Blokaden mod Dan Roots

Efter 6 ugers ødelæggende belejring kan Dan Roots i Tange klinke skårene, og varerne kan igen køres ud til kunderne. Hos konkurrenterne i udlandet, hvor arbejdsvilkår og løn er ringere end i Danmark, kan man takke 3F for fremgang i omsætningen og for de nye kunder man har fået foræret. For Dan Roots begynder det hårde arbejde med at vinde kunderne tilbage.

Mens 3F kan fejre, at de vandt, så står Dan Roots og medarbejderne forslåede tilbage med en oplevelse af at have været udsat for et overgreb. Endda begået af den fagforening, som de allerede har overenskomst med.

Blokaden mod Dan Roots efterlader et indtryk af et 3F, der befinder sig i en tidslomme fra 70’erne og endnu mangler at opdage, at protektionisme og tvang fungerer dårligt i en åben og global økonomi, hvor virksomheder, kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne. I Tange vandt 3F i første omgang ved hjælp af trusler og chikane, men spørgsmålet er, om vi ikke alle ender som tabere, når flere ufaglærte arbejdspladser forlader landet? Dan Roots har f.eks. meldt ud, at de for at beskytte forretningen vil fremskynde planer om etablering i udlandet. Det er forståeligt, men også umådelig trist. For vi har også brug for gode virksomheder, investeringer og private arbejdspladser herhjemme.

Mens massevis af gode, sunde rodfrugter til ingen verdens nytte blev kasseret, stod blokadevagter uden for Dan Roots med bannere om ”social dumping” – et forholdsvis nyt begreb, der er opfundet som en slags forsvar for manglende dansk konkurrenceevne. Når vi ikke kan konkurrere med den arbejdskraft, der kommer udefra, så skal den kunstigt gøres dyrere, så den ikke udgør en trussel for os selv. ”Social dumping” handler om egne særinteresser, og har intet med solidaritet at gøre.

Med krav om høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, udelukker fagbevægelsen reelt mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Ikke kun flygtninge og indvandrere, men også langtidsledige danskere.

Når de nederste trin på jobstigen mangler, kan mange – med de forudsætninger og kvalifikationer, de har – ikke nå op til det første trin, og de afskæres dermed også fra senere at bevæge sig yderligere op ad stigen mod højere løn og flere goder.

Resultatet er en økonomisk og menneskelig tragedie. Både for de, der udelukkes fra arbejdsfælleskab og selvforsørgelse og for os andre, der – udover at forsørge de mange uden arbejde – også skal betale milliarder til en kæmpeindustri af jobkonsulenter, kursustilbud og projektforløb uden at få valuta for pengene.

Væksten der blev væk

Dansk økonomi står stille og har gjort det i snart 10 år. Der har været flere tilløb til et opsving, men uden at det er blevet til mere. For nylig halverede de økonomiske vismænd så deres – i forvejen beskedne – vækstskøn for 2016 fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Den velstand som samfundet taber, når væksten udebliver, er enorm. Alligevel fylder den manglende vækst kun lidt i velfærdsdebatten, der mest handler om, hvordan pengene skal bruges og meget lidt om, hvordan de skal tjenes. Det blev tydeligt op til Folketingsvalget sidste år, hvor det regnede ned over vælgerne med milde gaver fra politikere, der gerne ville genvælges. At vi selv betaler for gaverne, og oven i købet gældsætter os for at gøre det, fuldender blot illusionen om et Danmark, der automatisk og altid vil være blandt verdens rigeste lande.

Efter snart 10 år uden vækst og uden tydelige tegn på, at den er på vej, så må det være på tide at gøre noget andet, end det vi plejer. Prisen for den manglende vækst er høj, ikke mindst for svage grupper og for personer i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet.

Et Danmark i slæbegear

Danmark er på mange måder et godt land at etablere og drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Som et lille land er vi vant til at tænke og handle internationalt. Men når det drejer sig om vækst klarer vi os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Og det ser ikke ud til at forandre sig i den nærmeste fremtid. For nylig punkterede de økonomiske vismænd således håbet om vækst i 2016, da de halverede deres – i forvejen beskedne – vækstskøn fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Lave vækstskøn for Danmark finder man også i prognoser fra OECD som vurderer, at Danmark vil få den 6. laveste vækst frem mod 2030 ud af 34 medlemslande.

Uden vækst, så bliver kagen ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal spise af den. Og det bliver vi, for vi lever heldigvis længere og bliver mange flere ældre i fremtiden. Dertil kommer, at andelen af danskere og indvandrere, der forsørges af offentlige kasser aldrig har været større og i dag udgør mere end halvdelen af befolkningen.

EU-Kommissionen offentliggjorde den 4. februar 2016 nye tal for den økonomiske udvikling i EU landene. Beregninger fra Dansk Byggeri viser på den baggrund, at den svenske økonomi i perioden fra 2008 til nu er vokset med 14 %, den tyske med 8 % og den danske med 1,4 %.

Hvis dansk økonomi havde haft de svenske vækstrater siden 2008, havde samfundet været 233 mia. kr. rigere. Med tyske vækstrater, havde vi været 122 mia. kr. rigere.

På den korte bane er det mange penge af gå glip af. De kunne have været brugt til bedre skoler, sundhed, ældrepleje og skattelettelser mv. På den længere bane risikerer vi, at Danmark fanges i en kronisk lavvækst, som Japan har været det siden 1990’erne. Desværre er det ikke længere et scenarie, der er helt urealistisk.

Accelererende udgifter og indtægter, der ikke kan følge med

Når statens udgifter accelerer i et hurtigere tempo end indtægterne, så kommer der til at mangle ressourcer og det økonomiske råderum indskrænkes. Gabet mellem den velfærd som danskerne betaler for, og forventer at få og den velfærd, der kan lade sig gøre, bliver større og større.

Det rammer de mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser og hjælp. Det rammer de ledige, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre i den arbejdsdygtige alder, der får sværere ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det rammer ansatte på mindre og mellemstore virksomheder, der kun handler i Danmark, og det rammer ansatte i den offentlige sektor. Der bliver færre ressourcer per ældre og per skoleelev. Diskussionerne om, hvorvidt vi i Sundhedssektoren også fremover har råd til tilbyde den bedste (og ofte også dyreste) medicin og behandling, har været i gang et stykke tid.

Også ressourcestærke borgere mærker, når det økonomiske råderum indskrænkes. Kravene til produktivitet stiger for de stadigt færre, der trækker læsset. Og trods den høje skat, de afkræves, så oplever også de, at offentlig kernevelfærd såsom skoler, sundhed og ældrepleje år for år forringes i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Ofte vil det heller ikke være nok at betale for ydelserne én gang via skatten. Vil man f.eks. behandles hurtigere i Sundhedsvæsenet må man købe en privat forsikring. Vil man have mere hjemmehjælp til sin gamle mor, så må man også til lommerne igen.

Danmark er i en luksus fælde, hvor der kommer mindre ind, end der går ud. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Vi gældsætter os med andre ord for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Væksten skulle have finansieret en stor del af det, men den kom ikke, og så mangler pengene.

Der er ingen ekstra penge i at beskatte virksomhederne og befolkningen hårdere. Dén grænse er for længst overskredet, og det høje skattetryk er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.

Når politikerne ikke kan skrue skatten yderligere op for at dække de accelererende udgifter, så vedtager de finanslove med milliardstore underskud og fremrykker pensionsbeskatning for at få det hele til at se lidt pænere ud, upåagtet at det efterlader et hul i fremtiden, hvor pengene vil mangle.

Vi indtager en suveræn nr. 1 i verden, når det gælder skattetryk, og er flere procentpoint foran nr. 2, som er Frankrig. Vi er med andre ord ekstrem blandt de ekstreme. Det skader væksten og muligheden for at gøre kagen større til gavn for alle, ikke mindst for de svageste og for personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at normalisere det danske skattetryk.

Leveomkostningerne herhjemme er også i den høje ende, faktisk 43 % over EU gennemsnittet. Det betyder, at når f.eks. en tysk familie bruger 104 kr. på almindelige ting som mad, bolig, transport osv. så skal en dansk familie bruge 143 kr. for at købe det samme. Høje leveomkostninger og høje personskatter og afgifter er med til at presse lønningerne op, og dermed øge virksomhedernes omkostninger.

Når politikere taler om, hvordan de ”skaber jobs” så er der grund til at være på vagt. For det første, fordi det ikke er dem, der skaber jobs – det gør virksomhederne. For det andet, fordi der er en tendens til, at politikernes jobskabelse bliver en dyr og konkurrenceforvridende omfordeling, som det f.eks. er tilfældet med bolig-job ordningen.

Private virksomheder er nøglen til vækst

Som tidligere nævnt er Danmark på mange måder et godt land at drive virksomhed i. Men skattetrykket og arbejdsudbuddet udgør væsentlige barrierer for at tiltrække nye investeringer og arbejdspladser. Hvad det sidste angår, er vi ramt af, at der de kommende år vil komme små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Udviklingen får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når – og hvis – et opsving kommer, kan der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det inden det rigtigt når at komme i gang. Derfor skal det være mere attraktivt at arbejde, også for højtlønnede der i dag straffes med en topskat, hvis de yder en ekstra indsats. Virksomhederne skal have let adgang til at få arbejdskraft fra andre lande.

Noget tyder også på, at det ikke er attraktivt nok at etablere egen virksomhed i Danmark. Ifølge Eurostat er kun 8 % af danskerne selvstændige, mens EU gennemsnittet er 14 %. Tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser, at de nye og unge virksomheder er gode til at skabe vækst og arbejdspladser. Hvis antallet af selvstændige iværksættere var det samme som EU gennemsnittet, ville Danmark have 165.000 flere selvstændige. Når vi endelig har fået virksomhederne i gang, så vokser mange af dem ikke. Således viser en dugfrisk rapport fra Erhvervsstyrelsen, at der simpelthen ikke er skabt virksomheder med mere end 1.000 ansatte i Danmark inden for de seneste 20 år.

Vi har med andre ord alt for få nye virksomheder, og det lykkes ingen af dem at vokse sig rigtigt store.

Politikernes fornemmeste opgave er at skabe bedre rammevilkår for virksomhederne, så de bliver mere konkurrencedygtige. Det skal være mere attraktivt at starte en virksomhed og få den til at vokse, og det skal være mere attraktivt at placere investeringer i Danmark. Vækst i beskæftigelsen og økonomien skabes nu engang af private virksomheder gennem initiativ, risikovillighed, idérigdom, gåpåmod og ikke mindst hårdt arbejde. Når politikere blander sig med kunstige tiltag i markedernes naturlige mekanismer for udbud og efterspørgsel, så ender det tit både dyrt og dårligt.

Når det går godt for virksomhederne – når der er fremdrift og overskud – så går det også godt for resten af samfundet. Virksomhederne ansætter nye medarbejdere; det er nemt at skifte job, og nyuddannede, fleksjobbere og flygtninge kan lettere få en fod inden for på rigtige arbejdspladser.

Danmark har gode muligheder for at lykkes, men det kræver at vi vil og gør noget andet, end det vi plejer. Efter 10 års ørkenvandring uden vækst må det være på tide at komme i gang.

Negativ moms er et tag-selv bord

SKAT udbetalte 237 milliarder i negativ moms i 2014. Det er en stigning på hele 34 % sammenlignet med 2010. Dette fremgår af et svar fra Skatteministeriet den 23/11 2015. Stigningen burde få alarmklokkerne til at ringe langt ind i Skatteministeriet og regeringen. Men det gør den desværre ikke. Heller ikke selvom prognoser tyder på, at udbetalingerne blot er accelereret yderligere i 2015. 

Virksomheder, der er berettiget til refusion, skal naturligvis have det. Men den voldsomme stigning i udbetalingerne tyder på, at der i stort omfang også svindles med ordningen.  

I 2014 ansøgte 173.958 om at få negativ moms udbetalt. Heraf kontrollerede SKAT blot 5.182 af anmodningerne, hvilket er færre end tre procent. 97 % blev således udbetalt uden kontrol. Skatteministeriet har oplyst i den forbindelse, at de mener “kontrollen med momsudbetalinger har været tilfredsstillende”.

I et samråd den 29/1 2016 oplyste Skatteminister Karsten Lauridsen “Hvis vi vil have et momssystem, der er tillidsbaseret fremadrettet, så bliver vi nødt til at acceptere, at der er en del, som ikke afregner den moms, de skal, bevidst eller ubevidst, og der vil også være nogle, som vil kunne udnytte huller i systemet og lave organiseret svindel.” Ministeren anslog ved samme lejlighed, at staten som følge heraf går glip af mellem 10 og 18 mia. kr. årligt.

SKAT har tidligere meddelt, at de ved kontrol af negativ-moms anmodninger finder fejl og fusk i mere end halvdelen. Hvis det er rigtigt, så forekommer Skatteministerens vurdering at være endog meget optimistisk og det reelle tab formodentlig meget større. Udover at Statskassen går glip af store tocifrede milliardbeløb, så rammes lovlydige virksomheder, der afregner dét de skal. De udsættes nemlig for unfair konkurrence fra de, der ikke gør, og derfor kan operere med lavere omkostninger.

Der er akut behov for et forenklet, transparent og mere retfærdigt skatte- og afgiftssystem, hvor fokus er på kerneopgaverne. Der er brug for en ny, kompetent ledelse i SKAT. Ingen, uanset politisk ståsted, kan være tjent med at borgernes penge fortsætter med at fosse ud af statskassen til svindlere og – i nogle tilfælde – terrorister. Den brændende platform har aldrig været mere brændende.

Liberal Alliance foreslår, at Skatteministeriet nedlægges og erstattes af en styrelse under Finansministeriet. Fokus for en ny Skattestyrelse skal være at sørge for en ordentlig og redelig inddrivelse af skat efter gældende love og regler. Det sidste har der jo desværre også vist sig at være problemer med.

Svigt på svigt på svigt

En plejefar i Slagelse fik fem års fængsel for igennem en årrække at have udsat sine plejebørn for grov vold og seksuelt misbrug. Plejebørnene fik henholdsvis 10, 50 og 60 tusinde kroner i erstatning. To af ofrene, søstrene Nanna Hansen og Sapran Hassna, der i dag er voksne, vil nu stille Slagelse kommune til ansvar for ikke at have ført ordentligt tilsyn og for at have siddet flere underretninger overhørig.

Jeg har stor medfølelse og respekt for de to søstre, der står frem med et håb om at ændre systemet, så andre udsatte børn ikke skal igennem det samme som dem. Trods adskillige indberetninger fra fagpersoner, blandt andet fra en læge, en psykolog, en lærer og en pædagog så foretog kommunen sig ingenting. Lægen indberettede bl.a. mistanke om incest, fordi en af de små piger blødte fra underlivet. Men der skulle gå år, før pigerne fik hjælp og kom i sikkerhed.

  • Hvorfor reagerede kommunen ikke på underretningerne? Hvorfor fungerer det system, der skal varetage de mest sårbare menneskers – de udsatte børns – tarv, så helt ufattelig dårligt nogle steder?
  • Hvorfor var der ingen medarbejdere i Slagelse kommune, der råbte op og krævede handling?
  • Hvorfor er erstatningerne i en størrelse, hvor ofrene ydmyges endnu engang?
  • Hvis en eller flere medarbejdere i Slagelse kommune en dag må “fratræde efter aftale” som følge af sagen: Skal vi så igen se, at det er straffrit at svigte udsatte børn? Skal vi så igen se, at de ansvarlige får flere års løn med sig i “godtgørelse”?

Slagelse kommune prøver at krybe uden om med henvisning til at sagen er forældet. Der udover har de “ingen kommentarer”. Tænk, at de vil være det bekendt! Holdningen burde være den stik modsatte: Har vi gjort noget galt, så skal ofrene selvfølgelig kompenseres og gentagelser forebygges! Liberal Alliance fremsætter nu et forslag i Folketinget om at fjerne forældelsesfristen på 10 år i sådanne sager. Vi vil simpelthen ikke acceptere, at kommuner, der handler skødesløst og uansvarligt i forhold til udsatte børn, ikke bliver stillet til regnskab for det.

Den aktuelle sag er fra Slagelse kommune, men kunne det samme ske i Silkeborg?

Lad os i Silkeborg give området en grundig og kritisk gennemgang. Lad os være på forkant, og gøre hvad vi kan for at sikre, at Silkeborg kommune altid reagerer prompte på indberetninger om børn, der har brug for hjælp. Kommunen må ikke blive et nyt svigt i rækken.

Dansk kultur skal sikres

I Randers har Dansk Folkeparti og Danmarks liberale parti Venstre besluttet, at kommunens institutioner skal have svinekød på menuen. Det sker for at sikre dansk kultur. På Christiansborg bakker DF og Venstre lokalpolitikerne op, og DF ser gerne reglerne udbredt til hele landet.

Men dansk kultur er jo også andet end frikadeller. Jeg tror, at de fleste kan se, at det er nødvendigt, at skole- og forældrebestyrelser og institutionsledere bliver hjulpet på vej af politikerne med regler og påbud. Ellers vil de jo bare gøre dét, som de selv synes er fornuftigt! Også når det handler om andet, end hvad de skal have at spise. Jeg håber derfor, at Venstre og DF også vil gøre det obligatorisk for institutionerne at arrangere:

  • Oplæsning af HC Andersens eventyr. Man starter fra en ende af, og rapporterer månedligt til kommunen, hvor mange sider, der er læst og hvor mange, der lyttede. Ud over at rapporteringen understreger hvor vigtig oplæsningen er, så skaber den også flere kommunale jobs.
  • Fællessang, hvor ”Se den lille kattekilling” og “Ole’s automobil” henholdsvis starter og slutter seancen. Det kan være a cappella eller med musik. Det er nemlig vigtigt, at der er plads til medindflydelse (inden for rammerne, naturligvis).
  • Visning af Morten Koch film, de originale med Poul Richard. De skal vises i TV stuerne på plejehjemmene når de ældre har spist aftensmad. Det anbefales, at kaffen serveres inden Poul Richard synger den første sang. Dansk kultur fordøjes nemlig bedst med en god kop kaffe, brygget på Madam blå (findes der noget mere dansk?), og serveret med galopkringle til.

Ovenstående er blot en start. Det danske sprog forurenes f.eks. med mange engelske ord og forkortelser. Måske er svinesagen et signal om, at Venstre er klar til at finde sammen med DF om at indføre afgifter på engelske ord for at komme dette uvæsen til livs? Og hvad med påklædningen i dette land? Prøv f.eks. at google ”dansk påklædning”. Det er én stor rodebutik med alt fra bikinier til tørklæder, brede bukseben og netstrømper. Hvor er selerne og spadseredragten?

Jo, der er nok at tage fat på, når dansk kultur skal sikres. Det er godt, at vi har politikere, der gerne vil bestemme det hele, for så behøver vi ikke at gøre det selv.

Lad os gøre kagen større

I 3. kvartal 2015 var der negativ vækst i Danmark. For femte år i træk må en regering – rød som blå – erkende, at dens skøn for væksten det følgende år har været for optimistisk. Jeg ved godt, at dansk økonomi er under indflydelse af udviklingen uden for vores egne grænser. Danskerne udgør trods alt kun 8 promille af verdens befolkning. Men dét vi bør kunne forvente af vores politikere, er, at de udviser rettidig omhu i forhold til de gigantiske – og kendte – udfordringer vi som samfund står overfor. Desværre sker det ikke.

Den manglende vækst kommer til at få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund. Det er væksten, der gør kagen større. Det er væksten, der skaber velstand og råderum til bl.a. at finansiere vores offentlige sektor og betale offentlige ydelser.

Desværre har der i flere år været ubalance mellem indtægter og udgifter. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Det betyder, at vi gældsætter os for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Skattetrykket er verdens højeste, og flertallet af befolkningen har i dag deres forsørgelse fra offentlige kasser. En totalt fejlslagen asyl- og migrant politik kommer med sikkerhed kun til at gøre ondt værre.

Der kommer små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Det får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når og hvis et opsving kommer, vil der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det, allerede inden det rigtigt er kommet i gang. Virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft er jo også en klar forudsætning for vækst.

Danmark er på mange områder et godt land at drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Desværre får det ekstreme skattetryk, og risikoen for at komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft, virksomheder (der har mulighed for det) til at vælge Danmark fra og placere investeringer og arbejdspladser andre steder.  

Væksten går uden om Danmark. Derfor er det afgørende vigtigt at vi normaliserer skattetrykket i Danmark – særligt på arbejde – for det skader væksten, gør kagen mindre og gør os alle sammen fattigere.

Jeg stemmer nej

Med platte skræmmekampagner prøver ja-partierne at presse danskerne til at stemme for en afskaffelse af retsforbeholdet den 3. december. Ja-partierne ønsker forbeholdet erstattet med en tilvalgsordning. Hvis vi ikke stemmer ja, så ryger vi ud af Europol og så bliver det svært for politiet at opklare grænseoverskridende kriminalitet, lyder det igen og igen. Ikke fordi ja-partierne vil skræmme danskerne, men ”blot for at informere om konsekvenserne af et nej” som udenrigsminister Kristian Jensen udtrykker det.

Fakta er imidlertid, at alle lande har en åbenlys interesse i at samarbejde om grænseoverskridende kriminalitet, hvilket er årsagen til, at de gør det. Andre lande er mindst ligeså interesserede i at samarbejde med os, som vi er i at samarbejde med dem. Og derfor vil der fortsat blive samarbejdet, også selvom danskerne stemmer nej den 3. december.

Man kan i øvrigt undre sig over, hvorfor regeringen ikke har udvist rettidig omhu ved for længst at indlede drøftelser om, at vi kan være med i politisamarbejdet, som f.eks. Norge er det, selvom vi bevarer retsforbeholdet.

Justitsministeriet og Udenrigsministeriet har udgivet en informationsfolder om afstemningen. Heraf fremgår klart og tydeligt, at et ja betyder suverænitetsafgivelse, altså at EU kan lovgive med direkte virkning for danske borgere: Jeg citerer: ”Lovforslaget indebærer, at vi afgiver suverænitet. Det er grunden til, at vi skal til folkeafstemning”.

Det er også grunden til, at jeg stemmer nej.

For i praksis vil det medføre, at flertal i Folketinget i fremtiden vil kunne vedtage yderligere suverænitetsafgivelse til EU uden at skulle spørge danskerne først. Det er en stor risiko at løbe, for flertal har det med at skifte, og har vi først afgivet suverænitet på et område til EU, så kan det ikke senere gøres om. I mine øjne er det helt afgørende, at vi i Danmark bevarer fuld kontrol over vores rets- og udlændingepolitik.

SKAT har brug for en ny start

SKAT i sin nuværende form minder om Titanic. En supertanker, som man ikke forestiller sig kan synke. Mens vandet fosser ind, spiller musikken lystigt, champagnen flyder og vi sidder forstenede tilbage og lytter til en rådvild og naiv Skatteminister, der taler om et langt, sejt træk og om en ledelse i SKAT, som han fortsat har tillid til.

Alene EFI skandalen anslås at løbe op i 14.000.000.000 kr. Hertil kommer så yderligere et tocifret milliardbeløb, som SKAT har udbetalt til svindlere i udbytterefusion og negativ moms. Sagerne har stået i kø for at afløse hinanden. SKAT har beviseligt ageret ulovligt, ligegyldigt, inkompetent og stupidt. Og måske har vi kun set toppen af isbjerget.

SKAT har brug for en ny start – en ny tidssvarende måde at arbejde på, og sidst men ikke mindst, en ny ledelse, der ved, hvad den har med at gøre. Der er mere end 6.000 ansatte i SKAT, der nu får tilført yderligere 400 medarbejdere. At Jesper Rønnow, den øverste direktør i SKAT, fortsat er blandt dem, er ubegribeligt.

Så længe SKAT er underlagt dårlig ledelse vil der også være et umætteligt behov for flere ressourcer. Men at tilføre flere ressourcer, uden samtidig at tage et opgør med ledelsen og kulturen, det svarer til at hælde vand i et badekar uden at sætte proppen i.

God ledelse handler om at gøre det rigtige – rigtigt. Og det første er det vigtigste. Der er som bekendt ikke noget mere værdiløst end at blive super effektiv til at gøre noget, der aldrig skulle have været gjort. Hvad ledelsen i SKAT angår, så har den flere gange vist, at den ikke formår, hverken at gøre det rigtige, eller at gøre det rigtigt.

Tilliden til SKAT er ikke-eksisterende. Og i det lys er den plan, der er fremlagt af Karsten Lauritzen, helt utilstrækkelig. Den er et plaster på et brækket ben. Det trøster måske lidt, men benet er stadig brækket.

Skatteministeren havde en enestående chance for at træde i karakter og genopfinde SKAT. En chance for at tage et opgør med en dysfunktionel kultur og starte på en frisk. Den chance er nu forpasset. Ministeren har nemlig valgt at lappe på den gamle, syge organisation og køre videre i den samme rille.

Kun to ting er helt sikre, når det gælder lapperier i SKAT: Det bliver rigtig, rigtig dyrt. Og det er dig og mig, der betaler.

Syg kultur i SKAT

Det sejler i SKAT. Pengene, der sløses med, er dine og mine. Her er tre aktuelle eksempler:

  1. Udenlandske kriminelle har med falske dokumenter franarret den danske statskasse mindst 6,2 milliarder kroner. Skattedirektør Jesper Rønnow Simonsen ”erkender at kontrollen i Skat har været mangelfuld”. SKAT var i øvrigt advaret om risikoen for svindel både i 2010 og 2013. Advarsler, som SKAT valgte at sidde overhørig. Samme ”laden stå til” så man i årene op til selskabstømmer-sagerne begyndte at rulle. Selskabstømmerne annoncerede offentligt efter selskaber, de kunne tømme og SKAT foretog sig ingenting. De så blot på, mens kriminelle tømte det ene selskab efter det andet, hvilket førte til store tab for skatteyderne.
  2. IT systemet EFI – der skulle effektivisere inddrivelsen af restancer – har kostet en formue, og skulle have været i drift i 2013. Det kom det også, men har aldrig virket. Gælden fra borgere og virksomheder er steget til et historisk højt niveau. Der ligger store nedskrivninger og venter forude på gæld, der ikke kan inddrives.
  3. Tidligere på året måtte SKAT afskrive knap 900 millioner kr. fordi man “glemte” at følge op på krav, som derved blev forældet. Ups.

Jeg vil opfordre den nye Skatteminister, Karsten Lauritzen (V), til at træde i karakter og gøre op med en syg kultur. Sløseri, ligegyldighed, slendrian, arrogance og åbenlys inkompetence skal ikke forsvares, og i særdeleshed ikke når det er borgerne, der ufrivilligt betaler for det. Sagen i sig selv er en skandale, jeg håber ikke håndteringen af den også bliver det.

Det virker som om, der er nærmest uudtømmelige ressourcer til rådighed, når en kendt fotomodel eller erhvervsmand skal kanøfles, eller når almindelige borgere nidkært skal stå skoleret og bevise deres uskyld, eller når en tidligere statsministers ægtefælle skal serviceres for lovligt at være fritaget for skattebetaling i Danmark.

Det hér er ikke et spørgsmål om flere penge til Skat, der i forvejen har over 6.000 medarbejdere. Det er først og fremmest et spørgsmål om ledelse, eller rettere: mangel på samme. Der skal gøres rent, som når man vasker trapper: Oppefra og ned. Hvis Karsten Lauritzen behøver hjælp til at gøre det nødvendige, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Gabet mellem kunde- og medarbejderoplevelse

Der er ikke altid overensstemmelse mellem en medarbejders opfattelse af “tingens tilstand” og den virkelighed, som kunderne oplever. Det følgende eksempel fra en afdeling i en bank, illustrerer dette.

En bank har en målsætning om, at dens “rådgivere skal være velforberedte ved kundemøder”. Den foretager derfor en undersøgelse blandt medarbejderne for at finde ud af, hvordan det står til.

Bent har selvtilliden i orden og synes selv, at det går rigtig godt – han har styr på det og er godt klædt på inden mødet med kunderne, synes han, så han vurderer sin egen præstation helt i top. Ingen indsatsområder hér!

Omvendt kan omhyggelige Lise i samme afdeling synes, at hun mangler tid til at forberede sig ordentligt og vurderer derfor, at hun ikke er velforberedt ved kundemøderne. Altså endnu et indsatsområde. Eller?

For hvis kunderne var blevet spurgt, ville både Lise og banken nemlig opdage, at de oplever hende som endog meget velforberedt! Bents kunder, der i mod, oplever ikke, at Bent er velforberedt til møderne.

Kun at spørge medarbejderne er altså ikke nok, når det handler om at finde de virkelige indsatsområder.

En anden faldgrube er at agere på baggrund af gennemsnit for kundernes vurdering af afdelingen. Et gennemsnit for Lise og Bent vil jo vise, at afdelingen klarer sig godt, selvom sandheden er, at Lise klarer sig godt, men tror det modsatte, og Bent klarer sig dårligt, men tror det modsatte. Det kan illustreres med de to statistikere, der er på jagt og ser et rensdyr. Den ene skyder en halv meter for langt til venstre, den anden skyder en halv meter for langt til højre – og bagefter bliver de enige om, at de har ramt plet!

 

Dårlige kunder er et udbredt fænomen

Alt for mange virksomheder døjer med dårlige kunder. Og det er både ærgerligt og dyrt. De dårlige kunder nøjes nemlig ikke med kun at skade bundlinjen, de er tit også mere krævende og utilfredse end de gode kunder, hvilket påvirker medarbejdernes trivsel og kundefokus negativt.

Undersøgelser af fænomenet peger på, at årsagen til, at de dårlige kunder får lov til at fortsætte som kunder, skal findes i en blanding af manglende overblik over kunderne og deres værdi samt manglende metoder til at identificere og afvikle dem.

Dertil kommer, at finanskrisen gør ondt værre. Når salgsafdelingen må kæmpe hårdt for selv de mindste krummer i et vigende marked, ja så skal der meget til for at sætte en kunde på porten, også selvom det er det rigtige at gøre.

Hvad er en god og en dårlig kunde?

Nogle af de ting der kendetegner en god kunde kan være: Stor lønsomhed, betaler til tiden, køber meget (eller har potentiale for det), er nem at samarbejde med, er tilfreds og glad for produkterne og kontakten, kommer måske med gode input til produktudviklingen og anbefaler os gerne til andre.

En dårlig kunde har et eller flere af de modsatte kendetegn: Urentabel, ustabil betaler, lille omsætning og begrænset potentiale, besværlig og sjældent helt tilfreds.

Det kan være én, der afgiver mindre ordrer, ofte fulgt op med krav om særlige tilpasninger, større rabatter, hurtigere levering og specielle betalingsbetingelser (også selvom de ikke bliver overholdt alligevel). Samtidig stilles unødvendige krav om at blive betjent af én bestemt medarbejder og der skældes ud, hvis ventetiden i telefonen sniger sig op over de 30 sekunder! Sættes ordren i værk, ringer kunden med nye ændringer og beklager sig højlydt over den manglende fleksibilitet, hvis de særlige ønsker ikke omgående imødekommes. Og så videre og så videre.

Når regnskabet gøres op, har virksomheden ingenting tjent, måske endda sat penge til. I hvert fald kunne den energi der er spildt på at servicere den dårlige kunde have været brugt bedre på at servicere de gode kunder.

Har du de rigtige kunder?

Indsigt i på hvilke kunder bundlinjen vindes og tabes er uvurderlig. Hvis virksomheden ikke allerede har dette overblik anbefales det at få det.

Der kan være stor indtjening at hente ved at

  1. Identificere de dårlige kunder
  2. Udvikle eller afvikle dem, og
  3. Implementere metoder til at spotte dem på forhånd og dermed undgå at få dem som kunder til at begynde med

Selvfølgelig er der mulighed for at en dårlig kunde kan udvikle sig til at blive en god kunde. Ofte viser den mulighed sig dog at være mere teoretisk end reel. Håbet er lysegrønt og håbet om en dag at få en god forretning ud samarbejdet med en dårlig kunde er en væsentlig del af forklaringen på at den dårlige kunde accepteres i virksomhederne.

Ryd op og stil krav til de dårlige kunder

Når en dårlig kunde er identificeret er næste trin at se på om vedkommende kan udvikles til at blive en lønsom kunde.

En vej frem kan være at stille særlige krav til de dårlige kunder:

  • Betales der ikke rettidigt? Stil krav om forudbetaling.
  • Ændres små ordrer eller bestillinger jævnligt? Tag gebyrer for ændringer og særlige tjenester.
  • Kræves rabatter selv ved små ubetydelige ordrer? Sig nej!
  • Kommer der mange små ordrer, der med fordel kunne samles i én større ordre? Sæt prisen op på mindre ordrer og gør det mere attraktivt at afgive større ordrer.
  • Opfører kunden sig urimeligt overfor dine medarbejdere? Sørg for at kunden får telefonnummeret til konkurrenten.

Når der er ryddet op og gjort rent bord, kan den nyvundne energi med fordel bruges på at gøre en ekstra indsats for at styrke samarbejdet med de lønsomme kunder.

Dine gode kunder, medarbejdere og bundlinjen vil sætte pris på det.

Kunsten at bruge penge

Milliarderne ruller lystigt i disse dage. Døren til gaveboden står på vid gab og kapløbet om, hvem der vil bruge flest penge på mere velfærd, er i fuld gang. Men pengene er der ikke. År efter år stiger gælden og få politikere synes optaget af, hvordan pengene skal tjenes.

underskud graf

Milliardstore underskud – der vil fortsætte så langt øjet rækker uden de nødvendige reformer – fremlægges frejdigt med budskaber om, at der ”er styr på økonomien og derfor råd til et endnu større forbrug”.

Men hvordan kan det være, at politik i så høj grad er kommet til at handle om, hvem der vil bruge flest penge?

I valgkampen er tendensen, at enhver god gerning gøres op i, hvor mange milliarder man har brugt, og hvor mange man vil bruge fremover. Knap så vigtigt er det, hvad man får for pengene eller hvem de skal tages fra.

  1. Derfor er det dårligt at spare, også selv om det er fornuftigt og ingen kommer til at mangle noget som følge af det.
  2. Derfor er det godt altid at bruge mere. Og har vi ikke pengene, så låner vi dem.

Skru helt op for både den varme og den kolde hane når badekarret fyldes – og pyt med, at ingen har sat proppen i!

Hvorfor handler debatten så meget om dagpenge og offentlige ydelser, og så lidt om, hvordan vi får gang i væksten og hjælper vores virksomheder med at blive mere konkurrencedygtige?

Som det eneste parti går Liberal Alliance til valg på en helt konkret 2025 plan, som er gennemregnet af finansministeriet. Det er en plan som vil gøre vores erhvervsliv mere konkurrencedygtigt ved at sænke selskabsskatten og indkomstskatten og fjerne arveafgiften. Det er en plan, som letter byrderne på turisterhvervene og landbruget.

Ifølge finansministeriet vil planen øge velstanden med 108 mia. og beskæftigelsen med netto 124.000 personer. En almindelig LO familie får 40.000 kr. mere om året til sig selv, netto efter skat og registreringsafgiften på biler fjernes helt, hvilket bl.a. gavner de mennesker, der bor i yderområderne og som har brug for en bil for at komme til og fra arbejde.

Jeg vil opfordre dig til den 18. juni at stemme på det parti, der har vækst på dagsordenen og modet til at fremlægge en konkret politik inden valget. Der er brug for vækst og flere rigtige jobs, hvis vi også i fremtiden skal have råd til at opretholde og udvikle det gode samfund som vi er fælles om.

Fortsat god valgkamp.

Børnepakken er et Hello Kitty plaster på et brækket ben

Regeringens børnepakke er en merbevilling til kommunerne på 2,5 mia. kr. fra 2016 til 2019. Ifølge Morten Østergaard vil det resultere i 3.000 flere pædagoger i daginstitutionerne over de næste fire år. Det er der dog ingen garanti for. Det ømtålelige og ubesvarede spørgsmål er nemlig, hvordan det sikres, at pengene faktisk går til formålet.

De 3.000 flere pædagoger skal desuden ses i forhold til, at antallet af pædagoger er faldet med 3.092 siden 2011, da S-R-SF-regeringen overtog magten (kilde: Danmarks Statistik). Der er således tale om to skridt tilbage og ét frem eller, i bedste fald, en dans på stedet.

Siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn per voksen i daginstitutionerne og ofte er pædagogerne helt alene. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for børnene eller pædagogerne. Og børnepakken løser ingenting. Den er et Hello Kitty plaster på et brækket ben. Det trøster lidt, men benet er stadig brækket.

Liberal Alliance mener, at udbuddet af pasningsordninger skal afspejle, hvad forældrene efterspørger, frem for hvad kommunen ønsker at tilbyde. Dvs. flere valgmuligheder, høj kvalitet og større fleksibilitet, bl.a. i åbningstiderne. Vi vil derfor styrke valgfriheden med en udvidet fritvalgsordning på daginstitutionsområdet for dermed at tage et opgør med kommunernes de facto monopol.

For Liberal Alliance handler det om at flytte indflydelse fra det offentlige til forældrene. Og om at skabe rammerne for, at forældre og civilsamfund i samarbejdet med det pædagogiske personale tager et større ansvar for børnene og institutionen.

Liberal Alliance vil derfor sikre, at:

  • Kommunerne tildeler borgere med små børn et fritvalgsbevis, der frit kan omsættes til pasning i en offentlig eller privat pasningsordning.
  • Alle institutioner skal opgive informationer om institutionens / pasningsordningens pædagogiske profil. Alle institutioner skal opgive nøgletal som uddannelsesniveau hos de ansatte, normering (antal børn per voksen omsorgsperson), sygefravær og medarbejdergennemstrømning. Det skal være let for forældrene at sammenligne tilbuddene, både inden for og uden for kommunen.
  • Alle forældre skal kunne passe deres lille barn hjemme i ét år under forudsætning af, at den forælder, der passer barnet, er gået fra fuld beskæftigelse til barsel. Det vil sikre, at pengene også følger barnet ved pasning i hjemmet.

Disse forslag vil betyde, at

  • Forældre får mulighed for let og overskueligt at vælge ud fra et mere mangfoldigt udbud af institutioner og pasningsordninger.
  • Forældre kan vælge blandt differentierede ordninger, hvilket kan gøre det muligt at vælge mellem flere eller færre pasningstimer efter behov.

Patienten før systemet

Af Morten D. Høgh, byrådsmedlem (LA) og Johnny Heinmann, folketingskandidat (LA)

Det er udtryk for en ”systemet før patienten”-tankegang, når Silkeborg sygehus, der er et af landets bedste og mest veldrevne sygehuse, nu skal rundbarberes. Ligesom det har været en ”systemet før patienten”-tankegang, der er årsagen til at tusindvis af sygehussenge siden 2007 er blevet nedlagt, med det resultat at mange, bl.a. ældre medicinske patienter, har måttet ligge på gangene.

Et godt og velfungerende sundhedsvæsen for alle danskere, er en vigtig del af kernevelfærden. Vi mener, at tilbud og prioriteringer altid skal foretages med udgangspunkt i patientens bedste, og ikke systemets.

Derfor foreslår Liberal Alliance bl.a.:

  • Pengene skal følge patienten, og det frie valg skal udvides. Det frie valg giver patienterne mulighed for at ”stemme med fødderne”. Det skaber mere intern konkurrence, og vil være til gavn for sygehuse, der gør det godt, som f.eks. Silkeborg sygehus.
  • Regionerne nedlægges. Regionerne er i en uhensigtsmæssig dobbeltrolle som både sygehusejere og dem, der skal sørge for at sikre borgerne mest sundhed for pengene (dvs. indkøbere). Vi vil gøre de offentlige hospitaler til selvejende institutioner, som får et større ansvar for økonomien og kvaliteten.
  • Der skal vises mere tillid til de fagprofessionelle. Dygtige og motiverede medarbejdere er hele forudsætningen for et velfungerende sundhedsvæsen. Overflødig kontrol, regeltyranni og bureaukrati er desværre udbredt, og det stjæler tiden fra det vigtigste, nemlig patienterne.
  • Nedlæggelsen af sengepladser skal stoppes, det skal kun afgøres af efterspørgslen. Der bør laves aftaler med private om levering af hotelfunktioner, udskrivelsessygehuse eller –plejehjem, for de patienter, der ikke har behov for yderligere behandling, men som det er for tidligt at sende hjem.
  • Ventetiderne skal være markant kortere og patienter skal have ret til at få påbegyndt en behandling inden for en måned.

Politikerne bør bakke op om kompetente sygehusledelser, der sammen med deres medarbejdere, skaber gode resultater som det f.eks. sker i Silkeborg. Vi er desværre i øjeblikket vidner til det modsatte. Det virker helt sort at flytte penge fra et hospital med de laveste omkostninger og høj tilfredshed, til hospitaler med højere omkostninger og lavere tilfredshed. Regionshospitalet i Silkeborg er to år i træk blevet kåret til Danmarks bedste ”lille” hospital.

Vi bliver i fremtiden mange flere ældre, og vi lever – heldigvis – længere. Nye behandlingsmetoder og ny, dyr medicin bekræfter blot behovet for reformer af sundhedsvæsenet. Lad os udvise rettidig omhu og indrette os, så vi også i fremtiden kan have et godt og velfungerede sundhedsvæsen til glæde for os alle sammen.

Antidemokratiske bevægelser skal bekæmpes

SIAD’s politiske program er uhyggelig læsning. Jeg har tidligere givet konkrete eksempler på, hvordan de opfordrer til chikane og undertrykkelse af borgere, der i deres optik, ikke skønnes at være ”danske nok”.

For det første, så handler det ikke om, hvad folk spiser, hvordan de går klædt, og hvilke traditioner de har. SIAD skyder helt forbi skiven, når de gør svinekød og tørklæder til selvstændige mål for tvang og forbud.

For det andet, så er antisemitisme og anden forfølgelse af danske befolkningsgrupper selvfølgelig ligeledes helt uacceptabelt. Lovgivningens fulde potentiale skal udnyttes til at bekæmpe ekstremisme og antidemokratiske bevægelser, uanset hvilken form de antager.

Udlændinge, der kommer hertil for at modarbejde demokratiet eller basale frihedsrettigheder, er ikke velkomne. Det gælder for eksempel imamer, der opfordrer til vold og hellig krig. Uanset om de er kommet hertil som indvandrere, familiesammenførte eller asylansøgere, mener jeg, at deres opholdstilladelser ved dom skal fratages dem, hvis de engagerer sig i den type aktiviteter.

Der skal indføres indrejseforbud til Syrien og dele af Irak, og overtrædelse skal straffes hårdt. Det skal også være muligt at straffe og udvise for eksempel imamer fra Grimhøj moskeen, der opfordrer unge mennesker til at tage til Syrien eller Nordirak.

I Liberal Alliance ser vi med største alvor på deltagelse i terroraktiviteter. Derfor foreslår vi bl.a., at personer, der ikke er født som danskere, skal kunne fratages deres danske statsborgerskab, hvis de dømmes for terrorforbrydelser – også selv om de derved bliver statsløse. Vi er klar over, at det udfordrer gældende konventioner. Derfor må der skabes klarhed om, hvilke forskellige fortolkninger der kan anlægges på konventionerne, og om nødvendigt må vi genforhandle de relevante tekster, så blandt andet islamistisk motiveret vold ikke får lov at slå rod i Danmark.

Vi skal selvfølgelig stå fast på de værdier, der gør Danmark til et godt sted at leve.

Heksejagten på 3

Teleselskabet 3 er blevet udsat for en hetz fra både højtstående politikere og Danmarks Radio. Beskyldninger om skatteunddragelse, skattely, grådighed og manglende moral har fyldt mediebilledet i en periode, og har kostet virksomheden dyrt. 3, der har 1 million danske kunder, har investeret 5 milliarder kroner i infrastruktur og beskæftiger hundredevis af medarbejdere i Danmark.

Beskyldningerne 3 er blevet udsat for, er helt grundløse.

Derfor har DR nu – halvanden måned efter at sagen kørte for fuld skrue i medierne – været ude at ”beklage”. Beklagelsen, der blev oplæst midt i en TV avis, varede cirka 10 sekunder.

Socialdemokraternes skatteordfører, Astrid Krag, var én af de første, der hurtigt kunne fælde dom i sagen, da den startede: De er skyldige. Astrid Krag var både ”forarget” og ”dybt rystet” over 3’s metoder og opfordrede til boykot af selskabet.

Skatteordfører Lisbet Bech Poulsen, SF, mente ikke, at en boykot af 3 var nok: Også revisionsfirmaer som PwC, Deloitte, KPMG og EY skulle lægges på is, for de er medskyldige i virksomhedernes skattesnyd!

Dét mente Astrid Krag dog alligevel, ville være for vidtgående. For, som hun sagde: ”Vi bliver nødt til at forholde os seriøst til det her”. Ja, det sagde hun altså!

Det er trist, når politik og journalistik baseres på fordomme, urigtige påstande og folkestemninger. Det ville klæde politikerne at sige undskyld, når deres grove anklager – som i denne sag – falder til jorden med et brag. Men det er tilsyneladende omkostningsfrit for den politiske elite at piske en hadefuld stemning op, der koster en virksomhed millioner af kroner, og gør hverdagen svær for dens medarbejdere.

SIAD møder modstand – og det med rette

”Stop Islamiseringen af Danmark”, SIAD, demonstrerede på Torvet i Silkeborg den 2. februar. Der var ifølge Avisen cirka 35 deltagere. På Søndertorv foregik samtidig en moddemonstration under overskriften ”Silkeborg mod fremmedhad”. Der var cirka 350 deltagere.

Nu er det jo ikke altid sådan, at et flertal har ret, blot fordi det er et flertal. Lad os derfor se på, hvad SIAD selv siger de står for.

”Mennesker, der er bosat i Danmark, men som ikke følger og respekterer dansk sæd og skik, skal forlade landet”.

”Bedst er det naturligvis, hvis uviljen til at forlade det danske smørhul forvandles til et stærkt ønske herom”.

Det fremgår ikke klart, hvad ”dansk sæd og skik” er, eller hvem der skal bestemme, hvad det er. Det er endvidere uklart, om også danskere skal rejse, hvis de ikke er ”danske” nok.

SIAD har mange forslag til, hvordan Staten kan gøre livet surt for de uønskede fremmede. Her er nogle eksempler i vilkårlig rækkefølge:

  • Ikke vise hensyn til fremmede skikke, sprog og religioner – den slags skal fjernes fra det offentlige rum.
  • Skoler og børnehaver må aldrig tage specielle hensyn til religiøse forskrifter. Da svinekød er en del af dansk hverdagskost, skal svinekød indgå i menuen.
  • Anbringe dem i bevogtede ø-lejre.
  • Offentligt betalte oplysningsfoldere skal udelukkende tekstes på dansk.
  • Der skal indføres forbud mod religiøse beklædninger på offentlige steder. Overtrædelse af forbuddet skal medføre bøde og fortabelse af dansk indfødsret eller opholdstilladelse.
  • Offentligt betalte biblioteker skal udelukkende servicere danskere.

Forslagene ligner mest af alt en opfordring til statsorkestreret chikane. Man skal ikke bruge mange minutter på at læse SIAD’s politiske program, før det begynder at løbe én koldt ned ad ryggen.

Skal en lov virkelig tvinge os til at spise svinekød?

Og må en folder fra det offentlige virkelig ikke være på et sprog, som modtageren kan forstå?

SIAD oplyser, at de er imod totalitære systemer. Men alt, hvad de står for og åbent bekender sig til, er jo netop dét der kendetegner totalitære systemer:

Mindre frihed, mere tvang og kontrol, mindre tryghed, mere frygt og had.

Man forestiller sig allerede, hvordan politiet i Silkeborg går rundt – ligesom Taleban gør i Afghanistan – og indfanger borgere, der er forkert påklædt.

SIAD møder modstand. Og med rette, for der er her tale om en meget ”udansk” organisation, for nu at blive i deres egen terminologi.

I et tomrum mellem krise og opsving

Ifølge regeringen selv har den ”med ansvarlig økonomisk politik” bragt Danmark gennem krisen. Regeringens politik har skabt vækst i økonomien og fremgang i beskæftigelsen, forlyder det.

Men det er at pynte sig med lånte fjer. Oven i købet lånte fjer, som både er flossede og farveløse.

For det første, så skrottede S-SF selv sin egen luftige økonomiske politik da de dannede regering med de Radikale i 2011. I regeringsgrundlaget står ordret, at S-R-SF regeringen vil ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Hvis den økonomiske politik således virker i dag, så er det jo VK-regeringens politik, der virker? S og SF ville jo som bekendt noget helt andet med ”Fair løsning” og ”Har du 12 minutter” men som det står klart i dag, så var der tale om varm luft.

For det andet, så oversælger regeringen i stor stil ”hvor godt det går”. Det er rigtigt, at virksomhedernes investeringer er for opadgående. Men det er altså også fra et uhyggeligt lavt niveau. Det laveste niveau i 20 år.

Lige nu befinder vi os i et tomrum mellem krise og opsving. Vi skal glæde os over 1 % vækst, for ”en op er en op”. Men der er ingen grund til at åbne champagnen, for opsvinget er usikkert og i sin spæde start. Danmarks vækst på 1 % i 2014 svarer til det europæiske gennemsnit, og vi klarer os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. F.eks. i Sverige er væksten dobbelt så stor som i Danmark. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Er det godt nok?

Ikke hvis der også skal være velfærd som vi kender det, til de kommende generationer. Danmark står overfor massive udfordringer med en aldrende befolkning og alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet på passiv forsørgelse. Der er strukturelt underskud så langt øjet rækker, og regeringen gældsætter vores børn for at få råd til velfærden. Uanset om der er 1 % vækst eller ej, så er Danmark havnet i en luksusfælde, hvor vi tjener mindre end vi bruger, og hvor der er et indlysende behov for økonomiske reformer.

Liberal Alliance har som det eneste parti i Folketinget fået gennemregent og blåstemplet sin økonomiske 2025 plan af Finansministeriet. Det er en plan, der vil normalisere skattetrykket, øge velstanden for alle danskere og sikre, at der også i fremtiden vil være råd til velfærd. Skal vi ikke se at komme i gang?

 

Vi skal bekæmpe fattigdom, ikke rigdom!

Finansminister Bjarne Corydons økonomer har regnet på, hvad der vil ske, hvis Liberal Alliances politik gennemføres.

De væsentligste konklusioner er:

  • Velstanden femdobles på 10 år i forhold til Thornings produktivitetsmålsætning. Det svarer til ekstra 108 mia. kr.
  • 124.000 flere fuldtidsjobs. Mange, som i dag forsørges af det offentlige, vil blive i stand til at forsørge sig selv.
  • Alle danskere, høj som lav, vil få mere luft i privatøkonomien. De fattigste 10 % vil få 7.000 mere til sig selv om året og de 10 % rigeste vil få 61.000 mere.

Kilde: Finansministeriet.

Det er rigtig gode nyheder for Danmark og danskerne. Vækst, beskæftigelse, større økonomisk råderum for den enkelte. Økonomien bliver markant sundere, og vi får igen råd til god kernevelfærd. Ingen bliver dårligere stillet. Alle vinder.

Men det synes Bjarne Corydon, der selv har leveret tallene, ikke. Han kalder tilmed planen for ”et eksperiment, der vil øge uligheden”. Det er i øvrigt selvsamme Corydon, som i 2011 stod bag den luftige plan ”Fair løsning” og ”har du 12 minutter…”.

Lad os se på lidt fakta:

Skattetrykket i Danmark er verdens højeste med 48,6 % af BNP. Til sammenligning er Frankrig nr. 2 med 45,0 % BNP og Sverige nr. 5 med 42,8 % BNP.

Efter gennemførelse af Liberal Alliances økonomiske plan, vil Danmark, med et skattetryk på 42,9 % stadig have et højere skattetryk end Sverige! Der er således på ingen måde tale om et ”eksperiment”, men snarere om en normalisering i forhold til de lande vi sammenligner os med.

I sin iver for at gøre alle lige, er det som om Corydon glemmer, at det er fattigdom – og ikke rigdom – vi skal bekæmpe.

