Hvad mere er der egentlig at sige?

”Hvad mere er der egentlig at sige” spørger CV Jørgensen i sangen af samme navn fra 1994. Det samme kan man med rette spørge Danske Bank, som nu vil i dialog med deres kunder, om. 

Bankens topledelse, der tidligere ikke har forsømt en lejlighed til at markedsføre sig på værdier som ”ordentlighed og ansvarlighed”, har 

1) over en længere årrække ignoreret talrige advarsler og derved de facto indtaget en aktiv rolle som hvidvasker af ufattelige milliardbeløb til bl.a. terror og kriminalitet

2)   undladt på eget initiativ for år tilbage at undersøge forholdene i Estland selvom mistænkelige kundeprofiler og unormale profitmarginer i filialen allerede omkring overtagelsestidspunktet burde have givet anledning til det

3)   afgivet usande informationer til Finanstilsynet.

Danske Banks topledelse holdt pressemøde den 19/9 2018 på Tivoli hotel i København, hvor konklusionerne på bankens egen undersøgelse – og juridiske frifindelse – af sig selv blev præsenteret for en måbende offentlighed. Her forlød det bl.a. at CEO Thomas Borgen ville fratræde, men ikke lige nu. Bestyrelsesformand Ole Andersen ville også fratræde, men heller ikke lige nu. Det var en tå krummende pinlig forestilling, og en tydelig reminder om, hvad oprydning i organisationer har til fælles med trappevask: Man starter oppefra og ned.

Uduelig ledelse rammer desværre alle i en organisation, også lokale filialer og dygtige medarbejdere, der hver dag yder god service og rådgivning, er ordholdende og pligtopfyldende og nu helt ufortjent må stå på mål for beslutninger og svigt, som de intet har haft med at gøre. I Danske Banks tilfælde rækker følgerne endda langt udover ”egne rækker”, for både landets kreditværdighed og renommé risikerer at lide skade. Og bankens aktionærer behøver blot kaste et blik på aktiekursen for at forstå, hvor dyrt et bekendtskab inkompetent ledelse kan være.

Som kunde, aktionær og/eller medarbejder (i Danske Bank og alle andre steder) er det helt naturligt løbende at evaluere og spørge sig selv, om man stadig – alt taget i betragtning – er kunde, aktionær og medarbejder det rigtige sted, eller om tiden er inde til at se sig om efter noget andet og bedre. Det kan vi godt tage en dialog om, men hvad mere er der egentlig at sige?

Lavt hængende frugter i regionerne

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 1995 brugt 70 mia. kr. på offentlige sundhedsudgifter, og hvert eneste år derefter er det beløb steget, så det sidste år nåede op på knap 178 mia. kr.

Der er ikke noget mærkeligt i, at det koster penge at drive sundhedsvæsenet. Sundhedsudgifterne forventes da også at fortsætte med at stige, så de i 2060 vil være 47 % højere end i dag (kilde: Dream for Danske Regioner). 14 % af stigningen skyldes flere ældre, 14 % skyldes højere levealder og 19 % skyldes nye og dyrere behandlingsformer.

Presset på sundhedsvæsenet er stort, og der er ingen tvivl om, at det bliver endnu større i fremtiden. Men det handler ikke kun om flere penge. Det handler også om, hvordan de bliver brugt. Hvordan sikrer vi f.eks. at flere penge ikke forsvinder i bureaukrati, dobbeltarbejde og inkompatible IT-systemer? I de sidste 10 år er der i regionerne ansat 30 % mere administrativt personale og blot 8 % flere læger, sygeplejersker og sundhedspersonale. Det burde være omvendt. Læger og sygeplejersker over hele landet rapporterer, at der spildes tusindvis af årsværk fordi ledelse, processer og systemer ikke fungerer optimalt. Den slags ressourcespild bliver der ikke råd til i fremtiden.

Men der er også andre lavt hængende frugter, som regionerne kan plukke. Der er f.eks. de 428 millioner, som sygehusene glemmer at opkræve, når de behandler turister og udlændinge. Og der er de 4,2 mia. kr. som Dansk Erhverv har beregnet at regionerne kan spare ved at konkurrenceudsætte mere. De 4,2 mia. kr. er i øvrigt hele tre gange mere end de 1,4 mia. som det udskældte – og nu aflyste – 2 % produktivitetskrav handlede om.

Hvordan får vi et bedre sundhedsvæsen?

At sikre fri og lige adgang til sundhed for alle er en kerneopgave i vores velfærdssamfund. Men forestillingen om, at vi i Danmark har verdens bedste sundhedssystem er en myte. Ganske vist bliver flere behandlet, og vi lever længere, men samtidig knirker og knager det i fundamentet under os. Og presset stiger i takt med at vi bliver flere ældre, der (heldigvis) lever længere.

Lægerne er den mest stressede faggruppe i Danmark og undersøgelser viser, at utilfredsheden med arbejdsvilkårene er stor. Samtidig er patienternes tillid til behandlingen faldende og når det gælder tiltroen til samarbejdsevnen i sundhedsvæsenet, er den decideret lav. Særligt blandt pårørende, der har oplevet den, og blandt læger og sygeplejersker, der kender problemerne indefra (Trygfonden, Sundhedsvæsenet i følge danskerne, 2016). Krisen skyldes primært den måde vi har valgt at indrette og lede sundhedsvæsenet på. Det positive er, at vi kan gøre noget ved det, hvis vi vil.

