterne bare skatterne op, hvis der mangler penge. Og penge mangler der jo hele tiden, for der er ingen vækst i økonomien og den offentlige sektor bare vokser og vokser. Man har fundet ud af, at nye skatter, der hedder noget med ”velfærd” glider nemmere ned, særligt hvis man siger, at de er midlertidige, når man indfører dem. Det glemmer folk med tiden. Desuden anerkender socialisterne overhovedet ikke at skattetrykket i Danmark skulle være højt. Faktisk er det lavt, siger de, også selvom de fleste går rundt og tror det modsatte.

– Men kan skatten ikke blive for høj?
– Jo, selvfølgelig. I gamle dage satte man f.eks. registreringsafgiften på biler lidt ned. Selvom borgerne betalte mindre, og det ikke skortede på advarsler om at nedsættelsen ville slå et hul i statskassen på 300 millioner, ja så kom der altså to milliarder ekstra ind i afgifter. Det handler også om misundelse og jantelov. Folkesocialisterne råbte op om, at billigere biler var en ”gave til de rigeste”. Det kan de desværre ikke gøre længere, for de rige er væk. Til gengæld er vi alle blevet lige – lige fattige.

28 jul

21 integrationspakker senere

Siden 1999 har Folketinget vedtaget 21 forskellige integrationspakker. Alligevel er det år for år gået den forkerte vej. Unge med en anden etnisk baggrund end dansk er stærkt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og mange – særligt kvinder – i den arbejdsdygtige alder er ikke i arbejde. Rockwool Fonden har i en undersøgelse konstateret, at ikke-vestlig indvandring koster det danske samfund 16,6 mia. kr. årligt (2014). En udgift, som vil stige i takt med at flere kommer hertil.

Med ringe kvalifikationer, fysiske og psykiske sygdomme og måske andre ting i bagagen, er der for mange ny ankomne lang vej til selvforsørgelse. Særligt på det danske arbejdsmarked, hvor lønningerne er høje, og arbejde – også lavtlønnet – beskattes som om det var skadeligt. En protektionistisk fagbevægelse kræver høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, hvilket reelt udelukker mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skal løses, for arbejde er nøglen til vellykket integration.

Politikere, der har en facitliste for ”danskhed” og vil lovgive om alt fra frikadeller til julepyntsklipning i daginstitutionerne, rammer forbi skiven. I et åbent og frit samfund som det danske, skal der selvfølgelig være plads til mennesker, der er anderledes og har en anden baggrund, religion og kultur.

Problemet er med andre ord ikke, at lille Aisha ikke spiser frikadeller. Problemet er, at Aishas forældre ikke arbejder, og måske aldrig kommer til det.

Antallet af udlændinge, flygtninge og migranter vil, ifølge regeringen, stige de kommende år. Og dét selvom hverken integrations- eller asylpolitikken på noget tidspunkt har fungeret tilfredsstillende.

Sidste år druknede f.eks. 3.500 mennesker, heraf mange kvinder og børn, i et forsøg på at nå Europa. Ifølge Europol står menneskesmuglere for 90 % af trafikken til Europa.

Danmark bør indføre et asylstop og i stedet bruge ressourcerne i nærområderne. Gør vi det, kan vi hjælpe 8-10 gange flere og samtidig opnå en større sikkerhed for, at vi hjælper de rigtige.

Asylansøgning og -behandling bør kun foregå i nærområderne og Danmark skal selvfølgelig selv bestemme, hvor mange flygtninge vi vil tage imod. Hvis forældede konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så må konventionerne laves om.

03 jul

Overfald på politikere

For en del år tilbage gik jeg en tur på gågaden i Silkeborg med min datter. Det var sådan lige efter, at butikkerne havde lukket, og der begyndte at blive mennesketomt. På vej op ad Søndergade kom en noget forvirret Mogens Lykketoft gåede med sin slidte taske under armen. Han var finansminister på det tidspunkt. Han stoppede os og spurgte høfligt om vejen til Skolegade, som jeg selvfølgelig hjalp ham med.

Siden har jeg glædet mig over to ting ved den historie: For det første, at vi bor i et land, hvor også vores toppolitikere i det store og hele kan færdes frit blandt almindelige borgere, og for det andet, at det lykkedes mig at vise vildfaren socialdemokratisk finansminister på rette vej.

Den frihed, som vi i Danmark for blot et årti siden kunne tage for givet, og være stolte af, kan desværre ikke længere tages for givet. Chikane og overfald er blevet en del af livet for politikerne. Seneste eksempel er tidligere justitsminister Morten Bødskov, der blev overfaldet ved en fodboldkamp.

Personlige krænkelser er en del af en voldskultur, som i mere ekstreme tilfælde kan resultere i overfald og, som vi har set i England for nylig, drab. Det er en kedelig tendens, som givetvis får nogen til at tænke sig om en ekstra gang inden de stiller op til kommunalbestyrelser eller folketing. Og dermed udfordres kernen i vores demokrati.
I Danmark har vi et unikt demokrati, hvor afstanden mellem politikere og befolkning er kortere end i mange andre lande. Det er en styrke i vores demokrati, som vi skal værne om. Når toppolitikere – helt forståeligt – bliver nødt til at ”bure sig inde” bag sikkerhedspoliti og panserglas, så vokser afstanden til befolkningen. Den politiske magt synes mere fjern og elitær.

Vi må insistere på folkevalgtes ret til altid at kunne sige, hvad de mener, og til at kunne færdes trygt og sikkert i alle dele af landet. Vi må insistere på, at argumenter skal mødes med argumenter, ikke med personangreb og vold.
Ytringsfriheden gælder for alle, men især for dem, man er uenige med.

28 jun

Parallel aftale om Europol

”Det bliver ikke let, måske umuligt” sagde EU-præsident Donald Tusk under et møde i Statsministeriet den 17. maj om Danmarks muligheder for at opnå en parallel aftale om Europol.

Det er et interessant udsagn fra den øverste chef for EU set i det lys at alle, både i EU og i Folketinget, er enige om, at en aftale er i alles interesse.

Måske skal udsagnet derfor mere ses som ”et rap over fingrene” til danskerne fordi vi tillod os at stemme nej når EU ønskede et ja? Måske afspejler det i virkeligheden blot EU-præsidentens frustration over at stå i spidsen for et bureaukratisk og tungt EU system, der i realiteten ikke magter de opgaver de forventes at varetage?

Uanset om det er det ene eller det andet, eller måske en kombination, så tilsiger sund fornuft, at der kommer en aftale.

Hvis det ”ikke er let, og måske umuligt” at indgå en relativt simpel aftale som alle omkring bordet opnår fordele ved, har en klar interesse i, og som ingen er imod, ja så forstår jeg godt at EU i andre sammenhænge er handlingslammet og ineffektivt når interesserne er mere delte.

Efter min bedste overbevisning traf vi det rigtige valg da vi stemte nej i december 2015. For selvfølgelig skal Danmark ikke afgive mere suverænitet til et EU, der – i høj grad selvforskyldt – befinder sig i sin største eksistentielle krise nogensinde.

17 maj

Blokaden mod Dan Roots

Efter 6 ugers ødelæggende belejring kan Dan Roots i Tange klinke skårene, og varerne kan igen køres ud til kunderne. Hos konkurrenterne i udlandet, hvor arbejdsvilkår og løn er ringere end i Danmark, kan man takke 3F for fremgang i omsætningen og for de nye kunder man har fået foræret. For Dan Roots begynder det hårde arbejde med at vinde kunderne tilbage.

Mens 3F kan fejre, at de vandt, så står Dan Roots og medarbejderne forslåede tilbage med en oplevelse af at have været udsat for et overgreb. Endda begået af den fagforening, som de allerede har overenskomst med.

Blokaden mod Dan Roots efterlader et indtryk af et 3F, der befinder sig i en tidslomme fra 70’erne og endnu mangler at opdage, at protektionisme og tvang fungerer dårligt i en åben og global økonomi, hvor virksomheder, kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne. I Tange vandt 3F i første omgang ved hjælp af trusler og chikane, men spørgsmålet er, om vi ikke alle ender som tabere, når flere ufaglærte arbejdspladser forlader landet? Dan Roots har f.eks. meldt ud, at de for at beskytte forretningen vil fremskynde planer om etablering i udlandet. Det er forståeligt, men også umådelig trist. For vi har også brug for gode virksomheder, investeringer og private arbejdspladser herhjemme.