Det får mig til at tænke på historien om de ti venner, der hver dag går på restaurant og spiser sammen. Regningen på 1000 kr. deler de på samme måde, som vi betaler skat:  De fire, der har mindst, betaler ikke noget, tre betaler 75 kr. og to betaler 125 kr. Den sidste, og den rigeste af dem, betaler 525 kr.

Sådan gør de hver dag i længere tid, og restauratøren beslutter derfor, at give dem en rabat på 200 kr. Rabatten bliver fordelt i forhold til, hvor meget de hver især betaler: De fire, der har mindst, betaler stadig ikke noget. De tre betaler 60 kr. De to betaler 100 kr. og den rigeste betaler 420 kr. Alle får således deres del af rabatten, og de fire, der har mindst, spiser stadig gratis.

Men så en dag begynder én at sammenligne, hvad de hver især har sparet. Han peger anklagende på den rigeste af vennerne og siger: ”Jeg fik kun 15 kr. i rabat, men du fik 105 kr. Det er uretfærdigt, at du fik syv gange mere end mig!” De andre i selskabet er helt enige: ”Hvorfor skal de rige altid have mere end os?” De fire, der ikke betaler for maden, er også forargede, for rabatten fik de jo slet ikke del i.

Det ender med, at den rige ven får en ordentlig omgang tæsk, og næste aften dukker han slet ikke op til middagen. De ni spiser som de plejer, men da regningen kommer, opdager de noget… der mangler 420 kr.

Drop boligjob-ordningen!

Liberal Alliance ønsker ikke en ny boligjob-ordning. Vi ønsker reelle skattelettelser for alle.

En dansker med en gennemsnitlig indkomst skal arbejde cirka fem timer for at have råd til at hyre en håndværker i blot en enkelt time. En opgave, der f.eks. vil tage en maler en uge at udføre, kræver altså, at man selv leverer mere end en måneds arbejde før der er tjent nok til, at kunne betale regningen! Mon ikke det er en del af forklaringen på, hvorfor danskerne er blevet sådan et stort gør-det-selv folk?

Mens man således kan finde den arbejdsløse maler i køen på jobcenteret, så må sygeplejersken – der ikke er maler, og i forvejen arbejder fuld tid – selv i gang med pensel og malerbøtte for at give børneværelserne en tiltrængt omgang i sin sparsomme fritid.

Boligjob-ordningen forsøger at afbøde nogle af de uhensigtsmæssigheder, der opstår, når et samfund progressivt beskatter arbejde som om det var skadeligt.

Men det er en dyr og ineffektiv måde at ”skabe” arbejdspladser på. Med sådan en ordning følger der altid regler: Hvem kan bruge ordningen? Hvem kan ikke? Hvordan kan den bruges, og i hvilket omfang? Hvilke blanketter skal anvendes? Der er betydelige omkostninger forbundet med administration, behandling af spørgsmål og klager, godkendelse og afvisning, kontrol og evaluering. Med andre ord: Mere tomt arbejde til verdens i forvejen største offentlige sektor!

Med boligjob-ordningen fodrer man hunden med sin egen hale. De penge, ordningen koster, kommer fra skatteyderne selv, og de samme penge (nu minus omkostningen til offentlig administration), går så retur til de samme skatteydere, der har søgt i ordningen. Taberne er de skatteydere, der ikke bruger ordningen, men får lov til at betale de andres fradrag. Og taberne er de erhverv, som ikke er omfattet af ordningen og som bliver valgt fra, fordi folk bruger pengene, hvor de opnår fradraget. Har man mon i V og C overvejet den oplagte og mindst bureaukratiske løsning: at sænke skatten på arbejde for alle?

I stedet for en boligjob-ordning vil Liberal Alliance lette skatten på arbejde, så det bliver mere attraktivt for alle at arbejde. Det er en langt mere effektiv måde at skabe vækst og nye arbejdspladser på.

Skal vi tage i Tivoli eller betale husleje?

De fleste vil nok ikke være i tvivl. Hvis der ikke er råd til begge dele, så skal huslejen selvfølgelig betales. I byrådet og på kommunen ser der dog ud til at gælde andre regler. Den seneste nyerhvervelse vi har kunnet læse om er ”Kedelhuset”. Det koster 9 mio. kr. + det løse, herunder ansættelse af en kommende kunstnerisk leder. For ikke så længe siden syntes kommunen også, at det var dens opgave at agere bank og udlåne 30 mio. kr. til Performers House. Det gik som bekendt ikke, og som altid havnede regningen hos skatteyderne.

Jeg har intet imod koncerter, musik og kultur og jeg har heller ikke noget i mod fodbold. Hvis SIF og andre vil have et nyt stadion, så skal de være velkomne. Men hvordan kan det blive en kommunes opgave at bruge 120 mio. kr. på et stadionprojekt til glæde for en privatejet fodboldklub og godt 4.000 tilskuere, der kan overvære en snes fodboldkampe årligt? Til sammenligning må de frivillige i breddeidrætten, som gør et kæmpe ulønnet arbejde med vores børn og unge, nøjes med nogle få håndører på budgettet.

Det er også indiskutabelt, at der mangler en cykelsti på skolevejen mellem Gjessø og Them. Strækningen er livsfarlig for vores børn og alle andre at færdes på. Alligevel er meldingen, at ”der ikke er råd” til at anlægge en cykelsti. Hvordan kan et kulturprojekt være vigtigere end sikre skoleveje for vores børn?

For en brøkdel af de betydelige beløb som kommunens ”feel good” projekter koster, kunne man have valgt at anlægge en cykelsti. Det er en besynderlig prioritering. Hvis man kun har 5.000 kr. og bremserne på bilen ikke virker, hvorfor køber man så et soltag?

De andres skyld

Det er ikke altid tingene går, som man regner med, hvilket denne lille historie handler om. For et halvt års tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville hjælpe en lille énmandsvirksomhed i Syddanmark, der var kommet i økonomiske vanskeligheder. Det ville jeg gerne.

Det lignede en overskuelig opgave, uden den kompleksitet og det kaos, der ofte møder én som frivillig rådgiver i ”Early Warning” korpset, når vi rykker ud for at hjælpe nødlidende virksomheder. Det handler om at skabe overblik, rydde op og – forhåbentlig – bidrage til at finde en ny og bedre vej fremad.

Jeg skulle dog snart blive klogere.

Som det er normal praksis, havde jeg i forvejen fået en beskrivelse og nogle fakta om virksomheden, så jeg havde mulighed for at være velforberedt til det første møde. På ”Matchmødet”, som det første møde kaldes, ser parterne hinanden an, stiller spørgsmål og drøfter udfordringerne og mulighederne for at løse dem. Dialogen foregår altid i øjenhøjde,  med empati og forståelse for, at virksomheden står i en udsat og sårbar position.

Der var her tale om en lille forretning uden andre medarbejdere end indehaveren selv. Omsætningen over de seneste år havde været stabil og det samme havde indtjeningen. Han forhandlede produkter, bl.a. til landbruget. Lønnen til indehaveren var beskeden, men tilstrækkelig til at leve af, så hvorfor var der krise? Af beskrivelsen fremgik, at indehaveren havde opbygget en privat gæld, som nu var begyndt at belaste virksomheden.

Fredag eftermiddag, hvor mødet skulle finde sted, kørte jeg fuld af fortrøstning hjemmefra. Dette skulle nok blive en succes. Det skulle blive rart med en ny sag, som var enkel og overkommelig.

Det første, der mødte mig, da jeg ankom til virksomheden, var et kæmpemæssigt rod. Bunker af papirer, tøj, gamle ting, pizzabakker osv. lå overalt i store mængder og man kunne kun bevæge sig rundt i lokalerne på stier, der var skabt på gulvet. Indehaveren virkede forvirret og nervøs, men det er i sig selv ikke usædvanligt. I et hjørne, bag en stor computerskærm, sad der en teenagepige med store høretelefoner på og spillede computerspil. Indehaveren fjernede nogle bunker fra et bord, vi satte os ned og mødet gik i gang.

Efterhånden som samtalen skred frem, viste det sig at handle om, at indehaveren spillede om penge på internettet, når han kedede sig. Mange penge. Egne penge og alle dem, han havde haft mulighed for at låne. Så længe banken, kreditkortselskaberne og kviklån-udbydere ville låne ham penge, ligeså længe spillede han.

Det oplevede han overraskende nok ikke som det egentlige problem. Dét, han oplevede som et problem, var, at de nu gerne ville have deres penge igen, og derfor var begyndt at rykke. Ikke kun via breve, som han ikke åbnede, men også per telefon. Derfor var han holdt op med at tage telefonen. Han mente ikke selv, at han var ludoman. Problemet var snarere, at de, der havde lånt ham penge, nu ville have dem igen. 

Da vi skulle til at runde mødet af, sagde jeg, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne hjælpe, når han ikke vedkendte sig sit ansvar og ikke mente, han havde et spilleproblem. Selvfølgelig kunne vi kontakte alle kreditorerne og lave aftaler, men hvad hjalp det, hvis han fortsatte med at spille for lånte penge? 

