Kommunal branding uden effekt

”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Sådan lyder det i Dan Turell’s kendte værk ”En hyldest til hverdagen” fra 1984. Og undersøgelser fra bl.a. Center for Fremtidsforskning viser, at netop det gode hverdagsliv spiller en afgørende rolle for, hvor danskerne bosætter sig.

Det handler bl.a. om arbejde, indkøbsmuligheder, nærhed til familie og venner. Det handler om gode skoler og daginstitutioner, om jævnaldrende legekammerater i kvarteret, om adgangen til natur og til et aktivt foreningsliv. Vi vil bo, hvor vi kan føle os trygge, og hvis vi har mindre børn, skal der helst være cykelstier til og fra skolen. Vi vil bo, hvor vi har råd til at bo, så der er overskud i økonomien til oplevelser, til uforudsete udgifter og til opsparing. Hvis man er flyttet fra et område, hvor man er vokset op, kan der opstå et stærkt ønske om senere i livet at vende tilbage hertil. Personlige præferencer og husstandens sammensætning spiller naturligvis også en rolle. En erhvervsaktiv småbørnsfamilie har f.eks. andre behov end en enlig pensionist.

Kommunale investeringer i markedsføring af kommunen, prestigefyldte golfturneringer, stadion- og museumsbyggerier, VIP billetter, fadøl og fodbold der skal ”brande byen og sætte den på landkortet” bidrager – i følge de førnævnte undersøgelser – desværre ikke nævneværdigt til at øge tilflytningen. Tværtimod tager de ressourcer fra kommunale kerneområder som skoler, daginstitutioner og den frivillige idræt. Og det er efter Liberal Alliances opfattelse overhovedet ikke rimeligt.

Sidst, men ikke mindst, så betyder det altså også en hel del for almindelige familier, hvad de har tilbage til sig selv efter at skatten er betalt. En lavere kommuneskat ville betyde en lidt lettere og mindre presset hverdag for mange familier. Også af den grund ville det klæde byrådet at være mere ydmyg omkring, hvordan borgernes penge bruges. Og også af den grund arbejder Liberal Alliance for at sætte kommuneskatten ned allerede i 2018.

Afgift på udeservering – nej tak

Af Byrådsmedlem Morten D. Høgh (LA) og byrådskandidat Johnny Heinmann (LA)

Det betyder noget for Silkeborgs vækst og fremtidige udvikling, at kommunen tilbyder virksomhederne gode rammer og vilkår. Og det betyder noget for os, der bor her – og for potentielle tilflytterne – at Silkeborg, blandt meget andet godt, har gode skoler, daginstitutioner, natur og et spændende og varieret byliv med specialbutikker og detailhandel. Byens restauranter og caféer bidrager med udeservering til at skabe liv i gaderne og til at gøre byen attraktiv for både borgerne og de mange turister, der hvert år gæster Silkeborg. Det skal der ikke være afgift på.

Med hensyn til skatter og afgifter, så er netop restauranter og caféer i forvejen hårdt spændt for. At belaste restauranter og caféer i Silkeborg med en ny afgift på udeservering er efter Liberal Alliances opfattelse et skridt i den forkerte retning og ikke noget som et borgerligt ledet byråd skal lægge stemmer til.

Den konservative formand for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen, forsvarer forslaget i Avisen den 18/3: ”Vi beder om, at de erhvervsdrivende er med til at betale nogle af de driftsudgifter, som kommunen har, for at f.eks. Henrik Jørgensen (Restaurant Underhuset) kan drive sin virksomhed på Silkeborg Torv”.

Men hvem kommer mon i sidste ende til at betale en ny afgift på udeservering, som det jo heller ikke er gratis at administrere og føre tilsyn med? Rigtig gættet. Det gør selvfølgelig kunderne. Hvem ellers?

For det første, så er en udgift jo en udgift for virksomhederne uanset, hvad man på kommunen vælger at kalde den, og uanset hvor mange forklaringer og retfærdiggørelser, der følger med. For det andet, så vil øgede omkostninger presse priserne i vejret: Det medfører lavere omsætning og lavere indtjening og dermed også et forringet beskatningsgrundlag. Øgede skatter og afgifter forbedrer ikke virksomhedernes konkurrenceevne, men forringer den. Og dét i særlig grad, når konkurrerende restauranter og caféer i nabobyerne, f.eks. Herning, ikke er pålagt de samme afgifter.  

Op med humøret, Christian Juhl

”Jeg får kvalme” skriver Christian Juhl fra Enhedslisten (EL) og opfordrer os, der stemmer Liberal Alliance, til at stå frem: ”Stå frem alle I, der tror det gavner, at I rager til jer, mens andre må lide nød. Fortæl os, om I virkelig støtter LA’s egoistiske og kvalmende politik”. Flot retorik. Kun ølkassen til at stå på, og megafonen til at råbe i, mangler. Og så selvfølgelig et publikum.

Det er topskattelettelser, der får Christian Juhl op i det røde felt. Helt derop, hvor tyngdekraften ophæves og ting vendes på hovedet. Således ”får man noget” hvis man skal aflevere færre af sine penge, og ”man betaler”, hvis man modtager mindre i offentlig ydelse.

På en måde forstår jeg godt, hvis Christian Juhl er frustreret. Det er ikke nemt at være politiker med en politik, der ikke virker.

For et (tidligere?) revolutionært parti må det føles temmelig impotent at have været parlamentarisk grundlag for en regering, der ”viderefører VKO-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. EL så passivt til mens SR-SF regeringen hævede topskattegrænsen, nedsatte selskabsskatten, sløjfede planer om en millionærskat og ændrede på reguleringen af overførselsindkomster.

Heller ikke det ”spændende socialistiske projekt”, Venezuela, skaber længere jubel hos EL. Og det til trods for, at en del EL politik faktisk blev implementeret hér, bl.a. priskontrol, statslig produktion, nationaliseringer, kooperative ejerformer mm.  Resultatet er ligeså skræmmende, som det er forudsigeligt: Venezuela, der for få årtier siden var Latinamerikas rigeste land, er i dag på sammenbruddets rand. Der er akut mangel på helt basale fornødenheder som wc-papir, bleer, mælk, kød og medicin. Som altid rammes de svage hårdt og brutalt, når socialistiske ideologier hærger og fejler.

Forhåbentlig bliver Danmark aldrig et ”spændende socialistisk projekt”, men det er jo op til vælgerne at bestemme.

Hvis LA’s politik gennemføres kommer mange flere i arbejde og færre bliver parkeret på offentlig forsørgelse. Det har Finansministeriet beregnet. Den offentlige sektor bliver lidt mindre, men med flere varme hænder (og færre kolde). Og bare rolig: De rigeste vil stadig betale mest – som de gør i dag – men ingen vil betale mere end 40 %. Med hensyn til lighed vil Danmark stadig være mere lige end Sverige. Og Christian Juhl vil stadig kunne stå på sin ølkasse og råbe skældsord efter de rige egoister, der bare rager til sig. Forhåbentlig til den tid uden kvalme og i lidt bedre humør. 

Blokaden mod Dan Roots

Efter 6 ugers ødelæggende belejring kan Dan Roots i Tange klinke skårene, og varerne kan igen køres ud til kunderne. Hos konkurrenterne i udlandet, hvor arbejdsvilkår og løn er ringere end i Danmark, kan man takke 3F for fremgang i omsætningen og for de nye kunder man har fået foræret. For Dan Roots begynder det hårde arbejde med at vinde kunderne tilbage.

Mens 3F kan fejre, at de vandt, så står Dan Roots og medarbejderne forslåede tilbage med en oplevelse af at have været udsat for et overgreb. Endda begået af den fagforening, som de allerede har overenskomst med.

Blokaden mod Dan Roots efterlader et indtryk af et 3F, der befinder sig i en tidslomme fra 70’erne og endnu mangler at opdage, at protektionisme og tvang fungerer dårligt i en åben og global økonomi, hvor virksomheder, kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne. I Tange vandt 3F i første omgang ved hjælp af trusler og chikane, men spørgsmålet er, om vi ikke alle ender som tabere, når flere ufaglærte arbejdspladser forlader landet? Dan Roots har f.eks. meldt ud, at de for at beskytte forretningen vil fremskynde planer om etablering i udlandet. Det er forståeligt, men også umådelig trist. For vi har også brug for gode virksomheder, investeringer og private arbejdspladser herhjemme.

Mens massevis af gode, sunde rodfrugter til ingen verdens nytte blev kasseret, stod blokadevagter uden for Dan Roots med bannere om ”social dumping” – et forholdsvis nyt begreb, der er opfundet som en slags forsvar for manglende dansk konkurrenceevne. Når vi ikke kan konkurrere med den arbejdskraft, der kommer udefra, så skal den kunstigt gøres dyrere, så den ikke udgør en trussel for os selv. ”Social dumping” handler om egne særinteresser, og har intet med solidaritet at gøre.

Med krav om høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, udelukker fagbevægelsen reelt mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Ikke kun flygtninge og indvandrere, men også langtidsledige danskere.

Når de nederste trin på jobstigen mangler, kan mange – med de forudsætninger og kvalifikationer, de har – ikke nå op til det første trin, og de afskæres dermed også fra senere at bevæge sig yderligere op ad stigen mod højere løn og flere goder.

Resultatet er en økonomisk og menneskelig tragedie. Både for de, der udelukkes fra arbejdsfælleskab og selvforsørgelse og for os andre, der – udover at forsørge de mange uden arbejde – også skal betale milliarder til en kæmpeindustri af jobkonsulenter, kursustilbud og projektforløb uden at få valuta for pengene.

Negativ moms er et tag-selv bord

SKAT udbetalte 237 milliarder i negativ moms i 2014. Det er en stigning på hele 34 % sammenlignet med 2010. Dette fremgår af et svar fra Skatteministeriet den 23/11 2015. Stigningen burde få alarmklokkerne til at ringe langt ind i Skatteministeriet og regeringen. Men det gør den desværre ikke. Heller ikke selvom prognoser tyder på, at udbetalingerne blot er accelereret yderligere i 2015. 

Virksomheder, der er berettiget til refusion, skal naturligvis have det. Men den voldsomme stigning i udbetalingerne tyder på, at der i stort omfang også svindles med ordningen.  

I 2014 ansøgte 173.958 om at få negativ moms udbetalt. Heraf kontrollerede SKAT blot 5.182 af anmodningerne, hvilket er færre end tre procent. 97 % blev således udbetalt uden kontrol. Skatteministeriet har oplyst i den forbindelse, at de mener “kontrollen med momsudbetalinger har været tilfredsstillende”.

I et samråd den 29/1 2016 oplyste Skatteminister Karsten Lauridsen “Hvis vi vil have et momssystem, der er tillidsbaseret fremadrettet, så bliver vi nødt til at acceptere, at der er en del, som ikke afregner den moms, de skal, bevidst eller ubevidst, og der vil også være nogle, som vil kunne udnytte huller i systemet og lave organiseret svindel.” Ministeren anslog ved samme lejlighed, at staten som følge heraf går glip af mellem 10 og 18 mia. kr. årligt.

SKAT har tidligere meddelt, at de ved kontrol af negativ-moms anmodninger finder fejl og fusk i mere end halvdelen. Hvis det er rigtigt, så forekommer Skatteministerens vurdering at være endog meget optimistisk og det reelle tab formodentlig meget større. Udover at Statskassen går glip af store tocifrede milliardbeløb, så rammes lovlydige virksomheder, der afregner dét de skal. De udsættes nemlig for unfair konkurrence fra de, der ikke gør, og derfor kan operere med lavere omkostninger.

Der er akut behov for et forenklet, transparent og mere retfærdigt skatte- og afgiftssystem, hvor fokus er på kerneopgaverne. Der er brug for en ny, kompetent ledelse i SKAT. Ingen, uanset politisk ståsted, kan være tjent med at borgernes penge fortsætter med at fosse ud af statskassen til svindlere og – i nogle tilfælde – terrorister. Den brændende platform har aldrig været mere brændende.

Liberal Alliance foreslår, at Skatteministeriet nedlægges og erstattes af en styrelse under Finansministeriet. Fokus for en ny Skattestyrelse skal være at sørge for en ordentlig og redelig inddrivelse af skat efter gældende love og regler. Det sidste har der jo desværre også vist sig at være problemer med.

Svigt på svigt på svigt

En plejefar i Slagelse fik fem års fængsel for igennem en årrække at have udsat sine plejebørn for grov vold og seksuelt misbrug. Plejebørnene fik henholdsvis 10, 50 og 60 tusinde kroner i erstatning. To af ofrene, søstrene Nanna Hansen og Sapran Hassna, der i dag er voksne, vil nu stille Slagelse kommune til ansvar for ikke at have ført ordentligt tilsyn og for at have siddet flere underretninger overhørig.

Jeg har stor medfølelse og respekt for de to søstre, der står frem med et håb om at ændre systemet, så andre udsatte børn ikke skal igennem det samme som dem. Trods adskillige indberetninger fra fagpersoner, blandt andet fra en læge, en psykolog, en lærer og en pædagog så foretog kommunen sig ingenting. Lægen indberettede bl.a. mistanke om incest, fordi en af de små piger blødte fra underlivet. Men der skulle gå år, før pigerne fik hjælp og kom i sikkerhed.

  • Hvorfor reagerede kommunen ikke på underretningerne? Hvorfor fungerer det system, der skal varetage de mest sårbare menneskers – de udsatte børns – tarv, så helt ufattelig dårligt nogle steder?
  • Hvorfor var der ingen medarbejdere i Slagelse kommune, der råbte op og krævede handling?
  • Hvorfor er erstatningerne i en størrelse, hvor ofrene ydmyges endnu engang?
  • Hvis en eller flere medarbejdere i Slagelse kommune en dag må “fratræde efter aftale” som følge af sagen: Skal vi så igen se, at det er straffrit at svigte udsatte børn? Skal vi så igen se, at de ansvarlige får flere års løn med sig i “godtgørelse”?

Slagelse kommune prøver at krybe uden om med henvisning til at sagen er forældet. Der udover har de “ingen kommentarer”. Tænk, at de vil være det bekendt! Holdningen burde være den stik modsatte: Har vi gjort noget galt, så skal ofrene selvfølgelig kompenseres og gentagelser forebygges! Liberal Alliance fremsætter nu et forslag i Folketinget om at fjerne forældelsesfristen på 10 år i sådanne sager. Vi vil simpelthen ikke acceptere, at kommuner, der handler skødesløst og uansvarligt i forhold til udsatte børn, ikke bliver stillet til regnskab for det.

Den aktuelle sag er fra Slagelse kommune, men kunne det samme ske i Silkeborg?

Lad os i Silkeborg give området en grundig og kritisk gennemgang. Lad os være på forkant, og gøre hvad vi kan for at sikre, at Silkeborg kommune altid reagerer prompte på indberetninger om børn, der har brug for hjælp. Kommunen må ikke blive et nyt svigt i rækken.

Kunsten at bruge penge

Milliarderne ruller lystigt i disse dage. Døren til gaveboden står på vid gab og kapløbet om, hvem der vil bruge flest penge på mere velfærd, er i fuld gang. Men pengene er der ikke. År efter år stiger gælden og få politikere synes optaget af, hvordan pengene skal tjenes.

underskud graf

Milliardstore underskud – der vil fortsætte så langt øjet rækker uden de nødvendige reformer – fremlægges frejdigt med budskaber om, at der ”er styr på økonomien og derfor råd til et endnu større forbrug”.

Men hvordan kan det være, at politik i så høj grad er kommet til at handle om, hvem der vil bruge flest penge?

I valgkampen er tendensen, at enhver god gerning gøres op i, hvor mange milliarder man har brugt, og hvor mange man vil bruge fremover. Knap så vigtigt er det, hvad man får for pengene eller hvem de skal tages fra.

  1. Derfor er det dårligt at spare, også selv om det er fornuftigt og ingen kommer til at mangle noget som følge af det.
  2. Derfor er det godt altid at bruge mere. Og har vi ikke pengene, så låner vi dem.

Skru helt op for både den varme og den kolde hane når badekarret fyldes – og pyt med, at ingen har sat proppen i!

Hvorfor handler debatten så meget om dagpenge og offentlige ydelser, og så lidt om, hvordan vi får gang i væksten og hjælper vores virksomheder med at blive mere konkurrencedygtige?

Som det eneste parti går Liberal Alliance til valg på en helt konkret 2025 plan, som er gennemregnet af finansministeriet. Det er en plan som vil gøre vores erhvervsliv mere konkurrencedygtigt ved at sænke selskabsskatten og indkomstskatten og fjerne arveafgiften. Det er en plan, som letter byrderne på turisterhvervene og landbruget.

Ifølge finansministeriet vil planen øge velstanden med 108 mia. og beskæftigelsen med netto 124.000 personer. En almindelig LO familie får 40.000 kr. mere om året til sig selv, netto efter skat og registreringsafgiften på biler fjernes helt, hvilket bl.a. gavner de mennesker, der bor i yderområderne og som har brug for en bil for at komme til og fra arbejde.

Jeg vil opfordre dig til den 18. juni at stemme på det parti, der har vækst på dagsordenen og modet til at fremlægge en konkret politik inden valget. Der er brug for vækst og flere rigtige jobs, hvis vi også i fremtiden skal have råd til at opretholde og udvikle det gode samfund som vi er fælles om.

Fortsat god valgkamp.

Børnepakken er et Hello Kitty plaster på et brækket ben

Regeringens børnepakke er en merbevilling til kommunerne på 2,5 mia. kr. fra 2016 til 2019. Ifølge Morten Østergaard vil det resultere i 3.000 flere pædagoger i daginstitutionerne over de næste fire år. Det er der dog ingen garanti for. Det ømtålelige og ubesvarede spørgsmål er nemlig, hvordan det sikres, at pengene faktisk går til formålet.

De 3.000 flere pædagoger skal desuden ses i forhold til, at antallet af pædagoger er faldet med 3.092 siden 2011, da S-R-SF-regeringen overtog magten (kilde: Danmarks Statistik). Der er således tale om to skridt tilbage og ét frem eller, i bedste fald, en dans på stedet.

Siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn per voksen i daginstitutionerne og ofte er pædagogerne helt alene. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for børnene eller pædagogerne. Og børnepakken løser ingenting. Den er et Hello Kitty plaster på et brækket ben. Det trøster lidt, men benet er stadig brækket.

Liberal Alliance mener, at udbuddet af pasningsordninger skal afspejle, hvad forældrene efterspørger, frem for hvad kommunen ønsker at tilbyde. Dvs. flere valgmuligheder, høj kvalitet og større fleksibilitet, bl.a. i åbningstiderne. Vi vil derfor styrke valgfriheden med en udvidet fritvalgsordning på daginstitutionsområdet for dermed at tage et opgør med kommunernes de facto monopol.

For Liberal Alliance handler det om at flytte indflydelse fra det offentlige til forældrene. Og om at skabe rammerne for, at forældre og civilsamfund i samarbejdet med det pædagogiske personale tager et større ansvar for børnene og institutionen.

