2 minus 1 vejen duer ikke

Der er ikke råd til at anlægge cykelstier på nogle af skoleveje i kommunen. Det er derfor, at vores skolebørn nu ufrivilligt er forsøgskaniner i et eksperiment med en 2 minus 1 vej mellem Gjessø og Them, hvor vejen ikke er bred nok til både biler og cykler.

Den cirka 1 år gamle 2 minus 1 vej har mange bilister svært ved at finde ud af. Det betyder i praksis, at trafikreglerne på strækningen fungerer vilkårligt: Nogle bilister kører på én måde, andre på en anden. Hvis der er én ting, som er afgørende for trafiksikkerhed, så er det, at man som trafikant kan finde ud af reglerne og véd, hvordan man selv, og de øvrige trafikanter, skal agere. Det kan bilisterne ikke, har kommunen erkendt, og derfor kørt ”kampagne” med opsætning af tre forskellige slags, forklarende skilte på strækningen.

2 minus 1 eksperimentet begrundes med, at trafiksikkerheden øges, og at det er et billigt alternativ til den bedste løsning – cykelstier – der koster cirka 2 millioner kr. per kilometer. Tillad mig i al stilfærdighed at nævne, at der kunne have været anlagt 15 km cykelsti for de cirka 30 millioner kr. som kommunen står til at tabe på Performers House, medregnet tabte renteindtægter, tidsforbrug, osv. På skolevejen fra Gjessø til Them mangler blot at blive anlagt 4-5 kilometer cykelsti for at sikre vores børn.

Desværre er konsekvenserne i tilfældet med 2 minus 1 vejen nok så alvorlige, da den eneste rigtige løsning – som er en cykelsti – igen forsinkes i flere år, mens kommunen leger med deres ”innovative” vejeksperimenter, og endda belønner egne medarbejdere med en pris for 2 minus 1 konceptet: ikke fordi de opfandt det, men fordi de fandt på at kopiere det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *