Skal vi tage i Tivoli eller betale husleje?

De fleste vil nok ikke være i tvivl. Hvis der ikke er råd til begge dele, så skal huslejen selvfølgelig betales. I byrådet og på kommunen ser der dog ud til at gælde andre regler. Den seneste nyerhvervelse vi har kunnet læse om er ”Kedelhuset”. Det koster 9 mio. kr. + det løse, herunder ansættelse af en kommende kunstnerisk leder. For ikke så længe siden syntes kommunen også, at det var dens opgave at agere bank og udlåne 30 mio. kr. til Performers House. Det gik som bekendt ikke, og som altid havnede regningen hos skatteyderne.

Jeg har intet imod koncerter, musik og kultur og jeg har heller ikke noget i mod fodbold. Hvis SIF og andre vil have et nyt stadion, så skal de være velkomne. Men hvordan kan det blive en kommunes opgave at bruge 120 mio. kr. på et stadionprojekt til glæde for en privatejet fodboldklub og godt 4.000 tilskuere, der kan overvære en snes fodboldkampe årligt? Til sammenligning må de frivillige i breddeidrætten, som gør et kæmpe ulønnet arbejde med vores børn og unge, nøjes med nogle få håndører på budgettet.

Det er også indiskutabelt, at der mangler en cykelsti på skolevejen mellem Gjessø og Them. Strækningen er livsfarlig for vores børn og alle andre at færdes på. Alligevel er meldingen, at ”der ikke er råd” til at anlægge en cykelsti. Hvordan kan et kulturprojekt være vigtigere end sikre skoleveje for vores børn?

For en brøkdel af de betydelige beløb som kommunens ”feel good” projekter koster, kunne man have valgt at anlægge en cykelsti. Det er en besynderlig prioritering. Hvis man kun har 5.000 kr. og bremserne på bilen ikke virker, hvorfor køber man så et soltag?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *