Hvad mere er der egentlig at sige?

”Hvad mere er der egentlig at sige” spørger CV Jørgensen i sangen af samme navn fra 1994. Det samme kan man med rette spørge Danske Bank, som nu vil i dialog med deres kunder, om. 

Bankens topledelse, der tidligere ikke har forsømt en lejlighed til at markedsføre sig på værdier som ”ordentlighed og ansvarlighed”, har 

1) over en længere årrække ignoreret talrige advarsler og derved de facto indtaget en aktiv rolle som hvidvasker af ufattelige milliardbeløb til bl.a. terror og kriminalitet

2)   undladt på eget initiativ for år tilbage at undersøge forholdene i Estland selvom mistænkelige kundeprofiler og unormale profitmarginer i filialen allerede omkring overtagelsestidspunktet burde have givet anledning til det

3)   afgivet usande informationer til Finanstilsynet.

Danske Banks topledelse holdt pressemøde den 19/9 2018 på Tivoli hotel i København, hvor konklusionerne på bankens egen undersøgelse – og juridiske frifindelse – af sig selv blev præsenteret for en måbende offentlighed. Her forlød det bl.a. at CEO Thomas Borgen ville fratræde, men ikke lige nu. Bestyrelsesformand Ole Andersen ville også fratræde, men heller ikke lige nu. Det var en tå krummende pinlig forestilling, og en tydelig reminder om, hvad oprydning i organisationer har til fælles med trappevask: Man starter oppefra og ned.

Uduelig ledelse rammer desværre alle i en organisation, også lokale filialer og dygtige medarbejdere, der hver dag yder god service og rådgivning, er ordholdende og pligtopfyldende og nu helt ufortjent må stå på mål for beslutninger og svigt, som de intet har haft med at gøre. I Danske Banks tilfælde rækker følgerne endda langt udover ”egne rækker”, for både landets kreditværdighed og renommé risikerer at lide skade. Og bankens aktionærer behøver blot kaste et blik på aktiekursen for at forstå, hvor dyrt et bekendtskab inkompetent ledelse kan være.

Som kunde, aktionær og/eller medarbejder (i Danske Bank og alle andre steder) er det helt naturligt løbende at evaluere og spørge sig selv, om man stadig – alt taget i betragtning – er kunde, aktionær og medarbejder det rigtige sted, eller om tiden er inde til at se sig om efter noget andet og bedre. Det kan vi godt tage en dialog om, men hvad mere er der egentlig at sige?

Lavt hængende frugter i regionerne

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 1995 brugt 70 mia. kr. på offentlige sundhedsudgifter, og hvert eneste år derefter er det beløb steget, så det sidste år nåede op på knap 178 mia. kr.

Der er ikke noget mærkeligt i, at det koster penge at drive sundhedsvæsenet. Sundhedsudgifterne forventes da også at fortsætte med at stige, så de i 2060 vil være 47 % højere end i dag (kilde: Dream for Danske Regioner). 14 % af stigningen skyldes flere ældre, 14 % skyldes højere levealder og 19 % skyldes nye og dyrere behandlingsformer.

Presset på sundhedsvæsenet er stort, og der er ingen tvivl om, at det bliver endnu større i fremtiden. Men det handler ikke kun om flere penge. Det handler også om, hvordan de bliver brugt. Hvordan sikrer vi f.eks. at flere penge ikke forsvinder i bureaukrati, dobbeltarbejde og inkompatible IT-systemer? I de sidste 10 år er der i regionerne ansat 30 % mere administrativt personale og blot 8 % flere læger, sygeplejersker og sundhedspersonale. Det burde være omvendt. Læger og sygeplejersker over hele landet rapporterer, at der spildes tusindvis af årsværk fordi ledelse, processer og systemer ikke fungerer optimalt. Den slags ressourcespild bliver der ikke råd til i fremtiden.

Men der er også andre lavt hængende frugter, som regionerne kan plukke. Der er f.eks. de 428 millioner, som sygehusene glemmer at opkræve, når de behandler turister og udlændinge. Og der er de 4,2 mia. kr. som Dansk Erhverv har beregnet at regionerne kan spare ved at konkurrenceudsætte mere. De 4,2 mia. kr. er i øvrigt hele tre gange mere end de 1,4 mia. som det udskældte – og nu aflyste – 2 % produktivitetskrav handlede om.

Telemedicin forandrer sundhedsvæsenet

Af Willem Gielen, overlæge i kardiologi Herning regionshospital og Johnny Heinmann, spidskandidat (LA) til Region Midtjylland

Udviklingen inden for sundhedsteknologi og telemedicin går stærkt, og det er til stor gavn for både patienterne og sundhedsvæsenet, der sparer kostbar tid og betydelige ressourcer.

I Region Midtjylland henvender omkring 8000 borgere sig årligt til egen læge fordi de oplever hjertebanken. De henvises til sygehuset for en to døgns registrering af hjerterytmen med en optager, som vi kalder en ‘holter’. Ventetiden på at få udstyret tilsluttet er ofte en måned. Efter to døgns måling skal patienten bringe udstyret tilbage til sygehuset og herefter vente på et svar, der sendes via e-boks, omkring et eventuelt videre forløb. Op til 80 % af undersøgelserne er normale, men i cirka 5 % af tilfældene kan der blive fundet noget alvorligt.

Med en ny metode, som er udviklet i Holland, bliver patienter undersøgt lokalt hos egen praktiserende læge med en ‘holter’ uden om sygehuset. Ved brug af telemedicin bliver resultaterne fortolket af en lokal hjertelæge som giver svar tilbage til egen læge, som herefter kan starte et eventuelt videre behandlingsforløb. Alt sammen indenfor blot én uge. Patienten bliver undersøgt lokalt, hurtigt og smart uden at belaste det allerede i forvejen pressede sygehus og uden unødvendig kørsel frem og tilbage. I Holland har metoden været anvendt i flere år af mere end 6000 praktiserende læger til stor glæde for både patienter og sundhedsvæsen.

Lægerne i Lind har (som de første i Danmark og i samarbejde med regionen), lige afsluttet et tre måneders succesfuldt pilotprojekt, der omfatter danske patienter, og flere praktiserende læger skal nu i gang. Når metoden med tiden benyttes af alle danske praktiserende læger, kan sygehusene fokusere på den mindre andel af patienter med en behandlingskrævende diagnose.

Med telemedicin bliver omkostningerne lavere, lægerne får nye muligheder og patienterne får hurtigere og bedre behandling – tættere på.

 

Forloren Socialdemokratisk forargelse

VLAK regeringens forslag indeholder skattelettelser til alle danskere i arbejde. Høj som lav. Derudover fjernes bl.a. skat af fri telefon, registreringsafgiften på biler sænkes og Storebælt bliver billigere at passere. Alt i alt gør forslagene det både billigere at være dansker og mere attraktivt at gå på arbejde. Og når flere skifter offentlig forsørgelse ud med arbejde falder udgifterne til overførselsindkomster og vi bliver flere om at bidrage til betalingen af vores velfærd.
Som forventeligt reagerer Socialdemokraterne med skræmmekampagner om stigende ulighed og social skævhed. Man ser for sig, hvordan velfærdsstaten går under, hvis forslagene gennemføres.
Hvis Socialdemokraternes forargelse var seriøs, burde det være en smal sag for Mette Frederiksen at love vælgerne, at rulle lettelserne tilbage, hvis muligheden opstår. Men det vil hun ikke, for Socialdemokratiet tør ikke gå til valg på at sætte skatterne op.
Socialdemokratiet i regering er nemlig ikke det samme som Socialdemokratiet i opposition. Og heldigvis for det. Sidst Socialdemokratiet var i regering lettede de topskatten og øgede jobfradraget til gavn for de højestlønnede. Det gavnede beskæftigelsen og det var godt for Danmark.
Når skatten på arbejde lettes øges indkomstforskellen mellem dem, der er i arbejde (2,8 mio. personer) og dem, der er på overførselsindkomst (2,2 mio. personer). Og dermed stiger uligheden.
Som verdens tredje mest lige land er det dog ikke et problem. Ingen mister som bekendt noget, fordi naboen får en lønforhøjelse. Danskerne bliver heller ikke fattigere, hvis Bill Gates flytter hertil selvom uligheden stiger. Tværtimod.
For hele Thorningperioden 2011-2015 set under ét steg uligheden 1,1 point målt ved Gini-koefficienten. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens førtidspensionsreform og kontanthjælpsreform øgede også uligheden. For stort set alle reformer, der øger beskæftigelsen, øger også uligheden.
Og det ved Socialdemokraterne godt – i hvert fald når de selv er i regering.

Regionerne er ikke svaret på fremtidens sundhedsvæsen

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at hver fjerde kræftpatient i Region Midtjylland ikke får sin livsvigtige behandling til tiden. Andelen af kræftpatienter, der ikke behandles rettidigt, er i 2. kvartal 2017 steget fra 20 % til 27 %.
Adspurgt om årsagen hertil, forklarer regionernes formand Bent Hansen til Berlingske tidende ”Jeg tror ikke, jeg kan svare på alle regioners vegne, men der er nogle steder, hvor den opfølgning, der er nødvendig i hverdagen, ikke er gjort”. Bent Hansen beklager og efterlyser hurtigere information om, hvordan det står til: ”Vi har vidst for lidt om, hvordan tilstanden er her og nu. Det er jo lidt beskæmmende, at både jeg og alle andre først får tallene i slutningen af august – to måneder efter, at andet kvartal sluttede. Der skal hurtigere og mere fokus på det, så vi straks kan følge op, når noget skrider i stedet for, at vi ser på det her fire-fem måneder efter”.
Oversat til dansk betyder det: ”Vi sover i timen og ved reelt ikke, hvad der foregår”.
Sagen efterfølger en anden forstemmende sag om scannere, der står ubrugte hen mens dødssyge patienter venter på behandling. En ekstern konsulentrapport fra Boston Consulting Group og Struense & Co viser at arbejdstilrettelæggelsen halter, og at man forsømmer at frigøre lægelige ressourcer ved f.eks. at overlade opgaver til radiografer og radiologer. Rapporten peger også på, at regionerne kunne lære af hinanden. Men heller ikke dét kan de tilsyneladende finde ud af. Det er i sig selv en falliterklæring, at der skal et privat konsulentfirma til for at afdække noget som en kompetent ledelse selv burde vide, og selv burde følge op på daglig basis.
‘Fraværet af konkurrence har sin pris. Især for de patienter der, i manglen af alternativer, er henvist til at vente mens Bent Hansen prøver at finde ud af, hvad der foregår.
Regionerne indtager en uheldig dobbeltrolle som både ejer af sygehusene og indkøber af sundhedsydelser. Uheldig, fordi manglende konkurrenceudsættelse fører til lavere kvalitet og højere pris. I øjeblikket kan privathospitalerne f.eks. udføre standardiserede operationer og behandlinger til markant lavere priser i forhold til offentlige hospitaler, selv når der korrigeres for forskelle i rammevilkår.
Sidst, men ikke mindst, så politiserer Regionerne sundhedsområdet på det operationelle niveau, hvilket ikke gavner patienterne, men derimod gør det sværere at placere et ansvar når tingene sejler, som vi f.eks. ser i ovennævnte sager.

Kommunal branding uden effekt

”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Sådan lyder det i Dan Turell’s kendte værk ”En hyldest til hverdagen” fra 1984. Og undersøgelser fra bl.a. Center for Fremtidsforskning viser, at netop det gode hverdagsliv spiller en afgørende rolle for, hvor danskerne bosætter sig.

Det handler bl.a. om arbejde, indkøbsmuligheder, nærhed til familie og venner. Det handler om gode skoler og daginstitutioner, om jævnaldrende legekammerater i kvarteret, om adgangen til natur og til et aktivt foreningsliv. Vi vil bo, hvor vi kan føle os trygge, og hvis vi har mindre børn, skal der helst være cykelstier til og fra skolen. Vi vil bo, hvor vi har råd til at bo, så der er overskud i økonomien til oplevelser, til uforudsete udgifter og til opsparing. Hvis man er flyttet fra et område, hvor man er vokset op, kan der opstå et stærkt ønske om senere i livet at vende tilbage hertil. Personlige præferencer og husstandens sammensætning spiller naturligvis også en rolle. En erhvervsaktiv småbørnsfamilie har f.eks. andre behov end en enlig pensionist.

Kommunale investeringer i markedsføring af kommunen, prestigefyldte golfturneringer, stadion- og museumsbyggerier, VIP billetter, fadøl og fodbold der skal ”brande byen og sætte den på landkortet” bidrager – i følge de førnævnte undersøgelser – desværre ikke nævneværdigt til at øge tilflytningen. Tværtimod tager de ressourcer fra kommunale kerneområder som skoler, daginstitutioner og den frivillige idræt. Og det er efter Liberal Alliances opfattelse overhovedet ikke rimeligt.

Sidst, men ikke mindst, så betyder det altså også en hel del for almindelige familier, hvad de har tilbage til sig selv efter at skatten er betalt. En lavere kommuneskat ville betyde en lidt lettere og mindre presset hverdag for mange familier. Også af den grund ville det klæde byrådet at være mere ydmyg omkring, hvordan borgernes penge bruges. Og også af den grund arbejder Liberal Alliance for at sætte kommuneskatten ned allerede i 2018.

Alternativets useriøse forslag

Alternativet viser igen, at de ikke lader sig begrænse af virkeligheden, når der skal udvikles politik. Partiet drømmer nu om at indføre en borgerløn i Danmark. Tesen er, at borgerløn vil skabe tryghed, fordi alle er garanteret en minimal indkomst, som de kan leve af. Ydelsen skal betales helt uden modkrav, og ingen skal have mindre i offentlig ydelse end de får i dag. Det betyder ifølge CEPOS, der – i modsætning til Alternativet selv – har regnet på forslaget, at borgerlønnen skal være mindst 6.000 kr. om måneden efter skat. Med 2,5 millioner lønmodtagere i arbejde, som skal modtage borgerløn oveni, giver det en samlet årlig udskrivning for staten på minimum 146 milliarder kroner.

I efteråret 2016 foreslog Alternativet en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Det ville i følge Finansministeriet koste statskassen 130 milliarder kroner årligt. Men det gjorde ikke indtryk på partiet: ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skrev bl.a. MF René Gade og finansordfører Josephine Fock i MJA. Næh, det er da rigtig nok, men næppe et argument for helt at miste jordforbindelsen og fremsætte ufærdige forslag, som måske nok er sjove mens man finder på dem, men som også bærer præg af at mangle seriøsitet, økonomisk beregning og selvkritisk evaluering.

Men hvis vi nu antager, at vi for et øjeblik lever i en alternativ virkelighed, hvor fornuft og kedelige økonomiske naturlove er sat ud af kraft, hvorfor så ikke bare give den fuld gas og se, hvad der sker?

Staten kunne jo f.eks. give alle danskere en elektrisk kørestol. Helt uden modkrav, selvfølgelig. Det giver tryghed at vide, at man kan komme omkring, også uden at bruge benene. Og når alle – uanset behov – får en, så sparer staten individuel sagsbehandling og vil sandsynligvis også kunne forhandle sig til en pæn mængderabat hos leverandøren. Seniorland.dk sælger dem fra 12.999 kr. stk. og så er det jo bare at gange op med antal danskere. Prøv selv! Så vil du opdage, at sammenlignet med en borgerløn og en 30 timers arbejdsuge, så er dette (ligeså crazy) forslag absolut i den billige ende!

Afgift på udeservering – nej tak

Af Byrådsmedlem Morten D. Høgh (LA) og byrådskandidat Johnny Heinmann (LA)

Det betyder noget for Silkeborgs vækst og fremtidige udvikling, at kommunen tilbyder virksomhederne gode rammer og vilkår. Og det betyder noget for os, der bor her – og for potentielle tilflytterne – at Silkeborg, blandt meget andet godt, har gode skoler, daginstitutioner, natur og et spændende og varieret byliv med specialbutikker og detailhandel. Byens restauranter og caféer bidrager med udeservering til at skabe liv i gaderne og til at gøre byen attraktiv for både borgerne og de mange turister, der hvert år gæster Silkeborg. Det skal der ikke være afgift på.

Med hensyn til skatter og afgifter, så er netop restauranter og caféer i forvejen hårdt spændt for. At belaste restauranter og caféer i Silkeborg med en ny afgift på udeservering er efter Liberal Alliances opfattelse et skridt i den forkerte retning og ikke noget som et borgerligt ledet byråd skal lægge stemmer til.

Den konservative formand for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen, forsvarer forslaget i Avisen den 18/3: ”Vi beder om, at de erhvervsdrivende er med til at betale nogle af de driftsudgifter, som kommunen har, for at f.eks. Henrik Jørgensen (Restaurant Underhuset) kan drive sin virksomhed på Silkeborg Torv”.

Men hvem kommer mon i sidste ende til at betale en ny afgift på udeservering, som det jo heller ikke er gratis at administrere og føre tilsyn med? Rigtig gættet. Det gør selvfølgelig kunderne. Hvem ellers?

For det første, så er en udgift jo en udgift for virksomhederne uanset, hvad man på kommunen vælger at kalde den, og uanset hvor mange forklaringer og retfærdiggørelser, der følger med. For det andet, så vil øgede omkostninger presse priserne i vejret: Det medfører lavere omsætning og lavere indtjening og dermed også et forringet beskatningsgrundlag. Øgede skatter og afgifter forbedrer ikke virksomhedernes konkurrenceevne, men forringer den. Og dét i særlig grad, når konkurrerende restauranter og caféer i nabobyerne, f.eks. Herning, ikke er pålagt de samme afgifter.  

Hvad vil Dansk Folkeparti?

Bamse fra ”Bamse og Kylling” ligner sig selv udenpå. Men hvem er han inden i? Vi ved Lars Bom har været der. Og Søren Hauch-Fausbøll. Måske også andre.

Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard ligner også sig selv uden på. Men inden i må der være sket noget, for den økonomiske politik er nu den modsatte af, hvad den var i 1997. Der er tale om store fundamentale holdningsskift og ikke blot om tilpasninger til samfundsudviklingen.

F.eks. var DF og de tre toppolitikere i 1997 enige om:

1) Skatterne skal nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser
2) Indkomstskatten skal være en flad skat på 30 %, og
3) Selskabsskatten skal fjernes.

I 2016 er de samme politikere, i det samme parti, stadig enige. Nu bare om at mene det modsatte: Den offentlige sektor (i dag verdens næststørste) skal være endnu større. Skattelettelser til danskerne er der ”ikke råd til”, og der er ingen planer om at fjerne selskabsskatten.

V, K og LA gik til valg på nulvækst og minusvækst i det offentlige forbrug, mens DF ville øge det med 0,8 %. For at imødekomme DF foreslår regeringen i sin 2025 plan at afsætte 22 mia. til det formål men DF vil øge det yderligere til 35 milliarder.

Den udvikling er ærgerlig, for DF havde i 1997 fat i den rigtige politik. Danmarks problem i dag er ikke, at den offentlige sektor er for lille. Problemet er, at der på 10. år ingen vækst er i økonomien. Kagen bliver ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal have en bid af den. Og netop den manglende vækst gør os relativt fattigere og det rammer alle danskere, også DF’s egne vælgere.

Nyeste tal fra OECD viser at Danmark ikke længere er på listen over verdens 10 rigeste lande. Nu er f.eks. hollænderne, østrigerne og tyskerne rigere end os, og uden vækstreformer er der ingen tvivl om, at vi skal meget længere ned. Hvad vil DF gøre ved det? De andre partier i blå blok samt de radikale anerkender at Danmark er i vækstkrise. Gør DF?

Gentagne gange under valgkampen hørte vi sloganet ”Du ved hvad vi står for” Men ærlig talt: gør vi det?

Op med humøret, Christian Juhl

”Jeg får kvalme” skriver Christian Juhl fra Enhedslisten (EL) og opfordrer os, der stemmer Liberal Alliance, til at stå frem: ”Stå frem alle I, der tror det gavner, at I rager til jer, mens andre må lide nød. Fortæl os, om I virkelig støtter LA’s egoistiske og kvalmende politik”. Flot retorik. Kun ølkassen til at stå på, og megafonen til at råbe i, mangler. Og så selvfølgelig et publikum.

Det er topskattelettelser, der får Christian Juhl op i det røde felt. Helt derop, hvor tyngdekraften ophæves og ting vendes på hovedet. Således ”får man noget” hvis man skal aflevere færre af sine penge, og ”man betaler”, hvis man modtager mindre i offentlig ydelse.

På en måde forstår jeg godt, hvis Christian Juhl er frustreret. Det er ikke nemt at være politiker med en politik, der ikke virker.

For et (tidligere?) revolutionært parti må det føles temmelig impotent at have været parlamentarisk grundlag for en regering, der ”viderefører VKO-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. EL så passivt til mens SR-SF regeringen hævede topskattegrænsen, nedsatte selskabsskatten, sløjfede planer om en millionærskat og ændrede på reguleringen af overførselsindkomster.

Heller ikke det ”spændende socialistiske projekt”, Venezuela, skaber længere jubel hos EL. Og det til trods for, at en del EL politik faktisk blev implementeret hér, bl.a. priskontrol, statslig produktion, nationaliseringer, kooperative ejerformer mm.  Resultatet er ligeså skræmmende, som det er forudsigeligt: Venezuela, der for få årtier siden var Latinamerikas rigeste land, er i dag på sammenbruddets rand. Der er akut mangel på helt basale fornødenheder som wc-papir, bleer, mælk, kød og medicin. Som altid rammes de svage hårdt og brutalt, når socialistiske ideologier hærger og fejler.

Forhåbentlig bliver Danmark aldrig et ”spændende socialistisk projekt”, men det er jo op til vælgerne at bestemme.

Hvis LA’s politik gennemføres kommer mange flere i arbejde og færre bliver parkeret på offentlig forsørgelse. Det har Finansministeriet beregnet. Den offentlige sektor bliver lidt mindre, men med flere varme hænder (og færre kolde). Og bare rolig: De rigeste vil stadig betale mest – som de gør i dag – men ingen vil betale mere end 40 %. Med hensyn til lighed vil Danmark stadig være mere lige end Sverige. Og Christian Juhl vil stadig kunne stå på sin ølkasse og råbe skældsord efter de rige egoister, der bare rager til sig. Forhåbentlig til den tid uden kvalme og i lidt bedre humør. 

Er Alternativet forud for sin tid?

”Ajmen amdede wleda wediæw … hvor er det crazy, det her” sagde en glad Uffe Elbæk da Alternativet stormede ind i Folketinget ved sidste valg. Og helt crazy bliver det da også når partiet blankt afviser at anerkende selv de mest grundlæggende og logiske sammenhænge mellem f.eks. økonomisk vækst, velstand og velfærd.

Seneste forslag fra partiet handler om en 30 timers arbejdsuge. I følge Finansministeriet vil forslaget, hvis det gennemføres, slå et hul i Statskassen på 130 milliarder kroner. Men det gør ikke indtryk på partiet, der ikke mener man bør bedømme forslaget alene på baggrund af Finansministeriets ”tvivlsomme regnemodeller”, for mennesker er også irrationelle, kreative og nytænkende. ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skriver MF René Gade og finansordfører Josephine Fock bl.a.

Indrømmet. Det er godt at drømme og have visioner. Hvor ville vi være uden dem? Men når man udvikler politik i en selvkonstrueret virkelighed, hvor økonomi opfattes som en biting og mavefornemmelser tæller lige så meget som anerkendte regnemodeller, ja så kan alt lade sig gøre, hvis bare man er mange nok, der lukker øjnene samtidig og virkelig tror på det.  

Netop derfor er det mest underlige ved Alternativets forslag også, at det er så uambitiøst. Hvorfor f.eks. pege på en 30 timers arbejdsuge, når det ligeså godt kunne have været 20 eller 15 timer? Og hvorfor ikke supplere den kortere arbejdsuge med et stort og visionært forslag om en grøn million kroner til hver eneste husstand, som så kan bruge den ekstra fritid til bæredygtig omstilling af hjemmene og indførelse af kødfrie dage?

Økonomer fra det etablerede system ville formodentlig mene, at sådanne forslag er meget vidtgående, voldsomt dyre og måske endda urealistiske. Men hvad ved de om det? De mangler stadig at forstå, at nye tider kræver nye løsninger, og dem leverer Alternativet. Hvis økonomerne brugte mere tid på tai chi og pilates, og mindre på Excel, så ville de måske opdage, at økonomi også er en følelse og at Alternativet blot er forud for sin tid. Hvor crazy er det ikke? 

Socialistisk all inclusive

En snak, et sted i et folkesocialistisk Danmark i en ikke så fjern fremtid.

