Arrogante folkesocialister

Socialistisk Folkepartis gruppeformand, Jonas Dahl, beskylder i en Facebook opdatering Saxo banks direktør, Lars Seier, for at være flygtet til skattely i Schweiz: ”Lars Seier i deadline, vel at mærke fra Schweiz, vigtigt vi fremtidssikre velfærdssamfundet, øhh, og det bidrager du så til ved at flygte i skattely i Schweiz?”.

10801902_10153667924098475_897359201570650286_n

Opdateringen, og de efterfølgende reaktioner, er interessante, for Jonas Dahl udstiller en uvidenhed og arrogance som er en gruppeformand uværdig.

For det første, så er Lars Seier dansk statsborger og noget så sjældent som en topleder fra erhvervslivet, der deltager aktivt i den offentlige debat. Han er arbejdsgiver for 1440 ansatte, hvoraf en stor del arbejder og betaler skat i Danmark. Alene sidste år bidrog Lars Seier og Saxo bank med 553 mio. kr. til den danske statskasse i form af selskabsskatter, lønsumsafgifter, skat på lønninger etc. For dét beløb kan Danmark beskæftige ca. 1500 sygeplejesker, betale folkepension til ca. 4.500 ældre, eller undervisning for ca. 11.500 folkeskoleelever. Det er et væsentligt bidrag til vores samfund, som fortjener anerkendelse og respekt, men som hos Socialistisk Folkeparti mødes med nedladenhed og arrogance.

For det andet, så har Jonas Dahl efter sin opdatering, haft travlt med at slette indlæg og blokere personer, der oplyste om fakta, eller ikke var enige med ham. Er det måden, at føre en debat på – at nægte borgere, med andre synspunkter, at komme til orde?

Det er desværre ikke ualmindeligt, at Socialistisk Folkeparti føler sig kaldet til at pege fingre af private virksomheder og de mennesker, der løber en risiko og skaber de private arbejdspladser, vi som samfund er så afhængige af.

Aalborg Portland blev således truet på sin eksistens, da regeringen med SF i spidsen, ville femdoble NoX afgiften. 300 arbejdspladser i Nordjylland stod til at gå tabt. ”hvis de ikke kan betale, så må de jo lukke” lød det fra en af regeringens repræsentanter. Det er jo rigtigt, men hvad tror folkesocialisterne vi skal leve af, når de sidste private arbejdspladser forsvinder? Luftsteg og vindfrikadeller?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *