LA gør en forskel for de frivillige i idrætten

Lokale ildsjæle i Silkeborg arbejder frivilligt og ulønnet i foreningslivet, så vores børn og unge kan gå til sport, gymnastik og andre fritidsaktiviteter. Det er mennesker med overskud, drevet af en stor lyst til at hjælpe og gøre en forskel for andre. Som trænere, bestyrelsesmedlemmer og praktiske hjælpere ved små og store arrangementer træder de til, og yder en kæmpe indsats for et aktivt børne-/ungdomsliv i vores kommune.

Ved kommunalvalget i november sidste år, blev et tema i valgkampen en stor undersøgelse som Dansk Idrætsforening (DIF) netop havde offentliggjort om foreningslivet i danske kommuner. Silkeborg kommune lå nemlig helt i bund som nr. 92 ud af 93 når det handlede om påskønnelse af de frivilliges arbejde!

Da Silkeborg kommune i 2009 gennemførte sin store spare øvelse, blev tilskuddet til de frivillige halveret, og dét på trods af, at det er et område, hvor kommunen virkelig får noget for pengene! En sådan rundbarbering sender et tydeligt signal om, at kommunen ikke opfatter det frivillige arbejde som værdifuldt. I budget 2015 er der lagt op til at fortsætte det halverede niveau. De frivillige fortjener anerkendelse og opbakning fra kommunen, men får det ikke.

Det er udtryk for en dårlig prioritering og lemfældig omgang med skatteydernes penge, når kommunen brænder 30 millioner af på Performers House – og nu jonglerer med 120 mio. til et privat stadionprojekt – mens de frivillige og ulønnede må se deres – i forvejen beskedne – budget halveret.

Heldigvis er ildsjæle ikke sådan at slå ud! I følge undersøgelsen fra DIF handler det heller ikke kun om penge. Det handler også om, at kommunen skal være imødekommende og hjælpsom i forhold til de frivilliges behov for tilskud til uddannelse, håndtering af bureaukrati og regler, adgang til faciliteter mv.

I Liberal Alliance meldte vi klart ud ved kommunalvalget, at vi ville arbejde aktivt for bedre vilkår for de frivillige, når vi fik plads i byrådet. Det er derfor, at vores byrådsmedlem, Morten D. Høgh, konkret stiller ændringsforslag til 2015 budgettet, om at støtten til de frivillige skal fordobles fra de nuværende 2,3 mio. til 4,6 mio.

For de penge, som Stadion planerne vil koste kommunen, kan de frivilliges arbejde prioriteres på ”dobbelt niveau” hele 60 år ud i fremtiden!

 

Hvorfor ikke love os evigt liv, Thomas Jensen?

Valget nærmer sig, og regeringen er klar med nye gaver til vælgerne. Thomas Jensen (S) melder frisk ud i Avisen med et løfte til os alle om et både længere og bedre liv, fordi Socialdemokraterne nu ”investerer og prioriterer vores fælles fremtid” ved at bruge ekstra 5 mia. på sundhedsvæsenet.

I sin lovprisning af regeringens ”mere af det samme”-politik, glemmer Thomas Jensen at oplyse, at underskuddet på de offentlige finanser i 2015 vil nå 59 mia. Og det kommer altså oven på fire år (2011-14), der til sammen har givet ikke mindre end 146 mia. i underskud! Nogen skal betale regningen en dag, for vi kan ikke blive ved med at låne os frem.

Desværre er flere penge heller ikke nogen garanti for et hverken længere eller bedre liv. Hvis det var så enkelt, ville vi for længe siden have haft verdens bedste sundhedssystem, og det har vi ikke. Bevidstløst at hælde flere milliarder i systemet, svarer til at hælde vand i et badekar uden først at sætte proppen i. Behovet for flere milliarder er uudtømmeligt. Svarene skal findes andre steder. Hvordan organiseres opgaverne? Inddrages personalet på en hensigtsmæssig måde i tilrettelæggelsen af opgaverne? Hvordan anvendes ressourcerne? Hvor kan vi effektivere arbejdsgangene og minimere bureaukrati?

Produktivitetskommissionen, som regeringen selv nedsatte for at undersøge, hvorfor produktiviteten i Danmark halter efter andre lande, har peget på et effektiviseringspotentiale på 10 % i den offentlige sektor. Det svarer til, at vi bruger 50 mia. kr. om året uden at få noget som helst igen – hvert år! En ansvarlig regering ville tage fat hér, om ikke andet så af respekt for skatteyderne.

Regeringens produktivitetskommission peger også på det høje skattetryk som et centralt problem for væksten. Topskatten vil det, ifølge kommissionen, nærmest være gratis at afskaffe. Men også sådanne fornuftige tiltag afvises af Socialdemokraterne.

Bagsiden af Socialdemokraternes gavebod og manglende vilje til at følge de forslag, dens egen kommission er kommet med, er, at landet fortsætter med at tabe velstand. Væksten og produktiviteten humper afsted, og vi bliver relativt fattigere sammenlignet med andre lande.

I en situation, hvor mere end to millioner danskere er på offentlig forsørgelse, og hvor hver dansker gennemsnitligt over et livsforløb giver et underskud på 800.000 kr. forekommer det uansvarligt – igen – at fremlægge en finanslov, der ser det som et mål at gøre verdens største offentlige sektor endnu større.

Lighedsutopia skader væksten

Venstrefløjen vil udbygge den store grad af økonomisk omfordeling vi allerede har i Danmark. Målet er mere lighed. Omfordelingspolitikken er udtryk for et socialistisk utopia, hvor ”ingen må have noget, alle ikke har”. Et nøje reguleret samfund, hvor mennesker er afhængige af Staten. Med 2.9 mio. voksne danskere, der har deres udkomme fra offentlige kasser, er det godt på vej.

Regeringens ministre ser det som deres opgave at fortælle os, hvad vi skal spise, med hvem og hvornår. Med kampagner viser de os den rette vej – deres vej. Vi skal være lige tynde, lige raske, leve lige længe osv. Problemet er, frie mennesker ikke passer ind i den politik. For vi har ikke de samme interesser, ønsker til livet, grader af risikovillighed, flid og intelligens. Frie mennesker tænker og gør forskellige ting, og derfor opnår vi forskellige ting i livet. Og heldigvis for det!

Hvis vi til eksempel regulerer to borgeres formue så de hver har præcis 100.000 kr. og en måned senere gør status, vil vi sandsynligvis opdage, at de nu ikke længere er lige:

Borger A har været i Kenya, og har købt en chow chow med stamtavle. A har også optaget et kviklån, så formuen er negativ med 10.000 kr. hvortil kommer udgifter til hundemad, -forsikring, dyrlæge, renter på kviklånet osv. A er blevet ”fattig”.

Borger B har ikke brugt sine penge, men har taget et ekstra arbejde og tjent 15.000 kr. (arbejde havde A ikke tid til pga. ferien i Kenya og hundetræning). B er blevet ”rig” – endda meget rig – sammenlignet med A.

B får nu en ekstra skat på sin ”formue” så A kan få et ekstra nødvendigt tilskud til sin husleje. Uligheden var blevet for stor. Resultatet er til at få øje på: Hvorfor gøre en ekstra indsats og spare op f.eks. til pension) når systemet straffer det? Hvorfor løbe en risiko med egen virksomhed og ansatte, når ”takken” er den grimme misundelse som topskatten er udtryk for? For samfundet koster det dyrt i form af lavere produktivitet og skatteindtægter. Vi bliver alle mere lige … fattige!

Men det er ikke kun økonomisk, at det koster, for med omfordelingen følger bureaukrati og ubehagelig overvågning af borgerne. Nogle ydelser er f.eks. betinget af, om man bor alene, så for at kontrollere det, kører kommunens medarbejdere rundt om natten og noterer om to ”registreret enlige” overnatter hos hinanden!

De klipper jo ikke kunderne i ørerne!

Den etablerede frisørbranche klager i Børsen over unfair konkurrence fra billigere frisører, som i artiklen nedladende omtales som ”discountfrisører”. Der efterlyses mere regulering og ”organiseret kontrol” med erhvervet for at sikre kunderne en vis kvalitet. Det fremgår, at branchen er så presset, at det for mange af de etablerede saloner er blevet et spørgsmål om ren overlevelse.

Med andre ord har de saloner, der i mange år har været vant til at kunderne ville betale to-tre gange mere for deres arbejde, end hos de billigere konkurrenter, der er kommet til, fået et alvorligt problem med indtjeningen. Og det problem ser man gerne løst via øget lovgivning, regulering og kontrol, så der effektivt lægges hindringer i vejen for konkurrenterne.