Danmark er et lille land, opdelt i fem regioner, der hver for sig har en dobbeltrolle som både ejere af sygehusene og indkøbere af sundhedsydelser. Det er en uhensigtsmæssig og bureaukratisk måde at styre sundhedsvæsenet på. Ansvaret flyder, og når noget går galt sendes aben rundt mellem folketing, regioner og kommuner.

Når der går “politik i sundhed” går det ud over patienterne. Derfor skal Staten varetage den overordnede styring af sundhedsvæsenet og selvejende institutioner skal varetage driften og udviklingen af sygehusene.

Euro Health indekset, der sammenligner sundhedsvæsenet i 35 europæiske lande, placerer i 2016 Danmark på 9. pladsen. Holland er nr. 1 og Schweitz er nr. 2. Vi skal lære af de bedste, hvis vi vil gøre det bedre.

Hvordan ser det ud i dag, Bent Hansen?

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viste for nylig, at hver fjerde kræftpatient i Region Midtjylland ikke får sin livsvigtige behandling til tiden. Andelen af kræftpatienter, der ikke blev behandlet rettidigt, steg i 2. kvartal 2017 fra 20 % til 27 %. Bent Hansen har været ude at beklage, og samtidig kaldt det ”beskæmmende” at tallene for ventetiderne først kommer til ledelsens kendskab med flere måneders forsinkelse.

To alvorlige forhold får alarmklokkerne til at ringe. For det første er det stærkt bekymrende, at ventetiderne på kræftbehandling i vores region stiger. For det andet er det bekymrende, at regionerne tilsyneladende ikke formår at holde sig orienteret om vigtige nøgletal på daglig basis, hvorfor ledelsen de facto afskærer sig selv fra at agere optimalt. For hvordan kan man styre noget, hvis man ikke ved, hvad der foregår? Svaret er – det kan man ikke. Ligeså lidt som man kan køre bil med bind for øjnene.

Jeg håber at det nu er lykkedes Bent Hansen at få styr på disse akutte og uacceptable forhold. Vi er nu 1-2 uger fra afslutningen på 3. kvartal og det vil være interessant at vide, hvordan ventetiden har udviklet sig siden 2. kvartal. Hvordan ser det ud i dag, Bent Hansen?

På baggrund af de tidligere meldinger er mit bedste bud desværre, at man ikke ved det, men ”er klar over problemet og arbejder på at gøre det bedre”. Jeg håber, at jeg tager fejl. Men når man er ansvarlig for noget så alvorligt som behandlingen af livstruende sygdom, hvor hver time tæller, så nytter det altså ikke noget, at vital viden om ventetider ikke kan følges dagligt af ledelsen. Det dur ikke, at ledelsen på grund af manglende viden om, hvad der foregår, er afskåret fra at handle i tide til gavn for patienterne. Det er – for nu at bruge Bent Hansens eget udtryk – beskæmmende.

Hvad vil Dansk Folkeparti?

Bamse fra ”Bamse og Kylling” ligner sig selv udenpå. Men hvem er han inden i? Vi ved Lars Bom har været der. Og Søren Hauch-Fausbøll. Måske også andre.

Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard ligner også sig selv uden på. Men inden i må der være sket noget, for den økonomiske politik er nu den modsatte af, hvad den var i 1997. Der er tale om store fundamentale holdningsskift og ikke blot om tilpasninger til samfundsudviklingen.

F.eks. var DF og de tre toppolitikere i 1997 enige om:

1) Skatterne skal nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser
2) Indkomstskatten skal være en flad skat på 30 %, og
3) Selskabsskatten skal fjernes.

I 2016 er de samme politikere, i det samme parti, stadig enige. Nu bare om at mene det modsatte: Den offentlige sektor (i dag verdens næststørste) skal være endnu større. Skattelettelser til danskerne er der ”ikke råd til”, og der er ingen planer om at fjerne selskabsskatten.

V, K og LA gik til valg på nulvækst og minusvækst i det offentlige forbrug, mens DF ville øge det med 0,8 %. For at imødekomme DF foreslår regeringen i sin 2025 plan at afsætte 22 mia. til det formål men DF vil øge det yderligere til 35 milliarder.

Den udvikling er ærgerlig, for DF havde i 1997 fat i den rigtige politik. Danmarks problem i dag er ikke, at den offentlige sektor er for lille. Problemet er, at der på 10. år ingen vækst er i økonomien. Kagen bliver ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal have en bid af den. Og netop den manglende vækst gør os relativt fattigere og det rammer alle danskere, også DF’s egne vælgere.

Nyeste tal fra OECD viser at Danmark ikke længere er på listen over verdens 10 rigeste lande. Nu er f.eks. hollænderne, østrigerne og tyskerne rigere end os, og uden vækstreformer er der ingen tvivl om, at vi skal meget længere ned. Hvad vil DF gøre ved det? De andre partier i blå blok samt de radikale anerkender at Danmark er i vækstkrise. Gør DF?

Gentagne gange under valgkampen hørte vi sloganet ”Du ved hvad vi står for” Men ærlig talt: gør vi det?

21 integrationspakker senere

Siden 1999 har Folketinget vedtaget 21 forskellige integrationspakker. Alligevel er det år for år gået den forkerte vej. Unge med en anden etnisk baggrund end dansk er stærkt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og mange – særligt kvinder – i den arbejdsdygtige alder er ikke i arbejde. Rockwool Fonden har i en undersøgelse konstateret, at ikke-vestlig indvandring koster det danske samfund 16,6 mia. kr. årligt (2014). En udgift, som vil stige i takt med at flere kommer hertil.

Med ringe kvalifikationer, fysiske og psykiske sygdomme og måske andre ting i bagagen, er der for mange ny ankomne lang vej til selvforsørgelse. Særligt på det danske arbejdsmarked, hvor lønningerne er høje, og arbejde – også lavtlønnet – beskattes som om det var skadeligt. En protektionistisk fagbevægelse kræver høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, hvilket reelt udelukker mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skal løses, for arbejde er nøglen til vellykket integration.

Politikere, der har en facitliste for ”danskhed” og vil lovgive om alt fra frikadeller til julepyntsklipning i daginstitutionerne, rammer forbi skiven. I et åbent og frit samfund som det danske, skal der selvfølgelig være plads til mennesker, der er anderledes og har en anden baggrund, religion og kultur.

Problemet er med andre ord ikke, at lille Aisha ikke spiser frikadeller. Problemet er, at Aishas forældre ikke arbejder, og måske aldrig kommer til det.

Antallet af udlændinge, flygtninge og migranter vil, ifølge regeringen, stige de kommende år. Og dét selvom hverken integrations- eller asylpolitikken på noget tidspunkt har fungeret tilfredsstillende.

Sidste år druknede f.eks. 3.500 mennesker, heraf mange kvinder og børn, i et forsøg på at nå Europa. Ifølge Europol står menneskesmuglere for 90 % af trafikken til Europa.

Danmark bør indføre et asylstop og i stedet bruge ressourcerne i nærområderne. Gør vi det, kan vi hjælpe 8-10 gange flere og samtidig opnå en større sikkerhed for, at vi hjælper de rigtige.

Asylansøgning og -behandling bør kun foregå i nærområderne og Danmark skal selvfølgelig selv bestemme, hvor mange flygtninge vi vil tage imod. Hvis forældede konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så må konventionerne laves om.

Parallel aftale om Europol

”Det bliver ikke let, måske umuligt” sagde EU-præsident Donald Tusk under et møde i Statsministeriet den 17. maj om Danmarks muligheder for at opnå en parallel aftale om Europol.

Det er et interessant udsagn fra den øverste chef for EU set i det lys at alle, både i EU og i Folketinget, er enige om, at en aftale er i alles interesse.

Måske skal udsagnet derfor mere ses som ”et rap over fingrene” til danskerne fordi vi tillod os at stemme nej når EU ønskede et ja? Måske afspejler det i virkeligheden blot EU-præsidentens frustration over at stå i spidsen for et bureaukratisk og tungt EU system, der i realiteten ikke magter de opgaver de forventes at varetage?

Uanset om det er det ene eller det andet, eller måske en kombination, så tilsiger sund fornuft, at der kommer en aftale.

Hvis det ”ikke er let, og måske umuligt” at indgå en relativt simpel aftale som alle omkring bordet opnår fordele ved, har en klar interesse i, og som ingen er imod, ja så forstår jeg godt at EU i andre sammenhænge er handlingslammet og ineffektivt når interesserne er mere delte.

Efter min bedste overbevisning traf vi det rigtige valg da vi stemte nej i december 2015. For selvfølgelig skal Danmark ikke afgive mere suverænitet til et EU, der – i høj grad selvforskyldt – befinder sig i sin største eksistentielle krise nogensinde.

Væksten der blev væk

Dansk økonomi står stille og har gjort det i snart 10 år. Der har været flere tilløb til et opsving, men uden at det er blevet til mere. For nylig halverede de økonomiske vismænd så deres – i forvejen beskedne – vækstskøn for 2016 fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Den velstand som samfundet taber, når væksten udebliver, er enorm. Alligevel fylder den manglende vækst kun lidt i velfærdsdebatten, der mest handler om, hvordan pengene skal bruges og meget lidt om, hvordan de skal tjenes. Det blev tydeligt op til Folketingsvalget sidste år, hvor det regnede ned over vælgerne med milde gaver fra politikere, der gerne ville genvælges. At vi selv betaler for gaverne, og oven i købet gældsætter os for at gøre det, fuldender blot illusionen om et Danmark, der automatisk og altid vil være blandt verdens rigeste lande.

Efter snart 10 år uden vækst og uden tydelige tegn på, at den er på vej, så må det være på tide at gøre noget andet, end det vi plejer. Prisen for den manglende vækst er høj, ikke mindst for svage grupper og for personer i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet.

Et Danmark i slæbegear

Danmark er på mange måder et godt land at etablere og drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Som et lille land er vi vant til at tænke og handle internationalt. Men når det drejer sig om vækst klarer vi os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Og det ser ikke ud til at forandre sig i den nærmeste fremtid. For nylig punkterede de økonomiske vismænd således håbet om vækst i 2016, da de halverede deres – i forvejen beskedne – vækstskøn fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Lave vækstskøn for Danmark finder man også i prognoser fra OECD som vurderer, at Danmark vil få den 6. laveste vækst frem mod 2030 ud af 34 medlemslande.

Uden vækst, så bliver kagen ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal spise af den. Og det bliver vi, for vi lever heldigvis længere og bliver mange flere ældre i fremtiden. Dertil kommer, at andelen af danskere og indvandrere, der forsørges af offentlige kasser aldrig har været større og i dag udgør mere end halvdelen af befolkningen.

EU-Kommissionen offentliggjorde den 4. februar 2016 nye tal for den økonomiske udvikling i EU landene. Beregninger fra Dansk Byggeri viser på den baggrund, at den svenske økonomi i perioden fra 2008 til nu er vokset med 14 %, den tyske med 8 % og den danske med 1,4 %.