Mens massevis af gode, sunde rodfrugter til ingen verdens nytte blev kasseret, stod blokadevagter uden for Dan Roots med bannere om ”social dumping” – et forholdsvis nyt begreb, der er opfundet som en slags forsvar for manglende dansk konkurrenceevne. Når vi ikke kan konkurrere med den arbejdskraft, der kommer udefra, så skal den kunstigt gøres dyrere, så den ikke udgør en trussel for os selv. ”Social dumping” handler om egne særinteresser, og har intet med solidaritet at gøre.

Med krav om høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, udelukker fagbevægelsen reelt mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Ikke kun flygtninge og indvandrere, men også langtidsledige danskere.

Når de nederste trin på jobstigen mangler, kan mange – med de forudsætninger og kvalifikationer, de har – ikke nå op til det første trin, og de afskæres dermed også fra senere at bevæge sig yderligere op ad stigen mod højere løn og flere goder.

Resultatet er en økonomisk og menneskelig tragedie. Både for de, der udelukkes fra arbejdsfælleskab og selvforsørgelse og for os andre, der – udover at forsørge de mange uden arbejde – også skal betale milliarder til en kæmpeindustri af jobkonsulenter, kursustilbud og projektforløb uden at få valuta for pengene.

18 feb

Væksten der blev væk

Dansk økonomi står stille og har gjort det i snart 10 år. Der har været flere tilløb til et opsving, men uden at det er blevet til mere. For nylig halverede de økonomiske vismænd så deres – i forvejen beskedne – vækstskøn for 2016 fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Den velstand som samfundet taber, når væksten udebliver, er enorm. Alligevel fylder den manglende vækst kun lidt i velfærdsdebatten, der mest handler om, hvordan pengene skal bruges og meget lidt om, hvordan de skal tjenes. Det blev tydeligt op til Folketingsvalget sidste år, hvor det regnede ned over vælgerne med milde gaver fra politikere, der gerne ville genvælges. At vi selv betaler for gaverne, og oven i købet gældsætter os for at gøre det, fuldender blot illusionen om et Danmark, der automatisk og altid vil være blandt verdens rigeste lande.

Efter snart 10 år uden vækst og uden tydelige tegn på, at den er på vej, så må det være på tide at gøre noget andet, end det vi plejer. Prisen for den manglende vækst er høj, ikke mindst for svage grupper og for personer i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet.

Et Danmark i slæbegear

Danmark er på mange måder et godt land at etablere og drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Som et lille land er vi vant til at tænke og handle internationalt. Men når det drejer sig om vækst klarer vi os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Og det ser ikke ud til at forandre sig i den nærmeste fremtid. For nylig punkterede de økonomiske vismænd således håbet om vækst i 2016, da de halverede deres – i forvejen beskedne – vækstskøn fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Lave vækstskøn for Danmark finder man også i prognoser fra OECD som vurderer, at Danmark vil få den 6. laveste vækst frem mod 2030 ud af 34 medlemslande.

Uden vækst, så bliver kagen ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal spise af den. Og det bliver vi, for vi lever heldigvis længere og bliver mange flere ældre i fremtiden. Dertil kommer, at andelen af danskere og indvandrere, der forsørges af offentlige kasser aldrig har været større og i dag udgør mere end halvdelen af befolkningen.

EU-Kommissionen offentliggjorde den 4. februar 2016 nye tal for den økonomiske udvikling i EU landene. Beregninger fra Dansk Byggeri viser på den baggrund, at den svenske økonomi i perioden fra 2008 til nu er vokset med 14 %, den tyske med 8 % og den danske med 1,4 %.

Hvis dansk økonomi havde haft de svenske vækstrater siden 2008, havde samfundet været 233 mia. kr. rigere. Med tyske vækstrater, havde vi været 122 mia. kr. rigere.

På den korte bane er det mange penge af gå glip af. De kunne have været brugt til bedre skoler, sundhed, ældrepleje og skattelettelser mv. På den længere bane risikerer vi, at Danmark fanges i en kronisk lavvækst, som Japan har været det siden 1990’erne. Desværre er det ikke længere et scenarie, der er helt urealistisk.

Accelererende udgifter og indtægter, der ikke kan følge med

Når statens udgifter accelerer i et hurtigere tempo end indtægterne, så kommer der til at mangle ressourcer og det økonomiske råderum indskrænkes. Gabet mellem den velfærd som danskerne betaler for, og forventer at få og den velfærd, der kan lade sig gøre, bliver større og større.

Det rammer de mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser og hjælp. Det rammer de ledige, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre i den arbejdsdygtige alder, der får sværere ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det rammer ansatte på mindre og mellemstore virksomheder, der kun handler i Danmark, og det rammer ansatte i den offentlige sektor. Der bliver færre ressourcer per ældre og per skoleelev. Diskussionerne om, hvorvidt vi i Sundhedssektoren også fremover har råd til tilbyde den bedste (og ofte også dyreste) medicin og behandling, har været i gang et stykke tid.

Også ressourcestærke borgere mærker, når det økonomiske råderum indskrænkes. Kravene til produktivitet stiger for de stadigt færre, der trækker læsset. Og trods den høje skat, de afkræves, så oplever også de, at offentlig kernevelfærd såsom skoler, sundhed og ældrepleje år for år forringes i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Ofte vil det heller ikke være nok at betale for ydelserne én gang via skatten. Vil man f.eks. behandles hurtigere i Sundhedsvæsenet må man købe en privat forsikring. Vil man have mere hjemmehjælp til sin gamle mor, så må man også til lommerne igen.

Danmark er i en luksus fælde, hvor der kommer mindre ind, end der går ud. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Vi gældsætter os med andre ord for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Væksten skulle have finansieret en stor del af det, men den kom ikke, og så mangler pengene.

Der er ingen ekstra penge i at beskatte virksomhederne og befolkningen hårdere. Dén grænse er for længst overskredet, og det høje skattetryk er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.

Når politikerne ikke kan skrue skatten yderligere op for at dække de accelererende udgifter, så vedtager de finanslove med milliardstore underskud og fremrykker pensionsbeskatning for at få det hele til at se lidt pænere ud, upåagtet at det efterlader et hul i fremtiden, hvor pengene vil mangle.

Vi indtager en suveræn nr. 1 i verden, når det gælder skattetryk, og er flere procentpoint foran nr. 2, som er Frankrig. Vi er med andre ord ekstrem blandt de ekstreme. Det skader væksten og muligheden for at gøre kagen større til gavn for alle, ikke mindst for de svageste og for personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at normalisere det danske skattetryk.

Leveomkostningerne herhjemme er også i den høje ende, faktisk 43 % over EU gennemsnittet. Det betyder, at når f.eks. en tysk familie bruger 104 kr. på almindelige ting som mad, bolig, transport osv. så skal en dansk familie bruge 143 kr. for at købe det samme. Høje leveomkostninger og høje personskatter og afgifter er med til at presse lønningerne op, og dermed øge virksomhedernes omkostninger.

Når politikere taler om, hvordan de ”skaber jobs” så er der grund til at være på vagt. For det første, fordi det ikke er dem, der skaber jobs – det gør virksomhederne. For det andet, fordi der er en tendens til, at politikernes jobskabelse bliver en dyr og konkurrenceforvridende omfordeling, som det f.eks. er tilfældet med bolig-job ordningen.

Private virksomheder er nøglen til vækst

Som tidligere nævnt er Danmark på mange måder et godt land at drive virksomhed i. Men skattetrykket og arbejdsudbuddet udgør væsentlige barrierer for at tiltrække nye investeringer og arbejdspladser. Hvad det sidste angår, er vi ramt af, at der de kommende år vil komme små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Udviklingen får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når – og hvis – et opsving kommer, kan der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det inden det rigtigt når at komme i gang. Derfor skal det være mere attraktivt at arbejde, også for højtlønnede der i dag straffes med en topskat, hvis de yder en ekstra indsats. Virksomhederne skal have let adgang til at få arbejdskraft fra andre lande.

Noget tyder også på, at det ikke er attraktivt nok at etablere egen virksomhed i Danmark. Ifølge Eurostat er kun 8 % af danskerne selvstændige, mens EU gennemsnittet er 14 %. Tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser, at de nye og unge virksomheder er gode til at skabe vækst og arbejdspladser. Hvis antallet af selvstændige iværksættere var det samme som EU gennemsnittet, ville Danmark have 165.000 flere selvstændige. Når vi endelig har fået virksomhederne i gang, så vokser mange af dem ikke. Således viser en dugfrisk rapport fra Erhvervsstyrelsen, at der simpelthen ikke er skabt virksomheder med mere end 1.000 ansatte i Danmark inden for de seneste 20 år.