Med denne udmelding indtager branchens forening en arrogant holdning over for kunderne, der i stigende omfang – og forstærket af finanskrisen – i dag opsøger frisører, hvor de, efter deres vurdering får ”value for money”.

Hvis flere vil have billigere – og i nogle tilfælde hurtigere – klipning uden tidsbestilling, så må de ”fine” saloner tilpasse sig de nye tider eller klare sig med at betjene de færre kunder, der stadig vil betale en merpris for deres kvalitet. Hvis det sidstnævnte ikke rækker til at drive en forretning, tja, så er det måske fordi der ikke er brug for sådan en forretning.

Regulering af noget så ufarligt som frisørbranchen ville alene beskytte frisører, der i kundernes øjne ikke er pengene værd. Det ville føre til mere bureaukrati, højere priser og færre valgmuligheder!

Hvorfor var det Mads Skjern der fik succes og ikke Damernes Magasin? Kom nu ind i kampen frisører: Bliv konkurrencedygtige eller find på noget andet at lave!

Løsningen er i hvert fald ikke øget regulering og kontrol:  De billige frisører klipper jo ikke deres kunder i ørerne!

Topskat er en ren misundelsesskat

Socialdemokraternes skattepolitiske ordfører, Thomas Jensen, taler mod en afskaffelse af topskatten fordi der ”ikke er råd til skattelettelser”; ”det vil øge uligheden” og ”det er rimeligt at de, der tjener mest, også betaler mest”.

Lad os tage det sidste først: Også uden topskat vil en person med en høj indkomst altid betale mere i skat end en person med en lavere indkomst. Med en skatteprocent på f.eks. 40 vil A, der tjener 2 millioner, betale 800.000 kr. i skat, mens B, der tjener 200.000 kr. vil betale 80.000 kr. i skat, altså 1/10 del af dét som A betaler.  For eksemplets skyld er der set bort fra fradrag mv.

Topskatten straffer dét vi har så hårdt brug for, nemlig vækst og produktivitet. Der er 14.000 nye private arbejdspladser i at afskaffe topskatten. Til sammenligning leverer regeringens såkaldte ”vækstpakke”, bestående af 89 små initiativer, kun sølle 90 arbejdspladser! Topskatten belønner ’at holde fri’ i stedet for at arbejde ekstra. Også sort arbejde bliver mere interessant når den sidst tjente krone beskattes hårdt.

Thomas Jensen vender tingene på hovedet, når han kalder afskaffelse af topskatten for en ”gavebod for de rigeste”. Hvordan kan midler, som ikke bliver frataget én, blive til en ”gavebod for de rigeste”? Hvis du bliver stoppet på gaden af en røver og har 150 kr. i lommen, og han kun tager 100 kr. (og lader dig beholde 50 kr.) har du så fået en gave af ham?

”En fjernelse af topskatten øger uligheden” lyder det også. Det er jo rigtigt, men hvad er problemet egentlig? Altså bortset fra den grimme misundelse: ”Hvad alle ikke har, skal ingen have”. Ingen mister jo noget, blot fordi andre – helt fortjent – får mere ud af egen indsats.

Lavere skatter øger privatansattes produktivitet. Indkomststigningen, der følger heraf, beskattes naturligvis. Finansministeriet anerkender, at produktivitetsstigningen i sig selv betaler for skattelettelserne. Når der alligevel tales om, at det ”koster penge at afskaffe topskatten” skyldes det, at stigningstakten i offentlige overførsler og lønninger følger de privatansattes – upåagtet at disse grupper altså ikke selv er blevet mere produktive. At det skal være sådan, har Folketinget bestemt. En bedre model ville være regulering, der følger inflationen, således at købekraften bevares på det niveau, som politisk besluttes.

De tre topøkonomer, der for nylig har beregnet at en afskaffelse af topskatten – isoleret set – vil være både gratis og overskudsgivende, har altså ret.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det?

Kan man køre bil med bind for øjnene? Ja selvfølgelig kan man det: Nogle kommer et par meter, andre lidt længere, men i alle tilfælde ender det galt.

Kan en regering ignorere økonomiens naturlove? Kan den blive valgt på floskler om “velfærd… eller skattelettelser” og “har du 12 minutter, så har vi løsningen”? Ja selvfølgelig kan den det – vi har de politikere, vi selv vælger.