Liberal Alliance vil derfor sikre, at:

  • Kommunerne tildeler borgere med små børn et fritvalgsbevis, der frit kan omsættes til pasning i en offentlig eller privat pasningsordning.
  • Alle institutioner skal opgive informationer om institutionens / pasningsordningens pædagogiske profil. Alle institutioner skal opgive nøgletal som uddannelsesniveau hos de ansatte, normering (antal børn per voksen omsorgsperson), sygefravær og medarbejdergennemstrømning. Det skal være let for forældrene at sammenligne tilbuddene, både inden for og uden for kommunen.
  • Alle forældre skal kunne passe deres lille barn hjemme i ét år under forudsætning af, at den forælder, der passer barnet, er gået fra fuld beskæftigelse til barsel. Det vil sikre, at pengene også følger barnet ved pasning i hjemmet.

Disse forslag vil betyde, at

  • Forældre får mulighed for let og overskueligt at vælge ud fra et mere mangfoldigt udbud af institutioner og pasningsordninger.
  • Forældre kan vælge blandt differentierede ordninger, hvilket kan gøre det muligt at vælge mellem flere eller færre pasningstimer efter behov.

Patienten før systemet

Af Morten D. Høgh, byrådsmedlem (LA) og Johnny Heinmann, folketingskandidat (LA)

Det er udtryk for en ”systemet før patienten”-tankegang, når Silkeborg sygehus, der er et af landets bedste og mest veldrevne sygehuse, nu skal rundbarberes. Ligesom det har været en ”systemet før patienten”-tankegang, der er årsagen til at tusindvis af sygehussenge siden 2007 er blevet nedlagt, med det resultat at mange, bl.a. ældre medicinske patienter, har måttet ligge på gangene.

Et godt og velfungerende sundhedsvæsen for alle danskere, er en vigtig del af kernevelfærden. Vi mener, at tilbud og prioriteringer altid skal foretages med udgangspunkt i patientens bedste, og ikke systemets.

Derfor foreslår Liberal Alliance bl.a.:

  • Pengene skal følge patienten, og det frie valg skal udvides. Det frie valg giver patienterne mulighed for at ”stemme med fødderne”. Det skaber mere intern konkurrence, og vil være til gavn for sygehuse, der gør det godt, som f.eks. Silkeborg sygehus.
  • Regionerne nedlægges. Regionerne er i en uhensigtsmæssig dobbeltrolle som både sygehusejere og dem, der skal sørge for at sikre borgerne mest sundhed for pengene (dvs. indkøbere). Vi vil gøre de offentlige hospitaler til selvejende institutioner, som får et større ansvar for økonomien og kvaliteten.
  • Der skal vises mere tillid til de fagprofessionelle. Dygtige og motiverede medarbejdere er hele forudsætningen for et velfungerende sundhedsvæsen. Overflødig kontrol, regeltyranni og bureaukrati er desværre udbredt, og det stjæler tiden fra det vigtigste, nemlig patienterne.
  • Nedlæggelsen af sengepladser skal stoppes, det skal kun afgøres af efterspørgslen. Der bør laves aftaler med private om levering af hotelfunktioner, udskrivelsessygehuse eller –plejehjem, for de patienter, der ikke har behov for yderligere behandling, men som det er for tidligt at sende hjem.
  • Ventetiderne skal være markant kortere og patienter skal have ret til at få påbegyndt en behandling inden for en måned.

Politikerne bør bakke op om kompetente sygehusledelser, der sammen med deres medarbejdere, skaber gode resultater som det f.eks. sker i Silkeborg. Vi er desværre i øjeblikket vidner til det modsatte. Det virker helt sort at flytte penge fra et hospital med de laveste omkostninger og høj tilfredshed, til hospitaler med højere omkostninger og lavere tilfredshed. Regionshospitalet i Silkeborg er to år i træk blevet kåret til Danmarks bedste ”lille” hospital.

Vi bliver i fremtiden mange flere ældre, og vi lever – heldigvis – længere. Nye behandlingsmetoder og ny, dyr medicin bekræfter blot behovet for reformer af sundhedsvæsenet. Lad os udvise rettidig omhu og indrette os, så vi også i fremtiden kan have et godt og velfungerede sundhedsvæsen til glæde for os alle sammen.

Antidemokratiske bevægelser skal bekæmpes

SIAD’s politiske program er uhyggelig læsning. Jeg har tidligere givet konkrete eksempler på, hvordan de opfordrer til chikane og undertrykkelse af borgere, der i deres optik, ikke skønnes at være ”danske nok”.

For det første, så handler det ikke om, hvad folk spiser, hvordan de går klædt, og hvilke traditioner de har. SIAD skyder helt forbi skiven, når de gør svinekød og tørklæder til selvstændige mål for tvang og forbud.

For det andet, så er antisemitisme og anden forfølgelse af danske befolkningsgrupper selvfølgelig ligeledes helt uacceptabelt. Lovgivningens fulde potentiale skal udnyttes til at bekæmpe ekstremisme og antidemokratiske bevægelser, uanset hvilken form de antager.

