De andres skyld

Det er ikke altid tingene går, som man regner med, hvilket denne lille historie handler om. For et halvt års tid siden blev jeg spurgt, om jeg ville hjælpe en lille énmandsvirksomhed i Syddanmark, der var kommet i økonomiske vanskeligheder. Det ville jeg gerne.

Det lignede en overskuelig opgave, uden den kompleksitet og det kaos, der ofte møder én som frivillig rådgiver i ”Early Warning” korpset, når vi rykker ud for at hjælpe nødlidende virksomheder. Det handler om at skabe overblik, rydde op og – forhåbentlig – bidrage til at finde en ny og bedre vej fremad.

Jeg skulle dog snart blive klogere.

Som det er normal praksis, havde jeg i forvejen fået en beskrivelse og nogle fakta om virksomheden, så jeg havde mulighed for at være velforberedt til det første møde. På ”Matchmødet”, som det første møde kaldes, ser parterne hinanden an, stiller spørgsmål og drøfter udfordringerne og mulighederne for at løse dem. Dialogen foregår altid i øjenhøjde,  med empati og forståelse for, at virksomheden står i en udsat og sårbar position.

Der var her tale om en lille forretning uden andre medarbejdere end indehaveren selv. Omsætningen over de seneste år havde været stabil og det samme havde indtjeningen. Han forhandlede produkter, bl.a. til landbruget. Lønnen til indehaveren var beskeden, men tilstrækkelig til at leve af, så hvorfor var der krise? Af beskrivelsen fremgik, at indehaveren havde opbygget en privat gæld, som nu var begyndt at belaste virksomheden.

Fredag eftermiddag, hvor mødet skulle finde sted, kørte jeg fuld af fortrøstning hjemmefra. Dette skulle nok blive en succes. Det skulle blive rart med en ny sag, som var enkel og overkommelig.

Det første, der mødte mig, da jeg ankom til virksomheden, var et kæmpemæssigt rod. Bunker af papirer, tøj, gamle ting, pizzabakker osv. lå overalt i store mængder og man kunne kun bevæge sig rundt i lokalerne på stier, der var skabt på gulvet. Indehaveren virkede forvirret og nervøs, men det er i sig selv ikke usædvanligt. I et hjørne, bag en stor computerskærm, sad der en teenagepige med store høretelefoner på og spillede computerspil. Indehaveren fjernede nogle bunker fra et bord, vi satte os ned og mødet gik i gang.

Efterhånden som samtalen skred frem, viste det sig at handle om, at indehaveren spillede om penge på internettet, når han kedede sig. Mange penge. Egne penge og alle dem, han havde haft mulighed for at låne. Så længe banken, kreditkortselskaberne og kviklån-udbydere ville låne ham penge, ligeså længe spillede han.

Det oplevede han overraskende nok ikke som det egentlige problem. Dét, han oplevede som et problem, var, at de nu gerne ville have deres penge igen, og derfor var begyndt at rykke. Ikke kun via breve, som han ikke åbnede, men også per telefon. Derfor var han holdt op med at tage telefonen. Han mente ikke selv, at han var ludoman. Problemet var snarere, at de, der havde lånt ham penge, nu ville have dem igen. 

Da vi skulle til at runde mødet af, sagde jeg, at jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg kunne hjælpe, når han ikke vedkendte sig sit ansvar og ikke mente, han havde et spilleproblem. Selvfølgelig kunne vi kontakte alle kreditorerne og lave aftaler, men hvad hjalp det, hvis han fortsatte med at spille for lånte penge? 

Han sagde nu, at han godt kunne se det og ville gøre det, der skulle til. Jeg bad ham om at åbne sine rudekuverter, lave en liste med alle han skyldte penge, og derefter sende den til mig. Han skulle også tage kontakt til Center for Ludomani i Odense for at komme i behandling. Det lovede han at gøre, men jeg hørte aldrig fra ham igen.

Der er nu gået et halvt års tid, og jeg tænker stadig ind imellem på, hvordan det går med ham og hans pige og på, om jeg skulle have gjort det anderledes.

Steder, beskrivelser og begivenheder er ændret hvor det er nødvendigt for at beskytte anonymiteten.

Ubrugelig undersøgelse af 2 minus 1 vejen

I forbindelse med evaluering af 2 minus 1 vejen mellem Gjessø og Them, gennemfører kommunen i disse dage en elektronisk spørgeskemaundersøgelse. Desværre er undersøgelsen designet, så den i bedste fald ikke kan bruges til noget, og i værste fald fører til forkerte beslutninger.

Jeg har professionelt arbejdet med spørgeskemadesign og analyse i 20 år, heraf 15 år som direktør i et analyseinstitut. Jeg er desuden forfatter til ”Spørgeskemadesign – en praktisk guide til bedre svar”, som Børsens Ledelseshåndbøger har udgivet.

Jeg ved ikke, hvem hos kommunen, der har stået for denne undersøgelse, men der er plads til forbedring:

    1. Det er en ”åben undersøgelse”, dvs. alle, der klikker på linket (hvis man kan finde det) kan deltage.
    2. Man kan svare flere gange, hvis man har lyst.
    3. Man ”aftvinges” svar, før det er muligt at gå videre. Derfor er det særligt vigtigt, at de tilbudte svarkategorier er dækkende, hvilket de desværre ikke altid er. Eksempel: ”Hvordan oplever du, at bilisterne holder afstand til dig med denne type afstribning? 1) Jeg oplever, at de holder større afstand 2) Jeg oplever, at de holder mindre afstand, og 3) Ved ikke”. Hér mangler en svarkategori: ”Jeg oplever ingen forskel”. Hvis man ingen forskel oplever, må man altså svare ”ved ikke”, hvilket er forkert. Alternativt må man forlade undersøgelsen.
    4. Et andet spørgsmål lyder: ”Så længe en cykelsti mellem Gjessø og Them ikke er etableret, hvilken løsning foretrækker du så: 1) En 2 minus 1 vej med fartbegrænsning, som den er i dag? 2) En 2 minus 1 vej med 60 km/t fartbegrænsning på hele strækningen, 3) En 2-sporet landevej med 80 km/t på hele strækningen, eller 4) Ved ikke”. Der er hér to svarmuligheder, der begge går på fastholdelse af 2 minus 1 vejen, mens der kun er én, der går på en 2-sporet landevej. Dette giver en ubalance, hvor det opleves mere “rigtigt” at vælge én af de to svarmuligheder. Desuden, hvis ”2-sporet landevej” vælges, så er man samtidig enig i, at hastigheden bliver 80 km/t, hvor begge de to andre muligheder tilbyder meget lavere hastigheder! På London Business School kaldes dette ”Making contrasts available”. Det er en bias (skævhed), der påvirker svarene i en bestemt retning.

Når nu kommunen finder det mere fornuftigt at bruge ressourcerne på snak, evaluering, projektledelse og møder, end på at anlægge den nødvendige cykelsti til vores skolebørn, så bør den også sikre et vist minimum af kvalitet i analysearbejdet.

LA gør en forskel for de frivillige i idrætten

Lokale ildsjæle i Silkeborg arbejder frivilligt og ulønnet i foreningslivet, så vores børn og unge kan gå til sport, gymnastik og andre fritidsaktiviteter. Det er mennesker med overskud, drevet af en stor lyst til at hjælpe og gøre en forskel for andre. Som trænere, bestyrelsesmedlemmer og praktiske hjælpere ved små og store arrangementer træder de til, og yder en kæmpe indsats for et aktivt børne-/ungdomsliv i vores kommune.

Ved kommunalvalget i november sidste år, blev et tema i valgkampen en stor undersøgelse som Dansk Idrætsforening (DIF) netop havde offentliggjort om foreningslivet i danske kommuner. Silkeborg kommune lå nemlig helt i bund som nr. 92 ud af 93 når det handlede om påskønnelse af de frivilliges arbejde!

Da Silkeborg kommune i 2009 gennemførte sin store spare øvelse, blev tilskuddet til de frivillige halveret, og dét på trods af, at det er et område, hvor kommunen virkelig får noget for pengene! En sådan rundbarbering sender et tydeligt signal om, at kommunen ikke opfatter det frivillige arbejde som værdifuldt. I budget 2015 er der lagt op til at fortsætte det halverede niveau. De frivillige fortjener anerkendelse og opbakning fra kommunen, men får det ikke.

Det er udtryk for en dårlig prioritering og lemfældig omgang med skatteydernes penge, når kommunen brænder 30 millioner af på Performers House – og nu jonglerer med 120 mio. til et privat stadionprojekt – mens de frivillige og ulønnede må se deres – i forvejen beskedne – budget halveret.