Hvis dansk økonomi havde haft de svenske vækstrater siden 2008, havde samfundet været 233 mia. kr. rigere. Med tyske vækstrater, havde vi været 122 mia. kr. rigere.

På den korte bane er det mange penge af gå glip af. De kunne have været brugt til bedre skoler, sundhed, ældrepleje og skattelettelser mv. På den længere bane risikerer vi, at Danmark fanges i en kronisk lavvækst, som Japan har været det siden 1990’erne. Desværre er det ikke længere et scenarie, der er helt urealistisk.

Accelererende udgifter og indtægter, der ikke kan følge med

Når statens udgifter accelerer i et hurtigere tempo end indtægterne, så kommer der til at mangle ressourcer og det økonomiske råderum indskrænkes. Gabet mellem den velfærd som danskerne betaler for, og forventer at få og den velfærd, der kan lade sig gøre, bliver større og større.

Det rammer de mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser og hjælp. Det rammer de ledige, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre i den arbejdsdygtige alder, der får sværere ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det rammer ansatte på mindre og mellemstore virksomheder, der kun handler i Danmark, og det rammer ansatte i den offentlige sektor. Der bliver færre ressourcer per ældre og per skoleelev. Diskussionerne om, hvorvidt vi i Sundhedssektoren også fremover har råd til tilbyde den bedste (og ofte også dyreste) medicin og behandling, har været i gang et stykke tid.

Også ressourcestærke borgere mærker, når det økonomiske råderum indskrænkes. Kravene til produktivitet stiger for de stadigt færre, der trækker læsset. Og trods den høje skat, de afkræves, så oplever også de, at offentlig kernevelfærd såsom skoler, sundhed og ældrepleje år for år forringes i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Ofte vil det heller ikke være nok at betale for ydelserne én gang via skatten. Vil man f.eks. behandles hurtigere i Sundhedsvæsenet må man købe en privat forsikring. Vil man have mere hjemmehjælp til sin gamle mor, så må man også til lommerne igen.

Danmark er i en luksus fælde, hvor der kommer mindre ind, end der går ud. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Vi gældsætter os med andre ord for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Væksten skulle have finansieret en stor del af det, men den kom ikke, og så mangler pengene.

Der er ingen ekstra penge i at beskatte virksomhederne og befolkningen hårdere. Dén grænse er for længst overskredet, og det høje skattetryk er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.

Når politikerne ikke kan skrue skatten yderligere op for at dække de accelererende udgifter, så vedtager de finanslove med milliardstore underskud og fremrykker pensionsbeskatning for at få det hele til at se lidt pænere ud, upåagtet at det efterlader et hul i fremtiden, hvor pengene vil mangle.

Vi indtager en suveræn nr. 1 i verden, når det gælder skattetryk, og er flere procentpoint foran nr. 2, som er Frankrig. Vi er med andre ord ekstrem blandt de ekstreme. Det skader væksten og muligheden for at gøre kagen større til gavn for alle, ikke mindst for de svageste og for personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at normalisere det danske skattetryk.

Leveomkostningerne herhjemme er også i den høje ende, faktisk 43 % over EU gennemsnittet. Det betyder, at når f.eks. en tysk familie bruger 104 kr. på almindelige ting som mad, bolig, transport osv. så skal en dansk familie bruge 143 kr. for at købe det samme. Høje leveomkostninger og høje personskatter og afgifter er med til at presse lønningerne op, og dermed øge virksomhedernes omkostninger.

Når politikere taler om, hvordan de ”skaber jobs” så er der grund til at være på vagt. For det første, fordi det ikke er dem, der skaber jobs – det gør virksomhederne. For det andet, fordi der er en tendens til, at politikernes jobskabelse bliver en dyr og konkurrenceforvridende omfordeling, som det f.eks. er tilfældet med bolig-job ordningen.

Private virksomheder er nøglen til vækst

Som tidligere nævnt er Danmark på mange måder et godt land at drive virksomhed i. Men skattetrykket og arbejdsudbuddet udgør væsentlige barrierer for at tiltrække nye investeringer og arbejdspladser. Hvad det sidste angår, er vi ramt af, at der de kommende år vil komme små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Udviklingen får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når – og hvis – et opsving kommer, kan der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det inden det rigtigt når at komme i gang. Derfor skal det være mere attraktivt at arbejde, også for højtlønnede der i dag straffes med en topskat, hvis de yder en ekstra indsats. Virksomhederne skal have let adgang til at få arbejdskraft fra andre lande.

Noget tyder også på, at det ikke er attraktivt nok at etablere egen virksomhed i Danmark. Ifølge Eurostat er kun 8 % af danskerne selvstændige, mens EU gennemsnittet er 14 %. Tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser, at de nye og unge virksomheder er gode til at skabe vækst og arbejdspladser. Hvis antallet af selvstændige iværksættere var det samme som EU gennemsnittet, ville Danmark have 165.000 flere selvstændige. Når vi endelig har fået virksomhederne i gang, så vokser mange af dem ikke. Således viser en dugfrisk rapport fra Erhvervsstyrelsen, at der simpelthen ikke er skabt virksomheder med mere end 1.000 ansatte i Danmark inden for de seneste 20 år.

Vi har med andre ord alt for få nye virksomheder, og det lykkes ingen af dem at vokse sig rigtigt store.

Politikernes fornemmeste opgave er at skabe bedre rammevilkår for virksomhederne, så de bliver mere konkurrencedygtige. Det skal være mere attraktivt at starte en virksomhed og få den til at vokse, og det skal være mere attraktivt at placere investeringer i Danmark. Vækst i beskæftigelsen og økonomien skabes nu engang af private virksomheder gennem initiativ, risikovillighed, idérigdom, gåpåmod og ikke mindst hårdt arbejde. Når politikere blander sig med kunstige tiltag i markedernes naturlige mekanismer for udbud og efterspørgsel, så ender det tit både dyrt og dårligt.

Når det går godt for virksomhederne – når der er fremdrift og overskud – så går det også godt for resten af samfundet. Virksomhederne ansætter nye medarbejdere; det er nemt at skifte job, og nyuddannede, fleksjobbere og flygtninge kan lettere få en fod inden for på rigtige arbejdspladser.

Danmark har gode muligheder for at lykkes, men det kræver at vi vil og gør noget andet, end det vi plejer. Efter 10 års ørkenvandring uden vækst må det være på tide at komme i gang.

Negativ moms er et tag-selv bord

SKAT udbetalte 237 milliarder i negativ moms i 2014. Det er en stigning på hele 34 % sammenlignet med 2010. Dette fremgår af et svar fra Skatteministeriet den 23/11 2015. Stigningen burde få alarmklokkerne til at ringe langt ind i Skatteministeriet og regeringen. Men det gør den desværre ikke. Heller ikke selvom prognoser tyder på, at udbetalingerne blot er accelereret yderligere i 2015. 

Virksomheder, der er berettiget til refusion, skal naturligvis have det. Men den voldsomme stigning i udbetalingerne tyder på, at der i stort omfang også svindles med ordningen.  

I 2014 ansøgte 173.958 om at få negativ moms udbetalt. Heraf kontrollerede SKAT blot 5.182 af anmodningerne, hvilket er færre end tre procent. 97 % blev således udbetalt uden kontrol. Skatteministeriet har oplyst i den forbindelse, at de mener “kontrollen med momsudbetalinger har været tilfredsstillende”.

I et samråd den 29/1 2016 oplyste Skatteminister Karsten Lauridsen “Hvis vi vil have et momssystem, der er tillidsbaseret fremadrettet, så bliver vi nødt til at acceptere, at der er en del, som ikke afregner den moms, de skal, bevidst eller ubevidst, og der vil også være nogle, som vil kunne udnytte huller i systemet og lave organiseret svindel.” Ministeren anslog ved samme lejlighed, at staten som følge heraf går glip af mellem 10 og 18 mia. kr. årligt.

SKAT har tidligere meddelt, at de ved kontrol af negativ-moms anmodninger finder fejl og fusk i mere end halvdelen. Hvis det er rigtigt, så forekommer Skatteministerens vurdering at være endog meget optimistisk og det reelle tab formodentlig meget større. Udover at Statskassen går glip af store tocifrede milliardbeløb, så rammes lovlydige virksomheder, der afregner dét de skal. De udsættes nemlig for unfair konkurrence fra de, der ikke gør, og derfor kan operere med lavere omkostninger.

Der er akut behov for et forenklet, transparent og mere retfærdigt skatte- og afgiftssystem, hvor fokus er på kerneopgaverne. Der er brug for en ny, kompetent ledelse i SKAT. Ingen, uanset politisk ståsted, kan være tjent med at borgernes penge fortsætter med at fosse ud af statskassen til svindlere og – i nogle tilfælde – terrorister. Den brændende platform har aldrig været mere brændende.

Liberal Alliance foreslår, at Skatteministeriet nedlægges og erstattes af en styrelse under Finansministeriet. Fokus for en ny Skattestyrelse skal være at sørge for en ordentlig og redelig inddrivelse af skat efter gældende love og regler. Det sidste har der jo desværre også vist sig at være problemer med.

SKAT har brug for en ny start

SKAT i sin nuværende form minder om Titanic. En supertanker, som man ikke forestiller sig kan synke. Mens vandet fosser ind, spiller musikken lystigt, champagnen flyder og vi sidder forstenede tilbage og lytter til en rådvild og naiv Skatteminister, der taler om et langt, sejt træk og om en ledelse i SKAT, som han fortsat har tillid til.

Alene EFI skandalen anslås at løbe op i 14.000.000.000 kr. Hertil kommer så yderligere et tocifret milliardbeløb, som SKAT har udbetalt til svindlere i udbytterefusion og negativ moms. Sagerne har stået i kø for at afløse hinanden. SKAT har beviseligt ageret ulovligt, ligegyldigt, inkompetent og stupidt. Og måske har vi kun set toppen af isbjerget.

SKAT har brug for en ny start – en ny tidssvarende måde at arbejde på, og sidst men ikke mindst, en ny ledelse, der ved, hvad den har med at gøre. Der er mere end 6.000 ansatte i SKAT, der nu får tilført yderligere 400 medarbejdere. At Jesper Rønnow, den øverste direktør i SKAT, fortsat er blandt dem, er ubegribeligt.

Så længe SKAT er underlagt dårlig ledelse vil der også være et umætteligt behov for flere ressourcer. Men at tilføre flere ressourcer, uden samtidig at tage et opgør med ledelsen og kulturen, det svarer til at hælde vand i et badekar uden at sætte proppen i.

God ledelse handler om at gøre det rigtige – rigtigt. Og det første er det vigtigste. Der er som bekendt ikke noget mere værdiløst end at blive super effektiv til at gøre noget, der aldrig skulle have været gjort. Hvad ledelsen i SKAT angår, så har den flere gange vist, at den ikke formår, hverken at gøre det rigtige, eller at gøre det rigtigt.

Tilliden til SKAT er ikke-eksisterende. Og i det lys er den plan, der er fremlagt af Karsten Lauritzen, helt utilstrækkelig. Den er et plaster på et brækket ben. Det trøster måske lidt, men benet er stadig brækket.

Skatteministeren havde en enestående chance for at træde i karakter og genopfinde SKAT. En chance for at tage et opgør med en dysfunktionel kultur og starte på en frisk. Den chance er nu forpasset. Ministeren har nemlig valgt at lappe på den gamle, syge organisation og køre videre i den samme rille.

Kun to ting er helt sikre, når det gælder lapperier i SKAT: Det bliver rigtig, rigtig dyrt. Og det er dig og mig, der betaler.

Dårlige kunder er et udbredt fænomen

Alt for mange virksomheder døjer med dårlige kunder. Og det er både ærgerligt og dyrt. De dårlige kunder nøjes nemlig ikke med kun at skade bundlinjen, de er tit også mere krævende og utilfredse end de gode kunder, hvilket påvirker medarbejdernes trivsel og kundefokus negativt.

Undersøgelser af fænomenet peger på, at årsagen til, at de dårlige kunder får lov til at fortsætte som kunder, skal findes i en blanding af manglende overblik over kunderne og deres værdi samt manglende metoder til at identificere og afvikle dem.

Dertil kommer, at finanskrisen gør ondt værre. Når salgsafdelingen må kæmpe hårdt for selv de mindste krummer i et vigende marked, ja så skal der meget til for at sætte en kunde på porten, også selvom det er det rigtige at gøre.

Hvad er en god og en dårlig kunde?

Nogle af de ting der kendetegner en god kunde kan være: Stor lønsomhed, betaler til tiden, køber meget (eller har potentiale for det), er nem at samarbejde med, er tilfreds og glad for produkterne og kontakten, kommer måske med gode input til produktudviklingen og anbefaler os gerne til andre.

En dårlig kunde har et eller flere af de modsatte kendetegn: Urentabel, ustabil betaler, lille omsætning og begrænset potentiale, besværlig og sjældent helt tilfreds.

Det kan være én, der afgiver mindre ordrer, ofte fulgt op med krav om særlige tilpasninger, større rabatter, hurtigere levering og specielle betalingsbetingelser (også selvom de ikke bliver overholdt alligevel). Samtidig stilles unødvendige krav om at blive betjent af én bestemt medarbejder og der skældes ud, hvis ventetiden i telefonen sniger sig op over de 30 sekunder! Sættes ordren i værk, ringer kunden med nye ændringer og beklager sig højlydt over den manglende fleksibilitet, hvis de særlige ønsker ikke omgående imødekommes. Og så videre og så videre.

Når regnskabet gøres op, har virksomheden ingenting tjent, måske endda sat penge til. I hvert fald kunne den energi der er spildt på at servicere den dårlige kunde have været brugt bedre på at servicere de gode kunder.

Har du de rigtige kunder?

Indsigt i på hvilke kunder bundlinjen vindes og tabes er uvurderlig. Hvis virksomheden ikke allerede har dette overblik anbefales det at få det.

Der kan være stor indtjening at hente ved at

  1. Identificere de dårlige kunder
  2. Udvikle eller afvikle dem, og
  3. Implementere metoder til at spotte dem på forhånd og dermed undgå at få dem som kunder til at begynde med

Selvfølgelig er der mulighed for at en dårlig kunde kan udvikle sig til at blive en god kunde. Ofte viser den mulighed sig dog at være mere teoretisk end reel. Håbet er lysegrønt og håbet om en dag at få en god forretning ud samarbejdet med en dårlig kunde er en væsentlig del af forklaringen på at den dårlige kunde accepteres i virksomhederne.

Ryd op og stil krav til de dårlige kunder

Når en dårlig kunde er identificeret er næste trin at se på om vedkommende kan udvikles til at blive en lønsom kunde.

En vej frem kan være at stille særlige krav til de dårlige kunder:

  • Betales der ikke rettidigt? Stil krav om forudbetaling.
  • Ændres små ordrer eller bestillinger jævnligt? Tag gebyrer for ændringer og særlige tjenester.
  • Kræves rabatter selv ved små ubetydelige ordrer? Sig nej!
  • Kommer der mange små ordrer, der med fordel kunne samles i én større ordre? Sæt prisen op på mindre ordrer og gør det mere attraktivt at afgive større ordrer.
  • Opfører kunden sig urimeligt overfor dine medarbejdere? Sørg for at kunden får telefonnummeret til konkurrenten.

Når der er ryddet op og gjort rent bord, kan den nyvundne energi med fordel bruges på at gøre en ekstra indsats for at styrke samarbejdet med de lønsomme kunder.

Dine gode kunder, medarbejdere og bundlinjen vil sætte pris på det.

I et tomrum mellem krise og opsving

Ifølge regeringen selv har den ”med ansvarlig økonomisk politik” bragt Danmark gennem krisen. Regeringens politik har skabt vækst i økonomien og fremgang i beskæftigelsen, forlyder det.

Men det er at pynte sig med lånte fjer. Oven i købet lånte fjer, som både er flossede og farveløse.

For det første, så skrottede S-SF selv sin egen luftige økonomiske politik da de dannede regering med de Radikale i 2011. I regeringsgrundlaget står ordret, at S-R-SF regeringen vil ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Hvis den økonomiske politik således virker i dag, så er det jo VK-regeringens politik, der virker? S og SF ville jo som bekendt noget helt andet med ”Fair løsning” og ”Har du 12 minutter” men som det står klart i dag, så var der tale om varm luft.

For det andet, så oversælger regeringen i stor stil ”hvor godt det går”. Det er rigtigt, at virksomhedernes investeringer er for opadgående. Men det er altså også fra et uhyggeligt lavt niveau. Det laveste niveau i 20 år.

Lige nu befinder vi os i et tomrum mellem krise og opsving. Vi skal glæde os over 1 % vækst, for ”en op er en op”. Men der er ingen grund til at åbne champagnen, for opsvinget er usikkert og i sin spæde start. Danmarks vækst på 1 % i 2014 svarer til det europæiske gennemsnit, og vi klarer os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. F.eks. i Sverige er væksten dobbelt så stor som i Danmark. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Er det godt nok?

Ikke hvis der også skal være velfærd som vi kender det, til de kommende generationer. Danmark står overfor massive udfordringer med en aldrende befolkning og alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet på passiv forsørgelse. Der er strukturelt underskud så langt øjet rækker, og regeringen gældsætter vores børn for at få råd til velfærden. Uanset om der er 1 % vækst eller ej, så er Danmark havnet i en luksusfælde, hvor vi tjener mindre end vi bruger, og hvor der er et indlysende behov for økonomiske reformer.

Liberal Alliance har som det eneste parti i Folketinget fået gennemregent og blåstemplet sin økonomiske 2025 plan af Finansministeriet. Det er en plan, der vil normalisere skattetrykket, øge velstanden for alle danskere og sikre, at der også i fremtiden vil være råd til velfærd. Skal vi ikke se at komme i gang?

 

Drop boligjob-ordningen!

Liberal Alliance ønsker ikke en ny boligjob-ordning. Vi ønsker reelle skattelettelser for alle.

En dansker med en gennemsnitlig indkomst skal arbejde cirka fem timer for at have råd til at hyre en håndværker i blot en enkelt time. En opgave, der f.eks. vil tage en maler en uge at udføre, kræver altså, at man selv leverer mere end en måneds arbejde før der er tjent nok til, at kunne betale regningen! Mon ikke det er en del af forklaringen på, hvorfor danskerne er blevet sådan et stort gør-det-selv folk?

Mens man således kan finde den arbejdsløse maler i køen på jobcenteret, så må sygeplejersken – der ikke er maler, og i forvejen arbejder fuld tid – selv i gang med pensel og malerbøtte for at give børneværelserne en tiltrængt omgang i sin sparsomme fritid.

Boligjob-ordningen forsøger at afbøde nogle af de uhensigtsmæssigheder, der opstår, når et samfund progressivt beskatter arbejde som om det var skadeligt.

Men det er en dyr og ineffektiv måde at ”skabe” arbejdspladser på. Med sådan en ordning følger der altid regler: Hvem kan bruge ordningen? Hvem kan ikke? Hvordan kan den bruges, og i hvilket omfang? Hvilke blanketter skal anvendes? Der er betydelige omkostninger forbundet med administration, behandling af spørgsmål og klager, godkendelse og afvisning, kontrol og evaluering. Med andre ord: Mere tomt arbejde til verdens i forvejen største offentlige sektor!

Med boligjob-ordningen fodrer man hunden med sin egen hale. De penge, ordningen koster, kommer fra skatteyderne selv, og de samme penge (nu minus omkostningen til offentlig administration), går så retur til de samme skatteydere, der har søgt i ordningen. Taberne er de skatteydere, der ikke bruger ordningen, men får lov til at betale de andres fradrag. Og taberne er de erhverv, som ikke er omfattet af ordningen og som bliver valgt fra, fordi folk bruger pengene, hvor de opnår fradraget. Har man mon i V og C overvejet den oplagte og mindst bureaukratiske løsning: at sænke skatten på arbejde for alle?

I stedet for en boligjob-ordning vil Liberal Alliance lette skatten på arbejde, så det bliver mere attraktivt for alle at arbejde. Det er en langt mere effektiv måde at skabe vækst og nye arbejdspladser på.

De andres skyld

Det er ikke altid tingene går, som man regner med, hvilket denne lille historie handler om. For et halvt års tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville hjælpe en lille énmandsvirksomhed i Syddanmark, der var kommet i økonomiske vanskeligheder. Det ville jeg gerne.

Det lignede en overskuelig opgave, uden den kompleksitet og det kaos, der ofte møder én som frivillig rådgiver i ”Early Warning” korpset, når vi rykker ud for at hjælpe nødlidende virksomheder. Det handler om at skabe overblik, rydde op og – forhåbentlig – bidrage til at finde en ny og bedre vej fremad.

Jeg skulle dog snart blive klogere.

Som det er normal praksis, havde jeg i forvejen fået en beskrivelse og nogle fakta om virksomheden, så jeg havde mulighed for at være velforberedt til det første møde. På ”Matchmødet”, som det første møde kaldes, ser parterne hinanden an, stiller spørgsmål og drøfter udfordringerne og mulighederne for at løse dem. Dialogen foregår altid i øjenhøjde,  med empati og forståelse for, at virksomheden står i en udsat og sårbar position.

Der var her tale om en lille forretning uden andre medarbejdere end indehaveren selv. Omsætningen over de seneste år havde været stabil og det samme havde indtjeningen. Han forhandlede produkter, bl.a. til landbruget. Lønnen til indehaveren var beskeden, men tilstrækkelig til at leve af, så hvorfor var der krise? Af beskrivelsen fremgik, at indehaveren havde opbygget en privat gæld, som nu var begyndt at belaste virksomheden.