– Far, hvorfor spiser børnene på skolen og ikke derhjemme, som i gamle dage?
– Tja, det startede med at skolen skulle stå for morgenmaden, men så viste det sig, at der også var elever, som ikke fik ordentlig frokost … og når man nu alligevel havde køkkenerne og personalet, ja så kom frokosten med. Desværre var der også børn, som heller ikke fik sund aftensmad, og så var skridtet til at indføre en ”all inclusive” model ikke så stort. Alle får nu tre måltider om dagen, og kostpyramiden følges til punkt og prikke. Alle spiser det samme. Det er godt for ligheden. Faktisk så godt, så socialisterne overvejer at indføre en lignende model for alle voksne danskere.

– Jamen, hvad så hvis man hellere vil spise derhjemme?
– Så tænk på at uligheden vil stige. Du er jo heller ikke kun mit og mors barn, vel? Du er også samfundets. Hvis ikke alle kan spise hjemme, så bør ingen gøre det. Desuden er det gratis at spise på skolen. Det vil sige: jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er gratis, men som alle andre danskere har jeg for længst mistet overblikket over hvad ting koster og hvor pengene kommer fra. Heldigvis sætter socialisterne bare skatterne op, hvis der mangler penge. Og penge mangler der jo hele tiden, for der er ingen vækst i økonomien og den offentlige sektor bare vokser og vokser. Man har fundet ud af, at nye skatter, der hedder noget med ”velfærd” glider nemmere ned, særligt hvis man siger, at de er midlertidige, når man indfører dem. Det glemmer folk med tiden. Desuden anerkender socialisterne overhovedet ikke at skattetrykket i Danmark skulle være højt. Faktisk er det lavt, siger de, også selvom de fleste går rundt og tror det modsatte.

– Men kan skatten ikke blive for høj?
– Jo, selvfølgelig. I gamle dage satte man f.eks. registreringsafgiften på biler lidt ned. Selvom borgerne betalte mindre, og det ikke skortede på advarsler om at nedsættelsen ville slå et hul i statskassen på 300 millioner, ja så kom der altså to milliarder ekstra ind i afgifter. Det handler også om misundelse og jantelov. Folkesocialisterne råbte op om, at billigere biler var en ”gave til de rigeste”. Det kan de desværre ikke gøre længere, for de rige er væk. Til gengæld er vi alle blevet lige – lige fattige.

21 integrationspakker senere

Siden 1999 har Folketinget vedtaget 21 forskellige integrationspakker. Alligevel er det år for år gået den forkerte vej. Unge med en anden etnisk baggrund end dansk er stærkt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og mange – særligt kvinder – i den arbejdsdygtige alder er ikke i arbejde. Rockwool Fonden har i en undersøgelse konstateret, at ikke-vestlig indvandring koster det danske samfund 16,6 mia. kr. årligt (2014). En udgift, som vil stige i takt med at flere kommer hertil.

Med ringe kvalifikationer, fysiske og psykiske sygdomme og måske andre ting i bagagen, er der for mange ny ankomne lang vej til selvforsørgelse. Særligt på det danske arbejdsmarked, hvor lønningerne er høje, og arbejde – også lavtlønnet – beskattes som om det var skadeligt. En protektionistisk fagbevægelse kræver høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, hvilket reelt udelukker mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skal løses, for arbejde er nøglen til vellykket integration.

Politikere, der har en facitliste for ”danskhed” og vil lovgive om alt fra frikadeller til julepyntsklipning i daginstitutionerne, rammer forbi skiven. I et åbent og frit samfund som det danske, skal der selvfølgelig være plads til mennesker, der er anderledes og har en anden baggrund, religion og kultur.

Problemet er med andre ord ikke, at lille Aisha ikke spiser frikadeller. Problemet er, at Aishas forældre ikke arbejder, og måske aldrig kommer til det.

Antallet af udlændinge, flygtninge og migranter vil, ifølge regeringen, stige de kommende år. Og dét selvom hverken integrations- eller asylpolitikken på noget tidspunkt har fungeret tilfredsstillende.

Sidste år druknede f.eks. 3.500 mennesker, heraf mange kvinder og børn, i et forsøg på at nå Europa. Ifølge Europol står menneskesmuglere for 90 % af trafikken til Europa.

Danmark bør indføre et asylstop og i stedet bruge ressourcerne i nærområderne. Gør vi det, kan vi hjælpe 8-10 gange flere og samtidig opnå en større sikkerhed for, at vi hjælper de rigtige.

Asylansøgning og -behandling bør kun foregå i nærområderne og Danmark skal selvfølgelig selv bestemme, hvor mange flygtninge vi vil tage imod. Hvis forældede konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så må konventionerne laves om.

Blokaden mod Dan Roots

Efter 6 ugers ødelæggende belejring kan Dan Roots i Tange klinke skårene, og varerne kan igen køres ud til kunderne. Hos konkurrenterne i udlandet, hvor arbejdsvilkår og løn er ringere end i Danmark, kan man takke 3F for fremgang i omsætningen og for de nye kunder man har fået foræret. For Dan Roots begynder det hårde arbejde med at vinde kunderne tilbage.

Mens 3F kan fejre, at de vandt, så står Dan Roots og medarbejderne forslåede tilbage med en oplevelse af at have været udsat for et overgreb. Endda begået af den fagforening, som de allerede har overenskomst med.

Blokaden mod Dan Roots efterlader et indtryk af et 3F, der befinder sig i en tidslomme fra 70’erne og endnu mangler at opdage, at protektionisme og tvang fungerer dårligt i en åben og global økonomi, hvor virksomheder, kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne. I Tange vandt 3F i første omgang ved hjælp af trusler og chikane, men spørgsmålet er, om vi ikke alle ender som tabere, når flere ufaglærte arbejdspladser forlader landet? Dan Roots har f.eks. meldt ud, at de for at beskytte forretningen vil fremskynde planer om etablering i udlandet. Det er forståeligt, men også umådelig trist. For vi har også brug for gode virksomheder, investeringer og private arbejdspladser herhjemme.

Mens massevis af gode, sunde rodfrugter til ingen verdens nytte blev kasseret, stod blokadevagter uden for Dan Roots med bannere om ”social dumping” – et forholdsvis nyt begreb, der er opfundet som en slags forsvar for manglende dansk konkurrenceevne. Når vi ikke kan konkurrere med den arbejdskraft, der kommer udefra, så skal den kunstigt gøres dyrere, så den ikke udgør en trussel for os selv. ”Social dumping” handler om egne særinteresser, og har intet med solidaritet at gøre.

Med krav om høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, udelukker fagbevægelsen reelt mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Ikke kun flygtninge og indvandrere, men også langtidsledige danskere.

Når de nederste trin på jobstigen mangler, kan mange – med de forudsætninger og kvalifikationer, de har – ikke nå op til det første trin, og de afskæres dermed også fra senere at bevæge sig yderligere op ad stigen mod højere løn og flere goder.

Resultatet er en økonomisk og menneskelig tragedie. Både for de, der udelukkes fra arbejdsfælleskab og selvforsørgelse og for os andre, der – udover at forsørge de mange uden arbejde – også skal betale milliarder til en kæmpeindustri af jobkonsulenter, kursustilbud og projektforløb uden at få valuta for pengene.

Væksten der blev væk

Dansk økonomi står stille og har gjort det i snart 10 år. Der har været flere tilløb til et opsving, men uden at det er blevet til mere. For nylig halverede de økonomiske vismænd så deres – i forvejen beskedne – vækstskøn for 2016 fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Den velstand som samfundet taber, når væksten udebliver, er enorm. Alligevel fylder den manglende vækst kun lidt i velfærdsdebatten, der mest handler om, hvordan pengene skal bruges og meget lidt om, hvordan de skal tjenes. Det blev tydeligt op til Folketingsvalget sidste år, hvor det regnede ned over vælgerne med milde gaver fra politikere, der gerne ville genvælges. At vi selv betaler for gaverne, og oven i købet gældsætter os for at gøre det, fuldender blot illusionen om et Danmark, der automatisk og altid vil være blandt verdens rigeste lande.

Efter snart 10 år uden vækst og uden tydelige tegn på, at den er på vej, så må det være på tide at gøre noget andet, end det vi plejer. Prisen for den manglende vækst er høj, ikke mindst for svage grupper og for personer i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet.

Et Danmark i slæbegear

Danmark er på mange måder et godt land at etablere og drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Som et lille land er vi vant til at tænke og handle internationalt. Men når det drejer sig om vækst klarer vi os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Og det ser ikke ud til at forandre sig i den nærmeste fremtid. For nylig punkterede de økonomiske vismænd således håbet om vækst i 2016, da de halverede deres – i forvejen beskedne – vækstskøn fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Lave vækstskøn for Danmark finder man også i prognoser fra OECD som vurderer, at Danmark vil få den 6. laveste vækst frem mod 2030 ud af 34 medlemslande.

Uden vækst, så bliver kagen ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal spise af den. Og det bliver vi, for vi lever heldigvis længere og bliver mange flere ældre i fremtiden. Dertil kommer, at andelen af danskere og indvandrere, der forsørges af offentlige kasser aldrig har været større og i dag udgør mere end halvdelen af befolkningen.

EU-Kommissionen offentliggjorde den 4. februar 2016 nye tal for den økonomiske udvikling i EU landene. Beregninger fra Dansk Byggeri viser på den baggrund, at den svenske økonomi i perioden fra 2008 til nu er vokset med 14 %, den tyske med 8 % og den danske med 1,4 %.

Hvis dansk økonomi havde haft de svenske vækstrater siden 2008, havde samfundet været 233 mia. kr. rigere. Med tyske vækstrater, havde vi været 122 mia. kr. rigere.

På den korte bane er det mange penge af gå glip af. De kunne have været brugt til bedre skoler, sundhed, ældrepleje og skattelettelser mv. På den længere bane risikerer vi, at Danmark fanges i en kronisk lavvækst, som Japan har været det siden 1990’erne. Desværre er det ikke længere et scenarie, der er helt urealistisk.

Accelererende udgifter og indtægter, der ikke kan følge med

Når statens udgifter accelerer i et hurtigere tempo end indtægterne, så kommer der til at mangle ressourcer og det økonomiske råderum indskrænkes. Gabet mellem den velfærd som danskerne betaler for, og forventer at få og den velfærd, der kan lade sig gøre, bliver større og større.

Det rammer de mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser og hjælp. Det rammer de ledige, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre i den arbejdsdygtige alder, der får sværere ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det rammer ansatte på mindre og mellemstore virksomheder, der kun handler i Danmark, og det rammer ansatte i den offentlige sektor. Der bliver færre ressourcer per ældre og per skoleelev. Diskussionerne om, hvorvidt vi i Sundhedssektoren også fremover har råd til tilbyde den bedste (og ofte også dyreste) medicin og behandling, har været i gang et stykke tid.

Også ressourcestærke borgere mærker, når det økonomiske råderum indskrænkes. Kravene til produktivitet stiger for de stadigt færre, der trækker læsset. Og trods den høje skat, de afkræves, så oplever også de, at offentlig kernevelfærd såsom skoler, sundhed og ældrepleje år for år forringes i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Ofte vil det heller ikke være nok at betale for ydelserne én gang via skatten. Vil man f.eks. behandles hurtigere i Sundhedsvæsenet må man købe en privat forsikring. Vil man have mere hjemmehjælp til sin gamle mor, så må man også til lommerne igen.

Danmark er i en luksus fælde, hvor der kommer mindre ind, end der går ud. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Vi gældsætter os med andre ord for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Væksten skulle have finansieret en stor del af det, men den kom ikke, og så mangler pengene.

Der er ingen ekstra penge i at beskatte virksomhederne og befolkningen hårdere. Dén grænse er for længst overskredet, og det høje skattetryk er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.

Når politikerne ikke kan skrue skatten yderligere op for at dække de accelererende udgifter, så vedtager de finanslove med milliardstore underskud og fremrykker pensionsbeskatning for at få det hele til at se lidt pænere ud, upåagtet at det efterlader et hul i fremtiden, hvor pengene vil mangle.

Vi indtager en suveræn nr. 1 i verden, når det gælder skattetryk, og er flere procentpoint foran nr. 2, som er Frankrig. Vi er med andre ord ekstrem blandt de ekstreme. Det skader væksten og muligheden for at gøre kagen større til gavn for alle, ikke mindst for de svageste og for personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at normalisere det danske skattetryk.

Leveomkostningerne herhjemme er også i den høje ende, faktisk 43 % over EU gennemsnittet. Det betyder, at når f.eks. en tysk familie bruger 104 kr. på almindelige ting som mad, bolig, transport osv. så skal en dansk familie bruge 143 kr. for at købe det samme. Høje leveomkostninger og høje personskatter og afgifter er med til at presse lønningerne op, og dermed øge virksomhedernes omkostninger.

Når politikere taler om, hvordan de ”skaber jobs” så er der grund til at være på vagt. For det første, fordi det ikke er dem, der skaber jobs – det gør virksomhederne. For det andet, fordi der er en tendens til, at politikernes jobskabelse bliver en dyr og konkurrenceforvridende omfordeling, som det f.eks. er tilfældet med bolig-job ordningen.

Private virksomheder er nøglen til vækst

Som tidligere nævnt er Danmark på mange måder et godt land at drive virksomhed i. Men skattetrykket og arbejdsudbuddet udgør væsentlige barrierer for at tiltrække nye investeringer og arbejdspladser. Hvad det sidste angår, er vi ramt af, at der de kommende år vil komme små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Udviklingen får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når – og hvis – et opsving kommer, kan der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det inden det rigtigt når at komme i gang. Derfor skal det være mere attraktivt at arbejde, også for højtlønnede der i dag straffes med en topskat, hvis de yder en ekstra indsats. Virksomhederne skal have let adgang til at få arbejdskraft fra andre lande.

Noget tyder også på, at det ikke er attraktivt nok at etablere egen virksomhed i Danmark. Ifølge Eurostat er kun 8 % af danskerne selvstændige, mens EU gennemsnittet er 14 %. Tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser, at de nye og unge virksomheder er gode til at skabe vækst og arbejdspladser. Hvis antallet af selvstændige iværksættere var det samme som EU gennemsnittet, ville Danmark have 165.000 flere selvstændige. Når vi endelig har fået virksomhederne i gang, så vokser mange af dem ikke. Således viser en dugfrisk rapport fra Erhvervsstyrelsen, at der simpelthen ikke er skabt virksomheder med mere end 1.000 ansatte i Danmark inden for de seneste 20 år.

Vi har med andre ord alt for få nye virksomheder, og det lykkes ingen af dem at vokse sig rigtigt store.

Politikernes fornemmeste opgave er at skabe bedre rammevilkår for virksomhederne, så de bliver mere konkurrencedygtige. Det skal være mere attraktivt at starte en virksomhed og få den til at vokse, og det skal være mere attraktivt at placere investeringer i Danmark. Vækst i beskæftigelsen og økonomien skabes nu engang af private virksomheder gennem initiativ, risikovillighed, idérigdom, gåpåmod og ikke mindst hårdt arbejde. Når politikere blander sig med kunstige tiltag i markedernes naturlige mekanismer for udbud og efterspørgsel, så ender det tit både dyrt og dårligt.

Når det går godt for virksomhederne – når der er fremdrift og overskud – så går det også godt for resten af samfundet. Virksomhederne ansætter nye medarbejdere; det er nemt at skifte job, og nyuddannede, fleksjobbere og flygtninge kan lettere få en fod inden for på rigtige arbejdspladser.

Danmark har gode muligheder for at lykkes, men det kræver at vi vil og gør noget andet, end det vi plejer. Efter 10 års ørkenvandring uden vækst må det være på tide at komme i gang.

Negativ moms er et tag-selv bord

SKAT udbetalte 237 milliarder i negativ moms i 2014. Det er en stigning på hele 34 % sammenlignet med 2010. Dette fremgår af et svar fra Skatteministeriet den 23/11 2015. Stigningen burde få alarmklokkerne til at ringe langt ind i Skatteministeriet og regeringen. Men det gør den desværre ikke. Heller ikke selvom prognoser tyder på, at udbetalingerne blot er accelereret yderligere i 2015. 

Virksomheder, der er berettiget til refusion, skal naturligvis have det. Men den voldsomme stigning i udbetalingerne tyder på, at der i stort omfang også svindles med ordningen.  

I 2014 ansøgte 173.958 om at få negativ moms udbetalt. Heraf kontrollerede SKAT blot 5.182 af anmodningerne, hvilket er færre end tre procent. 97 % blev således udbetalt uden kontrol. Skatteministeriet har oplyst i den forbindelse, at de mener “kontrollen med momsudbetalinger har været tilfredsstillende”.

I et samråd den 29/1 2016 oplyste Skatteminister Karsten Lauridsen “Hvis vi vil have et momssystem, der er tillidsbaseret fremadrettet, så bliver vi nødt til at acceptere, at der er en del, som ikke afregner den moms, de skal, bevidst eller ubevidst, og der vil også være nogle, som vil kunne udnytte huller i systemet og lave organiseret svindel.” Ministeren anslog ved samme lejlighed, at staten som følge heraf går glip af mellem 10 og 18 mia. kr. årligt.

