Sjusk og fortielser i Fredberg-sagen

Region Midtjyllands formand Anders Künau (S) siger til Avisen 19/1 2018, at han ”selvfølgelig vil opfordre regionsrådsmedlemmerne til at stemme i overensstemmelse med gældende lovgivning og derfor erklære Ulrich Fredberg (V) for generelt inhabil til at sidde i hospitalsudvalget”. Endvidere fortæller Anders Künau, at loven skal laves om på Christiansborg, hvis Fredberg ikke skal være inhabil.

Men det er ikke helt rigtigt. Det nye regionsråd kan selv gøre noget, for det er den nye Styrelsesvedtægt i Region Midtjylland, der er årsag til miseren om Fredbergs inhabilitet.

Det afgående regionsråd besluttede nemlig så sent som i december 2017 at ændre Styrelsesvedtægten, der indebar, at Hospitalsudvalget ændrede status fra et ”rådgivende” til et ”stående” udvalg. Udover et større vederlag til politikerne har ændringen ingen reel betydning, i det der fortsat kun er tale om et udvalg som er rådgivende.

Regionens topledelse oplyste dog ikke politikerne om, at ændringen også ville betyde, at en kapacitet som Ulrich Fredberg ville blive udelukket fra det udvalg, som han er allermest kvalificeret til at sidde i. Havde de gjort det, kan man spekulere på om ændringen var blevet vedtaget med samme brede flertal.

Regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen oplyser til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at han ”ikke havde tænkt den tanke” at Ulrich Fredberg kunne havne i denne situation, for ”han var jo slet ikke valgt på det tidspunkt”. Det er en besynderlig udmelding.

For det første, så er det vel rimeligt at forvente, at direktionen analyserer og objektivt fremlægger mulige konsekvenser af ændringer, så politikerne får mulighed for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

For det andet, så var Fredberg opstillet som nummer 2 på Venstres liste i samme periode som regionsdirektøren ”ikke havde tænkt den tanke” at han kunne blive valgt ind. Jeg tror, det er åbenlyst for de fleste med interesse for regionsrådet, at Fredberg med sine imponerede resultater fra Danmarks bedste mindre sygehus i Silkeborg, og med sin bopælskommune Aarhus opført på stemmesedlen, var storfavorit til at få et godt valg, hvilket også blev tilfældet. Kun formanden Anders Künau (S) og oppositionens formandskandidat Carsten Kissmeyer (V) opnåede at få flere personlige stemmer.

Meget tyder på, at Styrelsesvedtægten ikke blev ændret på et tilstrækkelig oplyst grundlag. Det ville klæde Anders Künau som ny formand, hvis han tog initiativ til at omgøre ændringen af Styrelsesvedtægterne, der nu ser ud til at koste Fredberg pladsen i Hospitalsudvalget. I øvrigt stor respekt for Socialdemokraten Henrik Fjeldgaards beslutning om at trodse sin egen formands opfordring og stemme for Ulrich Fredbergs habilitet.

Forkert at udelukke Ulrich Fredberg

Region Midtjyllands direktion vurderer, at Ulrich Fredberg, der er nyvalgt regionsmedlem for Venstre, ikke skal have lov til at indtræde i regionens hospitalsudvalg da han i kraft af sin stilling som ledende overlæge på regionshospital Silkeborg skulle være ”generelt inhabil”. Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed for regioner og kommuner, har netop (desværre) meddelt Ulrich Fredberg, at de deler direktionens vurdering.

Det er er i mine øjne en forkert afgørelse, der ikke på nogen måde tjener borgerne i Region Midtjyllands interesser.

For det første, så træffer Hospitalsudvalget ikke beslutninger om noget, men kommer alene med indstillinger til regionsrådets politikere. Jo mere relevant og konkret erfaring, faglighed og indsigt, der er repræsenteret i sådan et udvalg, jo højere kvalitet i indstillingerne kan det selvfølgelig levere.

En fornuftig organisation, der drives af et ønske om at levere bedre sundhed til regionens borgere, ville juble over at få en kapacitet som Ulrich Fredberg ombord. Fem gange i træk er Silkeborg sygehus, som Ulrich og hans team står i spidsen for, kåret til Danmarks bedste mindre sygehus. På kræftområdet, med tidlig diagnosticering af lungekræft ved hjælp af lavdosis CT scanning, har Silkeborg sygehus bevist at de er helt i front og har leveret store og væsentlige gennembrud til gavn for patienterne. Også når det gælder patienter med hjertesvigt er Silkeborg det sted i hele landet, der klarer sig allerbedst. Der er altså rigtig meget at lære af en ledende overlæge fra Silkeborg sygehus, hvis man i Region Midtjylland ønsker fremragende og innovative hospitaler, der arbejder på patienternes præmisser. 

For det andet, så er Ulrich Fredberg demokratisk valgt til Regionsrådet. Endda med et meget stærkt mandat. Således er det kun Regionens formand Anders Künau (S) og oppositionens formandskandidat Carsten Kissmeyer (V), der opnåede at få flere personlige stemmer end Ulrich Fredberg ved regionsrådsvalget i november sidste år.

Hvis det er uhensigtsmæssig lovgivning, der forhindrer kompetente regionsrådsmedlemmer i at sidde i rådgivende udvalg, som de har alle forudsætninger for at kunne bidrage konstruktivt til, så må den lovgivning naturligvis laves om. Ingen – og slet ikke regionens borgere og vælgere – kan være tjent med at demokratisk valgte regionsmedlemmer forhindres i at bidrage til et bedre sundhedsvæsen og i at udøve den indflydelse de er berettiget til.

Lavt hængende frugter i regionerne

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 1995 brugt 70 mia. kr. på offentlige sundhedsudgifter, og hvert eneste år derefter er det beløb steget, så det sidste år nåede op på knap 178 mia. kr.

Der er ikke noget mærkeligt i, at det koster penge at drive sundhedsvæsenet. Sundhedsudgifterne forventes da også at fortsætte med at stige, så de i 2060 vil være 47 % højere end i dag (kilde: Dream for Danske Regioner). 14 % af stigningen skyldes flere ældre, 14 % skyldes højere levealder og 19 % skyldes nye og dyrere behandlingsformer.

Presset på sundhedsvæsenet er stort, og der er ingen tvivl om, at det bliver endnu større i fremtiden. Men det handler ikke kun om flere penge. Det handler også om, hvordan de bliver brugt. Hvordan sikrer vi f.eks. at flere penge ikke forsvinder i bureaukrati, dobbeltarbejde og inkompatible IT-systemer? I de sidste 10 år er der i regionerne ansat 30 % mere administrativt personale og blot 8 % flere læger, sygeplejersker og sundhedspersonale. Det burde være omvendt. Læger og sygeplejersker over hele landet rapporterer, at der spildes tusindvis af årsværk fordi ledelse, processer og systemer ikke fungerer optimalt. Den slags ressourcespild bliver der ikke råd til i fremtiden.

Men der er også andre lavt hængende frugter, som regionerne kan plukke. Der er f.eks. de 428 millioner, som sygehusene glemmer at opkræve, når de behandler turister og udlændinge. Og der er de 4,2 mia. kr. som Dansk Erhverv har beregnet at regionerne kan spare ved at konkurrenceudsætte mere. De 4,2 mia. kr. er i øvrigt hele tre gange mere end de 1,4 mia. som det udskældte – og nu aflyste – 2 % produktivitetskrav handlede om.

Forloren Socialdemokratisk forargelse

VLAK regeringens forslag indeholder skattelettelser til alle danskere i arbejde. Høj som lav. Derudover fjernes bl.a. skat af fri telefon, registreringsafgiften på biler sænkes og Storebælt bliver billigere at passere. Alt i alt gør forslagene det både billigere at være dansker og mere attraktivt at gå på arbejde. Og når flere skifter offentlig forsørgelse ud med arbejde falder udgifterne til overførselsindkomster og vi bliver flere om at bidrage til betalingen af vores velfærd.
Som forventeligt reagerer Socialdemokraterne med skræmmekampagner om stigende ulighed og social skævhed. Man ser for sig, hvordan velfærdsstaten går under, hvis forslagene gennemføres.
Hvis Socialdemokraternes forargelse var seriøs, burde det være en smal sag for Mette Frederiksen at love vælgerne, at rulle lettelserne tilbage, hvis muligheden opstår. Men det vil hun ikke, for Socialdemokratiet tør ikke gå til valg på at sætte skatterne op.
Socialdemokratiet i regering er nemlig ikke det samme som Socialdemokratiet i opposition. Og heldigvis for det. Sidst Socialdemokratiet var i regering lettede de topskatten og øgede jobfradraget til gavn for de højestlønnede. Det gavnede beskæftigelsen og det var godt for Danmark.
Når skatten på arbejde lettes øges indkomstforskellen mellem dem, der er i arbejde (2,8 mio. personer) og dem, der er på overførselsindkomst (2,2 mio. personer). Og dermed stiger uligheden.
Som verdens tredje mest lige land er det dog ikke et problem. Ingen mister som bekendt noget, fordi naboen får en lønforhøjelse. Danskerne bliver heller ikke fattigere, hvis Bill Gates flytter hertil selvom uligheden stiger. Tværtimod.
For hele Thorningperioden 2011-2015 set under ét steg uligheden 1,1 point målt ved Gini-koefficienten. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens førtidspensionsreform og kontanthjælpsreform øgede også uligheden. For stort set alle reformer, der øger beskæftigelsen, øger også uligheden.
Og det ved Socialdemokraterne godt – i hvert fald når de selv er i regering.

Regionerne er ikke svaret på fremtidens sundhedsvæsen

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at hver fjerde kræftpatient i Region Midtjylland ikke får sin livsvigtige behandling til tiden. Andelen af kræftpatienter, der ikke behandles rettidigt, er i 2. kvartal 2017 steget fra 20 % til 27 %.
Adspurgt om årsagen hertil, forklarer regionernes formand Bent Hansen til Berlingske tidende ”Jeg tror ikke, jeg kan svare på alle regioners vegne, men der er nogle steder, hvor den opfølgning, der er nødvendig i hverdagen, ikke er gjort”. Bent Hansen beklager og efterlyser hurtigere information om, hvordan det står til: ”Vi har vidst for lidt om, hvordan tilstanden er her og nu. Det er jo lidt beskæmmende, at både jeg og alle andre først får tallene i slutningen af august – to måneder efter, at andet kvartal sluttede. Der skal hurtigere og mere fokus på det, så vi straks kan følge op, når noget skrider i stedet for, at vi ser på det her fire-fem måneder efter”.
Oversat til dansk betyder det: ”Vi sover i timen og ved reelt ikke, hvad der foregår”.
Sagen efterfølger en anden forstemmende sag om scannere, der står ubrugte hen mens dødssyge patienter venter på behandling. En ekstern konsulentrapport fra Boston Consulting Group og Struense & Co viser at arbejdstilrettelæggelsen halter, og at man forsømmer at frigøre lægelige ressourcer ved f.eks. at overlade opgaver til radiografer og radiologer. Rapporten peger også på, at regionerne kunne lære af hinanden. Men heller ikke dét kan de tilsyneladende finde ud af. Det er i sig selv en falliterklæring, at der skal et privat konsulentfirma til for at afdække noget som en kompetent ledelse selv burde vide, og selv burde følge op på daglig basis.
‘Fraværet af konkurrence har sin pris. Især for de patienter der, i manglen af alternativer, er henvist til at vente mens Bent Hansen prøver at finde ud af, hvad der foregår.
Regionerne indtager en uheldig dobbeltrolle som både ejer af sygehusene og indkøber af sundhedsydelser. Uheldig, fordi manglende konkurrenceudsættelse fører til lavere kvalitet og højere pris. I øjeblikket kan privathospitalerne f.eks. udføre standardiserede operationer og behandlinger til markant lavere priser i forhold til offentlige hospitaler, selv når der korrigeres for forskelle i rammevilkår.
Sidst, men ikke mindst, så politiserer Regionerne sundhedsområdet på det operationelle niveau, hvilket ikke gavner patienterne, men derimod gør det sværere at placere et ansvar når tingene sejler, som vi f.eks. ser i ovennævnte sager.

Kommunal branding uden effekt

”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Sådan lyder det i Dan Turell’s kendte værk ”En hyldest til hverdagen” fra 1984. Og undersøgelser fra bl.a. Center for Fremtidsforskning viser, at netop det gode hverdagsliv spiller en afgørende rolle for, hvor danskerne bosætter sig.

Det handler bl.a. om arbejde, indkøbsmuligheder, nærhed til familie og venner. Det handler om gode skoler og daginstitutioner, om jævnaldrende legekammerater i kvarteret, om adgangen til natur og til et aktivt foreningsliv. Vi vil bo, hvor vi kan føle os trygge, og hvis vi har mindre børn, skal der helst være cykelstier til og fra skolen. Vi vil bo, hvor vi har råd til at bo, så der er overskud i økonomien til oplevelser, til uforudsete udgifter og til opsparing. Hvis man er flyttet fra et område, hvor man er vokset op, kan der opstå et stærkt ønske om senere i livet at vende tilbage hertil. Personlige præferencer og husstandens sammensætning spiller naturligvis også en rolle. En erhvervsaktiv småbørnsfamilie har f.eks. andre behov end en enlig pensionist.

Kommunale investeringer i markedsføring af kommunen, prestigefyldte golfturneringer, stadion- og museumsbyggerier, VIP billetter, fadøl og fodbold der skal ”brande byen og sætte den på landkortet” bidrager – i følge de førnævnte undersøgelser – desværre ikke nævneværdigt til at øge tilflytningen. Tværtimod tager de ressourcer fra kommunale kerneområder som skoler, daginstitutioner og den frivillige idræt. Og det er efter Liberal Alliances opfattelse overhovedet ikke rimeligt.

Sidst, men ikke mindst, så betyder det altså også en hel del for almindelige familier, hvad de har tilbage til sig selv efter at skatten er betalt. En lavere kommuneskat ville betyde en lidt lettere og mindre presset hverdag for mange familier. Også af den grund ville det klæde byrådet at være mere ydmyg omkring, hvordan borgernes penge bruges. Og også af den grund arbejder Liberal Alliance for at sætte kommuneskatten ned allerede i 2018.

Alternativets useriøse forslag

Alternativet viser igen, at de ikke lader sig begrænse af virkeligheden, når der skal udvikles politik. Partiet drømmer nu om at indføre en borgerløn i Danmark. Tesen er, at borgerløn vil skabe tryghed, fordi alle er garanteret en minimal indkomst, som de kan leve af. Ydelsen skal betales helt uden modkrav, og ingen skal have mindre i offentlig ydelse end de får i dag. Det betyder ifølge CEPOS, der – i modsætning til Alternativet selv – har regnet på forslaget, at borgerlønnen skal være mindst 6.000 kr. om måneden efter skat. Med 2,5 millioner lønmodtagere i arbejde, som skal modtage borgerløn oveni, giver det en samlet årlig udskrivning for staten på minimum 146 milliarder kroner.

I efteråret 2016 foreslog Alternativet en 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Det ville i følge Finansministeriet koste statskassen 130 milliarder kroner årligt. Men det gjorde ikke indtryk på partiet: ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skrev bl.a. MF René Gade og finansordfører Josephine Fock i MJA. Næh, det er da rigtig nok, men næppe et argument for helt at miste jordforbindelsen og fremsætte ufærdige forslag, som måske nok er sjove mens man finder på dem, men som også bærer præg af at mangle seriøsitet, økonomisk beregning og selvkritisk evaluering.

Men hvis vi nu antager, at vi for et øjeblik lever i en alternativ virkelighed, hvor fornuft og kedelige økonomiske naturlove er sat ud af kraft, hvorfor så ikke bare give den fuld gas og se, hvad der sker?

Staten kunne jo f.eks. give alle danskere en elektrisk kørestol. Helt uden modkrav, selvfølgelig. Det giver tryghed at vide, at man kan komme omkring, også uden at bruge benene. Og når alle – uanset behov – får en, så sparer staten individuel sagsbehandling og vil sandsynligvis også kunne forhandle sig til en pæn mængderabat hos leverandøren. Seniorland.dk sælger dem fra 12.999 kr. stk. og så er det jo bare at gange op med antal danskere. Prøv selv! Så vil du opdage, at sammenlignet med en borgerløn og en 30 timers arbejdsuge, så er dette (ligeså crazy) forslag absolut i den billige ende!

Afgift på udeservering – nej tak

Af Byrådsmedlem Morten D. Høgh (LA) og byrådskandidat Johnny Heinmann (LA)

Det betyder noget for Silkeborgs vækst og fremtidige udvikling, at kommunen tilbyder virksomhederne gode rammer og vilkår. Og det betyder noget for os, der bor her – og for potentielle tilflytterne – at Silkeborg, blandt meget andet godt, har gode skoler, daginstitutioner, natur og et spændende og varieret byliv med specialbutikker og detailhandel. Byens restauranter og caféer bidrager med udeservering til at skabe liv i gaderne og til at gøre byen attraktiv for både borgerne og de mange turister, der hvert år gæster Silkeborg. Det skal der ikke være afgift på.

Med hensyn til skatter og afgifter, så er netop restauranter og caféer i forvejen hårdt spændt for. At belaste restauranter og caféer i Silkeborg med en ny afgift på udeservering er efter Liberal Alliances opfattelse et skridt i den forkerte retning og ikke noget som et borgerligt ledet byråd skal lægge stemmer til.

Den konservative formand for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen, forsvarer forslaget i Avisen den 18/3: ”Vi beder om, at de erhvervsdrivende er med til at betale nogle af de driftsudgifter, som kommunen har, for at f.eks. Henrik Jørgensen (Restaurant Underhuset) kan drive sin virksomhed på Silkeborg Torv”.

Men hvem kommer mon i sidste ende til at betale en ny afgift på udeservering, som det jo heller ikke er gratis at administrere og føre tilsyn med? Rigtig gættet. Det gør selvfølgelig kunderne. Hvem ellers?

For det første, så er en udgift jo en udgift for virksomhederne uanset, hvad man på kommunen vælger at kalde den, og uanset hvor mange forklaringer og retfærdiggørelser, der følger med. For det andet, så vil øgede omkostninger presse priserne i vejret: Det medfører lavere omsætning og lavere indtjening og dermed også et forringet beskatningsgrundlag. Øgede skatter og afgifter forbedrer ikke virksomhedernes konkurrenceevne, men forringer den. Og dét i særlig grad, når konkurrerende restauranter og caféer i nabobyerne, f.eks. Herning, ikke er pålagt de samme afgifter.  

Hvad vil Dansk Folkeparti?

Bamse fra ”Bamse og Kylling” ligner sig selv udenpå. Men hvem er han inden i? Vi ved Lars Bom har været der. Og Søren Hauch-Fausbøll. Måske også andre.

Kristian Thulesen Dahl, Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard ligner også sig selv uden på. Men inden i må der være sket noget, for den økonomiske politik er nu den modsatte af, hvad den var i 1997. Der er tale om store fundamentale holdningsskift og ikke blot om tilpasninger til samfundsudviklingen.

F.eks. var DF og de tre toppolitikere i 1997 enige om:

1) Skatterne skal nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser
2) Indkomstskatten skal være en flad skat på 30 %, og
3) Selskabsskatten skal fjernes.

I 2016 er de samme politikere, i det samme parti, stadig enige. Nu bare om at mene det modsatte: Den offentlige sektor (i dag verdens næststørste) skal være endnu større. Skattelettelser til danskerne er der ”ikke råd til”, og der er ingen planer om at fjerne selskabsskatten.

V, K og LA gik til valg på nulvækst og minusvækst i det offentlige forbrug, mens DF ville øge det med 0,8 %. For at imødekomme DF foreslår regeringen i sin 2025 plan at afsætte 22 mia. til det formål men DF vil øge det yderligere til 35 milliarder.

Den udvikling er ærgerlig, for DF havde i 1997 fat i den rigtige politik. Danmarks problem i dag er ikke, at den offentlige sektor er for lille. Problemet er, at der på 10. år ingen vækst er i økonomien. Kagen bliver ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal have en bid af den. Og netop den manglende vækst gør os relativt fattigere og det rammer alle danskere, også DF’s egne vælgere.

Nyeste tal fra OECD viser at Danmark ikke længere er på listen over verdens 10 rigeste lande. Nu er f.eks. hollænderne, østrigerne og tyskerne rigere end os, og uden vækstreformer er der ingen tvivl om, at vi skal meget længere ned. Hvad vil DF gøre ved det? De andre partier i blå blok samt de radikale anerkender at Danmark er i vækstkrise. Gør DF?

Gentagne gange under valgkampen hørte vi sloganet ”Du ved hvad vi står for” Men ærlig talt: gør vi det?

Op med humøret, Christian Juhl

”Jeg får kvalme” skriver Christian Juhl fra Enhedslisten (EL) og opfordrer os, der stemmer Liberal Alliance, til at stå frem: ”Stå frem alle I, der tror det gavner, at I rager til jer, mens andre må lide nød. Fortæl os, om I virkelig støtter LA’s egoistiske og kvalmende politik”. Flot retorik. Kun ølkassen til at stå på, og megafonen til at råbe i, mangler. Og så selvfølgelig et publikum.

Det er topskattelettelser, der får Christian Juhl op i det røde felt. Helt derop, hvor tyngdekraften ophæves og ting vendes på hovedet. Således ”får man noget” hvis man skal aflevere færre af sine penge, og ”man betaler”, hvis man modtager mindre i offentlig ydelse.

På en måde forstår jeg godt, hvis Christian Juhl er frustreret. Det er ikke nemt at være politiker med en politik, der ikke virker.

For et (tidligere?) revolutionært parti må det føles temmelig impotent at have været parlamentarisk grundlag for en regering, der ”viderefører VKO-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. EL så passivt til mens SR-SF regeringen hævede topskattegrænsen, nedsatte selskabsskatten, sløjfede planer om en millionærskat og ændrede på reguleringen af overførselsindkomster.

Heller ikke det ”spændende socialistiske projekt”, Venezuela, skaber længere jubel hos EL. Og det til trods for, at en del EL politik faktisk blev implementeret hér, bl.a. priskontrol, statslig produktion, nationaliseringer, kooperative ejerformer mm.  Resultatet er ligeså skræmmende, som det er forudsigeligt: Venezuela, der for få årtier siden var Latinamerikas rigeste land, er i dag på sammenbruddets rand. Der er akut mangel på helt basale fornødenheder som wc-papir, bleer, mælk, kød og medicin. Som altid rammes de svage hårdt og brutalt, når socialistiske ideologier hærger og fejler.

Forhåbentlig bliver Danmark aldrig et ”spændende socialistisk projekt”, men det er jo op til vælgerne at bestemme.

Hvis LA’s politik gennemføres kommer mange flere i arbejde og færre bliver parkeret på offentlig forsørgelse. Det har Finansministeriet beregnet. Den offentlige sektor bliver lidt mindre, men med flere varme hænder (og færre kolde). Og bare rolig: De rigeste vil stadig betale mest – som de gør i dag – men ingen vil betale mere end 40 %. Med hensyn til lighed vil Danmark stadig være mere lige end Sverige. Og Christian Juhl vil stadig kunne stå på sin ølkasse og råbe skældsord efter de rige egoister, der bare rager til sig. Forhåbentlig til den tid uden kvalme og i lidt bedre humør. 

Er Alternativet forud for sin tid?

”Ajmen amdede wleda wediæw … hvor er det crazy, det her” sagde en glad Uffe Elbæk da Alternativet stormede ind i Folketinget ved sidste valg. Og helt crazy bliver det da også når partiet blankt afviser at anerkende selv de mest grundlæggende og logiske sammenhænge mellem f.eks. økonomisk vækst, velstand og velfærd.

