Hvad mere er der egentlig at sige?

”Hvad mere er der egentlig at sige” spørger CV Jørgensen i sangen af samme navn fra 1994. Det samme kan man med rette spørge Danske Bank, som nu vil i dialog med deres kunder, om. 

Bankens topledelse, der tidligere ikke har forsømt en lejlighed til at markedsføre sig på værdier som ”ordentlighed og ansvarlighed”, har 

1) over en længere årrække ignoreret talrige advarsler og derved de facto indtaget en aktiv rolle som hvidvasker af ufattelige milliardbeløb til bl.a. terror og kriminalitet

2)   undladt på eget initiativ for år tilbage at undersøge forholdene i Estland selvom mistænkelige kundeprofiler og unormale profitmarginer i filialen allerede omkring overtagelsestidspunktet burde have givet anledning til det

3)   afgivet usande informationer til Finanstilsynet.

Danske Banks topledelse holdt pressemøde den 19/9 2018 på Tivoli hotel i København, hvor konklusionerne på bankens egen undersøgelse – og juridiske frifindelse – af sig selv blev præsenteret for en måbende offentlighed. Her forlød det bl.a. at CEO Thomas Borgen ville fratræde, men ikke lige nu. Bestyrelsesformand Ole Andersen ville også fratræde, men heller ikke lige nu. Det var en tå krummende pinlig forestilling, og en tydelig reminder om, hvad oprydning i organisationer har til fælles med trappevask: Man starter oppefra og ned.

Uduelig ledelse rammer desværre alle i en organisation, også lokale filialer og dygtige medarbejdere, der hver dag yder god service og rådgivning, er ordholdende og pligtopfyldende og nu helt ufortjent må stå på mål for beslutninger og svigt, som de intet har haft med at gøre. I Danske Banks tilfælde rækker følgerne endda langt udover ”egne rækker”, for både landets kreditværdighed og renommé risikerer at lide skade. Og bankens aktionærer behøver blot kaste et blik på aktiekursen for at forstå, hvor dyrt et bekendtskab inkompetent ledelse kan være.

Som kunde, aktionær og/eller medarbejder (i Danske Bank og alle andre steder) er det helt naturligt løbende at evaluere og spørge sig selv, om man stadig – alt taget i betragtning – er kunde, aktionær og medarbejder det rigtige sted, eller om tiden er inde til at se sig om efter noget andet og bedre. Det kan vi godt tage en dialog om, men hvad mere er der egentlig at sige?