Udlændinge, der kommer hertil for at modarbejde demokratiet eller basale frihedsrettigheder, er ikke velkomne. Det gælder for eksempel imamer, der opfordrer til vold og hellig krig. Uanset om de er kommet hertil som indvandrere, familiesammenførte eller asylansøgere, mener jeg, at deres opholdstilladelser ved dom skal fratages dem, hvis de engagerer sig i den type aktiviteter.

Der skal indføres indrejseforbud til Syrien og dele af Irak, og overtrædelse skal straffes hårdt. Det skal også være muligt at straffe og udvise for eksempel imamer fra Grimhøj moskeen, der opfordrer unge mennesker til at tage til Syrien eller Nordirak.

I Liberal Alliance ser vi med største alvor på deltagelse i terroraktiviteter. Derfor foreslår vi bl.a., at personer, der ikke er født som danskere, skal kunne fratages deres danske statsborgerskab, hvis de dømmes for terrorforbrydelser – også selv om de derved bliver statsløse. Vi er klar over, at det udfordrer gældende konventioner. Derfor må der skabes klarhed om, hvilke forskellige fortolkninger der kan anlægges på konventionerne, og om nødvendigt må vi genforhandle de relevante tekster, så blandt andet islamistisk motiveret vold ikke får lov at slå rod i Danmark.

Vi skal selvfølgelig stå fast på de værdier, der gør Danmark til et godt sted at leve.

I et tomrum mellem krise og opsving

Ifølge regeringen selv har den ”med ansvarlig økonomisk politik” bragt Danmark gennem krisen. Regeringens politik har skabt vækst i økonomien og fremgang i beskæftigelsen, forlyder det.

Men det er at pynte sig med lånte fjer. Oven i købet lånte fjer, som både er flossede og farveløse.

For det første, så skrottede S-SF selv sin egen luftige økonomiske politik da de dannede regering med de Radikale i 2011. I regeringsgrundlaget står ordret, at S-R-SF regeringen vil ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Hvis den økonomiske politik således virker i dag, så er det jo VK-regeringens politik, der virker? S og SF ville jo som bekendt noget helt andet med ”Fair løsning” og ”Har du 12 minutter” men som det står klart i dag, så var der tale om varm luft.

For det andet, så oversælger regeringen i stor stil ”hvor godt det går”. Det er rigtigt, at virksomhedernes investeringer er for opadgående. Men det er altså også fra et uhyggeligt lavt niveau. Det laveste niveau i 20 år.

Lige nu befinder vi os i et tomrum mellem krise og opsving. Vi skal glæde os over 1 % vækst, for ”en op er en op”. Men der er ingen grund til at åbne champagnen, for opsvinget er usikkert og i sin spæde start. Danmarks vækst på 1 % i 2014 svarer til det europæiske gennemsnit, og vi klarer os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. F.eks. i Sverige er væksten dobbelt så stor som i Danmark. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Er det godt nok?

Ikke hvis der også skal være velfærd som vi kender det, til de kommende generationer. Danmark står overfor massive udfordringer med en aldrende befolkning og alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet på passiv forsørgelse. Der er strukturelt underskud så langt øjet rækker, og regeringen gældsætter vores børn for at få råd til velfærden. Uanset om der er 1 % vækst eller ej, så er Danmark havnet i en luksusfælde, hvor vi tjener mindre end vi bruger, og hvor der er et indlysende behov for økonomiske reformer.

Liberal Alliance har som det eneste parti i Folketinget fået gennemregent og blåstemplet sin økonomiske 2025 plan af Finansministeriet. Det er en plan, der vil normalisere skattetrykket, øge velstanden for alle danskere og sikre, at der også i fremtiden vil være råd til velfærd. Skal vi ikke se at komme i gang?

 

Vi skal bekæmpe fattigdom, ikke rigdom!

Finansminister Bjarne Corydons økonomer har regnet på, hvad der vil ske, hvis Liberal Alliances politik gennemføres.

De væsentligste konklusioner er:

  • Velstanden femdobles på 10 år i forhold til Thornings produktivitetsmålsætning. Det svarer til ekstra 108 mia. kr.
  • 124.000 flere fuldtidsjobs. Mange, som i dag forsørges af det offentlige, vil blive i stand til at forsørge sig selv.
  • Alle danskere, høj som lav, vil få mere luft i privatøkonomien. De fattigste 10 % vil få 7.000 mere til sig selv om året og de 10 % rigeste vil få 61.000 mere.

Kilde: Finansministeriet.

Det er rigtig gode nyheder for Danmark og danskerne. Vækst, beskæftigelse, større økonomisk råderum for den enkelte. Økonomien bliver markant sundere, og vi får igen råd til god kernevelfærd. Ingen bliver dårligere stillet. Alle vinder.