Seneste forslag fra partiet handler om en 30 timers arbejdsuge. I følge Finansministeriet vil forslaget, hvis det gennemføres, slå et hul i Statskassen på 130 milliarder kroner. Men det gør ikke indtryk på partiet, der ikke mener man bør bedømme forslaget alene på baggrund af Finansministeriets ”tvivlsomme regnemodeller”, for mennesker er også irrationelle, kreative og nytænkende. ”Vi skal ikke være bange for at tænke stort, selvom Finansministeriets regnemodeller kan udfordre vores mod og lægge bånd på vores visioner” skriver MF René Gade og finansordfører Josephine Fock bl.a.

Indrømmet. Det er godt at drømme og have visioner. Hvor ville vi være uden dem? Men når man udvikler politik i en selvkonstrueret virkelighed, hvor økonomi opfattes som en biting og mavefornemmelser tæller lige så meget som anerkendte regnemodeller, ja så kan alt lade sig gøre, hvis bare man er mange nok, der lukker øjnene samtidig og virkelig tror på det.  

Netop derfor er det mest underlige ved Alternativets forslag også, at det er så uambitiøst. Hvorfor f.eks. pege på en 30 timers arbejdsuge, når det ligeså godt kunne have været 20 eller 15 timer? Og hvorfor ikke supplere den kortere arbejdsuge med et stort og visionært forslag om en grøn million kroner til hver eneste husstand, som så kan bruge den ekstra fritid til bæredygtig omstilling af hjemmene og indførelse af kødfrie dage?

Økonomer fra det etablerede system ville formodentlig mene, at sådanne forslag er meget vidtgående, voldsomt dyre og måske endda urealistiske. Men hvad ved de om det? De mangler stadig at forstå, at nye tider kræver nye løsninger, og dem leverer Alternativet. Hvis økonomerne brugte mere tid på tai chi og pilates, og mindre på Excel, så ville de måske opdage, at økonomi også er en følelse og at Alternativet blot er forud for sin tid. Hvor crazy er det ikke? 

Socialistisk all inclusive

En snak, et sted i et folkesocialistisk Danmark i en ikke så fjern fremtid.

– Far, hvorfor spiser børnene på skolen og ikke derhjemme, som i gamle dage?
– Tja, det startede med at skolen skulle stå for morgenmaden, men så viste det sig, at der også var elever, som ikke fik ordentlig frokost … og når man nu alligevel havde køkkenerne og personalet, ja så kom frokosten med. Desværre var der også børn, som heller ikke fik sund aftensmad, og så var skridtet til at indføre en ”all inclusive” model ikke så stort. Alle får nu tre måltider om dagen, og kostpyramiden følges til punkt og prikke. Alle spiser det samme. Det er godt for ligheden. Faktisk så godt, så socialisterne overvejer at indføre en lignende model for alle voksne danskere.

– Jamen, hvad så hvis man hellere vil spise derhjemme?
– Så tænk på at uligheden vil stige. Du er jo heller ikke kun mit og mors barn, vel? Du er også samfundets. Hvis ikke alle kan spise hjemme, så bør ingen gøre det. Desuden er det gratis at spise på skolen. Det vil sige: jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke er gratis, men som alle andre danskere har jeg for længst mistet overblikket over hvad ting koster og hvor pengene kommer fra. Heldigvis sætter socialisterne bare skatterne op, hvis der mangler penge. Og penge mangler der jo hele tiden, for der er ingen vækst i økonomien og den offentlige sektor bare vokser og vokser. Man har fundet ud af, at nye skatter, der hedder noget med ”velfærd” glider nemmere ned, særligt hvis man siger, at de er midlertidige, når man indfører dem. Det glemmer folk med tiden. Desuden anerkender socialisterne overhovedet ikke at skattetrykket i Danmark skulle være højt. Faktisk er det lavt, siger de, også selvom de fleste går rundt og tror det modsatte.

– Men kan skatten ikke blive for høj?
– Jo, selvfølgelig. I gamle dage satte man f.eks. registreringsafgiften på biler lidt ned. Selvom borgerne betalte mindre, og det ikke skortede på advarsler om at nedsættelsen ville slå et hul i statskassen på 300 millioner, ja så kom der altså to milliarder ekstra ind i afgifter. Det handler også om misundelse og jantelov. Folkesocialisterne råbte op om, at billigere biler var en ”gave til de rigeste”. Det kan de desværre ikke gøre længere, for de rige er væk. Til gengæld er vi alle blevet lige – lige fattige.

21 integrationspakker senere

Siden 1999 har Folketinget vedtaget 21 forskellige integrationspakker. Alligevel er det år for år gået den forkerte vej. Unge med en anden etnisk baggrund end dansk er stærkt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og mange – særligt kvinder – i den arbejdsdygtige alder er ikke i arbejde. Rockwool Fonden har i en undersøgelse konstateret, at ikke-vestlig indvandring koster det danske samfund 16,6 mia. kr. årligt (2014). En udgift, som vil stige i takt med at flere kommer hertil.

Med ringe kvalifikationer, fysiske og psykiske sygdomme og måske andre ting i bagagen, er der for mange ny ankomne lang vej til selvforsørgelse. Særligt på det danske arbejdsmarked, hvor lønningerne er høje, og arbejde – også lavtlønnet – beskattes som om det var skadeligt. En protektionistisk fagbevægelse kræver høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, hvilket reelt udelukker mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Det skal løses, for arbejde er nøglen til vellykket integration.

Politikere, der har en facitliste for ”danskhed” og vil lovgive om alt fra frikadeller til julepyntsklipning i daginstitutionerne, rammer forbi skiven. I et åbent og frit samfund som det danske, skal der selvfølgelig være plads til mennesker, der er anderledes og har en anden baggrund, religion og kultur.

Problemet er med andre ord ikke, at lille Aisha ikke spiser frikadeller. Problemet er, at Aishas forældre ikke arbejder, og måske aldrig kommer til det.

Antallet af udlændinge, flygtninge og migranter vil, ifølge regeringen, stige de kommende år. Og dét selvom hverken integrations- eller asylpolitikken på noget tidspunkt har fungeret tilfredsstillende.

Sidste år druknede f.eks. 3.500 mennesker, heraf mange kvinder og børn, i et forsøg på at nå Europa. Ifølge Europol står menneskesmuglere for 90 % af trafikken til Europa.

Danmark bør indføre et asylstop og i stedet bruge ressourcerne i nærområderne. Gør vi det, kan vi hjælpe 8-10 gange flere og samtidig opnå en større sikkerhed for, at vi hjælper de rigtige.

Asylansøgning og -behandling bør kun foregå i nærområderne og Danmark skal selvfølgelig selv bestemme, hvor mange flygtninge vi vil tage imod. Hvis forældede konventioner forhindrer os i at gøre det rigtige, så må konventionerne laves om.

Overfald på politikere

For en del år tilbage gik jeg en tur på gågaden i Silkeborg med min datter. Det var sådan lige efter, at butikkerne havde lukket, og der begyndte at blive mennesketomt. På vej op ad Søndergade kom en noget forvirret Mogens Lykketoft gåede med sin slidte taske under armen. Han var finansminister på det tidspunkt. Han stoppede os og spurgte høfligt om vejen til Skolegade, som jeg selvfølgelig hjalp ham med.

Siden har jeg glædet mig over to ting ved den historie: For det første, at vi bor i et land, hvor også vores toppolitikere i det store og hele kan færdes frit blandt almindelige borgere, og for det andet, at det lykkedes mig at vise vildfaren socialdemokratisk finansminister på rette vej.

Den frihed, som vi i Danmark for blot et årti siden kunne tage for givet, og være stolte af, kan desværre ikke længere tages for givet. Chikane og overfald er blevet en del af livet for politikerne. Seneste eksempel er tidligere justitsminister Morten Bødskov, der blev overfaldet ved en fodboldkamp.

Personlige krænkelser er en del af en voldskultur, som i mere ekstreme tilfælde kan resultere i overfald og, som vi har set i England for nylig, drab. Det er en kedelig tendens, som givetvis får nogen til at tænke sig om en ekstra gang inden de stiller op til kommunalbestyrelser eller folketing. Og dermed udfordres kernen i vores demokrati.
I Danmark har vi et unikt demokrati, hvor afstanden mellem politikere og befolkning er kortere end i mange andre lande. Det er en styrke i vores demokrati, som vi skal værne om. Når toppolitikere – helt forståeligt – bliver nødt til at ”bure sig inde” bag sikkerhedspoliti og panserglas, så vokser afstanden til befolkningen. Den politiske magt synes mere fjern og elitær.