Heldigvis er ildsjæle ikke sådan at slå ud! I følge undersøgelsen fra DIF handler det heller ikke kun om penge. Det handler også om, at kommunen skal være imødekommende og hjælpsom i forhold til de frivilliges behov for tilskud til uddannelse, håndtering af bureaukrati og regler, adgang til faciliteter mv.

I Liberal Alliance meldte vi klart ud ved kommunalvalget, at vi ville arbejde aktivt for bedre vilkår for de frivillige, når vi fik plads i byrådet. Det er derfor, at vores byrådsmedlem, Morten D. Høgh, konkret stiller ændringsforslag til 2015 budgettet, om at støtten til de frivillige skal fordobles fra de nuværende 2,3 mio. til 4,6 mio.

For de penge, som Stadion planerne vil koste kommunen, kan de frivilliges arbejde prioriteres på ”dobbelt niveau” hele 60 år ud i fremtiden!

 

Hvorfor ikke love os evigt liv, Thomas Jensen?

Valget nærmer sig, og regeringen er klar med nye gaver til vælgerne. Thomas Jensen (S) melder frisk ud i Avisen med et løfte til os alle om et både længere og bedre liv, fordi Socialdemokraterne nu ”investerer og prioriterer vores fælles fremtid” ved at bruge ekstra 5 mia. på sundhedsvæsenet.

I sin lovprisning af regeringens ”mere af det samme”-politik, glemmer Thomas Jensen at oplyse, at underskuddet på de offentlige finanser i 2015 vil nå 59 mia. Og det kommer altså oven på fire år (2011-14), der til sammen har givet ikke mindre end 146 mia. i underskud! Nogen skal betale regningen en dag, for vi kan ikke blive ved med at låne os frem.

Desværre er flere penge heller ikke nogen garanti for et hverken længere eller bedre liv. Hvis det var så enkelt, ville vi for længe siden have haft verdens bedste sundhedssystem, og det har vi ikke. Bevidstløst at hælde flere milliarder i systemet, svarer til at hælde vand i et badekar uden først at sætte proppen i. Behovet for flere milliarder er uudtømmeligt. Svarene skal findes andre steder. Hvordan organiseres opgaverne? Inddrages personalet på en hensigtsmæssig måde i tilrettelæggelsen af opgaverne? Hvordan anvendes ressourcerne? Hvor kan vi effektivere arbejdsgangene og minimere bureaukrati?

Produktivitetskommissionen, som regeringen selv nedsatte for at undersøge, hvorfor produktiviteten i Danmark halter efter andre lande, har peget på et effektiviseringspotentiale på 10 % i den offentlige sektor. Det svarer til, at vi bruger 50 mia. kr. om året uden at få noget som helst igen – hvert år! En ansvarlig regering ville tage fat hér, om ikke andet så af respekt for skatteyderne.

Regeringens produktivitetskommission peger også på det høje skattetryk som et centralt problem for væksten. Topskatten vil det, ifølge kommissionen, nærmest være gratis at afskaffe. Men også sådanne fornuftige tiltag afvises af Socialdemokraterne.

Bagsiden af Socialdemokraternes gavebod og manglende vilje til at følge de forslag, dens egen kommission er kommet med, er, at landet fortsætter med at tabe velstand. Væksten og produktiviteten humper afsted, og vi bliver relativt fattigere sammenlignet med andre lande.

I en situation, hvor mere end to millioner danskere er på offentlig forsørgelse, og hvor hver dansker gennemsnitligt over et livsforløb giver et underskud på 800.000 kr. forekommer det uansvarligt – igen – at fremlægge en finanslov, der ser det som et mål at gøre verdens største offentlige sektor endnu større.

Lighedsutopia skader væksten

Venstrefløjen vil udbygge den store grad af økonomisk omfordeling vi allerede har i Danmark. Målet er mere lighed. Omfordelingspolitikken er udtryk for et socialistisk utopia, hvor ”ingen må have noget, alle ikke har”. Et nøje reguleret samfund, hvor mennesker er afhængige af Staten. Med 2.9 mio. voksne danskere, der har deres udkomme fra offentlige kasser, er det godt på vej.

Regeringens ministre ser det som deres opgave at fortælle os, hvad vi skal spise, med hvem og hvornår. Med kampagner viser de os den rette vej – deres vej. Vi skal være lige tynde, lige raske, leve lige længe osv. Problemet er, frie mennesker ikke passer ind i den politik. For vi har ikke de samme interesser, ønsker til livet, grader af risikovillighed, flid og intelligens. Frie mennesker tænker og gør forskellige ting, og derfor opnår vi forskellige ting i livet. Og heldigvis for det!

Hvis vi til eksempel regulerer to borgeres formue så de hver har præcis 100.000 kr. og en måned senere gør status, vil vi sandsynligvis opdage, at de nu ikke længere er lige:

Borger A har været i Kenya, og har købt en chow chow med stamtavle. A har også optaget et kviklån, så formuen er negativ med 10.000 kr. hvortil kommer udgifter til hundemad, -forsikring, dyrlæge, renter på kviklånet osv. A er blevet ”fattig”.

Borger B har ikke brugt sine penge, men har taget et ekstra arbejde og tjent 15.000 kr. (arbejde havde A ikke tid til pga. ferien i Kenya og hundetræning). B er blevet ”rig” – endda meget rig – sammenlignet med A.

B får nu en ekstra skat på sin ”formue” så A kan få et ekstra nødvendigt tilskud til sin husleje. Uligheden var blevet for stor. Resultatet er til at få øje på: Hvorfor gøre en ekstra indsats og spare op f.eks. til pension) når systemet straffer det? Hvorfor løbe en risiko med egen virksomhed og ansatte, når ”takken” er den grimme misundelse som topskatten er udtryk for? For samfundet koster det dyrt i form af lavere produktivitet og skatteindtægter. Vi bliver alle mere lige … fattige!

Men det er ikke kun økonomisk, at det koster, for med omfordelingen følger bureaukrati og ubehagelig overvågning af borgerne. Nogle ydelser er f.eks. betinget af, om man bor alene, så for at kontrollere det, kører kommunens medarbejdere rundt om natten og noterer om to ”registreret enlige” overnatter hos hinanden!

Topskat er en ren misundelsesskat

Socialdemokraternes skattepolitiske ordfører, Thomas Jensen, taler mod en afskaffelse af topskatten fordi der ”ikke er råd til skattelettelser”; ”det vil øge uligheden” og ”det er rimeligt at de, der tjener mest, også betaler mest”.

Lad os tage det sidste først: Også uden topskat vil en person med en høj indkomst altid betale mere i skat end en person med en lavere indkomst. Med en skatteprocent på f.eks. 40 vil A, der tjener 2 millioner, betale 800.000 kr. i skat, mens B, der tjener 200.000 kr. vil betale 80.000 kr. i skat, altså 1/10 del af dét som A betaler.  For eksemplets skyld er der set bort fra fradrag mv.

Topskatten straffer dét vi har så hårdt brug for, nemlig vækst og produktivitet. Der er 14.000 nye private arbejdspladser i at afskaffe topskatten. Til sammenligning leverer regeringens såkaldte ”vækstpakke”, bestående af 89 små initiativer, kun sølle 90 arbejdspladser! Topskatten belønner ’at holde fri’ i stedet for at arbejde ekstra. Også sort arbejde bliver mere interessant når den sidst tjente krone beskattes hårdt.

Thomas Jensen vender tingene på hovedet, når han kalder afskaffelse af topskatten for en ”gavebod for de rigeste”. Hvordan kan midler, som ikke bliver frataget én, blive til en ”gavebod for de rigeste”? Hvis du bliver stoppet på gaden af en røver og har 150 kr. i lommen, og han kun tager 100 kr. (og lader dig beholde 50 kr.) har du så fået en gave af ham?

”En fjernelse af topskatten øger uligheden” lyder det også. Det er jo rigtigt, men hvad er problemet egentlig? Altså bortset fra den grimme misundelse: ”Hvad alle ikke har, skal ingen have”. Ingen mister jo noget, blot fordi andre – helt fortjent – får mere ud af egen indsats.

Lavere skatter øger privatansattes produktivitet. Indkomststigningen, der følger heraf, beskattes naturligvis. Finansministeriet anerkender, at produktivitetsstigningen i sig selv betaler for skattelettelserne. Når der alligevel tales om, at det ”koster penge at afskaffe topskatten” skyldes det, at stigningstakten i offentlige overførsler og lønninger følger de privatansattes – upåagtet at disse grupper altså ikke selv er blevet mere produktive. At det skal være sådan, har Folketinget bestemt. En bedre model ville være regulering, der følger inflationen, således at købekraften bevares på det niveau, som politisk besluttes.