Fredag eftermiddag, hvor mødet skulle finde sted, kørte jeg fuld af fortrøstning hjemmefra. Dette skulle nok blive en succes. Det skulle blive rart med en ny sag, som var enkel og overkommelig.

Det første, der mødte mig, da jeg ankom til virksomheden, var et kæmpemæssigt rod. Bunker af papirer, tøj, gamle ting, pizzabakker osv. lå overalt i store mængder og man kunne kun bevæge sig rundt i lokalerne på stier, der var skabt på gulvet. Indehaveren virkede forvirret og nervøs, men det er i sig selv ikke usædvanligt. I et hjørne, bag en stor computerskærm, sad der en teenagepige med store høretelefoner på og spillede computerspil. Indehaveren fjernede nogle bunker fra et bord, vi satte os ned og mødet gik i gang.

Efterhånden som samtalen skred frem, viste det sig at handle om, at indehaveren spillede om penge på internettet, når han kedede sig. Mange penge. Egne penge og alle dem, han havde haft mulighed for at låne. Så længe banken, kreditkortselskaberne og kviklån-udbydere ville låne ham penge, ligeså længe spillede han.

Det oplevede han overraskende nok ikke som det egentlige problem. Dét, han oplevede som et problem, var, at de nu gerne ville have deres penge igen, og derfor var begyndt at rykke. Ikke kun via breve, som han ikke åbnede, men også per telefon. Derfor var han holdt op med at tage telefonen. Han mente ikke selv, at han var ludoman. Problemet var snarere, at de, der havde lånt ham penge, nu ville have dem igen. 

Da vi skulle til at runde mødet af, sagde jeg, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne hjælpe, når han ikke vedkendte sig sit ansvar og ikke mente, han havde et spilleproblem. Selvfølgelig kunne vi kontakte alle kreditorerne og lave aftaler, men hvad hjalp det, hvis han fortsatte med at spille for lånte penge? 

Han sagde nu, at han godt kunne se det og ville gøre det, der skulle til. Jeg bad ham om at åbne sine rudekuverter, lave en liste med alle han skyldte penge, og derefter sende den til mig. Han skulle også tage kontakt til Center for Ludomani i Odense for at komme i behandling. Det lovede han at gøre, men jeg hørte aldrig fra ham igen.

Der er nu gået et halvt års tid, og jeg tænker stadig ind imellem på, hvordan det går med ham og hans pige og på, om jeg skulle have gjort det anderledes.

Steder, beskrivelser og begivenheder er ændret hvor det er nødvendigt for at beskytte anonymiteten.

Hvor går man hen, når alt går ned?

”Hvor går man hen når alt går ned?” spørger CV Jørgensen i sangen Kort Proces. Det er et godt spørgsmål. Svaret vender vi tilbage til om lidt.

Lad os først se det uundgåelige i øjnene: Det er farligt at leve, man ender med at dø af det! Og der vil altid eksistere kriser. Ofte vil de gøre ondt, ændre tingenes tilstand og skabe nye spilleregler, som der ikke er nogen garantier for at man vil synes om. Ofte vil kriser komme ubelejligt og føles meget uretfærdige! Ud over at tage almindelige fornuftige forholdsregler, så er dét vi som mennesker kan arbejde med i relation til kriser, vores evner til at tolerere og tackle omvæltningerne og få noget godt ud af dem, når vi en dag igen står på den anden side.

Gør vi stadig det rigtige?

Kriser er en oplagt lejlighed til at tage aktiviteter og strategi op til revision og se på, om tiden og kræfterne bruges rigtigt: Skal virksomheden reorganiseres og trimmes? Skal der prioriteres anderledes i den turbulente periode, hvor dårlig sigtbarhed gør det svært at navigere og hvor der ikke er plads til de svageste aktører? Hvor bevæger markedet, kunderne og konkurrenterne sig hen? Hvornår vender det? I en krise er det helt afgørende for en virksomhedsleder at kunne analysere og korrigere sin kurs med kort varsel.

Kriser flytter mennesker

Mennesker, der har været igennem personlige kriser, kan ofte fortælle, hvordan oplevelserne har gjort dem stærkere, hvordan de er blevet bedre til at prioritere og til at vælge til-og-fra blandt livets mange tilbud. Tilværelsens udfordringer er kommet i perspektiv på en ny måde så problemer, der tidligere syntes store og uløselige, nu opleves som ubetydelige. En anden positiv melding er, at samvær med dem, man virkelig holder af, er blomstret op og værdsættes mere. Noget tyder på, at kriser får os til at søge tilbage til det væsentlige, mod de ting, der virkelig betyder noget. Kriser flytter mennesker og mange gange viser det sig i sidste ende at være godt, både for den enkelte og omgivelserne.

Kriser skaber fremskridt

”Det er sulten, der driver os” var engang et slogan for et københavnsk reklamebureau. Og der er meget rigtigt i det udsagn, for nødvendighed er en god motivationsfaktor for at tænke nye tanker og skabe de unikke løsninger, der ikke kommer i ”fede tider” når automatpiloten er sat til og alt er business as usual. Kriser kan inspirere os, udfordre vores grænser og værdier og give os lejlighed til at møde ukendte sider af os selv. Og hvem har ikke brug for det engang imellem?

”Hvor går man hen når alt går ned?” CV Jørgensen giver et bud i sangen Lediggang a go go: ”neden om og hjem for til syvende og sidst at blive til rigtige mennesker igen”.