Forloren Socialdemokratisk forargelse

VLAK regeringens forslag indeholder skattelettelser til alle danskere i arbejde. Høj som lav. Derudover fjernes bl.a. skat af fri telefon, registreringsafgiften på biler sænkes og Storebælt bliver billigere at passere. Alt i alt gør forslagene det både billigere at være dansker og mere attraktivt at gå på arbejde. Og når flere skifter offentlig forsørgelse ud med arbejde falder udgifterne til overførselsindkomster og vi bliver flere om at bidrage til betalingen af vores velfærd.
Som forventeligt reagerer Socialdemokraterne med skræmmekampagner om stigende ulighed og social skævhed. Man ser for sig, hvordan velfærdsstaten går under, hvis forslagene gennemføres.
Hvis Socialdemokraternes forargelse var seriøs, burde det være en smal sag for Mette Frederiksen at love vælgerne, at rulle lettelserne tilbage, hvis muligheden opstår. Men det vil hun ikke, for Socialdemokratiet tør ikke gå til valg på at sætte skatterne op.
Socialdemokratiet i regering er nemlig ikke det samme som Socialdemokratiet i opposition. Og heldigvis for det. Sidst Socialdemokratiet var i regering lettede de topskatten og øgede jobfradraget til gavn for de højestlønnede. Det gavnede beskæftigelsen og det var godt for Danmark.
Når skatten på arbejde lettes øges indkomstforskellen mellem dem, der er i arbejde (2,8 mio. personer) og dem, der er på overførselsindkomst (2,2 mio. personer). Og dermed stiger uligheden.
Som verdens tredje mest lige land er det dog ikke et problem. Ingen mister som bekendt noget, fordi naboen får en lønforhøjelse. Danskerne bliver heller ikke fattigere, hvis Bill Gates flytter hertil selvom uligheden stiger. Tværtimod.
For hele Thorningperioden 2011-2015 set under ét steg uligheden 1,1 point målt ved Gini-koefficienten. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens førtidspensionsreform og kontanthjælpsreform øgede også uligheden. For stort set alle reformer, der øger beskæftigelsen, øger også uligheden.
Og det ved Socialdemokraterne godt – i hvert fald når de selv er i regering.

Blokaden mod Dan Roots

Efter 6 ugers ødelæggende belejring kan Dan Roots i Tange klinke skårene, og varerne kan igen køres ud til kunderne. Hos konkurrenterne i udlandet, hvor arbejdsvilkår og løn er ringere end i Danmark, kan man takke 3F for fremgang i omsætningen og for de nye kunder man har fået foræret. For Dan Roots begynder det hårde arbejde med at vinde kunderne tilbage.

Mens 3F kan fejre, at de vandt, så står Dan Roots og medarbejderne forslåede tilbage med en oplevelse af at have været udsat for et overgreb. Endda begået af den fagforening, som de allerede har overenskomst med.

Blokaden mod Dan Roots efterlader et indtryk af et 3F, der befinder sig i en tidslomme fra 70’erne og endnu mangler at opdage, at protektionisme og tvang fungerer dårligt i en åben og global økonomi, hvor virksomheder, kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne. I Tange vandt 3F i første omgang ved hjælp af trusler og chikane, men spørgsmålet er, om vi ikke alle ender som tabere, når flere ufaglærte arbejdspladser forlader landet? Dan Roots har f.eks. meldt ud, at de for at beskytte forretningen vil fremskynde planer om etablering i udlandet. Det er forståeligt, men også umådelig trist. For vi har også brug for gode virksomheder, investeringer og private arbejdspladser herhjemme.

Mens massevis af gode, sunde rodfrugter til ingen verdens nytte blev kasseret, stod blokadevagter uden for Dan Roots med bannere om ”social dumping” – et forholdsvis nyt begreb, der er opfundet som en slags forsvar for manglende dansk konkurrenceevne. Når vi ikke kan konkurrere med den arbejdskraft, der kommer udefra, så skal den kunstigt gøres dyrere, så den ikke udgør en trussel for os selv. ”Social dumping” handler om egne særinteresser, og har intet med solidaritet at gøre.

Med krav om høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, udelukker fagbevægelsen reelt mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Ikke kun flygtninge og indvandrere, men også langtidsledige danskere.

Når de nederste trin på jobstigen mangler, kan mange – med de forudsætninger og kvalifikationer, de har – ikke nå op til det første trin, og de afskæres dermed også fra senere at bevæge sig yderligere op ad stigen mod højere løn og flere goder.

Resultatet er en økonomisk og menneskelig tragedie. Både for de, der udelukkes fra arbejdsfælleskab og selvforsørgelse og for os andre, der – udover at forsørge de mange uden arbejde – også skal betale milliarder til en kæmpeindustri af jobkonsulenter, kursustilbud og projektforløb uden at få valuta for pengene.

Væksten der blev væk

Dansk økonomi står stille og har gjort det i snart 10 år. Der har været flere tilløb til et opsving, men uden at det er blevet til mere. For nylig halverede de økonomiske vismænd så deres – i forvejen beskedne – vækstskøn for 2016 fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Den velstand som samfundet taber, når væksten udebliver, er enorm. Alligevel fylder den manglende vækst kun lidt i velfærdsdebatten, der mest handler om, hvordan pengene skal bruges og meget lidt om, hvordan de skal tjenes. Det blev tydeligt op til Folketingsvalget sidste år, hvor det regnede ned over vælgerne med milde gaver fra politikere, der gerne ville genvælges. At vi selv betaler for gaverne, og oven i købet gældsætter os for at gøre det, fuldender blot illusionen om et Danmark, der automatisk og altid vil være blandt verdens rigeste lande.

Efter snart 10 år uden vækst og uden tydelige tegn på, at den er på vej, så må det være på tide at gøre noget andet, end det vi plejer. Prisen for den manglende vækst er høj, ikke mindst for svage grupper og for personer i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet.

Et Danmark i slæbegear

Danmark er på mange måder et godt land at etablere og drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Som et lille land er vi vant til at tænke og handle internationalt. Men når det drejer sig om vækst klarer vi os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Og det ser ikke ud til at forandre sig i den nærmeste fremtid. For nylig punkterede de økonomiske vismænd således håbet om vækst i 2016, da de halverede deres – i forvejen beskedne – vækstskøn fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Lave vækstskøn for Danmark finder man også i prognoser fra OECD som vurderer, at Danmark vil få den 6. laveste vækst frem mod 2030 ud af 34 medlemslande.

Uden vækst, så bliver kagen ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal spise af den. Og det bliver vi, for vi lever heldigvis længere og bliver mange flere ældre i fremtiden. Dertil kommer, at andelen af danskere og indvandrere, der forsørges af offentlige kasser aldrig har været større og i dag udgør mere end halvdelen af befolkningen.

EU-Kommissionen offentliggjorde den 4. februar 2016 nye tal for den økonomiske udvikling i EU landene. Beregninger fra Dansk Byggeri viser på den baggrund, at den svenske økonomi i perioden fra 2008 til nu er vokset med 14 %, den tyske med 8 % og den danske med 1,4 %.

Hvis dansk økonomi havde haft de svenske vækstrater siden 2008, havde samfundet været 233 mia. kr. rigere. Med tyske vækstrater, havde vi været 122 mia. kr. rigere.

På den korte bane er det mange penge af gå glip af. De kunne have været brugt til bedre skoler, sundhed, ældrepleje og skattelettelser mv. På den længere bane risikerer vi, at Danmark fanges i en kronisk lavvækst, som Japan har været det siden 1990’erne. Desværre er det ikke længere et scenarie, der er helt urealistisk.

Accelererende udgifter og indtægter, der ikke kan følge med

Når statens udgifter accelerer i et hurtigere tempo end indtægterne, så kommer der til at mangle ressourcer og det økonomiske råderum indskrænkes. Gabet mellem den velfærd som danskerne betaler for, og forventer at få og den velfærd, der kan lade sig gøre, bliver større og større.

Det rammer de mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser og hjælp. Det rammer de ledige, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre i den arbejdsdygtige alder, der får sværere ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det rammer ansatte på mindre og mellemstore virksomheder, der kun handler i Danmark, og det rammer ansatte i den offentlige sektor. Der bliver færre ressourcer per ældre og per skoleelev. Diskussionerne om, hvorvidt vi i Sundhedssektoren også fremover har råd til tilbyde den bedste (og ofte også dyreste) medicin og behandling, har været i gang et stykke tid.

Også ressourcestærke borgere mærker, når det økonomiske råderum indskrænkes. Kravene til produktivitet stiger for de stadigt færre, der trækker læsset. Og trods den høje skat, de afkræves, så oplever også de, at offentlig kernevelfærd såsom skoler, sundhed og ældrepleje år for år forringes i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Ofte vil det heller ikke være nok at betale for ydelserne én gang via skatten. Vil man f.eks. behandles hurtigere i Sundhedsvæsenet må man købe en privat forsikring. Vil man have mere hjemmehjælp til sin gamle mor, så må man også til lommerne igen.

Danmark er i en luksus fælde, hvor der kommer mindre ind, end der går ud. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Vi gældsætter os med andre ord for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Væksten skulle have finansieret en stor del af det, men den kom ikke, og så mangler pengene.

Der er ingen ekstra penge i at beskatte virksomhederne og befolkningen hårdere. Dén grænse er for længst overskredet, og det høje skattetryk er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.

Når politikerne ikke kan skrue skatten yderligere op for at dække de accelererende udgifter, så vedtager de finanslove med milliardstore underskud og fremrykker pensionsbeskatning for at få det hele til at se lidt pænere ud, upåagtet at det efterlader et hul i fremtiden, hvor pengene vil mangle.

Vi indtager en suveræn nr. 1 i verden, når det gælder skattetryk, og er flere procentpoint foran nr. 2, som er Frankrig. Vi er med andre ord ekstrem blandt de ekstreme. Det skader væksten og muligheden for at gøre kagen større til gavn for alle, ikke mindst for de svageste og for personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at normalisere det danske skattetryk.

Leveomkostningerne herhjemme er også i den høje ende, faktisk 43 % over EU gennemsnittet. Det betyder, at når f.eks. en tysk familie bruger 104 kr. på almindelige ting som mad, bolig, transport osv. så skal en dansk familie bruge 143 kr. for at købe det samme. Høje leveomkostninger og høje personskatter og afgifter er med til at presse lønningerne op, og dermed øge virksomhedernes omkostninger.

Når politikere taler om, hvordan de ”skaber jobs” så er der grund til at være på vagt. For det første, fordi det ikke er dem, der skaber jobs – det gør virksomhederne. For det andet, fordi der er en tendens til, at politikernes jobskabelse bliver en dyr og konkurrenceforvridende omfordeling, som det f.eks. er tilfældet med bolig-job ordningen.

Private virksomheder er nøglen til vækst

Som tidligere nævnt er Danmark på mange måder et godt land at drive virksomhed i. Men skattetrykket og arbejdsudbuddet udgør væsentlige barrierer for at tiltrække nye investeringer og arbejdspladser. Hvad det sidste angår, er vi ramt af, at der de kommende år vil komme små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Udviklingen får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når – og hvis – et opsving kommer, kan der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det inden det rigtigt når at komme i gang. Derfor skal det være mere attraktivt at arbejde, også for højtlønnede der i dag straffes med en topskat, hvis de yder en ekstra indsats. Virksomhederne skal have let adgang til at få arbejdskraft fra andre lande.

Noget tyder også på, at det ikke er attraktivt nok at etablere egen virksomhed i Danmark. Ifølge Eurostat er kun 8 % af danskerne selvstændige, mens EU gennemsnittet er 14 %. Tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser, at de nye og unge virksomheder er gode til at skabe vækst og arbejdspladser. Hvis antallet af selvstændige iværksættere var det samme som EU gennemsnittet, ville Danmark have 165.000 flere selvstændige. Når vi endelig har fået virksomhederne i gang, så vokser mange af dem ikke. Således viser en dugfrisk rapport fra Erhvervsstyrelsen, at der simpelthen ikke er skabt virksomheder med mere end 1.000 ansatte i Danmark inden for de seneste 20 år.

Vi har med andre ord alt for få nye virksomheder, og det lykkes ingen af dem at vokse sig rigtigt store.

Politikernes fornemmeste opgave er at skabe bedre rammevilkår for virksomhederne, så de bliver mere konkurrencedygtige. Det skal være mere attraktivt at starte en virksomhed og få den til at vokse, og det skal være mere attraktivt at placere investeringer i Danmark. Vækst i beskæftigelsen og økonomien skabes nu engang af private virksomheder gennem initiativ, risikovillighed, idérigdom, gåpåmod og ikke mindst hårdt arbejde. Når politikere blander sig med kunstige tiltag i markedernes naturlige mekanismer for udbud og efterspørgsel, så ender det tit både dyrt og dårligt.

Når det går godt for virksomhederne – når der er fremdrift og overskud – så går det også godt for resten af samfundet. Virksomhederne ansætter nye medarbejdere; det er nemt at skifte job, og nyuddannede, fleksjobbere og flygtninge kan lettere få en fod inden for på rigtige arbejdspladser.

Danmark har gode muligheder for at lykkes, men det kræver at vi vil og gør noget andet, end det vi plejer. Efter 10 års ørkenvandring uden vækst må det være på tide at komme i gang.

Lad os gøre kagen større

I 3. kvartal 2015 var der negativ vækst i Danmark. For femte år i træk må en regering – rød som blå – erkende, at dens skøn for væksten det følgende år har været for optimistisk. Jeg ved godt, at dansk økonomi er under indflydelse af udviklingen uden for vores egne grænser. Danskerne udgør trods alt kun 8 promille af verdens befolkning. Men dét vi bør kunne forvente af vores politikere, er, at de udviser rettidig omhu i forhold til de gigantiske – og kendte – udfordringer vi som samfund står overfor. Desværre sker det ikke.

Den manglende vækst kommer til at få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund. Det er væksten, der gør kagen større. Det er væksten, der skaber velstand og råderum til bl.a. at finansiere vores offentlige sektor og betale offentlige ydelser.

Desværre har der i flere år været ubalance mellem indtægter og udgifter. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Det betyder, at vi gældsætter os for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Skattetrykket er verdens højeste, og flertallet af befolkningen har i dag deres forsørgelse fra offentlige kasser. En totalt fejlslagen asyl- og migrant politik kommer med sikkerhed kun til at gøre ondt værre.

Der kommer små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Det får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når og hvis et opsving kommer, vil der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det, allerede inden det rigtigt er kommet i gang. Virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft er jo også en klar forudsætning for vækst.

Danmark er på mange områder et godt land at drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Desværre får det ekstreme skattetryk, og risikoen for at komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft, virksomheder (der har mulighed for det) til at vælge Danmark fra og placere investeringer og arbejdspladser andre steder.  

Væksten går uden om Danmark. Derfor er det afgørende vigtigt at vi normaliserer skattetrykket i Danmark – særligt på arbejde – for det skader væksten, gør kagen mindre og gør os alle sammen fattigere.

Kunsten at bruge penge

Milliarderne ruller lystigt i disse dage. Døren til gaveboden står på vid gab og kapløbet om, hvem der vil bruge flest penge på mere velfærd, er i fuld gang. Men pengene er der ikke. År efter år stiger gælden og få politikere synes optaget af, hvordan pengene skal tjenes.

underskud graf

Milliardstore underskud – der vil fortsætte så langt øjet rækker uden de nødvendige reformer – fremlægges frejdigt med budskaber om, at der ”er styr på økonomien og derfor råd til et endnu større forbrug”.

Men hvordan kan det være, at politik i så høj grad er kommet til at handle om, hvem der vil bruge flest penge?

I valgkampen er tendensen, at enhver god gerning gøres op i, hvor mange milliarder man har brugt, og hvor mange man vil bruge fremover. Knap så vigtigt er det, hvad man får for pengene eller hvem de skal tages fra.

  1. Derfor er det dårligt at spare, også selv om det er fornuftigt og ingen kommer til at mangle noget som følge af det.
  2. Derfor er det godt altid at bruge mere. Og har vi ikke pengene, så låner vi dem.

Skru helt op for både den varme og den kolde hane når badekarret fyldes – og pyt med, at ingen har sat proppen i!

Hvorfor handler debatten så meget om dagpenge og offentlige ydelser, og så lidt om, hvordan vi får gang i væksten og hjælper vores virksomheder med at blive mere konkurrencedygtige?

Som det eneste parti går Liberal Alliance til valg på en helt konkret 2025 plan, som er gennemregnet af finansministeriet. Det er en plan som vil gøre vores erhvervsliv mere konkurrencedygtigt ved at sænke selskabsskatten og indkomstskatten og fjerne arveafgiften. Det er en plan, som letter byrderne på turisterhvervene og landbruget.

Ifølge finansministeriet vil planen øge velstanden med 108 mia. og beskæftigelsen med netto 124.000 personer. En almindelig LO familie får 40.000 kr. mere om året til sig selv, netto efter skat og registreringsafgiften på biler fjernes helt, hvilket bl.a. gavner de mennesker, der bor i yderområderne og som har brug for en bil for at komme til og fra arbejde.

Jeg vil opfordre dig til den 18. juni at stemme på det parti, der har vækst på dagsordenen og modet til at fremlægge en konkret politik inden valget. Der er brug for vækst og flere rigtige jobs, hvis vi også i fremtiden skal have råd til at opretholde og udvikle det gode samfund som vi er fælles om.

Fortsat god valgkamp.

Vi skal bekæmpe fattigdom, ikke rigdom!

Finansminister Bjarne Corydons økonomer har regnet på, hvad der vil ske, hvis Liberal Alliances politik gennemføres.

De væsentligste konklusioner er:

  • Velstanden femdobles på 10 år i forhold til Thornings produktivitetsmålsætning. Det svarer til ekstra 108 mia. kr.
  • 124.000 flere fuldtidsjobs. Mange, som i dag forsørges af det offentlige, vil blive i stand til at forsørge sig selv.
  • Alle danskere, høj som lav, vil få mere luft i privatøkonomien. De fattigste 10 % vil få 7.000 mere til sig selv om året og de 10 % rigeste vil få 61.000 mere.

Kilde: Finansministeriet.

Det er rigtig gode nyheder for Danmark og danskerne. Vækst, beskæftigelse, større økonomisk råderum for den enkelte. Økonomien bliver markant sundere, og vi får igen råd til god kernevelfærd. Ingen bliver dårligere stillet. Alle vinder.

Men det synes Bjarne Corydon, der selv har leveret tallene, ikke. Han kalder tilmed planen for ”et eksperiment, der vil øge uligheden”. Det er i øvrigt selvsamme Corydon, som i 2011 stod bag den luftige plan ”Fair løsning” og ”har du 12 minutter…”.

Lad os se på lidt fakta:

Skattetrykket i Danmark er verdens højeste med 48,6 % af BNP. Til sammenligning er Frankrig nr. 2 med 45,0 % BNP og Sverige nr. 5 med 42,8 % BNP.

Efter gennemførelse af Liberal Alliances økonomiske plan, vil Danmark, med et skattetryk på 42,9 % stadig have et højere skattetryk end Sverige! Der er således på ingen måde tale om et ”eksperiment”, men snarere om en normalisering i forhold til de lande vi sammenligner os med.

I sin iver for at gøre alle lige, er det som om Corydon glemmer, at det er fattigdom – og ikke rigdom – vi skal bekæmpe.

Det får mig til at tænke på historien om de ti venner, der hver dag går på restaurant og spiser sammen. Regningen på 1000 kr. deler de på samme måde, som vi betaler skat:  De fire, der har mindst, betaler ikke noget, tre betaler 75 kr. og to betaler 125 kr. Den sidste, og den rigeste af dem, betaler 525 kr.

Sådan gør de hver dag i længere tid, og restauratøren beslutter derfor, at give dem en rabat på 200 kr. Rabatten bliver fordelt i forhold til, hvor meget de hver især betaler: De fire, der har mindst, betaler stadig ikke noget. De tre betaler 60 kr. De to betaler 100 kr. og den rigeste betaler 420 kr. Alle får således deres del af rabatten, og de fire, der har mindst, spiser stadig gratis.

Men så en dag begynder én at sammenligne, hvad de hver især har sparet. Han peger anklagende på den rigeste af vennerne og siger: ”Jeg fik kun 15 kr. i rabat, men du fik 105 kr. Det er uretfærdigt, at du fik syv gange mere end mig!” De andre i selskabet er helt enige: ”Hvorfor skal de rige altid have mere end os?” De fire, der ikke betaler for maden, er også forargede, for rabatten fik de jo slet ikke del i.

Det ender med, at den rige ven får en ordentlig omgang tæsk, og næste aften dukker han slet ikke op til middagen. De ni spiser som de plejer, men da regningen kommer, opdager de noget… der mangler 420 kr.

Drop boligjob-ordningen!

Liberal Alliance ønsker ikke en ny boligjob-ordning. Vi ønsker reelle skattelettelser for alle.

En dansker med en gennemsnitlig indkomst skal arbejde cirka fem timer for at have råd til at hyre en håndværker i blot en enkelt time. En opgave, der f.eks. vil tage en maler en uge at udføre, kræver altså, at man selv leverer mere end en måneds arbejde før der er tjent nok til, at kunne betale regningen! Mon ikke det er en del af forklaringen på, hvorfor danskerne er blevet sådan et stort gør-det-selv folk?

Mens man således kan finde den arbejdsløse maler i køen på jobcenteret, så må sygeplejersken – der ikke er maler, og i forvejen arbejder fuld tid – selv i gang med pensel og malerbøtte for at give børneværelserne en tiltrængt omgang i sin sparsomme fritid.

Boligjob-ordningen forsøger at afbøde nogle af de uhensigtsmæssigheder, der opstår, når et samfund progressivt beskatter arbejde som om det var skadeligt.

Men det er en dyr og ineffektiv måde at ”skabe” arbejdspladser på. Med sådan en ordning følger der altid regler: Hvem kan bruge ordningen? Hvem kan ikke? Hvordan kan den bruges, og i hvilket omfang? Hvilke blanketter skal anvendes? Der er betydelige omkostninger forbundet med administration, behandling af spørgsmål og klager, godkendelse og afvisning, kontrol og evaluering. Med andre ord: Mere tomt arbejde til verdens i forvejen største offentlige sektor!

Med boligjob-ordningen fodrer man hunden med sin egen hale. De penge, ordningen koster, kommer fra skatteyderne selv, og de samme penge (nu minus omkostningen til offentlig administration), går så retur til de samme skatteydere, der har søgt i ordningen. Taberne er de skatteydere, der ikke bruger ordningen, men får lov til at betale de andres fradrag. Og taberne er de erhverv, som ikke er omfattet af ordningen og som bliver valgt fra, fordi folk bruger pengene, hvor de opnår fradraget. Har man mon i V og C overvejet den oplagte og mindst bureaukratiske løsning: at sænke skatten på arbejde for alle?

I stedet for en boligjob-ordning vil Liberal Alliance lette skatten på arbejde, så det bliver mere attraktivt for alle at arbejde. Det er en langt mere effektiv måde at skabe vækst og nye arbejdspladser på.

Arrogante folkesocialister

Socialistisk Folkepartis gruppeformand, Jonas Dahl, beskylder i en Facebook opdatering Saxo banks direktør, Lars Seier, for at være flygtet til skattely i Schweiz: ”Lars Seier i deadline, vel at mærke fra Schweiz, vigtigt vi fremtidssikre velfærdssamfundet, øhh, og det bidrager du så til ved at flygte i skattely i Schweiz?”.

10801902_10153667924098475_897359201570650286_n

Opdateringen, og de efterfølgende reaktioner, er interessante, for Jonas Dahl udstiller en uvidenhed og arrogance som er en gruppeformand uværdig.

For det første, så er Lars Seier dansk statsborger og noget så sjældent som en topleder fra erhvervslivet, der deltager aktivt i den offentlige debat. Han er arbejdsgiver for 1440 ansatte, hvoraf en stor del arbejder og betaler skat i Danmark. Alene sidste år bidrog Lars Seier og Saxo bank med 553 mio. kr. til den danske statskasse i form af selskabsskatter, lønsumsafgifter, skat på lønninger etc. For dét beløb kan Danmark beskæftige ca. 1500 sygeplejesker, betale folkepension til ca. 4.500 ældre, eller undervisning for ca. 11.500 folkeskoleelever. Det er et væsentligt bidrag til vores samfund, som fortjener anerkendelse og respekt, men som hos Socialistisk Folkeparti mødes med nedladenhed og arrogance.

For det andet, så har Jonas Dahl efter sin opdatering, haft travlt med at slette indlæg og blokere personer, der oplyste om fakta, eller ikke var enige med ham. Er det måden, at føre en debat på – at nægte borgere, med andre synspunkter, at komme til orde?

Det er desværre ikke ualmindeligt, at Socialistisk Folkeparti føler sig kaldet til at pege fingre af private virksomheder og de mennesker, der løber en risiko og skaber de private arbejdspladser, vi som samfund er så afhængige af.

Aalborg Portland blev således truet på sin eksistens, da regeringen med SF i spidsen, ville femdoble NoX afgiften. 300 arbejdspladser i Nordjylland stod til at gå tabt. ”hvis de ikke kan betale, så må de jo lukke” lød det fra en af regeringens repræsentanter. Det er jo rigtigt, men hvad tror folkesocialisterne vi skal leve af, når de sidste private arbejdspladser forsvinder? Luftsteg og vindfrikadeller?

Lighedsutopia skader væksten

Venstrefløjen vil udbygge den store grad af økonomisk omfordeling vi allerede har i Danmark. Målet er mere lighed. Omfordelingspolitikken er udtryk for et socialistisk utopia, hvor ”ingen må have noget, alle ikke har”. Et nøje reguleret samfund, hvor mennesker er afhængige af Staten. Med 2.9 mio. voksne danskere, der har deres udkomme fra offentlige kasser, er det godt på vej.

Regeringens ministre ser det som deres opgave at fortælle os, hvad vi skal spise, med hvem og hvornår. Med kampagner viser de os den rette vej – deres vej. Vi skal være lige tynde, lige raske, leve lige længe osv. Problemet er, frie mennesker ikke passer ind i den politik. For vi har ikke de samme interesser, ønsker til livet, grader af risikovillighed, flid og intelligens. Frie mennesker tænker og gør forskellige ting, og derfor opnår vi forskellige ting i livet. Og heldigvis for det!

Hvis vi til eksempel regulerer to borgeres formue så de hver har præcis 100.000 kr. og en måned senere gør status, vil vi sandsynligvis opdage, at de nu ikke længere er lige:

Borger A har været i Kenya, og har købt en chow chow med stamtavle. A har også optaget et kviklån, så formuen er negativ med 10.000 kr. hvortil kommer udgifter til hundemad, -forsikring, dyrlæge, renter på kviklånet osv. A er blevet ”fattig”.

Borger B har ikke brugt sine penge, men har taget et ekstra arbejde og tjent 15.000 kr. (arbejde havde A ikke tid til pga. ferien i Kenya og hundetræning). B er blevet ”rig” – endda meget rig – sammenlignet med A.

B får nu en ekstra skat på sin ”formue” så A kan få et ekstra nødvendigt tilskud til sin husleje. Uligheden var blevet for stor. Resultatet er til at få øje på: Hvorfor gøre en ekstra indsats og spare op f.eks. til pension) når systemet straffer det? Hvorfor løbe en risiko med egen virksomhed og ansatte, når ”takken” er den grimme misundelse som topskatten er udtryk for? For samfundet koster det dyrt i form af lavere produktivitet og skatteindtægter. Vi bliver alle mere lige … fattige!

Men det er ikke kun økonomisk, at det koster, for med omfordelingen følger bureaukrati og ubehagelig overvågning af borgerne. Nogle ydelser er f.eks. betinget af, om man bor alene, så for at kontrollere det, kører kommunens medarbejdere rundt om natten og noterer om to ”registreret enlige” overnatter hos hinanden!

Topskat er en ren misundelsesskat

Socialdemokraternes skattepolitiske ordfører, Thomas Jensen, taler mod en afskaffelse af topskatten fordi der ”ikke er råd til skattelettelser”; ”det vil øge uligheden” og ”det er rimeligt at de, der tjener mest, også betaler mest”.

Lad os tage det sidste først: Også uden topskat vil en person med en høj indkomst altid betale mere i skat end en person med en lavere indkomst. Med en skatteprocent på f.eks. 40 vil A, der tjener 2 millioner, betale 800.000 kr. i skat, mens B, der tjener 200.000 kr. vil betale 80.000 kr. i skat, altså 1/10 del af dét som A betaler.  For eksemplets skyld er der set bort fra fradrag mv.

Topskatten straffer dét vi har så hårdt brug for, nemlig vækst og produktivitet. Der er 14.000 nye private arbejdspladser i at afskaffe topskatten. Til sammenligning leverer regeringens såkaldte ”vækstpakke”, bestående af 89 små initiativer, kun sølle 90 arbejdspladser! Topskatten belønner ’at holde fri’ i stedet for at arbejde ekstra. Også sort arbejde bliver mere interessant når den sidst tjente krone beskattes hårdt.

Thomas Jensen vender tingene på hovedet, når han kalder afskaffelse af topskatten for en ”gavebod for de rigeste”. Hvordan kan midler, som ikke bliver frataget én, blive til en ”gavebod for de rigeste”? Hvis du bliver stoppet på gaden af en røver og har 150 kr. i lommen, og han kun tager 100 kr. (og lader dig beholde 50 kr.) har du så fået en gave af ham?

”En fjernelse af topskatten øger uligheden” lyder det også. Det er jo rigtigt, men hvad er problemet egentlig? Altså bortset fra den grimme misundelse: ”Hvad alle ikke har, skal ingen have”. Ingen mister jo noget, blot fordi andre – helt fortjent – får mere ud af egen indsats.

