12 jul

Lavere skat er også velfærd

Af byrådsmedlem Morten Høgh (LA) og byråds- og regionsrådskandidat Johnny Heinmann (LA)
Socialistisk Folkeparti vil ikke sænke skatterne i Silkeborg, selvom KL-aftalen mellem regeringen og kommunerne afsætter 400 mio. til at sætte skatten ned. ”Vækst og velfærd koster skattekroner” skriver Hans Okholm (SF) i Avisen den 5/7 2017 og lister eksempler på udgifter, som kommunen skal afholde bl.a. fordi flere – forståeligt nok – ønsker at bo her.
Der er ikke noget nyt i at SF er imod skattelettelser og heller ikke i, at de gerne vil bruge flere penge i det offentlige. Det fremstilles, som om der er et modsætningsforhold mellem velfærd og skattelettelser, som om det ene udelukker det andet, men det er forkert. Lavere skat øger væksten og gør samfundskagen større. Lavere skatter fører til flere arbejdspladser, og får man job efter lang tids ledighed, så findes der ikke en større glæde og det er vel også en slags velfærd.
Desuden stiger beskatningsgrundlaget, når flere i beskæftigelse flytter til kommunen.
Det er også en falsk præmis, at velfærd kun er dét som politikerne og kommunen leverer. Velfærd er i ligeså høj grad de økonomiske muligheder almindelige familier har, efter skatten er betalt, til f.eks. at få mere tid med børnene mens de er små; til at rejse og opleve ting sammen; til at prioritere f.eks. kvalitetsmad; børnenes deltagelse i fritidsaktiviteter; anskaffelse af en bedre og mere sikker bil osv. Forskellen er, at det i den situation er familierne selv, der bestemmer, hvad velfærd er for dem, og ikke Hans Okholm og SF.
Når Silkeborg kommune får en sjælden mulighed for at lette skattetrykket for byens borgere en smule, så skal vi selvfølgelig benytte os af den.
29 apr

Alternativets useriøse forslag

Alternativet viser igen, at de ikke lader sig begrænse af virkeligheden, når der skal udvikles politik. Partiet drømmer nu om at indføre en borgerløn i Danmark. Tesen er, at borgerløn vil skabe tryghed, fordi alle er garanteret en minimal indkomst, som de kan leve af. Ydelsen skal betales helt uden modkrav, og ingen skal have mindre i offentlig ydelse end de får i dag. Det betyder ifølge CEPOS, der – i modsætning til Alternativet selv – har regnet på forslaget, at borgerlønnen skal være mindst 6.000 kr. om måneden efter skat. Med 2,5 millioner lønmodtagere i arbejde, som skal modtage borgerløn oveni, giver det en samlet årlig udskrivning for staten på minimum 146 milliarder kroner.

I efteråret 2016 foreslog Alternativet en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Det ville i følge Finansministeriet koste statskassen 130 milliarder kroner årligt. Men det gjorde ikke indtryk på partiet: ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skrev bl.a. MF René Gade og finansordfører Josephine Fock i MJA. Næh, det er da rigtig nok, men næppe et argument for helt at miste jordforbindelsen og fremsætte ufærdige forslag, som måske nok er sjove mens man finder på dem, men som også bærer præg af at mangle seriøsitet, økonomisk beregning og selvkritisk evaluering.

Men hvis vi nu antager, at vi for et øjeblik lever i en alternativ virkelighed, hvor fornuft og kedelige økonomiske naturlove er sat ud af kraft, hvorfor så ikke bare give den fuld gas og se, hvad der sker?

Staten kunne jo f.eks. give alle danskere en elektrisk kørestol. Helt uden modkrav, selvfølgelig. Det giver tryghed at vide, at man kan komme omkring, også uden at bruge benene. Og når alle – uanset behov – får en, så sparer staten individuel sagsbehandling og vil sandsynligvis også kunne forhandle sig til en pæn mængderabat hos leverandøren. Seniorland.dk sælger dem fra 12.999 kr. stk. og så er det jo bare at gange op med antal danskere. Prøv selv! Så vil du opdage, at sammenlignet med en borgerløn og en 30 timers arbejdsuge, så er dette (ligeså crazy) forslag absolut i den billige ende!

21 mar

Afgift på udeservering – nej tak

Af Byrådsmedlem Morten D. Høgh (LA) og byrådskandidat Johnny Heinmann (LA)

Det betyder noget for Silkeborgs vækst og fremtidige udvikling, at kommunen tilbyder virksomhederne gode rammer og vilkår. Og det betyder noget for os, der bor her – og for potentielle tilflytterne – at Silkeborg, blandt meget andet godt, har gode skoler, daginstitutioner, natur og et spændende og varieret byliv med specialbutikker og detailhandel. Byens restauranter og caféer bidrager med udeservering til at skabe liv i gaderne og til at gøre byen attraktiv for både borgerne og de mange turister, der hvert år gæster Silkeborg. Det skal der ikke være afgift på.

Med hensyn til skatter og afgifter, så er netop restauranter og caféer i forvejen hårdt spændt for. At belaste restauranter og caféer i Silkeborg med en ny afgift på udeservering er efter Liberal Alliances opfattelse et skridt i den forkerte retning og ikke noget som et borgerligt ledet byråd skal lægge stemmer til.

Den konservative formand for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen, forsvarer forslaget i Avisen den 18/3: ”Vi beder om, at de erhvervsdrivende er med til at betale nogle af de driftsudgifter, som kommunen har, for at f.eks. Henrik Jørgensen (Restaurant Underhuset) kan drive sin virksomhed på Silkeborg Torv”.

Men hvem kommer mon i sidste ende til at betale en ny afgift på udeservering, som det jo heller ikke er gratis at administrere og føre tilsyn med? Rigtig gættet. Det gør selvfølgelig kunderne. Hvem ellers?

For det første, så er en udgift jo en udgift for virksomhederne uanset, hvad man på kommunen vælger at kalde den, og uanset hvor mange forklaringer og retfærdiggørelser, der følger med. For det andet, så vil øgede omkostninger presse priserne i vejret: Det medfører lavere omsætning og lavere indtjening og dermed også et forringet beskatningsgrundlag. Øgede skatter og afgifter forbedrer ikke virksomhedernes konkurrenceevne, men forringer den. Og dét i særlig grad, når konkurrerende restauranter og caféer i nabobyerne, f.eks. Herning, ikke er pålagt de samme afgifter.  

02 feb

Webcam børnesex skal forhindres
– men er viljen til stede?

Siden 2009 har skiftende ministre lovet at sætte en stopper for, at pædofile indsatte kan sexchatte med mindreårige fra deres fængselsceller. Men det er endnu ikke lykkedes. For få dage siden led kampen endnu et nederlag. Det skete, da den nye socialminister Mai Mercado (K) valgte at forkaste det lovforslag, som den daværende socialminister Karen Ellemann (V) udformede i november 2016 efter afsløringer af, at pædofile kriminelle på den sikrede institution Kofoedsminde i Rødby i årevis frit har kunnet se børneporno og finde nye ofre via mobiltelefoner, sociale medier og sexchats. ”Jeg trækker nu det lovforslag tilbage, som jeg har overtaget, da jeg ikke er sikker på, at vi har fat i de rigtige instrumenter,” lød det fra Mai Mercado til Ekstra Bladet.

Det virker som lovsjusk. Men uanset hvad vil der nu gå yderligere et år, før en ny lov bliver vedtaget. Et år, hvor landets farligste pædofile kan bestille online voldtægter af fattige børn på den anden side af kloden og sidde og se på overgrebene i deres celler. Et år, hvor de kan fordrive tiden med børneporno, mens de har frit spillerum til at komme i kontakt med børn via mobiltelefoner, sexchats, Facebook og andre sociale medier. Det er simpelthen ikke godt nok. Men værre endnu. Problemet med de danske pædofiles uhindrede online adgang giver blot et lille indblik i en alarmerende udvikling. For den sørgelige sandhed er, at industrien med online børnesex er i kraftig stigning. Ifølge officielle tal er der på ethvert tidspunkt af døgnet 750.000 personer over hele kloden, der søger efter online sex med mindreårige. Søgningerne finder sted i mere end 40.000 offentlige chatrum. Og hver evig eneste dag bliver børn misbrugt og ydmyget for rullende kameraer.