Dansk politik handler ikke meget om at skabe velstand og frihed og hjælpe de svageste, men meget mere om at omfordele mest muligt til flest muligt, dvs. middelklassen.

Befolkningen afleverer en stor del af deres indkomst til staten og modtager lommepenge retur – som den så kan forbruge på et marked, der er 50 % dyrere end gennemsnittet i EU. Gennem afgifter regulerer staten vores forbrug og lader os endnu engang spytte i kassen.

I stedet for at lette skatter og afgifter så det bliver muligt for en almindelig borger at hyre en håndværker, så skaber man et “håndværkerfradrag” som skal administreres. Mens mange håndværkere er arbejdsløse, går danskerne rundt og laver tingene selv eller køber det sort.

Politisk mener man ikke, at folk selv kan administrere deres feriepenge, derfor skaber man en statslig institution der skal opkræve og administrere dem.

The Show Must Go On, og vi svømmer alle rundt i gryden, der bliver varmere og varmere.

1970 var der 382.000 offentligt ansatte – i dag er der 834.000. Antallet af overførselsindkomstmodtagere er i samme periode steget fra 819.000 til 2.105.000. Der er således 2.9 mio. danskere, der har deres udkomme fra fælleskassen,. Det svarer til 66,6 % af befolkningen 18 +. Og udfordringen bliver kun større i fremtiden. I 1970 var 582.000 folkepensionister – i dag er der 1.037.000 og om 20 år vil der være 1.5 mio.

Gennemsnitligt giver hver nyfødt dansker et underskud på 850.000 kr., set over et helt livsforløb.

Alt dette er kendt viden. Alligevel agerer politikerne, som om de befinder sig på Titanic: Mens vandet fosser ind, drikker de champagne, hyggesnakker og nyder musikken.

Det er selvsagt uholdbart og rystende uansvarligt overfor vores børn og børnebørn at fortsætte i samme spor.

Kristian Thulesen Dahl – som man sagtens kunne mistænke for at være “den hemmelige socialdemokrat” – har vind i sejlene, og vil gøre verdens største offentlige sektor endnu større og sænke “reform-tempoet” som danskerne – i følge Pia Kjærsgaard – ikke forstår nødvendigheden af.

Kan man bilde folk ind, at vores høje omkostningsniveau og deraf svigtende konkurrenceevne ikke koster arbejdspladser?

Hvordan skal vi forsvare vores levestandard og arbejdspladser når vi helt forfejlet kalder konkurrence fra udlandet for “social dumping” og ser skævt til flittige og arbejdssomme mennesker, der tager mange af de jobs, som det ikke kan betale sig for “de udfaldstruede” at tage? Fordi vi i Danmark har indrettet os, som vi har: i vores egen osteklokke, med en forvokset, utidssvarende stat og alt, alt for få, der skal forsørge alt, alt for mange.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det? Må man være naiv, også selvom konsekvenserne for andre mennesker er fatale? Kan man lede landet på basis af, at der kommer “en god løsning i morgen?” Ja, selvfølgelig kan man det, hvis bare man får stemmer nok – ligesom man selvfølgelig kan køre bil med bind for øjnene – i hvert fald nogle meter.

Danser de limbo på rådhuset?


Lokale ildsjæle i Silkeborg bruger en stor del af fritiden, således at vores børn og unge kan gå til forskellige sportsaktiviteter. Som trænere, bestyrelsesmedlemmer og praktiske hjælpere. Det er en gruppe entusiastiske mennesker med overskud, drevet af en stor lyst til at hjælpe og gøre en forskel for andre. De er en vigtig del af ryggraden i velfungerende fællesskab og børne-/ungdomsliv.

I følge formanden for DGI Midtjylland, Per Bang, må Silkeborg byråd desværre mene noget andet. I hvert fald handler de sådan. Silkeborg er således dårligst, når det gælder påskønnelse af det frivillige arbejde. I en stor undersøgelse blandt foreningerne her i landet, er Silkeborg således absolut bundskraber: nr. 93 ud af 93 når det gælder påskønnelse af frivilligt arbejde! Det er manglen på tilskudsmuligheder til uddannelse af frivillige, der ifølge Per Bangs læserbrev i Avisen den 30/10 2013, er årsagen til, at Silkeborg indtager den absolutte bundplacering. Det kan vi ikke være bekendt, og det vil Liberal Alliance gøre noget ved!