SKAT har tidligere meddelt, at de ved kontrol af negativ-moms anmodninger finder fejl og fusk i mere end halvdelen. Hvis det er rigtigt, så forekommer Skatteministerens vurdering at være endog meget optimistisk og det reelle tab formodentlig meget større. Udover at Statskassen går glip af store tocifrede milliardbeløb, så rammes lovlydige virksomheder, der afregner dét de skal. De udsættes nemlig for unfair konkurrence fra de, der ikke gør, og derfor kan operere med lavere omkostninger.

Der er akut behov for et forenklet, transparent og mere retfærdigt skatte- og afgiftssystem, hvor fokus er på kerneopgaverne. Der er brug for en ny, kompetent ledelse i SKAT. Ingen, uanset politisk ståsted, kan være tjent med at borgernes penge fortsætter med at fosse ud af statskassen til svindlere og – i nogle tilfælde – terrorister. Den brændende platform har aldrig været mere brændende.

Liberal Alliance foreslår, at Skatteministeriet nedlægges og erstattes af en styrelse under Finansministeriet. Fokus for en ny Skattestyrelse skal være at sørge for en ordentlig og redelig inddrivelse af skat efter gældende love og regler. Det sidste har der jo desværre også vist sig at være problemer med.

Lad os gøre kagen større

I 3. kvartal 2015 var der negativ vækst i Danmark. For femte år i træk må en regering – rød som blå – erkende, at dens skøn for væksten det følgende år har været for optimistisk. Jeg ved godt, at dansk økonomi er under indflydelse af udviklingen uden for vores egne grænser. Danskerne udgør trods alt kun 8 promille af verdens befolkning. Men dét vi bør kunne forvente af vores politikere, er, at de udviser rettidig omhu i forhold til de gigantiske – og kendte – udfordringer vi som samfund står overfor. Desværre sker det ikke.

Den manglende vækst kommer til at få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund. Det er væksten, der gør kagen større. Det er væksten, der skaber velstand og råderum til bl.a. at finansiere vores offentlige sektor og betale offentlige ydelser.

Desværre har der i flere år været ubalance mellem indtægter og udgifter. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Det betyder, at vi gældsætter os for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Skattetrykket er verdens højeste, og flertallet af befolkningen har i dag deres forsørgelse fra offentlige kasser. En totalt fejlslagen asyl- og migrant politik kommer med sikkerhed kun til at gøre ondt værre.

Der kommer små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Det får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når og hvis et opsving kommer, vil der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det, allerede inden det rigtigt er kommet i gang. Virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft er jo også en klar forudsætning for vækst.

Danmark er på mange områder et godt land at drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Desværre får det ekstreme skattetryk, og risikoen for at komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft, virksomheder (der har mulighed for det) til at vælge Danmark fra og placere investeringer og arbejdspladser andre steder.  

Væksten går uden om Danmark. Derfor er det afgørende vigtigt at vi normaliserer skattetrykket i Danmark – særligt på arbejde – for det skader væksten, gør kagen mindre og gør os alle sammen fattigere.

SKAT har brug for en ny start

SKAT i sin nuværende form minder om Titanic. En supertanker, som man ikke forestiller sig kan synke. Mens vandet fosser ind, spiller musikken lystigt, champagnen flyder og vi sidder forstenede tilbage og lytter til en rådvild og naiv Skatteminister, der taler om et langt, sejt træk og om en ledelse i SKAT, som han fortsat har tillid til.

Alene EFI skandalen anslås at løbe op i 14.000.000.000 kr. Hertil kommer så yderligere et tocifret milliardbeløb, som SKAT har udbetalt til svindlere i udbytterefusion og negativ moms. Sagerne har stået i kø for at afløse hinanden. SKAT har beviseligt ageret ulovligt, ligegyldigt, inkompetent og stupidt. Og måske har vi kun set toppen af isbjerget.

SKAT har brug for en ny start – en ny tidssvarende måde at arbejde på, og sidst men ikke mindst, en ny ledelse, der ved, hvad den har med at gøre. Der er mere end 6.000 ansatte i SKAT, der nu får tilført yderligere 400 medarbejdere. At Jesper Rønnow, den øverste direktør i SKAT, fortsat er blandt dem, er ubegribeligt.

Så længe SKAT er underlagt dårlig ledelse vil der også være et umætteligt behov for flere ressourcer. Men at tilføre flere ressourcer, uden samtidig at tage et opgør med ledelsen og kulturen, det svarer til at hælde vand i et badekar uden at sætte proppen i.

God ledelse handler om at gøre det rigtige – rigtigt. Og det første er det vigtigste. Der er som bekendt ikke noget mere værdiløst end at blive super effektiv til at gøre noget, der aldrig skulle have været gjort. Hvad ledelsen i SKAT angår, så har den flere gange vist, at den ikke formår, hverken at gøre det rigtige, eller at gøre det rigtigt.

Tilliden til SKAT er ikke-eksisterende. Og i det lys er den plan, der er fremlagt af Karsten Lauritzen, helt utilstrækkelig. Den er et plaster på et brækket ben. Det trøster måske lidt, men benet er stadig brækket.

Skatteministeren havde en enestående chance for at træde i karakter og genopfinde SKAT. En chance for at tage et opgør med en dysfunktionel kultur og starte på en frisk. Den chance er nu forpasset. Ministeren har nemlig valgt at lappe på den gamle, syge organisation og køre videre i den samme rille.

Kun to ting er helt sikre, når det gælder lapperier i SKAT: Det bliver rigtig, rigtig dyrt. Og det er dig og mig, der betaler.

Syg kultur i SKAT

Det sejler i SKAT. Pengene, der sløses med, er dine og mine. Her er tre aktuelle eksempler:

  1. Udenlandske kriminelle har med falske dokumenter franarret den danske statskasse mindst 6,2 milliarder kroner. Skattedirektør Jesper Rønnow Simonsen ”erkender at kontrollen i Skat har været mangelfuld”. SKAT var i øvrigt advaret om risikoen for svindel både i 2010 og 2013. Advarsler, som SKAT valgte at sidde overhørig. Samme ”laden stå til” så man i årene op til selskabstømmer-sagerne begyndte at rulle. Selskabstømmerne annoncerede offentligt efter selskaber, de kunne tømme og SKAT foretog sig ingenting. De så blot på, mens kriminelle tømte det ene selskab efter det andet, hvilket førte til store tab for skatteyderne.
  2. IT systemet EFI – der skulle effektivisere inddrivelsen af restancer – har kostet en formue, og skulle have været i drift i 2013. Det kom det også, men har aldrig virket. Gælden fra borgere og virksomheder er steget til et historisk højt niveau. Der ligger store nedskrivninger og venter forude på gæld, der ikke kan inddrives.
  3. Tidligere på året måtte SKAT afskrive knap 900 millioner kr. fordi man “glemte” at følge op på krav, som derved blev forældet. Ups.

Jeg vil opfordre den nye Skatteminister, Karsten Lauritzen (V), til at træde i karakter og gøre op med en syg kultur. Sløseri, ligegyldighed, slendrian, arrogance og åbenlys inkompetence skal ikke forsvares, og i særdeleshed ikke når det er borgerne, der ufrivilligt betaler for det. Sagen i sig selv er en skandale, jeg håber ikke håndteringen af den også bliver det.

Det virker som om, der er nærmest uudtømmelige ressourcer til rådighed, når en kendt fotomodel eller erhvervsmand skal kanøfles, eller når almindelige borgere nidkært skal stå skoleret og bevise deres uskyld, eller når en tidligere statsministers ægtefælle skal serviceres for lovligt at være fritaget for skattebetaling i Danmark.

Det hér er ikke et spørgsmål om flere penge til Skat, der i forvejen har over 6.000 medarbejdere. Det er først og fremmest et spørgsmål om ledelse, eller rettere: mangel på samme. Der skal gøres rent, som når man vasker trapper: Oppefra og ned. Hvis Karsten Lauritzen behøver hjælp til at gøre det nødvendige, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Dårlige kunder er et udbredt fænomen

Alt for mange virksomheder døjer med dårlige kunder. Og det er både ærgerligt og dyrt. De dårlige kunder nøjes nemlig ikke med kun at skade bundlinjen, de er tit også mere krævende og utilfredse end de gode kunder, hvilket påvirker medarbejdernes trivsel og kundefokus negativt.

