Socialistisk all inclusive

En snak, et sted i et folkesocialistisk Danmark i en ikke så fjern fremtid.

– Far, hvorfor spiser børnene på skolen og ikke derhjemme, som i gamle dage?
– Tja, det startede med at skolen skulle stå for morgenmaden, men så viste det sig, at der også var elever, som ikke fik ordentlig frokost … og når man nu alligevel havde køkkenerne og personalet, ja så kom frokosten med. Desværre var der også børn, som heller ikke fik sund aftensmad, og så var skridtet til at indføre en ”all inclusive” model ikke så stort. Alle får nu tre måltider om dagen, og kostpyramiden følges til punkt og prikke. Alle spiser det samme. Det er godt for ligheden. Faktisk så godt, så socialisterne overvejer at indføre en lignende model for alle voksne danskere.

– Jamen, hvad så hvis man hellere vil spise derhjemme?
– Så tænk på at uligheden vil stige. Du er jo heller ikke kun mit og mors barn, vel? Du er også samfundets. Hvis ikke alle kan spise hjemme, så bør ingen gøre det. Desuden er det gratis at spise på skolen. Det vil sige: jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er gratis, men som alle andre danskere har jeg for længst mistet overblikket over hvad ting koster og hvor pengene kommer fra. Heldigvis sætter socialisterne bare skatterne op, hvis der mangler penge. Og penge mangler der jo hele tiden, for der er ingen vækst i økonomien og den offentlige sektor bare vokser og vokser. Man har fundet ud af, at nye skatter, der hedder noget med ”velfærd” glider nemmere ned, særligt hvis man siger, at de er midlertidige, når man indfører dem. Det glemmer folk med tiden. Desuden anerkender socialisterne overhovedet ikke at skattetrykket i Danmark skulle være højt. Faktisk er det lavt, siger de, også selvom de fleste går rundt og tror det modsatte.

– Men kan skatten ikke blive for høj?
– Jo, selvfølgelig. I gamle dage satte man f.eks. registreringsafgiften på biler lidt ned. Selvom borgerne betalte mindre, og det ikke skortede på advarsler om at nedsættelsen ville slå et hul i statskassen på 300 millioner, ja så kom der altså to milliarder ekstra ind i afgifter. Det handler også om misundelse og jantelov. Folkesocialisterne råbte op om, at billigere biler var en ”gave til de rigeste”. Det kan de desværre ikke gøre længere, for de rige er væk. Til gengæld er vi alle blevet lige – lige fattige.

Dansk kultur skal sikres

I Randers har Dansk Folkeparti og Danmarks liberale parti Venstre besluttet, at kommunens institutioner skal have svinekød på menuen. Det sker for at sikre dansk kultur. På Christiansborg bakker DF og Venstre lokalpolitikerne op, og DF ser gerne reglerne udbredt til hele landet.

Men dansk kultur er jo også andet end frikadeller. Jeg tror, at de fleste kan se, at det er nødvendigt, at skole- og forældrebestyrelser og institutionsledere bliver hjulpet på vej af politikerne med regler og påbud. Ellers vil de jo bare gøre dét, som de selv synes er fornuftigt! Også når det handler om andet, end hvad de skal have at spise. Jeg håber derfor, at Venstre og DF også vil gøre det obligatorisk for institutionerne at arrangere:

  • Oplæsning af HC Andersens eventyr. Man starter fra en ende af, og rapporterer månedligt til kommunen, hvor mange sider, der er læst og hvor mange, der lyttede. Ud over at rapporteringen understreger hvor vigtig oplæsningen er, så skaber den også flere kommunale jobs.
  • Fællessang, hvor ”Se den lille kattekilling” og “Ole’s automobil” henholdsvis starter og slutter seancen. Det kan være a cappella eller med musik. Det er nemlig vigtigt, at der er plads til medindflydelse (inden for rammerne, naturligvis).
  • Visning af Morten Koch film, de originale med Poul Richard. De skal vises i TV stuerne på plejehjemmene når de ældre har spist aftensmad. Det anbefales, at kaffen serveres inden Poul Richard synger den første sang. Dansk kultur fordøjes nemlig bedst med en god kop kaffe, brygget på Madam blå (findes der noget mere dansk?), og serveret med galopkringle til.

Ovenstående er blot en start. Det danske sprog forurenes f.eks. med mange engelske ord og forkortelser. Måske er svinesagen et signal om, at Venstre er klar til at finde sammen med DF om at indføre afgifter på engelske ord for at komme dette uvæsen til livs? Og hvad med påklædningen i dette land? Prøv f.eks. at google ”dansk påklædning”. Det er én stor rodebutik med alt fra bikinier til tørklæder, brede bukseben og netstrømper. Hvor er selerne og spadseredragten?

Jo, der er nok at tage fat på, når dansk kultur skal sikres. Det er godt, at vi har politikere, der gerne vil bestemme det hele, for så behøver vi ikke at gøre det selv.