Terre des Hommes er en frivillig hjælpeorganisation, der arbejder for alle børns ret til beskyttelse, uddannelse, mad og sundhed, uden skelen til kultur, race eller religion. Vi har længe været opmærksomme på dette problem. Derfor udviklede vores hollandske søsterorganisation allerede i 2013 en virtuel mindreårig pige. Hun blev døbt Sweetie. Takket være Sweeties chatsamtaler lykkedes det at afsløre mere end 1000 børnemisbrugere i 71 forskellige lande. Heriblandt flere danskere fra alle samfundslag. Alt materiale, logfiler, navne og kontaktoplysninger blev overdraget til Interpol, og politi har i flere lande foretaget ransagninger og arresteret involverede. I 2014 blev en mand i Australien som den første idømt en fængselsstraf på et år efter at have taget kontakt til Sweetie. I Danmark har afsløringerne indtil videre ført til to domfældelser. Lige nu arbejder Terre des Hommes’ hollandske søsterorganisation på lanceringen af en opdateret version af Sweetie-softwaren, der kan implementeres globalt i kampen mod webcam børnesex.

Derfor, når nu socialminister Mai Mercado har tænkt sig at begynde forfra med at se på problemet, vil vi her fra Terre des Hommes Danmark opfordre til, at hun ser på alle instrumenter, der er til rådighed for at bekæmpe dette uhyggelige misbrug af børn. Hun kan også meget passende se TV2-programmet Station 2 den 2. februar 2017 kl. 20.50, samt de opfølgnende nyhedsudsendelser, hvor bl.a. softwaren fra Terre des Hommes Holland bliver præsenteret. Så vil det formentlig stå klart for hende, at det faktisk allerede er teknisk muligt at identificere og afskrække potentielle sexforbrydere. Alle børn – også fattige børn – skal beskyttes mod overgreb fra pædofile. Og det gælder da i særlig grad, når disse opholder sig i en dansk fængselscelle.

04 nov

Hvad vil Dansk Folkeparti?

Bamse fra ”Bamse og Kylling” ligner sig selv udenpå. Men hvem er han inden i? Vi ved Lars Bom har været der. Og Søren Hauch-Fausbøll. Måske også andre.

Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard ligner også sig selv uden på. Men inden i må der være sket noget, for den økonomiske politik er nu den modsatte af, hvad den var i 1997. Der er tale om store fundamentale holdningsskift og ikke blot om tilpasninger til samfundsudviklingen.

F.eks. var DF og de tre toppolitikere i 1997 enige om:

1) Skatterne skal nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser
2) Indkomstskatten skal være en flad skat på 30 %, og
3) Selskabsskatten skal fjernes.

I 2016 er de samme politikere, i det samme parti, stadig enige. Nu bare om at mene det modsatte: Den offentlige sektor (i dag verdens næststørste) skal være endnu større. Skattelettelser til danskerne er der ”ikke råd til”, og der er ingen planer om at fjerne selskabsskatten.

V, K og LA gik til valg på nulvækst og minusvækst i det offentlige forbrug, mens DF ville øge det med 0,8 %. For at imødekomme DF foreslår regeringen i sin 2025 plan at afsætte 22 mia. til det formål men DF vil øge det yderligere til 35 milliarder.

Den udvikling er ærgerlig, for DF havde i 1997 fat i den rigtige politik. Danmarks problem i dag er ikke, at den offentlige sektor er for lille. Problemet er, at der på 10. år ingen vækst er i økonomien. Kagen bliver ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal have en bid af den. Og netop den manglende vækst gør os relativt fattigere og det rammer alle danskere, også DF’s egne vælgere.

Nyeste tal fra OECD viser at Danmark ikke længere er på listen over verdens 10 rigeste lande. Nu er f.eks. hollænderne, østrigerne og tyskerne rigere end os, og uden vækstreformer er der ingen tvivl om, at vi skal meget længere ned. Hvad vil DF gøre ved det? De andre partier i blå blok samt de radikale anerkender at Danmark er i vækstkrise. Gør DF?