Vi må insistere på folkevalgtes ret til altid at kunne sige, hvad de mener, og til at kunne færdes trygt og sikkert i alle dele af landet. Vi må insistere på, at argumenter skal mødes med argumenter, ikke med personangreb og vold.
Ytringsfriheden gælder for alle, men især for dem, man er uenige med.

Parallel aftale om Europol

”Det bliver ikke let, måske umuligt” sagde EU-præsident Donald Tusk under et møde i Statsministeriet den 17. maj om Danmarks muligheder for at opnå en parallel aftale om Europol.

Det er et interessant udsagn fra den øverste chef for EU set i det lys at alle, både i EU og i Folketinget, er enige om, at en aftale er i alles interesse.

Måske skal udsagnet derfor mere ses som ”et rap over fingrene” til danskerne fordi vi tillod os at stemme nej når EU ønskede et ja? Måske afspejler det i virkeligheden blot EU-præsidentens frustration over at stå i spidsen for et bureaukratisk og tungt EU system, der i realiteten ikke magter de opgaver de forventes at varetage?

Uanset om det er det ene eller det andet, eller måske en kombination, så tilsiger sund fornuft, at der kommer en aftale.

Hvis det ”ikke er let, og måske umuligt” at indgå en relativt simpel aftale som alle omkring bordet opnår fordele ved, har en klar interesse i, og som ingen er imod, ja så forstår jeg godt at EU i andre sammenhænge er handlingslammet og ineffektivt når interesserne er mere delte.

Efter min bedste overbevisning traf vi det rigtige valg da vi stemte nej i december 2015. For selvfølgelig skal Danmark ikke afgive mere suverænitet til et EU, der – i høj grad selvforskyldt – befinder sig i sin største eksistentielle krise nogensinde.

Blokaden mod Dan Roots

Efter 6 ugers ødelæggende belejring kan Dan Roots i Tange klinke skårene, og varerne kan igen køres ud til kunderne. Hos konkurrenterne i udlandet, hvor arbejdsvilkår og løn er ringere end i Danmark, kan man takke 3F for fremgang i omsætningen og for de nye kunder man har fået foræret. For Dan Roots begynder det hårde arbejde med at vinde kunderne tilbage.

Mens 3F kan fejre, at de vandt, så står Dan Roots og medarbejderne forslåede tilbage med en oplevelse af at have været udsat for et overgreb. Endda begået af den fagforening, som de allerede har overenskomst med.

Blokaden mod Dan Roots efterlader et indtryk af et 3F, der befinder sig i en tidslomme fra 70’erne og endnu mangler at opdage, at protektionisme og tvang fungerer dårligt i en åben og global økonomi, hvor virksomheder, kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne. I Tange vandt 3F i første omgang ved hjælp af trusler og chikane, men spørgsmålet er, om vi ikke alle ender som tabere, når flere ufaglærte arbejdspladser forlader landet? Dan Roots har f.eks. meldt ud, at de for at beskytte forretningen vil fremskynde planer om etablering i udlandet. Det er forståeligt, men også umådelig trist. For vi har også brug for gode virksomheder, investeringer og private arbejdspladser herhjemme.

Mens massevis af gode, sunde rodfrugter til ingen verdens nytte blev kasseret, stod blokadevagter uden for Dan Roots med bannere om ”social dumping” – et forholdsvis nyt begreb, der er opfundet som en slags forsvar for manglende dansk konkurrenceevne. Når vi ikke kan konkurrere med den arbejdskraft, der kommer udefra, så skal den kunstigt gøres dyrere, så den ikke udgør en trussel for os selv. ”Social dumping” handler om egne særinteresser, og har intet med solidaritet at gøre.

Med krav om høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, udelukker fagbevægelsen reelt mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Ikke kun flygtninge og indvandrere, men også langtidsledige danskere.

Når de nederste trin på jobstigen mangler, kan mange – med de forudsætninger og kvalifikationer, de har – ikke nå op til det første trin, og de afskæres dermed også fra senere at bevæge sig yderligere op ad stigen mod højere løn og flere goder.

Resultatet er en økonomisk og menneskelig tragedie. Både for de, der udelukkes fra arbejdsfælleskab og selvforsørgelse og for os andre, der – udover at forsørge de mange uden arbejde – også skal betale milliarder til en kæmpeindustri af jobkonsulenter, kursustilbud og projektforløb uden at få valuta for pengene.

Væksten der blev væk

Dansk økonomi står stille og har gjort det i snart 10 år. Der har været flere tilløb til et opsving, men uden at det er blevet til mere. For nylig halverede de økonomiske vismænd så deres – i forvejen beskedne – vækstskøn for 2016 fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Den velstand som samfundet taber, når væksten udebliver, er enorm. Alligevel fylder den manglende vækst kun lidt i velfærdsdebatten, der mest handler om, hvordan pengene skal bruges og meget lidt om, hvordan de skal tjenes. Det blev tydeligt op til Folketingsvalget sidste år, hvor det regnede ned over vælgerne med milde gaver fra politikere, der gerne ville genvælges. At vi selv betaler for gaverne, og oven i købet gældsætter os for at gøre det, fuldender blot illusionen om et Danmark, der automatisk og altid vil være blandt verdens rigeste lande.

Efter snart 10 år uden vækst og uden tydelige tegn på, at den er på vej, så må det være på tide at gøre noget andet, end det vi plejer. Prisen for den manglende vækst er høj, ikke mindst for svage grupper og for personer i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet.

Et Danmark i slæbegear

Danmark er på mange måder et godt land at etablere og drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Som et lille land er vi vant til at tænke og handle internationalt. Men når det drejer sig om vækst klarer vi os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Og det ser ikke ud til at forandre sig i den nærmeste fremtid. For nylig punkterede de økonomiske vismænd således håbet om vækst i 2016, da de halverede deres – i forvejen beskedne – vækstskøn fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Lave vækstskøn for Danmark finder man også i prognoser fra OECD som vurderer, at Danmark vil få den 6. laveste vækst frem mod 2030 ud af 34 medlemslande.

Uden vækst, så bliver kagen ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal spise af den. Og det bliver vi, for vi lever heldigvis længere og bliver mange flere ældre i fremtiden. Dertil kommer, at andelen af danskere og indvandrere, der forsørges af offentlige kasser aldrig har været større og i dag udgør mere end halvdelen af befolkningen.

EU-Kommissionen offentliggjorde den 4. februar 2016 nye tal for den økonomiske udvikling i EU landene. Beregninger fra Dansk Byggeri viser på den baggrund, at den svenske økonomi i perioden fra 2008 til nu er vokset med 14 %, den tyske med 8 % og den danske med 1,4 %.

Hvis dansk økonomi havde haft de svenske vækstrater siden 2008, havde samfundet været 233 mia. kr. rigere. Med tyske vækstrater, havde vi været 122 mia. kr. rigere.

På den korte bane er det mange penge af gå glip af. De kunne have været brugt til bedre skoler, sundhed, ældrepleje og skattelettelser mv. På den længere bane risikerer vi, at Danmark fanges i en kronisk lavvækst, som Japan har været det siden 1990’erne. Desværre er det ikke længere et scenarie, der er helt urealistisk.

Accelererende udgifter og indtægter, der ikke kan følge med

Når statens udgifter accelerer i et hurtigere tempo end indtægterne, så kommer der til at mangle ressourcer og det økonomiske råderum indskrænkes. Gabet mellem den velfærd som danskerne betaler for, og forventer at få og den velfærd, der kan lade sig gøre, bliver større og større.

Det rammer de mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser og hjælp. Det rammer de ledige, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre i den arbejdsdygtige alder, der får sværere ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det rammer ansatte på mindre og mellemstore virksomheder, der kun handler i Danmark, og det rammer ansatte i den offentlige sektor. Der bliver færre ressourcer per ældre og per skoleelev. Diskussionerne om, hvorvidt vi i Sundhedssektoren også fremover har råd til tilbyde den bedste (og ofte også dyreste) medicin og behandling, har været i gang et stykke tid.

Også ressourcestærke borgere mærker, når det økonomiske råderum indskrænkes. Kravene til produktivitet stiger for de stadigt færre, der trækker læsset. Og trods den høje skat, de afkræves, så oplever også de, at offentlig kernevelfærd såsom skoler, sundhed og ældrepleje år for år forringes i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Ofte vil det heller ikke være nok at betale for ydelserne én gang via skatten. Vil man f.eks. behandles hurtigere i Sundhedsvæsenet må man købe en privat forsikring. Vil man have mere hjemmehjælp til sin gamle mor, så må man også til lommerne igen.

Danmark er i en luksus fælde, hvor der kommer mindre ind, end der går ud. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Vi gældsætter os med andre ord for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Væksten skulle have finansieret en stor del af det, men den kom ikke, og så mangler pengene.

Der er ingen ekstra penge i at beskatte virksomhederne og befolkningen hårdere. Dén grænse er for længst overskredet, og det høje skattetryk er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.

Når politikerne ikke kan skrue skatten yderligere op for at dække de accelererende udgifter, så vedtager de finanslove med milliardstore underskud og fremrykker pensionsbeskatning for at få det hele til at se lidt pænere ud, upåagtet at det efterlader et hul i fremtiden, hvor pengene vil mangle.

Vi indtager en suveræn nr. 1 i verden, når det gælder skattetryk, og er flere procentpoint foran nr. 2, som er Frankrig. Vi er med andre ord ekstrem blandt de ekstreme. Det skader væksten og muligheden for at gøre kagen større til gavn for alle, ikke mindst for de svageste og for personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at normalisere det danske skattetryk.

Leveomkostningerne herhjemme er også i den høje ende, faktisk 43 % over EU gennemsnittet. Det betyder, at når f.eks. en tysk familie bruger 104 kr. på almindelige ting som mad, bolig, transport osv. så skal en dansk familie bruge 143 kr. for at købe det samme. Høje leveomkostninger og høje personskatter og afgifter er med til at presse lønningerne op, og dermed øge virksomhedernes omkostninger.

Når politikere taler om, hvordan de ”skaber jobs” så er der grund til at være på vagt. For det første, fordi det ikke er dem, der skaber jobs – det gør virksomhederne. For det andet, fordi der er en tendens til, at politikernes jobskabelse bliver en dyr og konkurrenceforvridende omfordeling, som det f.eks. er tilfældet med bolig-job ordningen.

Private virksomheder er nøglen til vækst

Som tidligere nævnt er Danmark på mange måder et godt land at drive virksomhed i. Men skattetrykket og arbejdsudbuddet udgør væsentlige barrierer for at tiltrække nye investeringer og arbejdspladser. Hvad det sidste angår, er vi ramt af, at der de kommende år vil komme små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Udviklingen får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når – og hvis – et opsving kommer, kan der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det inden det rigtigt når at komme i gang. Derfor skal det være mere attraktivt at arbejde, også for højtlønnede der i dag straffes med en topskat, hvis de yder en ekstra indsats. Virksomhederne skal have let adgang til at få arbejdskraft fra andre lande.

Noget tyder også på, at det ikke er attraktivt nok at etablere egen virksomhed i Danmark. Ifølge Eurostat er kun 8 % af danskerne selvstændige, mens EU gennemsnittet er 14 %. Tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser, at de nye og unge virksomheder er gode til at skabe vækst og arbejdspladser. Hvis antallet af selvstændige iværksættere var det samme som EU gennemsnittet, ville Danmark have 165.000 flere selvstændige. Når vi endelig har fået virksomhederne i gang, så vokser mange af dem ikke. Således viser en dugfrisk rapport fra Erhvervsstyrelsen, at der simpelthen ikke er skabt virksomheder med mere end 1.000 ansatte i Danmark inden for de seneste 20 år.

Vi har med andre ord alt for få nye virksomheder, og det lykkes ingen af dem at vokse sig rigtigt store.

Politikernes fornemmeste opgave er at skabe bedre rammevilkår for virksomhederne, så de bliver mere konkurrencedygtige. Det skal være mere attraktivt at starte en virksomhed og få den til at vokse, og det skal være mere attraktivt at placere investeringer i Danmark. Vækst i beskæftigelsen og økonomien skabes nu engang af private virksomheder gennem initiativ, risikovillighed, idérigdom, gåpåmod og ikke mindst hårdt arbejde. Når politikere blander sig med kunstige tiltag i markedernes naturlige mekanismer for udbud og efterspørgsel, så ender det tit både dyrt og dårligt.

Når det går godt for virksomhederne – når der er fremdrift og overskud – så går det også godt for resten af samfundet. Virksomhederne ansætter nye medarbejdere; det er nemt at skifte job, og nyuddannede, fleksjobbere og flygtninge kan lettere få en fod inden for på rigtige arbejdspladser.

Danmark har gode muligheder for at lykkes, men det kræver at vi vil og gør noget andet, end det vi plejer. Efter 10 års ørkenvandring uden vækst må det være på tide at komme i gang.

Negativ moms er et tag-selv bord

SKAT udbetalte 237 milliarder i negativ moms i 2014. Det er en stigning på hele 34 % sammenlignet med 2010. Dette fremgår af et svar fra Skatteministeriet den 23/11 2015. Stigningen burde få alarmklokkerne til at ringe langt ind i Skatteministeriet og regeringen. Men det gør den desværre ikke. Heller ikke selvom prognoser tyder på, at udbetalingerne blot er accelereret yderligere i 2015. 

Virksomheder, der er berettiget til refusion, skal naturligvis have det. Men den voldsomme stigning i udbetalingerne tyder på, at der i stort omfang også svindles med ordningen.  

I 2014 ansøgte 173.958 om at få negativ moms udbetalt. Heraf kontrollerede SKAT blot 5.182 af anmodningerne, hvilket er færre end tre procent. 97 % blev således udbetalt uden kontrol. Skatteministeriet har oplyst i den forbindelse, at de mener “kontrollen med momsudbetalinger har været tilfredsstillende”.

I et samråd den 29/1 2016 oplyste Skatteminister Karsten Lauridsen “Hvis vi vil have et momssystem, der er tillidsbaseret fremadrettet, så bliver vi nødt til at acceptere, at der er en del, som ikke afregner den moms, de skal, bevidst eller ubevidst, og der vil også være nogle, som vil kunne udnytte huller i systemet og lave organiseret svindel.” Ministeren anslog ved samme lejlighed, at staten som følge heraf går glip af mellem 10 og 18 mia. kr. årligt.

SKAT har tidligere meddelt, at de ved kontrol af negativ-moms anmodninger finder fejl og fusk i mere end halvdelen. Hvis det er rigtigt, så forekommer Skatteministerens vurdering at være endog meget optimistisk og det reelle tab formodentlig meget større. Udover at Statskassen går glip af store tocifrede milliardbeløb, så rammes lovlydige virksomheder, der afregner dét de skal. De udsættes nemlig for unfair konkurrence fra de, der ikke gør, og derfor kan operere med lavere omkostninger.

Der er akut behov for et forenklet, transparent og mere retfærdigt skatte- og afgiftssystem, hvor fokus er på kerneopgaverne. Der er brug for en ny, kompetent ledelse i SKAT. Ingen, uanset politisk ståsted, kan være tjent med at borgernes penge fortsætter med at fosse ud af statskassen til svindlere og – i nogle tilfælde – terrorister. Den brændende platform har aldrig været mere brændende.

Liberal Alliance foreslår, at Skatteministeriet nedlægges og erstattes af en styrelse under Finansministeriet. Fokus for en ny Skattestyrelse skal være at sørge for en ordentlig og redelig inddrivelse af skat efter gældende love og regler. Det sidste har der jo desværre også vist sig at være problemer med.

Svigt på svigt på svigt

En plejefar i Slagelse fik fem års fængsel for igennem en årrække at have udsat sine plejebørn for grov vold og seksuelt misbrug. Plejebørnene fik henholdsvis 10, 50 og 60 tusinde kroner i erstatning. To af ofrene, søstrene Nanna Hansen og Sapran Hassna, der i dag er voksne, vil nu stille Slagelse kommune til ansvar for ikke at have ført ordentligt tilsyn og for at have siddet flere underretninger overhørig.

Jeg har stor medfølelse og respekt for de to søstre, der står frem med et håb om at ændre systemet, så andre udsatte børn ikke skal igennem det samme som dem. Trods adskillige indberetninger fra fagpersoner, blandt andet fra en læge, en psykolog, en lærer og en pædagog så foretog kommunen sig ingenting. Lægen indberettede bl.a. mistanke om incest, fordi en af de små piger blødte fra underlivet. Men der skulle gå år, før pigerne fik hjælp og kom i sikkerhed.

  • Hvorfor reagerede kommunen ikke på underretningerne? Hvorfor fungerer det system, der skal varetage de mest sårbare menneskers – de udsatte børns – tarv, så helt ufattelig dårligt nogle steder?
  • Hvorfor var der ingen medarbejdere i Slagelse kommune, der råbte op og krævede handling?
  • Hvorfor er erstatningerne i en størrelse, hvor ofrene ydmyges endnu engang?
  • Hvis en eller flere medarbejdere i Slagelse kommune en dag må “fratræde efter aftale” som følge af sagen: Skal vi så igen se, at det er straffrit at svigte udsatte børn? Skal vi så igen se, at de ansvarlige får flere års løn med sig i “godtgørelse”?

Slagelse kommune prøver at krybe uden om med henvisning til at sagen er forældet. Der udover har de “ingen kommentarer”. Tænk, at de vil være det bekendt! Holdningen burde være den stik modsatte: Har vi gjort noget galt, så skal ofrene selvfølgelig kompenseres og gentagelser forebygges! Liberal Alliance fremsætter nu et forslag i Folketinget om at fjerne forældelsesfristen på 10 år i sådanne sager. Vi vil simpelthen ikke acceptere, at kommuner, der handler skødesløst og uansvarligt i forhold til udsatte børn, ikke bliver stillet til regnskab for det.

Den aktuelle sag er fra Slagelse kommune, men kunne det samme ske i Silkeborg?

Lad os i Silkeborg give området en grundig og kritisk gennemgang. Lad os være på forkant, og gøre hvad vi kan for at sikre, at Silkeborg kommune altid reagerer prompte på indberetninger om børn, der har brug for hjælp. Kommunen må ikke blive et nyt svigt i rækken.

Dansk kultur skal sikres

I Randers har Dansk Folkeparti og Danmarks liberale parti Venstre besluttet, at kommunens institutioner skal have svinekød på menuen. Det sker for at sikre dansk kultur. På Christiansborg bakker DF og Venstre lokalpolitikerne op, og DF ser gerne reglerne udbredt til hele landet.

Men dansk kultur er jo også andet end frikadeller. Jeg tror, at de fleste kan se, at det er nødvendigt, at skole- og forældrebestyrelser og institutionsledere bliver hjulpet på vej af politikerne med regler og påbud. Ellers vil de jo bare gøre dét, som de selv synes er fornuftigt! Også når det handler om andet, end hvad de skal have at spise. Jeg håber derfor, at Venstre og DF også vil gøre det obligatorisk for institutionerne at arrangere:

  • Oplæsning af HC Andersens eventyr. Man starter fra en ende af, og rapporterer månedligt til kommunen, hvor mange sider, der er læst og hvor mange, der lyttede. Ud over at rapporteringen understreger hvor vigtig oplæsningen er, så skaber den også flere kommunale jobs.
  • Fællessang, hvor ”Se den lille kattekilling” og “Ole’s automobil” henholdsvis starter og slutter seancen. Det kan være a cappella eller med musik. Det er nemlig vigtigt, at der er plads til medindflydelse (inden for rammerne, naturligvis).
  • Visning af Morten Koch film, de originale med Poul Richard. De skal vises i TV stuerne på plejehjemmene når de ældre har spist aftensmad. Det anbefales, at kaffen serveres inden Poul Richard synger den første sang. Dansk kultur fordøjes nemlig bedst med en god kop kaffe, brygget på Madam blå (findes der noget mere dansk?), og serveret med galopkringle til.

Ovenstående er blot en start. Det danske sprog forurenes f.eks. med mange engelske ord og forkortelser. Måske er svinesagen et signal om, at Venstre er klar til at finde sammen med DF om at indføre afgifter på engelske ord for at komme dette uvæsen til livs? Og hvad med påklædningen i dette land? Prøv f.eks. at google ”dansk påklædning”. Det er én stor rodebutik med alt fra bikinier til tørklæder, brede bukseben og netstrømper. Hvor er selerne og spadseredragten?

Jo, der er nok at tage fat på, når dansk kultur skal sikres. Det er godt, at vi har politikere, der gerne vil bestemme det hele, for så behøver vi ikke at gøre det selv.

Lad os gøre kagen større

I 3. kvartal 2015 var der negativ vækst i Danmark. For femte år i træk må en regering – rød som blå – erkende, at dens skøn for væksten det følgende år har været for optimistisk. Jeg ved godt, at dansk økonomi er under indflydelse af udviklingen uden for vores egne grænser. Danskerne udgør trods alt kun 8 promille af verdens befolkning. Men dét vi bør kunne forvente af vores politikere, er, at de udviser rettidig omhu i forhold til de gigantiske – og kendte – udfordringer vi som samfund står overfor. Desværre sker det ikke.

Den manglende vækst kommer til at få alvorlige konsekvenser for vores velfærdssamfund. Det er væksten, der gør kagen større. Det er væksten, der skaber velstand og råderum til bl.a. at finansiere vores offentlige sektor og betale offentlige ydelser.

Desværre har der i flere år været ubalance mellem indtægter og udgifter. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Det betyder, at vi gældsætter os for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Skattetrykket er verdens højeste, og flertallet af befolkningen har i dag deres forsørgelse fra offentlige kasser. En totalt fejlslagen asyl- og migrant politik kommer med sikkerhed kun til at gøre ondt værre.

Der kommer små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Det får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når og hvis et opsving kommer, vil der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det, allerede inden det rigtigt er kommet i gang. Virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft er jo også en klar forudsætning for vækst.

Danmark er på mange områder et godt land at drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Desværre får det ekstreme skattetryk, og risikoen for at komme til at mangle kvalificeret arbejdskraft, virksomheder (der har mulighed for det) til at vælge Danmark fra og placere investeringer og arbejdspladser andre steder.  

Væksten går uden om Danmark. Derfor er det afgørende vigtigt at vi normaliserer skattetrykket i Danmark – særligt på arbejde – for det skader væksten, gør kagen mindre og gør os alle sammen fattigere.

Jeg stemmer nej

Med platte skræmmekampagner prøver ja-partierne at presse danskerne til at stemme for en afskaffelse af retsforbeholdet den 3. december. Ja-partierne ønsker forbeholdet erstattet med en tilvalgsordning. Hvis vi ikke stemmer ja, så ryger vi ud af Europol og så bliver det svært for politiet at opklare grænseoverskridende kriminalitet, lyder det igen og igen. Ikke fordi ja-partierne vil skræmme danskerne, men ”blot for at informere om konsekvenserne af et nej” som udenrigsminister Kristian Jensen udtrykker det.

Fakta er imidlertid, at alle lande har en åbenlys interesse i at samarbejde om grænseoverskridende kriminalitet, hvilket er årsagen til, at de gør det. Andre lande er mindst ligeså interesserede i at samarbejde med os, som vi er i at samarbejde med dem. Og derfor vil der fortsat blive samarbejdet, også selvom danskerne stemmer nej den 3. december.

Man kan i øvrigt undre sig over, hvorfor regeringen ikke har udvist rettidig omhu ved for længst at indlede drøftelser om, at vi kan være med i politisamarbejdet, som f.eks. Norge er det, selvom vi bevarer retsforbeholdet.

Justitsministeriet og Udenrigsministeriet har udgivet en informationsfolder om afstemningen. Heraf fremgår klart og tydeligt, at et ja betyder suverænitetsafgivelse, altså at EU kan lovgive med direkte virkning for danske borgere: Jeg citerer: ”Lovforslaget indebærer, at vi afgiver suverænitet. Det er grunden til, at vi skal til folkeafstemning”.

Det er også grunden til, at jeg stemmer nej.

For i praksis vil det medføre, at flertal i Folketinget i fremtiden vil kunne vedtage yderligere suverænitetsafgivelse til EU uden at skulle spørge danskerne først. Det er en stor risiko at løbe, for flertal har det med at skifte, og har vi først afgivet suverænitet på et område til EU, så kan det ikke senere gøres om. I mine øjne er det helt afgørende, at vi i Danmark bevarer fuld kontrol over vores rets- og udlændingepolitik.

SKAT har brug for en ny start

SKAT i sin nuværende form minder om Titanic. En supertanker, som man ikke forestiller sig kan synke. Mens vandet fosser ind, spiller musikken lystigt, champagnen flyder og vi sidder forstenede tilbage og lytter til en rådvild og naiv Skatteminister, der taler om et langt, sejt træk og om en ledelse i SKAT, som han fortsat har tillid til.

Alene EFI skandalen anslås at løbe op i 14.000.000.000 kr. Hertil kommer så yderligere et tocifret milliardbeløb, som SKAT har udbetalt til svindlere i udbytterefusion og negativ moms. Sagerne har stået i kø for at afløse hinanden. SKAT har beviseligt ageret ulovligt, ligegyldigt, inkompetent og stupidt. Og måske har vi kun set toppen af isbjerget.

SKAT har brug for en ny start – en ny tidssvarende måde at arbejde på, og sidst men ikke mindst, en ny ledelse, der ved, hvad den har med at gøre. Der er mere end 6.000 ansatte i SKAT, der nu får tilført yderligere 400 medarbejdere. At Jesper Rønnow, den øverste direktør i SKAT, fortsat er blandt dem, er ubegribeligt.

Så længe SKAT er underlagt dårlig ledelse vil der også være et umætteligt behov for flere ressourcer. Men at tilføre flere ressourcer, uden samtidig at tage et opgør med ledelsen og kulturen, det svarer til at hælde vand i et badekar uden at sætte proppen i.

God ledelse handler om at gøre det rigtige – rigtigt. Og det første er det vigtigste. Der er som bekendt ikke noget mere værdiløst end at blive super effektiv til at gøre noget, der aldrig skulle have været gjort. Hvad ledelsen i SKAT angår, så har den flere gange vist, at den ikke formår, hverken at gøre det rigtige, eller at gøre det rigtigt.

Tilliden til SKAT er ikke-eksisterende. Og i det lys er den plan, der er fremlagt af Karsten Lauritzen, helt utilstrækkelig. Den er et plaster på et brækket ben. Det trøster måske lidt, men benet er stadig brækket.

Skatteministeren havde en enestående chance for at træde i karakter og genopfinde SKAT. En chance for at tage et opgør med en dysfunktionel kultur og starte på en frisk. Den chance er nu forpasset. Ministeren har nemlig valgt at lappe på den gamle, syge organisation og køre videre i den samme rille.

Kun to ting er helt sikre, når det gælder lapperier i SKAT: Det bliver rigtig, rigtig dyrt. Og det er dig og mig, der betaler.

Børnepakken er et Hello Kitty plaster på et brækket ben

Regeringens børnepakke er en merbevilling til kommunerne på 2,5 mia. kr. fra 2016 til 2019. Ifølge Morten Østergaard vil det resultere i 3.000 flere pædagoger i daginstitutionerne over de næste fire år. Det er der dog ingen garanti for. Det ømtålelige og ubesvarede spørgsmål er nemlig, hvordan det sikres, at pengene faktisk går til formålet.

De 3.000 flere pædagoger skal desuden ses i forhold til, at antallet af pædagoger er faldet med 3.092 siden 2011, da S-R-SF-regeringen overtog magten (kilde: Danmarks Statistik). Der er således tale om to skridt tilbage og ét frem eller, i bedste fald, en dans på stedet.

Siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn per voksen i daginstitutionerne og ofte er pædagogerne helt alene. Det kan vi ikke være bekendt, hverken over for børnene eller pædagogerne. Og børnepakken løser ingenting. Den er et Hello Kitty plaster på et brækket ben. Det trøster lidt, men benet er stadig brækket.

Liberal Alliance mener, at udbuddet af pasningsordninger skal afspejle, hvad forældrene efterspørger, frem for hvad kommunen ønsker at tilbyde. Dvs. flere valgmuligheder, høj kvalitet og større fleksibilitet, bl.a. i åbningstiderne. Vi vil derfor styrke valgfriheden med en udvidet fritvalgsordning på daginstitutionsområdet for dermed at tage et opgør med kommunernes de facto monopol.

For Liberal Alliance handler det om at flytte indflydelse fra det offentlige til forældrene. Og om at skabe rammerne for, at forældre og civilsamfund i samarbejdet med det pædagogiske personale tager et større ansvar for børnene og institutionen.

Liberal Alliance vil derfor sikre, at:

  • Kommunerne tildeler borgere med små børn et fritvalgsbevis, der frit kan omsættes til pasning i en offentlig eller privat pasningsordning.
  • Alle institutioner skal opgive informationer om institutionens / pasningsordningens pædagogiske profil. Alle institutioner skal opgive nøgletal som uddannelsesniveau hos de ansatte, normering (antal børn per voksen omsorgsperson), sygefravær og medarbejdergennemstrømning. Det skal være let for forældrene at sammenligne tilbuddene, både inden for og uden for kommunen.
  • Alle forældre skal kunne passe deres lille barn hjemme i ét år under forudsætning af, at den forælder, der passer barnet, er gået fra fuld beskæftigelse til barsel. Det vil sikre, at pengene også følger barnet ved pasning i hjemmet.

Disse forslag vil betyde, at

  • Forældre får mulighed for let og overskueligt at vælge ud fra et mere mangfoldigt udbud af institutioner og pasningsordninger.
  • Forældre kan vælge blandt differentierede ordninger, hvilket kan gøre det muligt at vælge mellem flere eller færre pasningstimer efter behov.

Antidemokratiske bevægelser skal bekæmpes

SIAD’s politiske program er uhyggelig læsning. Jeg har tidligere givet konkrete eksempler på, hvordan de opfordrer til chikane og undertrykkelse af borgere, der i deres optik, ikke skønnes at være ”danske nok”.

For det første, så handler det ikke om, hvad folk spiser, hvordan de går klædt, og hvilke traditioner de har. SIAD skyder helt forbi skiven, når de gør svinekød og tørklæder til selvstændige mål for tvang og forbud.

For det andet, så er antisemitisme og anden forfølgelse af danske befolkningsgrupper selvfølgelig ligeledes helt uacceptabelt. Lovgivningens fulde potentiale skal udnyttes til at bekæmpe ekstremisme og antidemokratiske bevægelser, uanset hvilken form de antager.

Udlændinge, der kommer hertil for at modarbejde demokratiet eller basale frihedsrettigheder, er ikke velkomne. Det gælder for eksempel imamer, der opfordrer til vold og hellig krig. Uanset om de er kommet hertil som indvandrere, familiesammenførte eller asylansøgere, mener jeg, at deres opholdstilladelser ved dom skal fratages dem, hvis de engagerer sig i den type aktiviteter.

Der skal indføres indrejseforbud til Syrien og dele af Irak, og overtrædelse skal straffes hårdt. Det skal også være muligt at straffe og udvise for eksempel imamer fra Grimhøj moskeen, der opfordrer unge mennesker til at tage til Syrien eller Nordirak.

I Liberal Alliance ser vi med største alvor på deltagelse i terroraktiviteter. Derfor foreslår vi bl.a., at personer, der ikke er født som danskere, skal kunne fratages deres danske statsborgerskab, hvis de dømmes for terrorforbrydelser – også selv om de derved bliver statsløse. Vi er klar over, at det udfordrer gældende konventioner. Derfor må der skabes klarhed om, hvilke forskellige fortolkninger der kan anlægges på konventionerne, og om nødvendigt må vi genforhandle de relevante tekster, så blandt andet islamistisk motiveret vold ikke får lov at slå rod i Danmark.

Vi skal selvfølgelig stå fast på de værdier, der gør Danmark til et godt sted at leve.