De tre topøkonomer, der for nylig har beregnet at en afskaffelse af topskatten – isoleret set – vil være både gratis og overskudsgivende, har altså ret.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det?

Kan man køre bil med bind for øjnene? Ja selvfølgelig kan man det: Nogle kommer et par meter, andre lidt længere, men i alle tilfælde ender det galt.

Kan en regering ignorere økonomiens naturlove? Kan den blive valgt på floskler om “velfærd… eller skattelettelser” og “har du 12 minutter, så har vi løsningen”? Ja selvfølgelig kan den det – vi har de politikere, vi selv vælger.

Dansk politik handler ikke meget om at skabe velstand og frihed og hjælpe de svageste, men meget mere om at omfordele mest muligt til flest muligt, dvs. middelklassen.

Befolkningen afleverer en stor del af deres indkomst til staten og modtager lommepenge retur – som den så kan forbruge på et marked, der er 50 % dyrere end gennemsnittet i EU. Gennem afgifter regulerer staten vores forbrug og lader os endnu engang spytte i kassen.

I stedet for at lette skatter og afgifter så det bliver muligt for en almindelig borger at hyre en håndværker, så skaber man et “håndværkerfradrag” som skal administreres. Mens mange håndværkere er arbejdsløse, går danskerne rundt og laver tingene selv eller køber det sort.

Politisk mener man ikke, at folk selv kan administrere deres feriepenge, derfor skaber man en statslig institution der skal opkræve og administrere dem.

The Show Must Go On, og vi svømmer alle rundt i gryden, der bliver varmere og varmere.

1970 var der 382.000 offentligt ansatte – i dag er der 834.000. Antallet af overførselsindkomstmodtagere er i samme periode steget fra 819.000 til 2.105.000. Der er således 2.9 mio. danskere, der har deres udkomme fra fælleskassen,. Det svarer til 66,6 % af befolkningen 18 +. Og udfordringen bliver kun større i fremtiden. I 1970 var 582.000 folkepensionister – i dag er der 1.037.000 og om 20 år vil der være 1.5 mio.

Gennemsnitligt giver hver nyfødt dansker et underskud på 850.000 kr., set over et helt livsforløb.

Alt dette er kendt viden. Alligevel agerer politikerne, som om de befinder sig på Titanic: Mens vandet fosser ind, drikker de champagne, hyggesnakker og nyder musikken.

Det er selvsagt uholdbart og rystende uansvarligt overfor vores børn og børnebørn at fortsætte i samme spor.

Kristian Thulesen Dahl – som man sagtens kunne mistænke for at være “den hemmelige socialdemokrat” – har vind i sejlene, og vil gøre verdens største offentlige sektor endnu større og sænke “reform-tempoet” som danskerne – i følge Pia Kjærsgaard – ikke forstår nødvendigheden af.

Kan man bilde folk ind, at vores høje omkostningsniveau og deraf svigtende konkurrenceevne ikke koster arbejdspladser?

Hvordan skal vi forsvare vores levestandard og arbejdspladser når vi helt forfejlet kalder konkurrence fra udlandet for “social dumping” og ser skævt til flittige og arbejdssomme mennesker, der tager mange af de jobs, som det ikke kan betale sig for “de udfaldstruede” at tage? Fordi vi i Danmark har indrettet os, som vi har: i vores egen osteklokke, med en forvokset, utidssvarende stat og alt, alt for få, der skal forsørge alt, alt for mange.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det? Må man være naiv, også selvom konsekvenserne for andre mennesker er fatale? Kan man lede landet på basis af, at der kommer “en god løsning i morgen?” Ja, selvfølgelig kan man det, hvis bare man får stemmer nok – ligesom man selvfølgelig kan køre bil med bind for øjnene – i hvert fald nogle meter.

2 minus 1 vejen duer ikke

Der er ikke råd til at anlægge cykelstier på nogle af skoleveje i kommunen. Det er derfor, at vores skolebørn nu ufrivilligt er forsøgskaniner i et eksperiment med en 2 minus 1 vej mellem Gjessø og Them, hvor vejen ikke er bred nok til både biler og cykler.

Den cirka 1 år gamle 2 minus 1 vej har mange bilister svært ved at finde ud af. Det betyder i praksis, at trafikreglerne på strækningen fungerer vilkårligt: Nogle bilister kører på én måde, andre på en anden. Hvis der er én ting, som er afgørende for trafiksikkerhed, så er det, at man som trafikant kan finde ud af reglerne og véd, hvordan man selv, og de øvrige trafikanter, skal agere. Det kan bilisterne ikke, har kommunen erkendt, og derfor kørt ”kampagne” med opsætning af tre forskellige slags, forklarende skilte på strækningen.

2 minus 1 eksperimentet begrundes med, at trafiksikkerheden øges, og at det er et billigt alternativ til den bedste løsning – cykelstier – der koster cirka 2 millioner kr. per kilometer. Tillad mig i al stilfærdighed at nævne, at der kunne have været anlagt 15 km cykelsti for de cirka 30 millioner kr. som kommunen står til at tabe på Performers House, medregnet tabte renteindtægter, tidsforbrug, osv. På skolevejen fra Gjessø til Them mangler blot at blive anlagt 4-5 kilometer cykelsti for at sikre vores børn.

Desværre er konsekvenserne i tilfældet med 2 minus 1 vejen nok så alvorlige, da den eneste rigtige løsning – som er en cykelsti – igen forsinkes i flere år, mens kommunen leger med deres ”innovative” vejeksperimenter, og endda belønner egne medarbejdere med en pris for 2 minus 1 konceptet: ikke fordi de opfandt det, men fordi de fandt på at kopiere det!

Læren fra Performers House

Borgmester Hanne Bæk Olsen afviser i Avisen, at Silkeborg kommune skal skyde flere penge i Performers House. Det er godt at høre, dels fordi det principielt aldrig er en god idé at kaste gode penge efter dårlige, dels fordi det er en skærpende omstændighed, at det borgernes penge, der er på spil.

Det må efterhånden stå klart for enhver, at løsningen ikke er at øge gælden. Når ledelsen og ejerkredsen ikke er sig deres opgave voksen, svarer det til at blive ved med at fylde vand i et badekar uden at sætte proppen i.

Med en fortid i forlagsbranchen kender jeg den udfordring, det er, når kreativitet, idérigdom og visioner skal klare sig i den økonomiske virkelighed: ”At drive forlag er en blanding af børs og katedral” sagde den norske forlægger Harald Grieg. Og det er rigtigt. Performers House er et spændende projekt, hvor der på den ene side skal der være plads til kunstnerisk udfoldelse, nye ideer og store tanker. På den anden side skal medarbejderne altså også have løn hver måned, ligesom huslejen skal betales.

Forløbet omkring Performers House bør give kommunen anledning til selvransagelse:

  • Hvorfor gjorde vi det?

Hvordan kunne det ske, at kommunen tog 26,5 millioner kr. fra kassen og lånte dem ud til nogen, der gerne ville etablere en synge og danseskole i Silkeborg? Hvorfor lod vi dem ikke risikere deres egne penge, ligesom andre selvstændige må gøre, når de starter noget op? Lod vi os forføre af håbet om, at noget nyt – med et internationalt ”touch” – ville skabe fremgang for Silkeborg?

  • Hvorfor accepterede vi inkompetent ledelse?

Da team Konradsen / Knudsen trådte til, blev der skabt overblik; blødningen i økonomien blev standset, og for første gang var der udsigt til overskud. Det var en ledelse, der leverede varen og den var på alle måder kommunens bedste garanti for tilbagebetaling af de udlånte penge. Alligevel blev den mødt med mistillid fra bestyrelsen, hvilket er rystende dumt: Et vinderteam sparker man ikke ud, det holder man fast i, for de er en meget væsentlig del af forklaringen på at tingene går rigtigt. Hvorfor så kommunen bare til, mens farcen kørte for åbne gardiner i Avisen?

  • Hvordan undgår vi at gentage fejlen?

Hvor går grænserne for, hvad kommunen skal involvere sig i? For der er vel en grænse? Hvis kommunen begrænsede sig til det nødvendige: skoler, sygehuse, ældreomsorg, udsatte børn osv. ville det være muligt både at hæve kvaliteten og at sænke skatterne, og dermed give borgerne mere frihed til selv at prioritere, hvordan de vil forbruge deres egne penge.

I en sund økonomi er indtægterne altid – i hvert fald set over en periode – større en udgifterne. Det er en naturlov, der også omfatter Performers House.