Gentagne gange under valgkampen hørte vi sloganet ”Du ved hvad vi står for” Men ærlig talt: gør vi det?

13 sep

Op med humøret, Christian Juhl

”Jeg får kvalme” skriver Christian Juhl fra Enhedslisten (EL) og opfordrer os, der stemmer Liberal Alliance, til at stå frem: ”Stå frem alle I, der tror det gavner, at I rager til jer, mens andre må lide nød. Fortæl os, om I virkelig støtter LA’s egoistiske og kvalmende politik”. Flot retorik. Kun ølkassen til at stå på, og megafonen til at råbe i, mangler. Og så selvfølgelig et publikum.

Det er topskattelettelser, der får Christian Juhl op i det røde felt. Helt derop, hvor tyngdekraften ophæves og ting vendes på hovedet. Således ”får man noget” hvis man skal aflevere færre af sine penge, og ”man betaler”, hvis man modtager mindre i offentlig ydelse.

På en måde forstår jeg godt, hvis Christian Juhl er frustreret. Det er ikke nemt at være politiker med en politik, der ikke virker.

For et (tidligere?) revolutionært parti må det føles temmelig impotent at have været parlamentarisk grundlag for en regering, der ”viderefører VKO-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. EL så passivt til mens SR-SF regeringen hævede topskattegrænsen, nedsatte selskabsskatten, sløjfede planer om en millionærskat og ændrede på reguleringen af overførselsindkomster.

Heller ikke det ”spændende socialistiske projekt”, Venezuela, skaber længere jubel hos EL. Og det til trods for, at en del EL politik faktisk blev implementeret hér, bl.a. priskontrol, statslig produktion, nationaliseringer, kooperative ejerformer mm.  Resultatet er ligeså skræmmende, som det er forudsigeligt: Venezuela, der for få årtier siden var Latinamerikas rigeste land, er i dag på sammenbruddets rand. Der er akut mangel på helt basale fornødenheder som wc-papir, bleer, mælk, kød og medicin. Som altid rammes de svage hårdt og brutalt, når socialistiske ideologier hærger og fejler.

Forhåbentlig bliver Danmark aldrig et ”spændende socialistisk projekt”, men det er jo op til vælgerne at bestemme.

Hvis LA’s politik gennemføres kommer mange flere i arbejde og færre bliver parkeret på offentlig forsørgelse. Det har Finansministeriet beregnet. Den offentlige sektor bliver lidt mindre, men med flere varme hænder (og færre kolde). Og bare rolig: De rigeste vil stadig betale mest – som de gør i dag – men ingen vil betale mere end 40 %. Med hensyn til lighed vil Danmark stadig være mere lige end Sverige. Og Christian Juhl vil stadig kunne stå på sin ølkasse og råbe skældsord efter de rige egoister, der bare rager til sig. Forhåbentlig til den tid uden kvalme og i lidt bedre humør. 

07 sep

Er Alternativet forud for sin tid?

”Ajmen amdede wleda wediæw … hvor er det crazy, det her” sagde en glad Uffe Elbæk da Alternativet stormede ind i Folketinget ved sidste valg. Og helt crazy bliver det da også når partiet blankt afviser at anerkende selv de mest grundlæggende og logiske sammenhænge mellem f.eks. økonomisk vækst, velstand og velfærd.

Seneste forslag fra partiet handler om en 30 timers arbejdsuge. I følge Finansministeriet vil forslaget, hvis det gennemføres, slå et hul i Statskassen på 130 milliarder kroner. Men det gør ikke indtryk på partiet, der ikke mener man bør bedømme forslaget alene på baggrund af Finansministeriets ”tvivlsomme regnemodeller”, for mennesker er også irrationelle, kreative og nytænkende. ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skriver MF René Gade og finansordfører Josephine Fock bl.a.

Indrømmet. Det er godt at drømme og have visioner. Hvor ville vi være uden dem? Men når man udvikler politik i en selvkonstrueret virkelighed, hvor økonomi opfattes som en biting og mavefornemmelser tæller lige så meget som anerkendte regnemodeller, ja så kan alt lade sig gøre, hvis bare man er mange nok, der lukker øjnene samtidig og virkelig tror på det.  

Netop derfor er det mest underlige ved Alternativets forslag også, at det er så uambitiøst. Hvorfor f.eks. pege på en 30 timers arbejdsuge, når det ligeså godt kunne have været 20 eller 15 timer? Og hvorfor ikke supplere den kortere arbejdsuge med et stort og visionært forslag om en grøn million kroner til hver eneste husstand, som så kan bruge den ekstra fritid til bæredygtig omstilling af hjemmene og indførelse af kødfrie dage?

Økonomer fra det etablerede system ville formodentlig mene, at sådanne forslag er meget vidtgående, voldsomt dyre og måske endda urealistiske. Men hvad ved de om det? De mangler stadig at forstå, at nye tider kræver nye løsninger, og dem leverer Alternativet. Hvis økonomerne brugte mere tid på tai chi og pilates, og mindre på Excel, så ville de måske opdage, at økonomi også er en følelse og at Alternativet blot er forud for sin tid. Hvor crazy er det ikke? 

26 aug

Socialistisk all inclusive

En snak, et sted i et folkesocialistisk Danmark i en ikke så fjern fremtid.

– Far, hvorfor spiser børnene på skolen og ikke derhjemme, som i gamle dage?
– Tja, det startede med at skolen skulle stå for morgenmaden, men så viste det sig, at der også var elever, som ikke fik ordentlig frokost … og når man nu alligevel havde køkkenerne og personalet, ja så kom frokosten med. Desværre var der også børn, som heller ikke fik sund aftensmad, og så var skridtet til at indføre en ”all inclusive” model ikke så stort. Alle får nu tre måltider om dagen, og kostpyramiden følges til punkt og prikke. Alle spiser det samme. Det er godt for ligheden. Faktisk så godt, så socialisterne overvejer at indføre en lignende model for alle voksne danskere.

– Jamen, hvad så hvis man hellere vil spise derhjemme?
– Så tænk på at uligheden vil stige. Du er jo heller ikke kun mit og mors barn, vel? Du er også samfundets. Hvis ikke alle kan spise hjemme, så bør ingen gøre det. Desuden er det gratis at spise på skolen. Det vil sige: jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er gratis, men som alle andre danskere har jeg for længst mistet overblikket over hvad ting koster og hvor pengene kommer fra. Heldigvis sætter socialisterne bare skatterne op, hvis der mangler penge. Og penge mangler der jo hele tiden, for der er ingen vækst i økonomien og den offentlige sektor bare vokser og vokser. Man har fundet ud af, at nye skatter, der hedder noget med ”velfærd” glider nemmere ned, særligt hvis man siger, at de er midlertidige, når man indfører dem. Det glemmer folk med tiden. Desuden anerkender socialisterne overhovedet ikke at skattetrykket i Danmark skulle være højt. Faktisk er det lavt, siger de, også selvom de fleste går rundt og tror det modsatte.

– Men kan skatten ikke blive for høj?
– Jo, selvfølgelig. I gamle dage satte man f.eks. registreringsafgiften på biler lidt ned. Selvom borgerne betalte mindre, og det ikke skortede på advarsler om at nedsættelsen ville slå et hul i statskassen på 300 millioner, ja så kom der altså to milliarder ekstra ind i afgifter. Det handler også om misundelse og jantelov. Folkesocialisterne råbte op om, at billigere biler var en ”gave til de rigeste”. Det kan de desværre ikke gøre længere, for de rige er væk. Til gengæld er vi alle blevet lige – lige fattige.

28 jul

21 integrationspakker senere

Siden 1999 har Folketinget vedtaget 21 forskellige integrationspakker. Alligevel er det år for år gået den forkerte vej. Unge med en anden etnisk baggrund end dansk er stærkt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og mange – særligt kvinder – i den arbejdsdygtige alder er ikke i arbejde. Rockwool Fonden har i en undersøgelse konstateret, at ikke-vestlig indvandring koster det danske samfund 16,6 mia. kr. årligt (2014). En udgift, som vil stige i takt med at flere kommer hertil.

Med ringe kvalifikationer, fysiske og psykiske sygdomme og måske andre ting i bagagen, er der for mange ny ankomne lang vej til selvforsørgelse. Særligt på det danske arbejdsmarked, hvor lønningerne er høje, og arbejde – også lavtlønnet – beskattes som om det var skadeligt. En protektionistisk fagbevægelse kræver høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, hvilket reelt udelukker mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skal løses, for arbejde er nøglen til vellykket integration.

Politikere, der har en facitliste for ”danskhed” og vil lovgive om alt fra frikadeller til julepyntsklipning i daginstitutionerne, rammer forbi skiven. I et åbent og frit samfund som det danske, skal der selvfølgelig være plads til mennesker, der er anderledes og har en anden baggrund, religion og kultur.

Problemet er med andre ord ikke, at lille Aisha ikke spiser frikadeller. Problemet er, at Aishas forældre ikke arbejder, og måske aldrig kommer til det.

Antallet af udlændinge, flygtninge og migranter vil, ifølge regeringen, stige de kommende år. Og dét selvom hverken integrations- eller asylpolitikken på noget tidspunkt har fungeret tilfredsstillende.

Sidste år druknede f.eks. 3.500 mennesker, heraf mange kvinder og børn, i et forsøg på at nå Europa. Ifølge Europol står menneskesmuglere for 90 % af trafikken til Europa.

Danmark bør indføre et asylstop og i stedet bruge ressourcerne i nærområderne. Gør vi det, kan vi hjælpe 8-10 gange flere og samtidig opnå en større sikkerhed for, at vi hjælper de rigtige.

Asylansøgning og -behandling bør kun foregå i nærområderne og Danmark skal selvfølgelig selv bestemme, hvor mange flygtninge vi vil tage imod. Hvis forældede konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så må konventionerne laves om.

03 jul

Overfald på politikere

For en del år tilbage gik jeg en tur på gågaden i Silkeborg med min datter. Det var sådan lige efter, at butikkerne havde lukket, og der begyndte at blive mennesketomt. På vej op ad Søndergade kom en noget forvirret Mogens Lykketoft gåede med sin slidte taske under armen. Han var finansminister på det tidspunkt. Han stoppede os og spurgte høfligt om vejen til Skolegade, som jeg selvfølgelig hjalp ham med.

Siden har jeg glædet mig over to ting ved den historie: For det første, at vi bor i et land, hvor også vores toppolitikere i det store og hele kan færdes frit blandt almindelige borgere, og for det andet, at det lykkedes mig at vise vildfaren socialdemokratisk finansminister på rette vej.

Den frihed, som vi i Danmark for blot et årti siden kunne tage for givet, og være stolte af, kan desværre ikke længere tages for givet. Chikane og overfald er blevet en del af livet for politikerne. Seneste eksempel er tidligere justitsminister Morten Bødskov, der blev overfaldet ved en fodboldkamp.

Personlige krænkelser er en del af en voldskultur, som i mere ekstreme tilfælde kan resultere i overfald og, som vi har set i England for nylig, drab. Det er en kedelig tendens, som givetvis får nogen til at tænke sig om en ekstra gang inden de stiller op til kommunalbestyrelser eller folketing. Og dermed udfordres kernen i vores demokrati.
I Danmark har vi et unikt demokrati, hvor afstanden mellem politikere og befolkning er kortere end i mange andre lande. Det er en styrke i vores demokrati, som vi skal værne om. Når toppolitikere – helt forståeligt – bliver nødt til at ”bure sig inde” bag sikkerhedspoliti og panserglas, så vokser afstanden til befolkningen. Den politiske magt synes mere fjern og elitær.

Vi må insistere på folkevalgtes ret til altid at kunne sige, hvad de mener, og til at kunne færdes trygt og sikkert i alle dele af landet. Vi må insistere på, at argumenter skal mødes med argumenter, ikke med personangreb og vold.
Ytringsfriheden gælder for alle, men især for dem, man er uenige med.