Sjusk og fortielser i Fredberg-sagen

Region Midtjyllands formand Anders Künau (S) siger til Avisen 19/1 2018, at han ”selvfølgelig vil opfordre regionsrådsmedlemmerne til at stemme i overensstemmelse med gældende lovgivning og derfor erklære Ulrich Fredberg (V) for generelt inhabil til at sidde i hospitalsudvalget”. Endvidere fortæller Anders Künau, at loven skal laves om på Christiansborg, hvis Fredberg ikke skal være inhabil.

Men det er ikke helt rigtigt. Det nye regionsråd kan selv gøre noget, for det er den nye Styrelsesvedtægt i Region Midtjylland, der er årsag til miseren om Fredbergs inhabilitet.

Det afgående regionsråd besluttede nemlig så sent som i december 2017 at ændre Styrelsesvedtægten, der indebar, at Hospitalsudvalget ændrede status fra et ”rådgivende” til et ”stående” udvalg. Udover et større vederlag til politikerne har ændringen ingen reel betydning, i det der fortsat kun er tale om et udvalg som er rådgivende.

Regionens topledelse oplyste dog ikke politikerne om, at ændringen også ville betyde, at en kapacitet som Ulrich Fredberg ville blive udelukket fra det udvalg, som han er allermest kvalificeret til at sidde i. Havde de gjort det, kan man spekulere på om ændringen var blevet vedtaget med samme brede flertal.

Regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen oplyser til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at han ”ikke havde tænkt den tanke” at Ulrich Fredberg kunne havne i denne situation, for ”han var jo slet ikke valgt på det tidspunkt”. Det er en besynderlig udmelding.

For det første, så er det vel rimeligt at forvente, at direktionen analyserer og objektivt fremlægger mulige konsekvenser af ændringer, så politikerne får mulighed for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

For det andet, så var Fredberg opstillet som nummer 2 på Venstres liste i samme periode som regionsdirektøren ”ikke havde tænkt den tanke” at han kunne blive valgt ind. Jeg tror, det er åbenlyst for de fleste med interesse for regionsrådet, at Fredberg med sine imponerede resultater fra Danmarks bedste mindre sygehus i Silkeborg, og med sin bopælskommune Aarhus opført på stemmesedlen, var storfavorit til at få et godt valg, hvilket også blev tilfældet. Kun formanden Anders Künau (S) og oppositionens formandskandidat Carsten Kissmeyer (V) opnåede at få flere personlige stemmer.

Meget tyder på, at Styrelsesvedtægten ikke blev ændret på et tilstrækkelig oplyst grundlag. Det ville klæde Anders Künau som ny formand, hvis han tog initiativ til at omgøre ændringen af Styrelsesvedtægterne, der nu ser ud til at koste Fredberg pladsen i Hospitalsudvalget. I øvrigt stor respekt for Socialdemokraten Henrik Fjeldgaards beslutning om at trodse sin egen formands opfordring og stemme for Ulrich Fredbergs habilitet.

Forkert at udelukke Ulrich Fredberg

Region Midtjyllands direktion vurderer, at Ulrich Fredberg, der er nyvalgt regionsmedlem for Venstre, ikke skal have lov til at indtræde i regionens hospitalsudvalg da han i kraft af sin stilling som ledende overlæge på regionshospital Silkeborg skulle være ”generelt inhabil”. Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed for regioner og kommuner, har netop (desværre) meddelt Ulrich Fredberg, at de deler direktionens vurdering.

Det er er i mine øjne en forkert afgørelse, der ikke på nogen måde tjener borgerne i Region Midtjyllands interesser.

For det første, så træffer Hospitalsudvalget ikke beslutninger om noget, men kommer alene med indstillinger til regionsrådets politikere. Jo mere relevant og konkret erfaring, faglighed og indsigt, der er repræsenteret i sådan et udvalg, jo højere kvalitet i indstillingerne kan det selvfølgelig levere.

En fornuftig organisation, der drives af et ønske om at levere bedre sundhed til regionens borgere, ville juble over at få en kapacitet som Ulrich Fredberg ombord. Fem gange i træk er Silkeborg sygehus, som Ulrich og hans team står i spidsen for, kåret til Danmarks bedste mindre sygehus. På kræftområdet, med tidlig diagnosticering af lungekræft ved hjælp af lavdosis CT scanning, har Silkeborg sygehus bevist at de er helt i front og har leveret store og væsentlige gennembrud til gavn for patienterne. Også når det gælder patienter med hjertesvigt er Silkeborg det sted i hele landet, der klarer sig allerbedst. Der er altså rigtig meget at lære af en ledende overlæge fra Silkeborg sygehus, hvis man i Region Midtjylland ønsker fremragende og innovative hospitaler, der arbejder på patienternes præmisser. 

For det andet, så er Ulrich Fredberg demokratisk valgt til Regionsrådet. Endda med et meget stærkt mandat. Således er det kun Regionens formand Anders Künau (S) og oppositionens formandskandidat Carsten Kissmeyer (V), der opnåede at få flere personlige stemmer end Ulrich Fredberg ved regionsrådsvalget i november sidste år.