Lavere skatter øger privatansattes produktivitet. Indkomststigningen, der følger heraf, beskattes naturligvis. Finansministeriet anerkender, at produktivitetsstigningen i sig selv betaler for skattelettelserne. Når der alligevel tales om, at det ”koster penge at afskaffe topskatten” skyldes det, at stigningstakten i offentlige overførsler og lønninger følger de privatansattes – upåagtet at disse grupper altså ikke selv er blevet mere produktive. At det skal være sådan, har Folketinget bestemt. En bedre model ville være regulering, der følger inflationen, således at købekraften bevares på det niveau, som politisk besluttes.

De tre topøkonomer, der for nylig har beregnet at en afskaffelse af topskatten – isoleret set – vil være både gratis og overskudsgivende, har altså ret.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det?

Kan man køre bil med bind for øjnene? Ja selvfølgelig kan man det: Nogle kommer et par meter, andre lidt længere, men i alle tilfælde ender det galt.

Kan en regering ignorere økonomiens naturlove? Kan den blive valgt på floskler om “velfærd… eller skattelettelser” og “har du 12 minutter, så har vi løsningen”? Ja selvfølgelig kan den det – vi har de politikere, vi selv vælger.

Dansk politik handler ikke meget om at skabe velstand og frihed og hjælpe de svageste, men meget mere om at omfordele mest muligt til flest muligt, dvs. middelklassen.

Befolkningen afleverer en stor del af deres indkomst til staten og modtager lommepenge retur – som den så kan forbruge på et marked, der er 50 % dyrere end gennemsnittet i EU. Gennem afgifter regulerer staten vores forbrug og lader os endnu engang spytte i kassen.

I stedet for at lette skatter og afgifter så det bliver muligt for en almindelig borger at hyre en håndværker, så skaber man et “håndværkerfradrag” som skal administreres. Mens mange håndværkere er arbejdsløse, går danskerne rundt og laver tingene selv eller køber det sort.

Politisk mener man ikke, at folk selv kan administrere deres feriepenge, derfor skaber man en statslig institution der skal opkræve og administrere dem.

The Show Must Go On, og vi svømmer alle rundt i gryden, der bliver varmere og varmere.

1970 var der 382.000 offentligt ansatte – i dag er der 834.000. Antallet af overførselsindkomstmodtagere er i samme periode steget fra 819.000 til 2.105.000. Der er således 2.9 mio. danskere, der har deres udkomme fra fælleskassen,. Det svarer til 66,6 % af befolkningen 18 +. Og udfordringen bliver kun større i fremtiden. I 1970 var 582.000 folkepensionister – i dag er der 1.037.000 og om 20 år vil der være 1.5 mio.

Gennemsnitligt giver hver nyfødt dansker et underskud på 850.000 kr., set over et helt livsforløb.

Alt dette er kendt viden. Alligevel agerer politikerne, som om de befinder sig på Titanic: Mens vandet fosser ind, drikker de champagne, hyggesnakker og nyder musikken.

Det er selvsagt uholdbart og rystende uansvarligt overfor vores børn og børnebørn at fortsætte i samme spor.

Kristian Thulesen Dahl – som man sagtens kunne mistænke for at være “den hemmelige socialdemokrat” – har vind i sejlene, og vil gøre verdens største offentlige sektor endnu større og sænke “reform-tempoet” som danskerne – i følge Pia Kjærsgaard – ikke forstår nødvendigheden af.

Kan man bilde folk ind, at vores høje omkostningsniveau og deraf svigtende konkurrenceevne ikke koster arbejdspladser?

Hvordan skal vi forsvare vores levestandard og arbejdspladser når vi helt forfejlet kalder konkurrence fra udlandet for “social dumping” og ser skævt til flittige og arbejdssomme mennesker, der tager mange af de jobs, som det ikke kan betale sig for “de udfaldstruede” at tage? Fordi vi i Danmark har indrettet os, som vi har: i vores egen osteklokke, med en forvokset, utidssvarende stat og alt, alt for få, der skal forsørge alt, alt for mange.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det? Må man være naiv, også selvom konsekvenserne for andre mennesker er fatale? Kan man lede landet på basis af, at der kommer “en god løsning i morgen?” Ja, selvfølgelig kan man det, hvis bare man får stemmer nok – ligesom man selvfølgelig kan køre bil med bind for øjnene – i hvert fald nogle meter.