Men det synes Bjarne Corydon, der selv har leveret tallene, ikke. Han kalder tilmed planen for ”et eksperiment, der vil øge uligheden”. Det er i øvrigt selvsamme Corydon, som i 2011 stod bag den luftige plan ”Fair løsning” og ”har du 12 minutter…”.

Lad os se på lidt fakta:

Skattetrykket i Danmark er verdens højeste med 48,6 % af BNP. Til sammenligning er Frankrig nr. 2 med 45,0 % BNP og Sverige nr. 5 med 42,8 % BNP.

Efter gennemførelse af Liberal Alliances økonomiske plan, vil Danmark, med et skattetryk på 42,9 % stadig have et højere skattetryk end Sverige! Der er således på ingen måde tale om et ”eksperiment”, men snarere om en normalisering i forhold til de lande vi sammenligner os med.

I sin iver for at gøre alle lige, er det som om Corydon glemmer, at det er fattigdom – og ikke rigdom – vi skal bekæmpe.

Det får mig til at tænke på historien om de ti venner, der hver dag går på restaurant og spiser sammen. Regningen på 1000 kr. deler de på samme måde, som vi betaler skat:  De fire, der har mindst, betaler ikke noget, tre betaler 75 kr. og to betaler 125 kr. Den sidste, og den rigeste af dem, betaler 525 kr.

Sådan gør de hver dag i længere tid, og restauratøren beslutter derfor, at give dem en rabat på 200 kr. Rabatten bliver fordelt i forhold til, hvor meget de hver især betaler: De fire, der har mindst, betaler stadig ikke noget. De tre betaler 60 kr. De to betaler 100 kr. og den rigeste betaler 420 kr. Alle får således deres del af rabatten, og de fire, der har mindst, spiser stadig gratis.

Men så en dag begynder én at sammenligne, hvad de hver især har sparet. Han peger anklagende på den rigeste af vennerne og siger: ”Jeg fik kun 15 kr. i rabat, men du fik 105 kr. Det er uretfærdigt, at du fik syv gange mere end mig!” De andre i selskabet er helt enige: ”Hvorfor skal de rige altid have mere end os?” De fire, der ikke betaler for maden, er også forargede, for rabatten fik de jo slet ikke del i.

Det ender med, at den rige ven får en ordentlig omgang tæsk, og næste aften dukker han slet ikke op til middagen. De ni spiser som de plejer, men da regningen kommer, opdager de noget… der mangler 420 kr.

Drop boligjob-ordningen!

Liberal Alliance ønsker ikke en ny boligjob-ordning. Vi ønsker reelle skattelettelser for alle.

En dansker med en gennemsnitlig indkomst skal arbejde cirka fem timer for at have råd til at hyre en håndværker i blot en enkelt time. En opgave, der f.eks. vil tage en maler en uge at udføre, kræver altså, at man selv leverer mere end en måneds arbejde før der er tjent nok til, at kunne betale regningen! Mon ikke det er en del af forklaringen på, hvorfor danskerne er blevet sådan et stort gør-det-selv folk?

Mens man således kan finde den arbejdsløse maler i køen på jobcenteret, så må sygeplejersken – der ikke er maler, og i forvejen arbejder fuld tid – selv i gang med pensel og malerbøtte for at give børneværelserne en tiltrængt omgang i sin sparsomme fritid.

Boligjob-ordningen forsøger at afbøde nogle af de uhensigtsmæssigheder, der opstår, når et samfund progressivt beskatter arbejde som om det var skadeligt.

Men det er en dyr og ineffektiv måde at ”skabe” arbejdspladser på. Med sådan en ordning følger der altid regler: Hvem kan bruge ordningen? Hvem kan ikke? Hvordan kan den bruges, og i hvilket omfang? Hvilke blanketter skal anvendes? Der er betydelige omkostninger forbundet med administration, behandling af spørgsmål og klager, godkendelse og afvisning, kontrol og evaluering. Med andre ord: Mere tomt arbejde til verdens i forvejen største offentlige sektor!

Med boligjob-ordningen fodrer man hunden med sin egen hale. De penge, ordningen koster, kommer fra skatteyderne selv, og de samme penge (nu minus omkostningen til offentlig administration), går så retur til de samme skatteydere, der har søgt i ordningen. Taberne er de skatteydere, der ikke bruger ordningen, men får lov til at betale de andres fradrag. Og taberne er de erhverv, som ikke er omfattet af ordningen og som bliver valgt fra, fordi folk bruger pengene, hvor de opnår fradraget. Har man mon i V og C overvejet den oplagte og mindst bureaukratiske løsning: at sænke skatten på arbejde for alle?

I stedet for en boligjob-ordning vil Liberal Alliance lette skatten på arbejde, så det bliver mere attraktivt for alle at arbejde. Det er en langt mere effektiv måde at skabe vækst og nye arbejdspladser på.

LA gør en forskel for de frivillige i idrætten

Lokale ildsjæle i Silkeborg arbejder frivilligt og ulønnet i foreningslivet, så vores børn og unge kan gå til sport, gymnastik og andre fritidsaktiviteter. Det er mennesker med overskud, drevet af en stor lyst til at hjælpe og gøre en forskel for andre. Som trænere, bestyrelsesmedlemmer og praktiske hjælpere ved små og store arrangementer træder de til, og yder en kæmpe indsats for et aktivt børne-/ungdomsliv i vores kommune.

Ved kommunalvalget i november sidste år, blev et tema i valgkampen en stor undersøgelse som Dansk Idrætsforening (DIF) netop havde offentliggjort om foreningslivet i danske kommuner. Silkeborg kommune lå nemlig helt i bund som nr. 92 ud af 93 når det handlede om påskønnelse af de frivilliges arbejde!

Da Silkeborg kommune i 2009 gennemførte sin store spare øvelse, blev tilskuddet til de frivillige halveret, og dét på trods af, at det er et område, hvor kommunen virkelig får noget for pengene! En sådan rundbarbering sender et tydeligt signal om, at kommunen ikke opfatter det frivillige arbejde som værdifuldt. I budget 2015 er der lagt op til at fortsætte det halverede niveau. De frivillige fortjener anerkendelse og opbakning fra kommunen, men får det ikke.

Det er udtryk for en dårlig prioritering og lemfældig omgang med skatteydernes penge, når kommunen brænder 30 millioner af på Performers House – og nu jonglerer med 120 mio. til et privat stadionprojekt – mens de frivillige og ulønnede må se deres – i forvejen beskedne – budget halveret.

Heldigvis er ildsjæle ikke sådan at slå ud! I følge undersøgelsen fra DIF handler det heller ikke kun om penge. Det handler også om, at kommunen skal være imødekommende og hjælpsom i forhold til de frivilliges behov for tilskud til uddannelse, håndtering af bureaukrati og regler, adgang til faciliteter mv.

I Liberal Alliance meldte vi klart ud ved kommunalvalget, at vi ville arbejde aktivt for bedre vilkår for de frivillige, når vi fik plads i byrådet. Det er derfor, at vores byrådsmedlem, Morten D. Høgh, konkret stiller ændringsforslag til 2015 budgettet, om at støtten til de frivillige skal fordobles fra de nuværende 2,3 mio. til 4,6 mio.

For de penge, som Stadion planerne vil koste kommunen, kan de frivilliges arbejde prioriteres på ”dobbelt niveau” hele 60 år ud i fremtiden!

 

Min far og mor – kommunen

Der er mange måder, man kan vælge at leve sit liv på. Hvem skal være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert på andres vegne? I år kan jeg fejre, at det er 20 år siden, at jeg holdt op med at ryge. Det er jeg glad for. Når jeg trækker vejret dybt ned i lungerne, mærker jeg tydeligt, at det har været godt for helbredet. Det var mit eget valg at ryge, og det var mit eget valg at holde op, men det berettiger mig ikke til at belære andre om, hvad de bør gøre. Der skal være plads til os alle sammen – også til rygerne. I Silkeborg kommune er opfattelsen en anden. Derfor ringer man nu rundt til borgerne i jagten på at finde og eliminere rygere ved hjælp af rygestop-kurser. For deres eget bedste, selvfølgelig.

Her følger nogle forslag til nye initiativer, som kommunen kan igangsætte:

  • Overvågning i supermarkederne af, hvad borgeren putter i indkøbskurven: Der kunne jo have sneget sig fedt- og sukkerholdige ting med, og hvis borgeren har for mange kilo på sidebenene, så skal en medarbejder oplyse om farerne, samt uddele brochurer om motion, vægttab og ernæring.
  • En ”Sov godt” kampagne, hvor borgerne opsøges i deres nærmiljø i CO2 neutrale busser, malet med stjernehimmel og måne, og indrettet med plancher om betydningen af god søvn. Der uddeles gratis hovedpuder og en brochure til alle borgere, når kommunen ringer på. Der oprettes en hotline, som folk, der ikke kan sove, kan ringe ind på 24/7.

Pointen er vist klar. Silkeborg kommune har med sit opsøgende anti-ryger togt taget endnu et skridt på glidebanen mod ”grænseløs kommunal omklamring”. De velmenende initiativer styres af projektledere, som opretter hjemmesider, holder møder, laver brochurer, rapporter og undersøgelser. Samtidig slukkes lyset i Silkeborg om natten; vores børn må cykle til og fra skole på livsfarlige veje uden cykelstier og de gamle på plejecentrene må gå med ble og nøjes med få minutters pleje. ”Der er ikke råd til det hele” siger kommunen. Og det er helt rigtigt. Det er netop derfor, at der er brug for Liberal Alliance i Silkeborg byråd, så vi kan få en ansvarlig og fornuftig prioritering af, hvad borgernes penge bruges til.