Undersøgelser af fænomenet peger på, at årsagen til, at de dårlige kunder får lov til at fortsætte som kunder, skal findes i en blanding af manglende overblik over kunderne og deres værdi samt manglende metoder til at identificere og afvikle dem.

Dertil kommer, at finanskrisen gør ondt værre. Når salgsafdelingen må kæmpe hårdt for selv de mindste krummer i et vigende marked, ja så skal der meget til for at sætte en kunde på porten, også selvom det er det rigtige at gøre.

Hvad er en god og en dårlig kunde?

Nogle af de ting der kendetegner en god kunde kan være: Stor lønsomhed, betaler til tiden, køber meget (eller har potentiale for det), er nem at samarbejde med, er tilfreds og glad for produkterne og kontakten, kommer måske med gode input til produktudviklingen og anbefaler os gerne til andre.

En dårlig kunde har et eller flere af de modsatte kendetegn: Urentabel, ustabil betaler, lille omsætning og begrænset potentiale, besværlig og sjældent helt tilfreds.

Det kan være én, der afgiver mindre ordrer, ofte fulgt op med krav om særlige tilpasninger, større rabatter, hurtigere levering og specielle betalingsbetingelser (også selvom de ikke bliver overholdt alligevel). Samtidig stilles unødvendige krav om at blive betjent af én bestemt medarbejder og der skældes ud, hvis ventetiden i telefonen sniger sig op over de 30 sekunder! Sættes ordren i værk, ringer kunden med nye ændringer og beklager sig højlydt over den manglende fleksibilitet, hvis de særlige ønsker ikke omgående imødekommes. Og så videre og så videre.

Når regnskabet gøres op, har virksomheden ingenting tjent, måske endda sat penge til. I hvert fald kunne den energi der er spildt på at servicere den dårlige kunde have været brugt bedre på at servicere de gode kunder.

Har du de rigtige kunder?

Indsigt i på hvilke kunder bundlinjen vindes og tabes er uvurderlig. Hvis virksomheden ikke allerede har dette overblik anbefales det at få det.

Der kan være stor indtjening at hente ved at

  1. Identificere de dårlige kunder
  2. Udvikle eller afvikle dem, og
  3. Implementere metoder til at spotte dem på forhånd og dermed undgå at få dem som kunder til at begynde med

Selvfølgelig er der mulighed for at en dårlig kunde kan udvikle sig til at blive en god kunde. Ofte viser den mulighed sig dog at være mere teoretisk end reel. Håbet er lysegrønt og håbet om en dag at få en god forretning ud samarbejdet med en dårlig kunde er en væsentlig del af forklaringen på at den dårlige kunde accepteres i virksomhederne.

Ryd op og stil krav til de dårlige kunder

Når en dårlig kunde er identificeret er næste trin at se på om vedkommende kan udvikles til at blive en lønsom kunde.

En vej frem kan være at stille særlige krav til de dårlige kunder:

  • Betales der ikke rettidigt? Stil krav om forudbetaling.
  • Ændres små ordrer eller bestillinger jævnligt? Tag gebyrer for ændringer og særlige tjenester.
  • Kræves rabatter selv ved små ubetydelige ordrer? Sig nej!
  • Kommer der mange små ordrer, der med fordel kunne samles i én større ordre? Sæt prisen op på mindre ordrer og gør det mere attraktivt at afgive større ordrer.
  • Opfører kunden sig urimeligt overfor dine medarbejdere? Sørg for at kunden får telefonnummeret til konkurrenten.

Når der er ryddet op og gjort rent bord, kan den nyvundne energi med fordel bruges på at gøre en ekstra indsats for at styrke samarbejdet med de lønsomme kunder.

Dine gode kunder, medarbejdere og bundlinjen vil sætte pris på det.

Kunsten at bruge penge

Milliarderne ruller lystigt i disse dage. Døren til gaveboden står på vid gab og kapløbet om, hvem der vil bruge flest penge på mere velfærd, er i fuld gang. Men pengene er der ikke. År efter år stiger gælden og få politikere synes optaget af, hvordan pengene skal tjenes.

underskud graf

Milliardstore underskud – der vil fortsætte så langt øjet rækker uden de nødvendige reformer – fremlægges frejdigt med budskaber om, at der ”er styr på økonomien og derfor råd til et endnu større forbrug”.

Men hvordan kan det være, at politik i så høj grad er kommet til at handle om, hvem der vil bruge flest penge?

I valgkampen er tendensen, at enhver god gerning gøres op i, hvor mange milliarder man har brugt, og hvor mange man vil bruge fremover. Knap så vigtigt er det, hvad man får for pengene eller hvem de skal tages fra.

  1. Derfor er det dårligt at spare, også selv om det er fornuftigt og ingen kommer til at mangle noget som følge af det.
  2. Derfor er det godt altid at bruge mere. Og har vi ikke pengene, så låner vi dem.

Skru helt op for både den varme og den kolde hane når badekarret fyldes – og pyt med, at ingen har sat proppen i!

Hvorfor handler debatten så meget om dagpenge og offentlige ydelser, og så lidt om, hvordan vi får gang i væksten og hjælper vores virksomheder med at blive mere konkurrencedygtige?

Som det eneste parti går Liberal Alliance til valg på en helt konkret 2025 plan, som er gennemregnet af finansministeriet. Det er en plan som vil gøre vores erhvervsliv mere konkurrencedygtigt ved at sænke selskabsskatten og indkomstskatten og fjerne arveafgiften. Det er en plan, som letter byrderne på turisterhvervene og landbruget.

Ifølge finansministeriet vil planen øge velstanden med 108 mia. og beskæftigelsen med netto 124.000 personer. En almindelig LO familie får 40.000 kr. mere om året til sig selv, netto efter skat og registreringsafgiften på biler fjernes helt, hvilket bl.a. gavner de mennesker, der bor i yderområderne og som har brug for en bil for at komme til og fra arbejde.

Jeg vil opfordre dig til den 18. juni at stemme på det parti, der har vækst på dagsordenen og modet til at fremlægge en konkret politik inden valget. Der er brug for vækst og flere rigtige jobs, hvis vi også i fremtiden skal have råd til at opretholde og udvikle det gode samfund som vi er fælles om.

Fortsat god valgkamp.

Patienten før systemet

Af Morten D. Høgh, byrådsmedlem (LA) og Johnny Heinmann, folketingskandidat (LA)

Det er udtryk for en ”systemet før patienten”-tankegang, når Silkeborg sygehus, der er et af landets bedste og mest veldrevne sygehuse, nu skal rundbarberes. Ligesom det har været en ”systemet før patienten”-tankegang, der er årsagen til at tusindvis af sygehussenge siden 2007 er blevet nedlagt, med det resultat at mange, bl.a. ældre medicinske patienter, har måttet ligge på gangene.

Et godt og velfungerende sundhedsvæsen for alle danskere, er en vigtig del af kernevelfærden. Vi mener, at tilbud og prioriteringer altid skal foretages med udgangspunkt i patientens bedste, og ikke systemets.

Derfor foreslår Liberal Alliance bl.a.:

  • Pengene skal følge patienten, og det frie valg skal udvides. Det frie valg giver patienterne mulighed for at ”stemme med fødderne”. Det skaber mere intern konkurrence, og vil være til gavn for sygehuse, der gør det godt, som f.eks. Silkeborg sygehus.
  • Regionerne nedlægges. Regionerne er i en uhensigtsmæssig dobbeltrolle som både sygehusejere og dem, der skal sørge for at sikre borgerne mest sundhed for pengene (dvs. indkøbere). Vi vil gøre de offentlige hospitaler til selvejende institutioner, som får et større ansvar for økonomien og kvaliteten.
  • Der skal vises mere tillid til de fagprofessionelle. Dygtige og motiverede medarbejdere er hele forudsætningen for et velfungerende sundhedsvæsen. Overflødig kontrol, regeltyranni og bureaukrati er desværre udbredt, og det stjæler tiden fra det vigtigste, nemlig patienterne.
  • Nedlæggelsen af sengepladser skal stoppes, det skal kun afgøres af efterspørgslen. Der bør laves aftaler med private om levering af hotelfunktioner, udskrivelsessygehuse eller –plejehjem, for de patienter, der ikke har behov for yderligere behandling, men som det er for tidligt at sende hjem.
  • Ventetiderne skal være markant kortere og patienter skal have ret til at få påbegyndt en behandling inden for en måned.

Politikerne bør bakke op om kompetente sygehusledelser, der sammen med deres medarbejdere, skaber gode resultater som det f.eks. sker i Silkeborg. Vi er desværre i øjeblikket vidner til det modsatte. Det virker helt sort at flytte penge fra et hospital med de laveste omkostninger og høj tilfredshed, til hospitaler med højere omkostninger og lavere tilfredshed. Regionshospitalet i Silkeborg er to år i træk blevet kåret til Danmarks bedste ”lille” hospital.

Vi bliver i fremtiden mange flere ældre, og vi lever – heldigvis – længere. Nye behandlingsmetoder og ny, dyr medicin bekræfter blot behovet for reformer af sundhedsvæsenet. Lad os udvise rettidig omhu og indrette os, så vi også i fremtiden kan have et godt og velfungerede sundhedsvæsen til glæde for os alle sammen.

I et tomrum mellem krise og opsving

Ifølge regeringen selv har den ”med ansvarlig økonomisk politik” bragt Danmark gennem krisen. Regeringens politik har skabt vækst i økonomien og fremgang i beskæftigelsen, forlyder det.

Men det er at pynte sig med lånte fjer. Oven i købet lånte fjer, som både er flossede og farveløse.

For det første, så skrottede S-SF selv sin egen luftige økonomiske politik da de dannede regering med de Radikale i 2011. I regeringsgrundlaget står ordret, at S-R-SF regeringen vil ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Hvis den økonomiske politik således virker i dag, så er det jo VK-regeringens politik, der virker? S og SF ville jo som bekendt noget helt andet med ”Fair løsning” og ”Har du 12 minutter” men som det står klart i dag, så var der tale om varm luft.

For det andet, så oversælger regeringen i stor stil ”hvor godt det går”. Det er rigtigt, at virksomhedernes investeringer er for opadgående. Men det er altså også fra et uhyggeligt lavt niveau. Det laveste niveau i 20 år.

Lige nu befinder vi os i et tomrum mellem krise og opsving. Vi skal glæde os over 1 % vækst, for ”en op er en op”. Men der er ingen grund til at åbne champagnen, for opsvinget er usikkert og i sin spæde start. Danmarks vækst på 1 % i 2014 svarer til det europæiske gennemsnit, og vi klarer os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. F.eks. i Sverige er væksten dobbelt så stor som i Danmark. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Er det godt nok?

Ikke hvis der også skal være velfærd som vi kender det, til de kommende generationer. Danmark står overfor massive udfordringer med en aldrende befolkning og alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet på passiv forsørgelse. Der er strukturelt underskud så langt øjet rækker, og regeringen gældsætter vores børn for at få råd til velfærden. Uanset om der er 1 % vækst eller ej, så er Danmark havnet i en luksusfælde, hvor vi tjener mindre end vi bruger, og hvor der er et indlysende behov for økonomiske reformer.

Liberal Alliance har som det eneste parti i Folketinget fået gennemregent og blåstemplet sin økonomiske 2025 plan af Finansministeriet. Det er en plan, der vil normalisere skattetrykket, øge velstanden for alle danskere og sikre, at der også i fremtiden vil være råd til velfærd. Skal vi ikke se at komme i gang?

 

Vi skal bekæmpe fattigdom, ikke rigdom!

Finansminister Bjarne Corydons økonomer har regnet på, hvad der vil ske, hvis Liberal Alliances politik gennemføres.

De væsentligste konklusioner er:

  • Velstanden femdobles på 10 år i forhold til Thornings produktivitetsmålsætning. Det svarer til ekstra 108 mia. kr.
  • 124.000 flere fuldtidsjobs. Mange, som i dag forsørges af det offentlige, vil blive i stand til at forsørge sig selv.
  • Alle danskere, høj som lav, vil få mere luft i privatøkonomien. De fattigste 10 % vil få 7.000 mere til sig selv om året og de 10 % rigeste vil få 61.000 mere.

Kilde: Finansministeriet.

Det er rigtig gode nyheder for Danmark og danskerne. Vækst, beskæftigelse, større økonomisk råderum for den enkelte. Økonomien bliver markant sundere, og vi får igen råd til god kernevelfærd. Ingen bliver dårligere stillet. Alle vinder.

Men det synes Bjarne Corydon, der selv har leveret tallene, ikke. Han kalder tilmed planen for ”et eksperiment, der vil øge uligheden”. Det er i øvrigt selvsamme Corydon, som i 2011 stod bag den luftige plan ”Fair løsning” og ”har du 12 minutter…”.

Lad os se på lidt fakta:

Skattetrykket i Danmark er verdens højeste med 48,6 % af BNP. Til sammenligning er Frankrig nr. 2 med 45,0 % BNP og Sverige nr. 5 med 42,8 % BNP.

Efter gennemførelse af Liberal Alliances økonomiske plan, vil Danmark, med et skattetryk på 42,9 % stadig have et højere skattetryk end Sverige! Der er således på ingen måde tale om et ”eksperiment”, men snarere om en normalisering i forhold til de lande vi sammenligner os med.

I sin iver for at gøre alle lige, er det som om Corydon glemmer, at det er fattigdom – og ikke rigdom – vi skal bekæmpe.

Det får mig til at tænke på historien om de ti venner, der hver dag går på restaurant og spiser sammen. Regningen på 1000 kr. deler de på samme måde, som vi betaler skat:  De fire, der har mindst, betaler ikke noget, tre betaler 75 kr. og to betaler 125 kr. Den sidste, og den rigeste af dem, betaler 525 kr.

Sådan gør de hver dag i længere tid, og restauratøren beslutter derfor, at give dem en rabat på 200 kr. Rabatten bliver fordelt i forhold til, hvor meget de hver især betaler: De fire, der har mindst, betaler stadig ikke noget. De tre betaler 60 kr. De to betaler 100 kr. og den rigeste betaler 420 kr. Alle får således deres del af rabatten, og de fire, der har mindst, spiser stadig gratis.

Men så en dag begynder én at sammenligne, hvad de hver især har sparet. Han peger anklagende på den rigeste af vennerne og siger: ”Jeg fik kun 15 kr. i rabat, men du fik 105 kr. Det er uretfærdigt, at du fik syv gange mere end mig!” De andre i selskabet er helt enige: ”Hvorfor skal de rige altid have mere end os?” De fire, der ikke betaler for maden, er også forargede, for rabatten fik de jo slet ikke del i.

Det ender med, at den rige ven får en ordentlig omgang tæsk, og næste aften dukker han slet ikke op til middagen. De ni spiser som de plejer, men da regningen kommer, opdager de noget… der mangler 420 kr.

Skal vi tage i Tivoli eller betale husleje?

De fleste vil nok ikke være i tvivl. Hvis der ikke er råd til begge dele, så skal huslejen selvfølgelig betales. I byrådet og på kommunen ser der dog ud til at gælde andre regler. Den seneste nyerhvervelse vi har kunnet læse om er ”Kedelhuset”. Det koster 9 mio. kr. + det løse, herunder ansættelse af en kommende kunstnerisk leder. For ikke så længe siden syntes kommunen også, at det var dens opgave at agere bank og udlåne 30 mio. kr. til Performers House. Det gik som bekendt ikke, og som altid havnede regningen hos skatteyderne.

Jeg har intet imod koncerter, musik og kultur og jeg har heller ikke noget i mod fodbold. Hvis SIF og andre vil have et nyt stadion, så skal de være velkomne. Men hvordan kan det blive en kommunes opgave at bruge 120 mio. kr. på et stadionprojekt til glæde for en privatejet fodboldklub og godt 4.000 tilskuere, der kan overvære en snes fodboldkampe årligt? Til sammenligning må de frivillige i breddeidrætten, som gør et kæmpe ulønnet arbejde med vores børn og unge, nøjes med nogle få håndører på budgettet.

Det er også indiskutabelt, at der mangler en cykelsti på skolevejen mellem Gjessø og Them. Strækningen er livsfarlig for vores børn og alle andre at færdes på. Alligevel er meldingen, at ”der ikke er råd” til at anlægge en cykelsti. Hvordan kan et kulturprojekt være vigtigere end sikre skoleveje for vores børn?

For en brøkdel af de betydelige beløb som kommunens ”feel good” projekter koster, kunne man have valgt at anlægge en cykelsti. Det er en besynderlig prioritering. Hvis man kun har 5.000 kr. og bremserne på bilen ikke virker, hvorfor køber man så et soltag?