Lad os gøre kagen større

I 3. kvartal 2015 var der negativ vækst i Danmark. For femte år i træk må en regering – rød som blå – erkende, at dens skøn for væksten det følgende år har været for optimistisk. Jeg ved godt, at dansk økonomi er under indflydelse af udviklingen uden for vores egne grænser. Danskerne udgør trods alt kun 8 promille af verdens befolkning. Men dét vi bør kunne forvente af vores politikere, er, at de udviser rettidig omhu i forhold til de gigantiske – og kendte – udfordringer vi som samfund står overfor. Desværre sker det ikke.

Den manglende vækst kommer til at få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund. Det er væksten, der gør kagen større. Det er væksten, der skaber velstand og råderum til bl.a. at finansiere vores offentlige sektor og betale offentlige ydelser.

Desværre har der i flere år været ubalance mellem indtægter og udgifter. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Det betyder, at vi gældsætter os for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Skattetrykket er verdens højeste, og flertallet af befolkningen har i dag deres forsørgelse fra offentlige kasser. En totalt fejlslagen asyl- og migrant politik kommer med sikkerhed kun til at gøre ondt værre.

Der kommer små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Det får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når og hvis et opsving kommer, vil der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det, allerede inden det rigtigt er kommet i gang. Virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft er jo også en klar forudsætning for vækst.

Danmark er på mange områder et godt land at drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Desværre får det ekstreme skattetryk, og risikoen for at komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft, virksomheder (der har mulighed for det) til at vælge Danmark fra og placere investeringer og arbejdspladser andre steder.  

Væksten går uden om Danmark. Derfor er det afgørende vigtigt at vi normaliserer skattetrykket i Danmark – særligt på arbejde – for det skader væksten, gør kagen mindre og gør os alle sammen fattigere.