De frivillige trænere og hjælpere, der yder en kæmpe indsats, fortjener tydelig og klar opbakning fra politikerne i Silkeborg byråd – men får det bare ikke. Silkeborg kommune har, som en af de få kommuner i Danmark, i det nye budgetforlig, igen valgt ikke at give tilskud til uddannelse af frivillige.

Og denne bundplacering, som Silkeborg opnår ved sammenligning med de andre kommuner, er desværre ikke enkeltstående.

En undersøgelse fra Dansk Industri, der har målt erhvervsvenlighed i kommunerne, placerer Silkeborg som nr. 87 ud af 96! Også denne undersøgelse er omfattende, og bygger på virksomhedernes vurderinger af deres egne kommuner. Til oplysning er ALLE kommuner omkring Silkeborg i top 20, bl.a. Ikast-Brande, som er nr. 1 og Herning, der er nr. 2!

Hvorfor er det sådan? Danser de mon limbo inde på rådhuset – how low can you go?

2 minus 1 vejen duer ikke

Der er ikke råd til at anlægge cykelstier på nogle af skoleveje i kommunen. Det er derfor, at vores skolebørn nu ufrivilligt er forsøgskaniner i et eksperiment med en 2 minus 1 vej mellem Gjessø og Them, hvor vejen ikke er bred nok til både biler og cykler.

Den cirka 1 år gamle 2 minus 1 vej har mange bilister svært ved at finde ud af. Det betyder i praksis, at trafikreglerne på strækningen fungerer vilkårligt: Nogle bilister kører på én måde, andre på en anden. Hvis der er én ting, som er afgørende for trafiksikkerhed, så er det, at man som trafikant kan finde ud af reglerne og véd, hvordan man selv, og de øvrige trafikanter, skal agere. Det kan bilisterne ikke, har kommunen erkendt, og derfor kørt ”kampagne” med opsætning af tre forskellige slags, forklarende skilte på strækningen.

2 minus 1 eksperimentet begrundes med, at trafiksikkerheden øges, og at det er et billigt alternativ til den bedste løsning – cykelstier – der koster cirka 2 millioner kr. per kilometer. Tillad mig i al stilfærdighed at nævne, at der kunne have været anlagt 15 km cykelsti for de cirka 30 millioner kr. som kommunen står til at tabe på Performers House, medregnet tabte renteindtægter, tidsforbrug, osv. På skolevejen fra Gjessø til Them mangler blot at blive anlagt 4-5 kilometer cykelsti for at sikre vores børn.

Desværre er konsekvenserne i tilfældet med 2 minus 1 vejen nok så alvorlige, da den eneste rigtige løsning – som er en cykelsti – igen forsinkes i flere år, mens kommunen leger med deres ”innovative” vejeksperimenter, og endda belønner egne medarbejdere med en pris for 2 minus 1 konceptet: ikke fordi de opfandt det, men fordi de fandt på at kopiere det!

Min far og mor – kommunen

Der er mange måder, man kan vælge at leve sit liv på. Hvem skal være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert på andres vegne? I år kan jeg fejre, at det er 20 år siden, at jeg holdt op med at ryge. Det er jeg glad for. Når jeg trækker vejret dybt ned i lungerne, mærker jeg tydeligt, at det har været godt for helbredet. Det var mit eget valg at ryge, og det var mit eget valg at holde op, men det berettiger mig ikke til at belære andre om, hvad de bør gøre. Der skal være plads til os alle sammen – også til rygerne. I Silkeborg kommune er opfattelsen en anden. Derfor ringer man nu rundt til borgerne i jagten på at finde og eliminere rygere ved hjælp af rygestop-kurser. For deres eget bedste, selvfølgelig.

Her følger nogle forslag til nye initiativer, som kommunen kan igangsætte:

  • Overvågning i supermarkederne af, hvad borgeren putter i indkøbskurven: Der kunne jo have sneget sig fedt- og sukkerholdige ting med, og hvis borgeren har for mange kilo på sidebenene, så skal en medarbejder oplyse om farerne, samt uddele brochurer om motion, vægttab og ernæring.
  • En ”Sov godt” kampagne, hvor borgerne opsøges i deres nærmiljø i CO2 neutrale busser, malet med stjernehimmel og måne, og indrettet med plancher om betydningen af god søvn. Der uddeles gratis hovedpuder og en brochure til alle borgere, når kommunen ringer på. Der oprettes en hotline, som folk, der ikke kan sove, kan ringe ind på 24/7.

