No flash!

I Hagia Sophia moskéen i Istanbul findes en af verdens ældste, kristne mosaikker forestillende Jomfru Maria, Jesus og Johannes Døberen. Deesis-mosaikken, som den hedder, stammer helt tilbage fra 1261 og har oplevet lidt af hvert igennem de sidste mere end 800 år.

I marts 2009 besøgte jeg for første gang Sophia moskéen, hvor jeg – ud over at opleve historiens vingesus – også blev tilskuer til en usædvanlig måde at løse et praktisk problem på. Det vender vi tilbage til.

Fotografering tilladt

Det er tilladt at tage billeder i Hagia Sophia. Dog må der vise steder ikke anvendes blitz. Det fremgår tydeligt af skilte, der både i tekst og tegning fortæller publikum, at fotografering med blitz altså ikke er tilladt.

Der kommer hver dag mange turister i Hagia Sophia. Rigtig mange. Og selvfølgelig er der en teoretisk mulighed for at der blandt det store antal turister er en enkelt eller to, der ikke medbringer et kamera, men ellers ser man mennesker af alle nationaliteter knipse løs med alt fra mobiltelefoner til professionelt udstyr. Og turisterne er kommet for at tage billeder. Mange billeder.

Det gjaldt også undertegnede, der var meget imponeret over moskéens fantastiske historie og de mange storslåede kunstværker den rummede. En af de helt utrolige ting ved Hagia Sophia, er, at både muslimske og kristne symboler hænger side om side, således altså også Deesis-mosaikken, der kan ses på billedet her under.


Deesis-mosaikken fotograferet af indlæggets forfatter, selvfølgelig uden blitz!

No flash! No flash!

Deesis-mosaikken er én af de kunstskatte, der ikke må fotograferes med blitz. Det fremgår tydeligt af et skilt og der ikke er noget at tage fejl af. For yderligere at forstærke alvoren bag ordene og nå de turister, der ikke respekterer forbuddet, står der desuden en uniformeret vagt ved mosaikken og siger “No flash!” hver gang en turist har brugt blitzen.

Selvfølgelig findes der alle steder uheldige turister, der glemmer at slå blitzen fra eller som troede de havde slået blitzen fra. Vagtens tilstedeværelse og verbale gentagelse af forbuddet kunne opfattes som en reminder til lige at tjekke om blitzen nu også faktisk er slået fra inden der knipses.

Trods skilt og vagt blitzes der den ene gang efter den anden. Faktisk talte jeg det til 15 – 20 gange i minuttet og hver gang reagerede vagten med sit “No flash!”. Den halve time jeg stod og betragtede fænomenet blev der altså cirka sagt “No flash!” 500 gange!

Blev der knipset to-tre gange indenfor fem sekunder kunne vagten godt finde på at variere betoningen så “No flash!” blev sagt hurtigere og mere skarpt end når der længere tid (f.eks. 15 sekunder) imellem blitzene. En anden variationsmulighed i hans repertoire er at træde cirka en halv meter ud mod publikum og samtidig sige sine berømte to ord.

Andet skete der ikke, og det opfangedes lynhurtigt af turistflokken der knipsede løs med og uden blitz.

Signalerer inkompetence

Men hvad er egentlig problemet? Altså udover frustrationerne for den stakkels vagt, der 15 – 20 gange i minuttet må stå model til at folk ikke respekterer hans påbud, og det eneste han kan gøre ved det er at variere sit tonefald og så træde en halv meter frem. Hvad er pointen i historien set fra en ledelsesmæssig synsvinkel?

Udover at scenariet virker komisk, sender det et signal om en inkompetent ledelse, der 1) ikke ved hvad der foregår, 2) ved hvad der foregår, men er ligeglad eller 3) ved hvad der foregår, men ved ikke hvad den skal stille op.

Regelsanering

Regler har det med at overleve sig selv. Derfor er det klogt jævnligt at tage dem op til revision og spørge sig selv: “Har vi reglen fordi den tjener et fornuftigt formål, eller har vi den fordi det er en regel vi plejer at have?” Hvad er det reglen skal forhindre eller gøre godt for?

Hvis reglen overlever, så skal der samtidig anvises effektive måder at håndhæve den på. Sker det ikke, risikerer afsenderen (ofte ledelsen) at fremstå som inkompetente og sløsede i omgivelsernes øjne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *