Heksejagten på 3

Teleselskabet 3 er blevet udsat for en hetz fra både højtstående politikere og Danmarks Radio. Beskyldninger om skatteunddragelse, skattely, grådighed og manglende moral har fyldt mediebilledet i en periode, og har kostet virksomheden dyrt. 3, der har 1 million danske kunder, har investeret 5 milliarder kroner i infrastruktur og beskæftiger hundredevis af medarbejdere i Danmark.

Beskyldningerne 3 er blevet udsat for, er helt grundløse.

Derfor har DR nu – halvanden måned efter at sagen kørte for fuld skrue i medierne – været ude at ”beklage”. Beklagelsen, der blev oplæst midt i en TV avis, varede cirka 10 sekunder.

Socialdemokraternes skatteordfører, Astrid Krag, var én af de første, der hurtigt kunne fælde dom i sagen, da den startede: De er skyldige. Astrid Krag var både ”forarget” og ”dybt rystet” over 3’s metoder og opfordrede til boykot af selskabet.

Skatteordfører Lisbet Bech Poulsen, SF, mente ikke, at en boykot af 3 var nok: Også revisionsfirmaer som PwC, Deloitte, KPMG og EY skulle lægges på is, for de er medskyldige i virksomhedernes skattesnyd!

Dét mente Astrid Krag dog alligevel, ville være for vidtgående. For, som hun sagde: ”Vi bliver nødt til at forholde os seriøst til det her”. Ja, det sagde hun altså!

Det er trist, når politik og journalistik baseres på fordomme, urigtige påstande og folkestemninger. Det ville klæde politikerne at sige undskyld, når deres grove anklager – som i denne sag – falder til jorden med et brag. Men det er tilsyneladende omkostningsfrit for den politiske elite at piske en hadefuld stemning op, der koster en virksomhed millioner af kroner, og gør hverdagen svær for dens medarbejdere.

I et tomrum mellem krise og opsving

Ifølge regeringen selv har den ”med ansvarlig økonomisk politik” bragt Danmark gennem krisen. Regeringens politik har skabt vækst i økonomien og fremgang i beskæftigelsen, forlyder det.

Men det er at pynte sig med lånte fjer. Oven i købet lånte fjer, som både er flossede og farveløse.

For det første, så skrottede S-SF selv sin egen luftige økonomiske politik da de dannede regering med de Radikale i 2011. I regeringsgrundlaget står ordret, at S-R-SF regeringen vil ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Hvis den økonomiske politik således virker i dag, så er det jo VK-regeringens politik, der virker? S og SF ville jo som bekendt noget helt andet med ”Fair løsning” og ”Har du 12 minutter” men som det står klart i dag, så var der tale om varm luft.

For det andet, så oversælger regeringen i stor stil ”hvor godt det går”. Det er rigtigt, at virksomhedernes investeringer er for opadgående. Men det er altså også fra et uhyggeligt lavt niveau. Det laveste niveau i 20 år.

Lige nu befinder vi os i et tomrum mellem krise og opsving. Vi skal glæde os over 1 % vækst, for ”en op er en op”. Men der er ingen grund til at åbne champagnen, for opsvinget er usikkert og i sin spæde start. Danmarks vækst på 1 % i 2014 svarer til det europæiske gennemsnit, og vi klarer os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. F.eks. i Sverige er væksten dobbelt så stor som i Danmark. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Er det godt nok?

Ikke hvis der også skal være velfærd som vi kender det, til de kommende generationer. Danmark står overfor massive udfordringer med en aldrende befolkning og alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet på passiv forsørgelse. Der er strukturelt underskud så langt øjet rækker, og regeringen gældsætter vores børn for at få råd til velfærden. Uanset om der er 1 % vækst eller ej, så er Danmark havnet i en luksusfælde, hvor vi tjener mindre end vi bruger, og hvor der er et indlysende behov for økonomiske reformer.

Liberal Alliance har som det eneste parti i Folketinget fået gennemregent og blåstemplet sin økonomiske 2025 plan af Finansministeriet. Det er en plan, der vil normalisere skattetrykket, øge velstanden for alle danskere og sikre, at der også i fremtiden vil være råd til velfærd. Skal vi ikke se at komme i gang?

 

Drop boligjob-ordningen!

Liberal Alliance ønsker ikke en ny boligjob-ordning. Vi ønsker reelle skattelettelser for alle.

En dansker med en gennemsnitlig indkomst skal arbejde cirka fem timer for at have råd til at hyre en håndværker i blot en enkelt time. En opgave, der f.eks. vil tage en maler en uge at udføre, kræver altså, at man selv leverer mere end en måneds arbejde før der er tjent nok til, at kunne betale regningen! Mon ikke det er en del af forklaringen på, hvorfor danskerne er blevet sådan et stort gør-det-selv folk?

Mens man således kan finde den arbejdsløse maler i køen på jobcenteret, så må sygeplejersken – der ikke er maler, og i forvejen arbejder fuld tid – selv i gang med pensel og malerbøtte for at give børneværelserne en tiltrængt omgang i sin sparsomme fritid.

Boligjob-ordningen forsøger at afbøde nogle af de uhensigtsmæssigheder, der opstår, når et samfund progressivt beskatter arbejde som om det var skadeligt.

Men det er en dyr og ineffektiv måde at ”skabe” arbejdspladser på. Med sådan en ordning følger der altid regler: Hvem kan bruge ordningen? Hvem kan ikke? Hvordan kan den bruges, og i hvilket omfang? Hvilke blanketter skal anvendes? Der er betydelige omkostninger forbundet med administration, behandling af spørgsmål og klager, godkendelse og afvisning, kontrol og evaluering. Med andre ord: Mere tomt arbejde til verdens i forvejen største offentlige sektor!

Med boligjob-ordningen fodrer man hunden med sin egen hale. De penge, ordningen koster, kommer fra skatteyderne selv, og de samme penge (nu minus omkostningen til offentlig administration), går så retur til de samme skatteydere, der har søgt i ordningen. Taberne er de skatteydere, der ikke bruger ordningen, men får lov til at betale de andres fradrag. Og taberne er de erhverv, som ikke er omfattet af ordningen og som bliver valgt fra, fordi folk bruger pengene, hvor de opnår fradraget. Har man mon i V og C overvejet den oplagte og mindst bureaukratiske løsning: at sænke skatten på arbejde for alle?

I stedet for en boligjob-ordning vil Liberal Alliance lette skatten på arbejde, så det bliver mere attraktivt for alle at arbejde. Det er en langt mere effektiv måde at skabe vækst og nye arbejdspladser på.

Skal vi tage i Tivoli eller betale husleje?

De fleste vil nok ikke være i tvivl. Hvis der ikke er råd til begge dele, så skal huslejen selvfølgelig betales. I byrådet og på kommunen ser der dog ud til at gælde andre regler. Den seneste nyerhvervelse vi har kunnet læse om er ”Kedelhuset”. Det koster 9 mio. kr. + det løse, herunder ansættelse af en kommende kunstnerisk leder. For ikke så længe siden syntes kommunen også, at det var dens opgave at agere bank og udlåne 30 mio. kr. til Performers House. Det gik som bekendt ikke, og som altid havnede regningen hos skatteyderne.

Jeg har intet imod koncerter, musik og kultur og jeg har heller ikke noget i mod fodbold. Hvis SIF og andre vil have et nyt stadion, så skal de være velkomne. Men hvordan kan det blive en kommunes opgave at bruge 120 mio. kr. på et stadionprojekt til glæde for en privatejet fodboldklub og godt 4.000 tilskuere, der kan overvære en snes fodboldkampe årligt? Til sammenligning må de frivillige i breddeidrætten, som gør et kæmpe ulønnet arbejde med vores børn og unge, nøjes med nogle få håndører på budgettet.

Det er også indiskutabelt, at der mangler en cykelsti på skolevejen mellem Gjessø og Them. Strækningen er livsfarlig for vores børn og alle andre at færdes på. Alligevel er meldingen, at ”der ikke er råd” til at anlægge en cykelsti. Hvordan kan et kulturprojekt være vigtigere end sikre skoleveje for vores børn?

For en brøkdel af de betydelige beløb som kommunens ”feel good” projekter koster, kunne man have valgt at anlægge en cykelsti. Det er en besynderlig prioritering. Hvis man kun har 5.000 kr. og bremserne på bilen ikke virker, hvorfor køber man så et soltag?

Arrogante folkesocialister

Socialistisk Folkepartis gruppeformand, Jonas Dahl, beskylder i en Facebook opdatering Saxo banks direktør, Lars Seier, for at være flygtet til skattely i Schweiz: ”Lars Seier i deadline, vel at mærke fra Schweiz, vigtigt vi fremtidssikre velfærdssamfundet, øhh, og det bidrager du så til ved at flygte i skattely i Schweiz?”.

10801902_10153667924098475_897359201570650286_n

Opdateringen, og de efterfølgende reaktioner, er interessante, for Jonas Dahl udstiller en uvidenhed og arrogance som er en gruppeformand uværdig.

For det første, så er Lars Seier dansk statsborger og noget så sjældent som en topleder fra erhvervslivet, der deltager aktivt i den offentlige debat. Han er arbejdsgiver for 1440 ansatte, hvoraf en stor del arbejder og betaler skat i Danmark. Alene sidste år bidrog Lars Seier og Saxo bank med 553 mio. kr. til den danske statskasse i form af selskabsskatter, lønsumsafgifter, skat på lønninger etc. For dét beløb kan Danmark beskæftige ca. 1500 sygeplejesker, betale folkepension til ca. 4.500 ældre, eller undervisning for ca. 11.500 folkeskoleelever. Det er et væsentligt bidrag til vores samfund, som fortjener anerkendelse og respekt, men som hos Socialistisk Folkeparti mødes med nedladenhed og arrogance.

For det andet, så har Jonas Dahl efter sin opdatering, haft travlt med at slette indlæg og blokere personer, der oplyste om fakta, eller ikke var enige med ham. Er det måden, at føre en debat på – at nægte borgere, med andre synspunkter, at komme til orde?

Det er desværre ikke ualmindeligt, at Socialistisk Folkeparti føler sig kaldet til at pege fingre af private virksomheder og de mennesker, der løber en risiko og skaber de private arbejdspladser, vi som samfund er så afhængige af.

Aalborg Portland blev således truet på sin eksistens, da regeringen med SF i spidsen, ville femdoble NoX afgiften. 300 arbejdspladser i Nordjylland stod til at gå tabt. ”hvis de ikke kan betale, så må de jo lukke” lød det fra en af regeringens repræsentanter. Det er jo rigtigt, men hvad tror folkesocialisterne vi skal leve af, når de sidste private arbejdspladser forsvinder? Luftsteg og vindfrikadeller?

LA gør en forskel for de frivillige i idrætten

Lokale ildsjæle i Silkeborg arbejder frivilligt og ulønnet i foreningslivet, så vores børn og unge kan gå til sport, gymnastik og andre fritidsaktiviteter. Det er mennesker med overskud, drevet af en stor lyst til at hjælpe og gøre en forskel for andre. Som trænere, bestyrelsesmedlemmer og praktiske hjælpere ved små og store arrangementer træder de til, og yder en kæmpe indsats for et aktivt børne-/ungdomsliv i vores kommune.

Ved kommunalvalget i november sidste år, blev et tema i valgkampen en stor undersøgelse som Dansk Idrætsforening (DIF) netop havde offentliggjort om foreningslivet i danske kommuner. Silkeborg kommune lå nemlig helt i bund som nr. 92 ud af 93 når det handlede om påskønnelse af de frivilliges arbejde!

Da Silkeborg kommune i 2009 gennemførte sin store spare øvelse, blev tilskuddet til de frivillige halveret, og dét på trods af, at det er et område, hvor kommunen virkelig får noget for pengene! En sådan rundbarbering sender et tydeligt signal om, at kommunen ikke opfatter det frivillige arbejde som værdifuldt. I budget 2015 er der lagt op til at fortsætte det halverede niveau. De frivillige fortjener anerkendelse og opbakning fra kommunen, men får det ikke.

Det er udtryk for en dårlig prioritering og lemfældig omgang med skatteydernes penge, når kommunen brænder 30 millioner af på Performers House – og nu jonglerer med 120 mio. til et privat stadionprojekt – mens de frivillige og ulønnede må se deres – i forvejen beskedne – budget halveret.

Heldigvis er ildsjæle ikke sådan at slå ud! I følge undersøgelsen fra DIF handler det heller ikke kun om penge. Det handler også om, at kommunen skal være imødekommende og hjælpsom i forhold til de frivilliges behov for tilskud til uddannelse, håndtering af bureaukrati og regler, adgang til faciliteter mv.

I Liberal Alliance meldte vi klart ud ved kommunalvalget, at vi ville arbejde aktivt for bedre vilkår for de frivillige, når vi fik plads i byrådet. Det er derfor, at vores byrådsmedlem, Morten D. Høgh, konkret stiller ændringsforslag til 2015 budgettet, om at støtten til de frivillige skal fordobles fra de nuværende 2,3 mio. til 4,6 mio.

For de penge, som Stadion planerne vil koste kommunen, kan de frivilliges arbejde prioriteres på ”dobbelt niveau” hele 60 år ud i fremtiden!

 

Hvorfor ikke love os evigt liv, Thomas Jensen?

Valget nærmer sig, og regeringen er klar med nye gaver til vælgerne. Thomas Jensen (S) melder frisk ud i Avisen med et løfte til os alle om et både længere og bedre liv, fordi Socialdemokraterne nu ”investerer og prioriterer vores fælles fremtid” ved at bruge ekstra 5 mia. på sundhedsvæsenet.

I sin lovprisning af regeringens ”mere af det samme”-politik, glemmer Thomas Jensen at oplyse, at underskuddet på de offentlige finanser i 2015 vil nå 59 mia. Og det kommer altså oven på fire år (2011-14), der til sammen har givet ikke mindre end 146 mia. i underskud! Nogen skal betale regningen en dag, for vi kan ikke blive ved med at låne os frem.

Desværre er flere penge heller ikke nogen garanti for et hverken længere eller bedre liv. Hvis det var så enkelt, ville vi for længe siden have haft verdens bedste sundhedssystem, og det har vi ikke. Bevidstløst at hælde flere milliarder i systemet, svarer til at hælde vand i et badekar uden først at sætte proppen i. Behovet for flere milliarder er uudtømmeligt. Svarene skal findes andre steder. Hvordan organiseres opgaverne? Inddrages personalet på en hensigtsmæssig måde i tilrettelæggelsen af opgaverne? Hvordan anvendes ressourcerne? Hvor kan vi effektivere arbejdsgangene og minimere bureaukrati?

Produktivitetskommissionen, som regeringen selv nedsatte for at undersøge, hvorfor produktiviteten i Danmark halter efter andre lande, har peget på et effektiviseringspotentiale på 10 % i den offentlige sektor. Det svarer til, at vi bruger 50 mia. kr. om året uden at få noget som helst igen – hvert år! En ansvarlig regering ville tage fat hér, om ikke andet så af respekt for skatteyderne.

Regeringens produktivitetskommission peger også på det høje skattetryk som et centralt problem for væksten. Topskatten vil det, ifølge kommissionen, nærmest være gratis at afskaffe. Men også sådanne fornuftige tiltag afvises af Socialdemokraterne.

Bagsiden af Socialdemokraternes gavebod og manglende vilje til at følge de forslag, dens egen kommission er kommet med, er, at landet fortsætter med at tabe velstand. Væksten og produktiviteten humper afsted, og vi bliver relativt fattigere sammenlignet med andre lande.

I en situation, hvor mere end to millioner danskere er på offentlig forsørgelse, og hvor hver dansker gennemsnitligt over et livsforløb giver et underskud på 800.000 kr. forekommer det uansvarligt – igen – at fremlægge en finanslov, der ser det som et mål at gøre verdens største offentlige sektor endnu større.

Lighedsutopia skader væksten

Venstrefløjen vil udbygge den store grad af økonomisk omfordeling vi allerede har i Danmark. Målet er mere lighed. Omfordelingspolitikken er udtryk for et socialistisk utopia, hvor ”ingen må have noget, alle ikke har”. Et nøje reguleret samfund, hvor mennesker er afhængige af Staten. Med 2.9 mio. voksne danskere, der har deres udkomme fra offentlige kasser, er det godt på vej.

Regeringens ministre ser det som deres opgave at fortælle os, hvad vi skal spise, med hvem og hvornår. Med kampagner viser de os den rette vej – deres vej. Vi skal være lige tynde, lige raske, leve lige længe osv. Problemet er, frie mennesker ikke passer ind i den politik. For vi har ikke de samme interesser, ønsker til livet, grader af risikovillighed, flid og intelligens. Frie mennesker tænker og gør forskellige ting, og derfor opnår vi forskellige ting i livet. Og heldigvis for det!

Hvis vi til eksempel regulerer to borgeres formue så de hver har præcis 100.000 kr. og en måned senere gør status, vil vi sandsynligvis opdage, at de nu ikke længere er lige:

Borger A har været i Kenya, og har købt en chow chow med stamtavle. A har også optaget et kviklån, så formuen er negativ med 10.000 kr. hvortil kommer udgifter til hundemad, -forsikring, dyrlæge, renter på kviklånet osv. A er blevet ”fattig”.

Borger B har ikke brugt sine penge, men har taget et ekstra arbejde og tjent 15.000 kr. (arbejde havde A ikke tid til pga. ferien i Kenya og hundetræning). B er blevet ”rig” – endda meget rig – sammenlignet med A.

B får nu en ekstra skat på sin ”formue” så A kan få et ekstra nødvendigt tilskud til sin husleje. Uligheden var blevet for stor. Resultatet er til at få øje på: Hvorfor gøre en ekstra indsats og spare op f.eks. til pension) når systemet straffer det? Hvorfor løbe en risiko med egen virksomhed og ansatte, når ”takken” er den grimme misundelse som topskatten er udtryk for? For samfundet koster det dyrt i form af lavere produktivitet og skatteindtægter. Vi bliver alle mere lige … fattige!

Men det er ikke kun økonomisk, at det koster, for med omfordelingen følger bureaukrati og ubehagelig overvågning af borgerne. Nogle ydelser er f.eks. betinget af, om man bor alene, så for at kontrollere det, kører kommunens medarbejdere rundt om natten og noterer om to ”registreret enlige” overnatter hos hinanden!

Topskat er en ren misundelsesskat

Socialdemokraternes skattepolitiske ordfører, Thomas Jensen, taler mod en afskaffelse af topskatten fordi der ”ikke er råd til skattelettelser”; ”det vil øge uligheden” og ”det er rimeligt at de, der tjener mest, også betaler mest”.

Lad os tage det sidste først: Også uden topskat vil en person med en høj indkomst altid betale mere i skat end en person med en lavere indkomst. Med en skatteprocent på f.eks. 40 vil A, der tjener 2 millioner, betale 800.000 kr. i skat, mens B, der tjener 200.000 kr. vil betale 80.000 kr. i skat, altså 1/10 del af dét som A betaler.  For eksemplets skyld er der set bort fra fradrag mv.

Topskatten straffer dét vi har så hårdt brug for, nemlig vækst og produktivitet. Der er 14.000 nye private arbejdspladser i at afskaffe topskatten. Til sammenligning leverer regeringens såkaldte ”vækstpakke”, bestående af 89 små initiativer, kun sølle 90 arbejdspladser! Topskatten belønner ’at holde fri’ i stedet for at arbejde ekstra. Også sort arbejde bliver mere interessant når den sidst tjente krone beskattes hårdt.

Thomas Jensen vender tingene på hovedet, når han kalder afskaffelse af topskatten for en ”gavebod for de rigeste”. Hvordan kan midler, som ikke bliver frataget én, blive til en ”gavebod for de rigeste”? Hvis du bliver stoppet på gaden af en røver og har 150 kr. i lommen, og han kun tager 100 kr. (og lader dig beholde 50 kr.) har du så fået en gave af ham?

”En fjernelse af topskatten øger uligheden” lyder det også. Det er jo rigtigt, men hvad er problemet egentlig? Altså bortset fra den grimme misundelse: ”Hvad alle ikke har, skal ingen have”. Ingen mister jo noget, blot fordi andre – helt fortjent – får mere ud af egen indsats.

Lavere skatter øger privatansattes produktivitet. Indkomststigningen, der følger heraf, beskattes naturligvis. Finansministeriet anerkender, at produktivitetsstigningen i sig selv betaler for skattelettelserne. Når der alligevel tales om, at det ”koster penge at afskaffe topskatten” skyldes det, at stigningstakten i offentlige overførsler og lønninger følger de privatansattes – upåagtet at disse grupper altså ikke selv er blevet mere produktive. At det skal være sådan, har Folketinget bestemt. En bedre model ville være regulering, der følger inflationen, således at købekraften bevares på det niveau, som politisk besluttes.

De tre topøkonomer, der for nylig har beregnet at en afskaffelse af topskatten – isoleret set – vil være både gratis og overskudsgivende, har altså ret.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det?

Kan man køre bil med bind for øjnene? Ja selvfølgelig kan man det: Nogle kommer et par meter, andre lidt længere, men i alle tilfælde ender det galt.

Kan en regering ignorere økonomiens naturlove? Kan den blive valgt på floskler om “velfærd… eller skattelettelser” og “har du 12 minutter, så har vi løsningen”? Ja selvfølgelig kan den det – vi har de politikere, vi selv vælger.

Dansk politik handler ikke meget om at skabe velstand og frihed og hjælpe de svageste, men meget mere om at omfordele mest muligt til flest muligt, dvs. middelklassen.

Befolkningen afleverer en stor del af deres indkomst til staten og modtager lommepenge retur – som den så kan forbruge på et marked, der er 50 % dyrere end gennemsnittet i EU. Gennem afgifter regulerer staten vores forbrug og lader os endnu engang spytte i kassen.

I stedet for at lette skatter og afgifter så det bliver muligt for en almindelig borger at hyre en håndværker, så skaber man et “håndværkerfradrag” som skal administreres. Mens mange håndværkere er arbejdsløse, går danskerne rundt og laver tingene selv eller køber det sort.

Politisk mener man ikke, at folk selv kan administrere deres feriepenge, derfor skaber man en statslig institution der skal opkræve og administrere dem.

The Show Must Go On, og vi svømmer alle rundt i gryden, der bliver varmere og varmere.

1970 var der 382.000 offentligt ansatte – i dag er der 834.000. Antallet af overførselsindkomstmodtagere er i samme periode steget fra 819.000 til 2.105.000. Der er således 2.9 mio. danskere, der har deres udkomme fra fælleskassen,. Det svarer til 66,6 % af befolkningen 18 +. Og udfordringen bliver kun større i fremtiden. I 1970 var 582.000 folkepensionister – i dag er der 1.037.000 og om 20 år vil der være 1.5 mio.

Gennemsnitligt giver hver nyfødt dansker et underskud på 850.000 kr., set over et helt livsforløb.

Alt dette er kendt viden. Alligevel agerer politikerne, som om de befinder sig på Titanic: Mens vandet fosser ind, drikker de champagne, hyggesnakker og nyder musikken.

Det er selvsagt uholdbart og rystende uansvarligt overfor vores børn og børnebørn at fortsætte i samme spor.

Kristian Thulesen Dahl – som man sagtens kunne mistænke for at være “den hemmelige socialdemokrat” – har vind i sejlene, og vil gøre verdens største offentlige sektor endnu større og sænke “reform-tempoet” som danskerne – i følge Pia Kjærsgaard – ikke forstår nødvendigheden af.

Kan man bilde folk ind, at vores høje omkostningsniveau og deraf svigtende konkurrenceevne ikke koster arbejdspladser?

Hvordan skal vi forsvare vores levestandard og arbejdspladser når vi helt forfejlet kalder konkurrence fra udlandet for “social dumping” og ser skævt til flittige og arbejdssomme mennesker, der tager mange af de jobs, som det ikke kan betale sig for “de udfaldstruede” at tage? Fordi vi i Danmark har indrettet os, som vi har: i vores egen osteklokke, med en forvokset, utidssvarende stat og alt, alt for få, der skal forsørge alt, alt for mange.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det? Må man være naiv, også selvom konsekvenserne for andre mennesker er fatale? Kan man lede landet på basis af, at der kommer “en god løsning i morgen?” Ja, selvfølgelig kan man det, hvis bare man får stemmer nok – ligesom man selvfølgelig kan køre bil med bind for øjnene – i hvert fald nogle meter.

2 minus 1 vejen duer ikke

Der er ikke råd til at anlægge cykelstier på nogle af skoleveje i kommunen. Det er derfor, at vores skolebørn nu ufrivilligt er forsøgskaniner i et eksperiment med en 2 minus 1 vej mellem Gjessø og Them, hvor vejen ikke er bred nok til både biler og cykler.

Den cirka 1 år gamle 2 minus 1 vej har mange bilister svært ved at finde ud af. Det betyder i praksis, at trafikreglerne på strækningen fungerer vilkårligt: Nogle bilister kører på én måde, andre på en anden. Hvis der er én ting, som er afgørende for trafiksikkerhed, så er det, at man som trafikant kan finde ud af reglerne og véd, hvordan man selv, og de øvrige trafikanter, skal agere. Det kan bilisterne ikke, har kommunen erkendt, og derfor kørt ”kampagne” med opsætning af tre forskellige slags, forklarende skilte på strækningen.

2 minus 1 eksperimentet begrundes med, at trafiksikkerheden øges, og at det er et billigt alternativ til den bedste løsning – cykelstier – der koster cirka 2 millioner kr. per kilometer. Tillad mig i al stilfærdighed at nævne, at der kunne have været anlagt 15 km cykelsti for de cirka 30 millioner kr. som kommunen står til at tabe på Performers House, medregnet tabte renteindtægter, tidsforbrug, osv. På skolevejen fra Gjessø til Them mangler blot at blive anlagt 4-5 kilometer cykelsti for at sikre vores børn.

Desværre er konsekvenserne i tilfældet med 2 minus 1 vejen nok så alvorlige, da den eneste rigtige løsning – som er en cykelsti – igen forsinkes i flere år, mens kommunen leger med deres ”innovative” vejeksperimenter, og endda belønner egne medarbejdere med en pris for 2 minus 1 konceptet: ikke fordi de opfandt det, men fordi de fandt på at kopiere det!

Læren fra Performers House

Borgmester Hanne Bæk Olsen afviser i Avisen, at Silkeborg kommune skal skyde flere penge i Performers House. Det er godt at høre, dels fordi det principielt aldrig er en god idé at kaste gode penge efter dårlige, dels fordi det er en skærpende omstændighed, at det borgernes penge, der er på spil.

Det må efterhånden stå klart for enhver, at løsningen ikke er at øge gælden. Når ledelsen og ejerkredsen ikke er sig deres opgave voksen, svarer det til at blive ved med at fylde vand i et badekar uden at sætte proppen i.

Med en fortid i forlagsbranchen kender jeg den udfordring, det er, når kreativitet, idérigdom og visioner skal klare sig i den økonomiske virkelighed: ”At drive forlag er en blanding af børs og katedral” sagde den norske forlægger Harald Grieg. Og det er rigtigt. Performers House er et spændende projekt, hvor der på den ene side skal der være plads til kunstnerisk udfoldelse, nye ideer og store tanker. På den anden side skal medarbejderne altså også have løn hver måned, ligesom huslejen skal betales.

Forløbet omkring Performers House bør give kommunen anledning til selvransagelse:

  • Hvorfor gjorde vi det?

Hvordan kunne det ske, at kommunen tog 26,5 millioner kr. fra kassen og lånte dem ud til nogen, der gerne ville etablere en synge og danseskole i Silkeborg? Hvorfor lod vi dem ikke risikere deres egne penge, ligesom andre selvstændige må gøre, når de starter noget op? Lod vi os forføre af håbet om, at noget nyt – med et internationalt ”touch” – ville skabe fremgang for Silkeborg?

  • Hvorfor accepterede vi inkompetent ledelse?

Da team Konradsen / Knudsen trådte til, blev der skabt overblik; blødningen i økonomien blev standset, og for første gang var der udsigt til overskud. Det var en ledelse, der leverede varen og den var på alle måder kommunens bedste garanti for tilbagebetaling af de udlånte penge. Alligevel blev den mødt med mistillid fra bestyrelsen, hvilket er rystende dumt: Et vinderteam sparker man ikke ud, det holder man fast i, for de er en meget væsentlig del af forklaringen på at tingene går rigtigt. Hvorfor så kommunen bare til, mens farcen kørte for åbne gardiner i Avisen?

  • Hvordan undgår vi at gentage fejlen?

Hvor går grænserne for, hvad kommunen skal involvere sig i? For der er vel en grænse? Hvis kommunen begrænsede sig til det nødvendige: skoler, sygehuse, ældreomsorg, udsatte børn osv. ville det være muligt både at hæve kvaliteten og at sænke skatterne, og dermed give borgerne mere frihed til selv at prioritere, hvordan de vil forbruge deres egne penge.

I en sund økonomi er indtægterne altid – i hvert fald set over en periode – større en udgifterne. Det er en naturlov, der også omfatter Performers House.