Børnepakken er et Hello Kitty plaster på et brækket ben

Regeringens børnepakke er en merbevilling til kommunerne på 2,5 mia. kr. fra 2016 til 2019. Ifølge Morten Østergaard vil det resultere i 3.000 flere pædagoger i daginstitutionerne over de næste fire år. Det er der dog ingen garanti for. Det ømtålelige og ubesvarede spørgsmål er nemlig, hvordan det sikres, at pengene faktisk går til formålet.

De 3.000 flere pædagoger skal desuden ses i forhold til, at antallet af pædagoger er faldet med 3.092 siden 2011, da S-R-SF-regeringen overtog magten (kilde: Danmarks Statistik). Der er således tale om to skridt tilbage og ét frem eller, i bedste fald, en dans på stedet.

Siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn per voksen i daginstitutionerne og ofte er pædagogerne helt alene. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for børnene eller pædagogerne. Og børnepakken løser ingenting. Den er et Hello Kitty plaster på et brækket ben. Det trøster lidt, men benet er stadig brækket.

Liberal Alliance mener, at udbuddet af pasningsordninger skal afspejle, hvad forældrene efterspørger, frem for hvad kommunen ønsker at tilbyde. Dvs. flere valgmuligheder, høj kvalitet og større fleksibilitet, bl.a. i åbningstiderne. Vi vil derfor styrke valgfriheden med en udvidet fritvalgsordning på daginstitutionsområdet for dermed at tage et opgør med kommunernes de facto monopol.

For Liberal Alliance handler det om at flytte indflydelse fra det offentlige til forældrene. Og om at skabe rammerne for, at forældre og civilsamfund i samarbejdet med det pædagogiske personale tager et større ansvar for børnene og institutionen.

Liberal Alliance vil derfor sikre, at:

  • Kommunerne tildeler borgere med små børn et fritvalgsbevis, der frit kan omsættes til pasning i en offentlig eller privat pasningsordning.
  • Alle institutioner skal opgive informationer om institutionens / pasningsordningens pædagogiske profil. Alle institutioner skal opgive nøgletal som uddannelsesniveau hos de ansatte, normering (antal børn per voksen omsorgsperson), sygefravær og medarbejdergennemstrømning. Det skal være let for forældrene at sammenligne tilbuddene, både inden for og uden for kommunen.
  • Alle forældre skal kunne passe deres lille barn hjemme i ét år under forudsætning af, at den forælder, der passer barnet, er gået fra fuld beskæftigelse til barsel. Det vil sikre, at pengene også følger barnet ved pasning i hjemmet.

Disse forslag vil betyde, at

  • Forældre får mulighed for let og overskueligt at vælge ud fra et mere mangfoldigt udbud af institutioner og pasningsordninger.
  • Forældre kan vælge blandt differentierede ordninger, hvilket kan gøre det muligt at vælge mellem flere eller færre pasningstimer efter behov.

Min far og mor – kommunen

Der er mange måder, man kan vælge at leve sit liv på. Hvem skal være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert på andres vegne? I år kan jeg fejre, at det er 20 år siden, at jeg holdt op med at ryge. Det er jeg glad for. Når jeg trækker vejret dybt ned i lungerne, mærker jeg tydeligt, at det har været godt for helbredet. Det var mit eget valg at ryge, og det var mit eget valg at holde op, men det berettiger mig ikke til at belære andre om, hvad de bør gøre. Der skal være plads til os alle sammen – også til rygerne. I Silkeborg kommune er opfattelsen en anden. Derfor ringer man nu rundt til borgerne i jagten på at finde og eliminere rygere ved hjælp af rygestop-kurser. For deres eget bedste, selvfølgelig.

Her følger nogle forslag til nye initiativer, som kommunen kan igangsætte:

  • Overvågning i supermarkederne af, hvad borgeren putter i indkøbskurven: Der kunne jo have sneget sig fedt- og sukkerholdige ting med, og hvis borgeren har for mange kilo på sidebenene, så skal en medarbejder oplyse om farerne, samt uddele brochurer om motion, vægttab og ernæring.
  • En ”Sov godt” kampagne, hvor borgerne opsøges i deres nærmiljø i CO2 neutrale busser, malet med stjernehimmel og måne, og indrettet med plancher om betydningen af god søvn. Der uddeles gratis hovedpuder og en brochure til alle borgere, når kommunen ringer på. Der oprettes en hotline, som folk, der ikke kan sove, kan ringe ind på 24/7.

Pointen er vist klar. Silkeborg kommune har med sit opsøgende anti-ryger togt taget endnu et skridt på glidebanen mod ”grænseløs kommunal omklamring”. De velmenende initiativer styres af projektledere, som opretter hjemmesider, holder møder, laver brochurer, rapporter og undersøgelser. Samtidig slukkes lyset i Silkeborg om natten; vores børn må cykle til og fra skole på livsfarlige veje uden cykelstier og de gamle på plejecentrene må gå med ble og nøjes med få minutters pleje. ”Der er ikke råd til det hele” siger kommunen. Og det er helt rigtigt. Det er netop derfor, at der er brug for Liberal Alliance i Silkeborg byråd, så vi kan få en ansvarlig og fornuftig prioritering af, hvad borgernes penge bruges til.