Vi har med andre ord alt for få nye virksomheder, og det lykkes ingen af dem at vokse sig rigtigt store.

Politikernes fornemmeste opgave er at skabe bedre rammevilkår for virksomhederne, så de bliver mere konkurrencedygtige. Det skal være mere attraktivt at starte en virksomhed og få den til at vokse, og det skal være mere attraktivt at placere investeringer i Danmark. Vækst i beskæftigelsen og økonomien skabes nu engang af private virksomheder gennem initiativ, risikovillighed, idérigdom, gåpåmod og ikke mindst hårdt arbejde. Når politikere blander sig med kunstige tiltag i markedernes naturlige mekanismer for udbud og efterspørgsel, så ender det tit både dyrt og dårligt.

Når det går godt for virksomhederne – når der er fremdrift og overskud – så går det også godt for resten af samfundet. Virksomhederne ansætter nye medarbejdere; det er nemt at skifte job, og nyuddannede, fleksjobbere og flygtninge kan lettere få en fod inden for på rigtige arbejdspladser.

Danmark har gode muligheder for at lykkes, men det kræver at vi vil og gør noget andet, end det vi plejer. Efter 10 års ørkenvandring uden vækst må det være på tide at komme i gang.

09 feb

Negativ moms er et tag-selv bord

SKAT udbetalte 237 milliarder i negativ moms i 2014. Det er en stigning på hele 34 % sammenlignet med 2010. Dette fremgår af et svar fra Skatteministeriet den 23/11 2015. Stigningen burde få alarmklokkerne til at ringe langt ind i Skatteministeriet og regeringen. Men det gør den desværre ikke. Heller ikke selvom prognoser tyder på, at udbetalingerne blot er accelereret yderligere i 2015. 

Virksomheder, der er berettiget til refusion, skal naturligvis have det. Men den voldsomme stigning i udbetalingerne tyder på, at der i stort omfang også svindles med ordningen.  

I 2014 ansøgte 173.958 om at få negativ moms udbetalt. Heraf kontrollerede SKAT blot 5.182 af anmodningerne, hvilket er færre end tre procent. 97 % blev således udbetalt uden kontrol. Skatteministeriet har oplyst i den forbindelse, at de mener “kontrollen med momsudbetalinger har været tilfredsstillende”.

I et samråd den 29/1 2016 oplyste Skatteminister Karsten Lauridsen “Hvis vi vil have et momssystem, der er tillidsbaseret fremadrettet, så bliver vi nødt til at acceptere, at der er en del, som ikke afregner den moms, de skal, bevidst eller ubevidst, og der vil også være nogle, som vil kunne udnytte huller i systemet og lave organiseret svindel.” Ministeren anslog ved samme lejlighed, at staten som følge heraf går glip af mellem 10 og 18 mia. kr. årligt.

SKAT har tidligere meddelt, at de ved kontrol af negativ-moms anmodninger finder fejl og fusk i mere end halvdelen. Hvis det er rigtigt, så forekommer Skatteministerens vurdering at være endog meget optimistisk og det reelle tab formodentlig meget større. Udover at Statskassen går glip af store tocifrede milliardbeløb, så rammes lovlydige virksomheder, der afregner dét de skal. De udsættes nemlig for unfair konkurrence fra de, der ikke gør, og derfor kan operere med lavere omkostninger.

Der er akut behov for et forenklet, transparent og mere retfærdigt skatte- og afgiftssystem, hvor fokus er på kerneopgaverne. Der er brug for en ny, kompetent ledelse i SKAT. Ingen, uanset politisk ståsted, kan være tjent med at borgernes penge fortsætter med at fosse ud af statskassen til svindlere og – i nogle tilfælde – terrorister. Den brændende platform har aldrig været mere brændende.

Liberal Alliance foreslår, at Skatteministeriet nedlægges og erstattes af en styrelse under Finansministeriet. Fokus for en ny Skattestyrelse skal være at sørge for en ordentlig og redelig inddrivelse af skat efter gældende love og regler. Det sidste har der jo desværre også vist sig at være problemer med.