Han sagde nu, at han godt kunne se det og ville gøre det, der skulle til. Jeg bad ham om at åbne sine rudekuverter, lave en liste med alle han skyldte penge, og derefter sende den til mig. Han skulle også tage kontakt til Center for Ludomani i Odense for at komme i behandling. Det lovede han at gøre, men jeg hørte aldrig fra ham igen.

Der er nu gået et halvt års tid, og jeg tænker stadig ind imellem på, hvordan det går med ham og hans pige og på, om jeg skulle have gjort det anderledes.

Steder, beskrivelser og begivenheder er ændret hvor det er nødvendigt for at beskytte anonymiteten.

Arrogante folkesocialister

Socialistisk Folkepartis gruppeformand, Jonas Dahl, beskylder i en Facebook opdatering Saxo banks direktør, Lars Seier, for at være flygtet til skattely i Schweiz: ”Lars Seier i deadline, vel at mærke fra Schweiz, vigtigt vi fremtidssikre velfærdssamfundet, øhh, og det bidrager du så til ved at flygte i skattely i Schweiz?”.

10801902_10153667924098475_897359201570650286_n

Opdateringen, og de efterfølgende reaktioner, er interessante, for Jonas Dahl udstiller en uvidenhed og arrogance som er en gruppeformand uværdig.

For det første, så er Lars Seier dansk statsborger og noget så sjældent som en topleder fra erhvervslivet, der deltager aktivt i den offentlige debat. Han er arbejdsgiver for 1440 ansatte, hvoraf en stor del arbejder og betaler skat i Danmark. Alene sidste år bidrog Lars Seier og Saxo bank med 553 mio. kr. til den danske statskasse i form af selskabsskatter, lønsumsafgifter, skat på lønninger etc. For dét beløb kan Danmark beskæftige ca. 1500 sygeplejesker, betale folkepension til ca. 4.500 ældre, eller undervisning for ca. 11.500 folkeskoleelever. Det er et væsentligt bidrag til vores samfund, som fortjener anerkendelse og respekt, men som hos Socialistisk Folkeparti mødes med nedladenhed og arrogance.

For det andet, så har Jonas Dahl efter sin opdatering, haft travlt med at slette indlæg og blokere personer, der oplyste om fakta, eller ikke var enige med ham. Er det måden, at føre en debat på – at nægte borgere, med andre synspunkter, at komme til orde?

Det er desværre ikke ualmindeligt, at Socialistisk Folkeparti føler sig kaldet til at pege fingre af private virksomheder og de mennesker, der løber en risiko og skaber de private arbejdspladser, vi som samfund er så afhængige af.

Aalborg Portland blev således truet på sin eksistens, da regeringen med SF i spidsen, ville femdoble NoX afgiften. 300 arbejdspladser i Nordjylland stod til at gå tabt. ”hvis de ikke kan betale, så må de jo lukke” lød det fra en af regeringens repræsentanter. Det er jo rigtigt, men hvad tror folkesocialisterne vi skal leve af, når de sidste private arbejdspladser forsvinder? Luftsteg og vindfrikadeller?

Hvor går man hen, når alt går ned?

”Hvor går man hen når alt går ned?” spørger CV Jørgensen i sangen Kort Proces. Det er et godt spørgsmål. Svaret vender vi tilbage til om lidt.

Lad os først se det uundgåelige i øjnene: Det er farligt at leve, man ender med at dø af det! Og der vil altid eksistere kriser. Ofte vil de gøre ondt, ændre tingenes tilstand og skabe nye spilleregler, som der ikke er nogen garantier for at man vil synes om. Ofte vil kriser komme ubelejligt og føles meget uretfærdige! Ud over at tage almindelige fornuftige forholdsregler, så er dét vi som mennesker kan arbejde med i relation til kriser, vores evner til at tolerere og tackle omvæltningerne og få noget godt ud af dem, når vi en dag igen står på den anden side.

Gør vi stadig det rigtige?

Kriser er en oplagt lejlighed til at tage aktiviteter og strategi op til revision og se på, om tiden og kræfterne bruges rigtigt: Skal virksomheden reorganiseres og trimmes? Skal der prioriteres anderledes i den turbulente periode, hvor dårlig sigtbarhed gør det svært at navigere og hvor der ikke er plads til de svageste aktører? Hvor bevæger markedet, kunderne og konkurrenterne sig hen? Hvornår vender det? I en krise er det helt afgørende for en virksomhedsleder at kunne analysere og korrigere sin kurs med kort varsel.

Kriser flytter mennesker

Mennesker, der har været igennem personlige kriser, kan ofte fortælle, hvordan oplevelserne har gjort dem stærkere, hvordan de er blevet bedre til at prioritere og til at vælge til-og-fra blandt livets mange tilbud. Tilværelsens udfordringer er kommet i perspektiv på en ny måde så problemer, der tidligere syntes store og uløselige, nu opleves som ubetydelige. En anden positiv melding er, at samvær med dem, man virkelig holder af, er blomstret op og værdsættes mere. Noget tyder på, at kriser får os til at søge tilbage til det væsentlige, mod de ting, der virkelig betyder noget. Kriser flytter mennesker og mange gange viser det sig i sidste ende at være godt, både for den enkelte og omgivelserne.

Kriser skaber fremskridt

”Det er sulten, der driver os” var engang et slogan for et københavnsk reklamebureau. Og der er meget rigtigt i det udsagn, for nødvendighed er en god motivationsfaktor for at tænke nye tanker og skabe de unikke løsninger, der ikke kommer i ”fede tider” når automatpiloten er sat til og alt er business as usual. Kriser kan inspirere os, udfordre vores grænser og værdier og give os lejlighed til at møde ukendte sider af os selv. Og hvem har ikke brug for det engang imellem?

”Hvor går man hen når alt går ned?” CV Jørgensen giver et bud i sangen Lediggang a go go: ”neden om og hjem for til syvende og sidst at blive til rigtige mennesker igen”.

Ubrugelig undersøgelse af 2 minus 1 vejen

I forbindelse med evaluering af 2 minus 1 vejen mellem Gjessø og Them, gennemfører kommunen i disse dage en elektronisk spørgeskemaundersøgelse. Desværre er undersøgelsen designet, så den i bedste fald ikke kan bruges til noget, og i værste fald fører til forkerte beslutninger.

Jeg har professionelt arbejdet med spørgeskemadesign og analyse i 20 år, heraf 15 år som direktør i et analyseinstitut. Jeg er desuden forfatter til ”Spørgeskemadesign – en praktisk guide til bedre svar”, som Børsens Ledelseshåndbøger har udgivet.

Jeg ved ikke, hvem hos kommunen, der har stået for denne undersøgelse, men der er plads til forbedring:

    1. Det er en ”åben undersøgelse”, dvs. alle, der klikker på linket (hvis man kan finde det) kan deltage.
    2. Man kan svare flere gange, hvis man har lyst.
    3. Man ”aftvinges” svar, før det er muligt at gå videre. Derfor er det særligt vigtigt, at de tilbudte svarkategorier er dækkende, hvilket de desværre ikke altid er. Eksempel: ”Hvordan oplever du, at bilisterne holder afstand til dig med denne type afstribning? 1) Jeg oplever, at de holder større afstand 2) Jeg oplever, at de holder mindre afstand, og 3) Ved ikke”. Hér mangler en svarkategori: ”Jeg oplever ingen forskel”. Hvis man ingen forskel oplever, må man altså svare ”ved ikke”, hvilket er forkert. Alternativt må man forlade undersøgelsen.
    4. Et andet spørgsmål lyder: ”Så længe en cykelsti mellem Gjessø og Them ikke er etableret, hvilken løsning foretrækker du så: 1) En 2 minus 1 vej med fartbegrænsning, som den er i dag? 2) En 2 minus 1 vej med 60 km/t fartbegrænsning på hele strækningen, 3) En 2-sporet landevej med 80 km/t på hele strækningen, eller 4) Ved ikke”. Der er hér to svarmuligheder, der begge går på fastholdelse af 2 minus 1 vejen, mens der kun er én, der går på en 2-sporet landevej. Dette giver en ubalance, hvor det opleves mere “rigtigt” at vælge én af de to svarmuligheder. Desuden, hvis ”2-sporet landevej” vælges, så er man samtidig enig i, at hastigheden bliver 80 km/t, hvor begge de to andre muligheder tilbyder meget lavere hastigheder! På London Business School kaldes dette ”Making contrasts available”. Det er en bias (skævhed), der påvirker svarene i en bestemt retning.

Når nu kommunen finder det mere fornuftigt at bruge ressourcerne på snak, evaluering, projektledelse og møder, end på at anlægge den nødvendige cykelsti til vores skolebørn, så bør den også sikre et vist minimum af kvalitet i analysearbejdet.