Kommunal branding uden effekt

”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Sådan lyder det i Dan Turell’s kendte værk ”En hyldest til hverdagen” fra 1984. Og undersøgelser fra bl.a. Center for Fremtidsforskning viser, at netop det gode hverdagsliv spiller en afgørende rolle for, hvor danskerne bosætter sig.

Det handler bl.a. om arbejde, indkøbsmuligheder, nærhed til familie og venner. Det handler om gode skoler og daginstitutioner, om jævnaldrende legekammerater i kvarteret, om adgangen til natur og til et aktivt foreningsliv. Vi vil bo, hvor vi kan føle os trygge, og hvis vi har mindre børn, skal der helst være cykelstier til og fra skolen. Vi vil bo, hvor vi har råd til at bo, så der er overskud i økonomien til oplevelser, til uforudsete udgifter og til opsparing. Hvis man er flyttet fra et område, hvor man er vokset op, kan der opstå et stærkt ønske om senere i livet at vende tilbage hertil. Personlige præferencer og husstandens sammensætning spiller naturligvis også en rolle. En erhvervsaktiv småbørnsfamilie har f.eks. andre behov end en enlig pensionist.

Kommunale investeringer i markedsføring af kommunen, prestigefyldte golfturneringer, stadion- og museumsbyggerier, VIP billetter, fadøl og fodbold der skal ”brande byen og sætte den på landkortet” bidrager – i følge de førnævnte undersøgelser – desværre ikke nævneværdigt til at øge tilflytningen. Tværtimod tager de ressourcer fra kommunale kerneområder som skoler, daginstitutioner og den frivillige idræt. Og det er efter Liberal Alliances opfattelse overhovedet ikke rimeligt.

Sidst, men ikke mindst, så betyder det altså også en hel del for almindelige familier, hvad de har tilbage til sig selv efter at skatten er betalt. En lavere kommuneskat ville betyde en lidt lettere og mindre presset hverdag for mange familier. Også af den grund ville det klæde byrådet at være mere ydmyg omkring, hvordan borgernes penge bruges. Og også af den grund arbejder Liberal Alliance for at sætte kommuneskatten ned allerede i 2018.