Forkert at udelukke Ulrich Fredberg

Region Midtjyllands direktion vurderer, at Ulrich Fredberg, der er nyvalgt regionsmedlem for Venstre, ikke skal have lov til at indtræde i regionens hospitalsudvalg da han i kraft af sin stilling som ledende overlæge på regionshospital Silkeborg skulle være ”generelt inhabil”. Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed for regioner og kommuner, har netop (desværre) meddelt Ulrich Fredberg, at de deler direktionens vurdering.

Det er er i mine øjne en forkert afgørelse, der ikke på nogen måde tjener borgerne i Region Midtjyllands interesser.

For det første, så træffer Hospitalsudvalget ikke beslutninger om noget, men kommer alene med indstillinger til regionsrådets politikere. Jo mere relevant og konkret erfaring, faglighed og indsigt, der er repræsenteret i sådan et udvalg, jo højere kvalitet i indstillingerne kan det selvfølgelig levere.

En fornuftig organisation, der drives af et ønske om at levere bedre sundhed til regionens borgere, ville juble over at få en kapacitet som Ulrich Fredberg ombord. Fem gange i træk er Silkeborg sygehus, som Ulrich og hans team står i spidsen for, kåret til Danmarks bedste mindre sygehus. På kræftområdet, med tidlig diagnosticering af lungekræft ved hjælp af lavdosis CT scanning, har Silkeborg sygehus bevist at de er helt i front og har leveret store og væsentlige gennembrud til gavn for patienterne. Også når det gælder patienter med hjertesvigt er Silkeborg det sted i hele landet, der klarer sig allerbedst. Der er altså rigtig meget at lære af en ledende overlæge fra Silkeborg sygehus, hvis man i Region Midtjylland ønsker fremragende og innovative hospitaler, der arbejder på patienternes præmisser. 

For det andet, så er Ulrich Fredberg demokratisk valgt til Regionsrådet. Endda med et meget stærkt mandat. Således er det kun Regionens formand Anders Künau (S) og oppositionens formandskandidat Carsten Kissmeyer (V), der opnåede at få flere personlige stemmer end Ulrich Fredberg ved regionsrådsvalget i november sidste år.

Hvis det er uhensigtsmæssig lovgivning, der forhindrer kompetente regionsrådsmedlemmer i at sidde i rådgivende udvalg, som de har alle forudsætninger for at kunne bidrage konstruktivt til, så må den lovgivning naturligvis laves om. Ingen – og slet ikke regionens borgere og vælgere – kan være tjent med at demokratisk valgte regionsmedlemmer forhindres i at bidrage til et bedre sundhedsvæsen og i at udøve den indflydelse de er berettiget til.