De andres skyld

Det er ikke altid tingene går, som man regner med, hvilket denne lille historie handler om. For et halvt års tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville hjælpe en lille énmandsvirksomhed i Syddanmark, der var kommet i økonomiske vanskeligheder. Det ville jeg gerne.

Det lignede en overskuelig opgave, uden den kompleksitet og det kaos, der ofte møder én som frivillig rådgiver i ”Early Warning” korpset, når vi rykker ud for at hjælpe nødlidende virksomheder. Det handler om at skabe overblik, rydde op og – forhåbentlig – bidrage til at finde en ny og bedre vej fremad.

Jeg skulle dog snart blive klogere.

Som det er normal praksis, havde jeg i forvejen fået en beskrivelse og nogle fakta om virksomheden, så jeg havde mulighed for at være velforberedt til det første møde. På ”Matchmødet”, som det første møde kaldes, ser parterne hinanden an, stiller spørgsmål og drøfter udfordringerne og mulighederne for at løse dem. Dialogen foregår altid i øjenhøjde,  med empati og forståelse for, at virksomheden står i en udsat og sårbar position.

Der var her tale om en lille forretning uden andre medarbejdere end indehaveren selv. Omsætningen over de seneste år havde været stabil og det samme havde indtjeningen. Han forhandlede produkter, bl.a. til landbruget. Lønnen til indehaveren var beskeden, men tilstrækkelig til at leve af, så hvorfor var der krise? Af beskrivelsen fremgik, at indehaveren havde opbygget en privat gæld, som nu var begyndt at belaste virksomheden.

Fredag eftermiddag, hvor mødet skulle finde sted, kørte jeg fuld af fortrøstning hjemmefra. Dette skulle nok blive en succes. Det skulle blive rart med en ny sag, som var enkel og overkommelig.

Det første, der mødte mig, da jeg ankom til virksomheden, var et kæmpemæssigt rod. Bunker af papirer, tøj, gamle ting, pizzabakker osv. lå overalt i store mængder og man kunne kun bevæge sig rundt i lokalerne på stier, der var skabt på gulvet. Indehaveren virkede forvirret og nervøs, men det er i sig selv ikke usædvanligt. I et hjørne, bag en stor computerskærm, sad der en teenagepige med store høretelefoner på og spillede computerspil. Indehaveren fjernede nogle bunker fra et bord, vi satte os ned og mødet gik i gang.

Efterhånden som samtalen skred frem, viste det sig at handle om, at indehaveren spillede om penge på internettet, når han kedede sig. Mange penge. Egne penge og alle dem, han havde haft mulighed for at låne. Så længe banken, kreditkortselskaberne og kviklån-udbydere ville låne ham penge, ligeså længe spillede han.

Det oplevede han overraskende nok ikke som det egentlige problem. Dét, han oplevede som et problem, var, at de nu gerne ville have deres penge igen, og derfor var begyndt at rykke. Ikke kun via breve, som han ikke åbnede, men også per telefon. Derfor var han holdt op med at tage telefonen. Han mente ikke selv, at han var ludoman. Problemet var snarere, at de, der havde lånt ham penge, nu ville have dem igen. 

Da vi skulle til at runde mødet af, sagde jeg, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne hjælpe, når han ikke vedkendte sig sit ansvar og ikke mente, han havde et spilleproblem. Selvfølgelig kunne vi kontakte alle kreditorerne og lave aftaler, men hvad hjalp det, hvis han fortsatte med at spille for lånte penge? 

Han sagde nu, at han godt kunne se det og ville gøre det, der skulle til. Jeg bad ham om at åbne sine rudekuverter, lave en liste med alle han skyldte penge, og derefter sende den til mig. Han skulle også tage kontakt til Center for Ludomani i Odense for at komme i behandling. Det lovede han at gøre, men jeg hørte aldrig fra ham igen.

Der er nu gået et halvt års tid, og jeg tænker stadig ind imellem på, hvordan det går med ham og hans pige og på, om jeg skulle have gjort det anderledes.

Steder, beskrivelser og begivenheder er ændret hvor det er nødvendigt for at beskytte anonymiteten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *