Hvordan ser det ud i dag, Bent Hansen?

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viste for nylig, at hver fjerde kræftpatient i Region Midtjylland ikke får sin livsvigtige behandling til tiden. Andelen af kræftpatienter, der ikke blev behandlet rettidigt, steg i 2. kvartal 2017 fra 20 % til 27 %. Bent Hansen har været ude at beklage, og samtidig kaldt det ”beskæmmende” at tallene for ventetiderne først kommer til ledelsens kendskab med flere måneders forsinkelse.

To alvorlige forhold får alarmklokkerne til at ringe. For det første er det stærkt bekymrende, at ventetiderne på kræftbehandling i vores region stiger. For det andet er det bekymrende, at regionerne tilsyneladende ikke formår at holde sig orienteret om vigtige nøgletal på daglig basis, hvorfor ledelsen de facto afskærer sig selv fra at agere optimalt. For hvordan kan man styre noget, hvis man ikke ved, hvad der foregår? Svaret er – det kan man ikke. Ligeså lidt som man kan køre bil med bind for øjnene.

Jeg håber at det nu er lykkedes Bent Hansen at få styr på disse akutte og uacceptable forhold. Vi er nu 1-2 uger fra afslutningen på 3. kvartal og det vil være interessant at vide, hvordan ventetiden har udviklet sig siden 2. kvartal. Hvordan ser det ud i dag, Bent Hansen?

På baggrund af de tidligere meldinger er mit bedste bud desværre, at man ikke ved det, men ”er klar over problemet og arbejder på at gøre det bedre”. Jeg håber, at jeg tager fejl. Men når man er ansvarlig for noget så alvorligt som behandlingen af livstruende sygdom, hvor hver time tæller, så nytter det altså ikke noget, at vital viden om ventetider ikke kan følges dagligt af ledelsen. Det dur ikke, at ledelsen på grund af manglende viden om, hvad der foregår, er afskåret fra at handle i tide til gavn for patienterne. Det er – for nu at bruge Bent Hansens eget udtryk – beskæmmende.