Pointen er vist klar. Silkeborg kommune har med sit opsøgende anti-ryger togt taget endnu et skridt på glidebanen mod ”grænseløs kommunal omklamring”. De velmenende initiativer styres af projektledere, som opretter hjemmesider, holder møder, laver brochurer, rapporter og undersøgelser. Samtidig slukkes lyset i Silkeborg om natten; vores børn må cykle til og fra skole på livsfarlige veje uden cykelstier og de gamle på plejecentrene må gå med ble og nøjes med få minutters pleje. ”Der er ikke råd til det hele” siger kommunen. Og det er helt rigtigt. Det er netop derfor, at der er brug for Liberal Alliance i Silkeborg byråd, så vi kan få en ansvarlig og fornuftig prioritering af, hvad borgernes penge bruges til.

Læren fra Performers House

Borgmester Hanne Bæk Olsen afviser i Avisen, at Silkeborg kommune skal skyde flere penge i Performers House. Det er godt at høre, dels fordi det principielt aldrig er en god idé at kaste gode penge efter dårlige, dels fordi det er en skærpende omstændighed, at det borgernes penge, der er på spil.

Det må efterhånden stå klart for enhver, at løsningen ikke er at øge gælden. Når ledelsen og ejerkredsen ikke er sig deres opgave voksen, svarer det til at blive ved med at fylde vand i et badekar uden at sætte proppen i.

Med en fortid i forlagsbranchen kender jeg den udfordring, det er, når kreativitet, idérigdom og visioner skal klare sig i den økonomiske virkelighed: ”At drive forlag er en blanding af børs og katedral” sagde den norske forlægger Harald Grieg. Og det er rigtigt. Performers House er et spændende projekt, hvor der på den ene side skal der være plads til kunstnerisk udfoldelse, nye ideer og store tanker. På den anden side skal medarbejderne altså også have løn hver måned, ligesom huslejen skal betales.

Forløbet omkring Performers House bør give kommunen anledning til selvransagelse:

  • Hvorfor gjorde vi det?

Hvordan kunne det ske, at kommunen tog 26,5 millioner kr. fra kassen og lånte dem ud til nogen, der gerne ville etablere en synge og danseskole i Silkeborg? Hvorfor lod vi dem ikke risikere deres egne penge, ligesom andre selvstændige må gøre, når de starter noget op? Lod vi os forføre af håbet om, at noget nyt – med et internationalt ”touch” – ville skabe fremgang for Silkeborg?

  • Hvorfor accepterede vi inkompetent ledelse?

Da team Konradsen / Knudsen trådte til, blev der skabt overblik; blødningen i økonomien blev standset, og for første gang var der udsigt til overskud. Det var en ledelse, der leverede varen og den var på alle måder kommunens bedste garanti for tilbagebetaling af de udlånte penge. Alligevel blev den mødt med mistillid fra bestyrelsen, hvilket er rystende dumt: Et vinderteam sparker man ikke ud, det holder man fast i, for de er en meget væsentlig del af forklaringen på at tingene går rigtigt. Hvorfor så kommunen bare til, mens farcen kørte for åbne gardiner i Avisen?

  • Hvordan undgår vi at gentage fejlen?

Hvor går grænserne for, hvad kommunen skal involvere sig i? For der er vel en grænse? Hvis kommunen begrænsede sig til det nødvendige: skoler, sygehuse, ældreomsorg, udsatte børn osv. ville det være muligt både at hæve kvaliteten og at sænke skatterne, og dermed give borgerne mere frihed til selv at prioritere, hvordan de vil forbruge deres egne penge.

I en sund økonomi er indtægterne altid – i hvert fald set over en periode – større en udgifterne. Det er en naturlov, der også omfatter Performers House.

No flash!

I Hagia Sophia moskéen i Istanbul findes en af verdens ældste, kristne mosaikker forestillende Jomfru Maria, Jesus og Johannes Døberen. Deesis-mosaikken, som den hedder, stammer helt tilbage fra 1261 og har oplevet lidt af hvert igennem de sidste mere end 800 år.

I marts 2009 besøgte jeg for første gang Sophia moskéen, hvor jeg – ud over at opleve historiens vingesus – også blev tilskuer til en usædvanlig måde at løse et praktisk problem på. Det vender vi tilbage til.

Fotografering tilladt

Det er tilladt at tage billeder i Hagia Sophia. Dog må der vise steder ikke anvendes blitz. Det fremgår tydeligt af skilte, der både i tekst og tegning fortæller publikum, at fotografering med blitz altså ikke er tilladt.

Der kommer hver dag mange turister i Hagia Sophia. Rigtig mange. Og selvfølgelig er der en teoretisk mulighed for at der blandt det store antal turister er en enkelt eller to, der ikke medbringer et kamera, men ellers ser man mennesker af alle nationaliteter knipse løs med alt fra mobiltelefoner til professionelt udstyr. Og turisterne er kommet for at tage billeder. Mange billeder.

Det gjaldt også undertegnede, der var meget imponeret over moskéens fantastiske historie og de mange storslåede kunstværker den rummede. En af de helt utrolige ting ved Hagia Sophia, er, at både muslimske og kristne symboler hænger side om side, således altså også Deesis-mosaikken, der kan ses på billedet her under.


Deesis-mosaikken fotograferet af indlæggets forfatter, selvfølgelig uden blitz!

No flash! No flash!

Deesis-mosaikken er én af de kunstskatte, der ikke må fotograferes med blitz. Det fremgår tydeligt af et skilt og der ikke er noget at tage fejl af. For yderligere at forstærke alvoren bag ordene og nå de turister, der ikke respekterer forbuddet, står der desuden en uniformeret vagt ved mosaikken og siger “No flash!” hver gang en turist har brugt blitzen.

Selvfølgelig findes der alle steder uheldige turister, der glemmer at slå blitzen fra eller som troede de havde slået blitzen fra. Vagtens tilstedeværelse og verbale gentagelse af forbuddet kunne opfattes som en reminder til lige at tjekke om blitzen nu også faktisk er slået fra inden der knipses.

Trods skilt og vagt blitzes der den ene gang efter den anden. Faktisk talte jeg det til 15 – 20 gange i minuttet og hver gang reagerede vagten med sit “No flash!”. Den halve time jeg stod og betragtede fænomenet blev der altså cirka sagt “No flash!” 500 gange!

Blev der knipset to-tre gange indenfor fem sekunder kunne vagten godt finde på at variere betoningen så “No flash!” blev sagt hurtigere og mere skarpt end når der længere tid (f.eks. 15 sekunder) imellem blitzene. En anden variationsmulighed i hans repertoire er at træde cirka en halv meter ud mod publikum og samtidig sige sine berømte to ord.

Andet skete der ikke, og det opfangedes lynhurtigt af turistflokken der knipsede løs med og uden blitz.

Signalerer inkompetence

Men hvad er egentlig problemet? Altså udover frustrationerne for den stakkels vagt, der 15 – 20 gange i minuttet må stå model til at folk ikke respekterer hans påbud, og det eneste han kan gøre ved det er at variere sit tonefald og så træde en halv meter frem. Hvad er pointen i historien set fra en ledelsesmæssig synsvinkel?

Udover at scenariet virker komisk, sender det et signal om en inkompetent ledelse, der 1) ikke ved hvad der foregår, 2) ved hvad der foregår, men er ligeglad eller 3) ved hvad der foregår, men ved ikke hvad den skal stille op.

Regelsanering

Regler har det med at overleve sig selv. Derfor er det klogt jævnligt at tage dem op til revision og spørge sig selv: “Har vi reglen fordi den tjener et fornuftigt formål, eller har vi den fordi det er en regel vi plejer at have?” Hvad er det reglen skal forhindre eller gøre godt for?

Hvis reglen overlever, så skal der samtidig anvises effektive måder at håndhæve den på. Sker det ikke, risikerer afsenderen (ofte ledelsen) at fremstå som inkompetente og sløsede i omgivelsernes øjne.

Dårlige kunder er et udbredt fænomen

Alt for mange virksomheder døjer med dårlige kunder. Det viser en undersøgelse som CBS og Business Danmark har udført i forsommeren 2009. I hele 25% af virksomhederne er det hver femte kunde, der ikke bidrager med nogen som helst værdi. Og det er både ærgerligt og dyrt. De dårlige kunder nøjes nemlig ikke med kun at skade bundlinjen, de er tit også mere krævende og utilfredse end de gode kunder, hvilket påvirker medarbejdernes trivsel og kundefokus negativt.

Undersøgelsen peger på, at årsagen til, at de dårlige kunder får lov til at fortsætte som kunder, skal findes i en blanding af manglende overblik over kunderne og deres værdi samt manglende metoder til at identificere og afvikle dem. Dertil kommer, at krisen forværrer fænomenet. Når salgsafdelingen må kæmpe hårdt for selv de mindste krummer i et vigende marked, ja så skal der meget til for at sætte en kunde på porten, også selvom det er det rigtige at gøre.

Undersøgelsen bygger på 837 svar, indsamlet blandt 2.372 medlemmer af Business Danmarks webpanel.

Hvad er en god og en dårlig kunde?

Nogle af de ting der kendetegner en god kunde kan være: Stor lønsomhed, betaler til tiden, køber meget (eller har potentiale for det), er nem at samarbejde med, er tilfreds og glad for produkterne og kontakten, kommer måske med gode input til produktudviklingen og anbefaler os gerne til andre.

En dårlig kunde har et eller flere af de modsatte kendetegn: Urentabel, ustabil betaler, lille omsætning og begrænset potentiale, besværlig og sjældent helt tilfreds. Det kan være én, der afgiver mindre ordrer, ofte fulgt op med krav om særlige tilpasninger, større rabatter, hurtigere levering og specielle betalingsbetingelser (også selvom de ikke bliver overholdt alligevel). Samtidig stilles unødvendige krav om at blive betjent af én bestemt medarbejder og der skældes ud, hvis ventetiden i telefonen sniger sig op over de 30 sekunder! Sættes ordren i værk, ringer kunden med nye ændringer og beklager sig højlydt over den manglende fleksibilitet, hvis de særlige ønsker ikke omgående imødekommes. Og så videre og så videre.

Når regnskabet gøres op, har virksomheden ingenting tjent, måske endda sat penge til. I hvert fald kunne den energi der er spildt på at servicere den dårlige kunde have været brugt bedre på at servicere de gode kunder.

Det kan være store gevinster forbundet med at lave lønsomhedsanalyser på virksomhedens kunder. Som det fremgår af figuren forholder det sig ofte sådan at Top 20 af de bedste kunder genererer 80% af overskuddet, mens de nederste 30% i virkeligheden koster virksomheden halvdelen af dens overskud!

Har du de rigtige kunder?

Indsigt i på hvilke kunder bundlinjen vindes og tabes er uvurderlig. Hvis virksomheden ikke allerede har dette overblik anbefales det kraftigt at få det. Der kan være stor indtjening at hente ved at:

  1. Identificere de dårlige kunder
  2. Udvikle eller afvikle dem, og
  3. Implementere metoder til at spotte dem på forhånd og dermed undgå at få dem som kunder til at begynde med

Selvfølgelig er der mulighed for at en dårlig kunde kan udvikle sig til at blive en god kunde. Ofte viser den mulighed sig dog at være mere teoretisk end reel. Håbet er lysegrønt, og håbet om en dag at få en god forretning ud samarbejdet med en dårlig kunde er en væsentlig del af forklaringen på at den dårlige kunde accepteres i virksomhederne.

Ryd op og stil krav til de dårlige kunder

Når en dårlig kunde er identificeret er næste trin at se på om vedkommende kan udvikles til at blive en lønsom kunde. En vej frem kan være at stille særlige krav til de dårlige kunder:

  • Betales der ikke rettidigt? Stil krav om forudbetaling.
  • Ændres små ordrer eller bestillinger jævnligt? Tag gebyrer for ændringer og særlige tjenester.
  • Kræves rabatter selv ved små ubetydelige ordrer? Sig nej tak!
  • Kommer der mange små ordrer, der med fordel kunne samles i én større ordre? Sæt prisen op på mindre ordrer og gør det mere attraktivt at afgive større ordrer.
  • Opfører kunden sig urimeligt overfor dine medarbejdere? Sørg for at kunden får telefonnummeret til konkurrenten.

Når der er ryddet op og gjort rent bord, kan den nyvundne energi med fordel bruges på at gøre en ekstra indsats for at styrke samarbejdet med de lønsomme kunder.

Dine gode kunder, medarbejdere og bundlinjen vil sætte pris på det.