Hvis det er uhensigtsmæssig lovgivning, der forhindrer kompetente regionsrådsmedlemmer i at sidde i rådgivende udvalg, som de har alle forudsætninger for at kunne bidrage konstruktivt til, så må den lovgivning naturligvis laves om. Ingen – og slet ikke regionens borgere og vælgere – kan være tjent med at demokratisk valgte regionsmedlemmer forhindres i at bidrage til et bedre sundhedsvæsen og i at udøve den indflydelse de er berettiget til.

Lavt hængende frugter i regionerne

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 1995 brugt 70 mia. kr. på offentlige sundhedsudgifter, og hvert eneste år derefter er det beløb steget, så det sidste år nåede op på knap 178 mia. kr.

Der er ikke noget mærkeligt i, at det koster penge at drive sundhedsvæsenet. Sundhedsudgifterne forventes da også at fortsætte med at stige, så de i 2060 vil være 47 % højere end i dag (kilde: Dream for Danske Regioner). 14 % af stigningen skyldes flere ældre, 14 % skyldes højere levealder og 19 % skyldes nye og dyrere behandlingsformer.

Presset på sundhedsvæsenet er stort, og der er ingen tvivl om, at det bliver endnu større i fremtiden. Men det handler ikke kun om flere penge. Det handler også om, hvordan de bliver brugt. Hvordan sikrer vi f.eks. at flere penge ikke forsvinder i bureaukrati, dobbeltarbejde og inkompatible IT-systemer? I de sidste 10 år er der i regionerne ansat 30 % mere administrativt personale og blot 8 % flere læger, sygeplejersker og sundhedspersonale. Det burde være omvendt. Læger og sygeplejersker over hele landet rapporterer, at der spildes tusindvis af årsværk fordi ledelse, processer og systemer ikke fungerer optimalt. Den slags ressourcespild bliver der ikke råd til i fremtiden.

Men der er også andre lavt hængende frugter, som regionerne kan plukke. Der er f.eks. de 428 millioner, som sygehusene glemmer at opkræve, når de behandler turister og udlændinge. Og der er de 4,2 mia. kr. som Dansk Erhverv har beregnet at regionerne kan spare ved at konkurrenceudsætte mere. De 4,2 mia. kr. er i øvrigt hele tre gange mere end de 1,4 mia. som det udskældte – og nu aflyste – 2 % produktivitetskrav handlede om.

Hvordan får vi et bedre sundhedsvæsen?

At sikre fri og lige adgang til sundhed for alle er en kerneopgave i vores velfærdssamfund. Men forestillingen om, at vi i Danmark har verdens bedste sundhedssystem er en myte. Ganske vist bliver flere behandlet, og vi lever længere, men samtidig knirker og knager det i fundamentet under os. Og presset stiger i takt med at vi bliver flere ældre, der (heldigvis) lever længere.

Lægerne er den mest stressede faggruppe i Danmark og undersøgelser viser, at utilfredsheden med arbejdsvilkårene er stor. Samtidig er patienternes tillid til behandlingen faldende og når det gælder tiltroen til samarbejdsevnen i sundhedsvæsenet, er den decideret lav. Særligt blandt pårørende, der har oplevet den, og blandt læger og sygeplejersker, der kender problemerne indefra (Trygfonden, Sundhedsvæsenet i følge danskerne, 2016). Krisen skyldes primært den måde vi har valgt at indrette og lede sundhedsvæsenet på. Det positive er, at vi kan gøre noget ved det, hvis vi vil.

Danmark er et lille land, opdelt i fem regioner, der hver for sig har en dobbeltrolle som både ejere af sygehusene og indkøbere af sundhedsydelser. Det er en uhensigtsmæssig og bureaukratisk måde at styre sundhedsvæsenet på. Ansvaret flyder, og når noget går galt sendes aben rundt mellem folketing, regioner og kommuner.

Når der går “politik i sundhed” går det ud over patienterne. Derfor skal Staten varetage den overordnede styring af sundhedsvæsenet og selvejende institutioner skal varetage driften og udviklingen af sygehusene.

Euro Health indekset, der sammenligner sundhedsvæsenet i 35 europæiske lande, placerer i 2016 Danmark på 9. pladsen. Holland er nr. 1 og Schweitz er nr. 2. Vi skal lære af de bedste, hvis vi vil gøre det bedre.

Telemedicin forandrer sundhedsvæsenet

Af Willem Gielen, overlæge i kardiologi Herning regionshospital og Johnny Heinmann, spidskandidat (LA) til Region Midtjylland

Udviklingen inden for sundhedsteknologi og telemedicin går stærkt, og det er til stor gavn for både patienterne og sundhedsvæsenet, der sparer kostbar tid og betydelige ressourcer.

I Region Midtjylland henvender omkring 8000 borgere sig årligt til egen læge fordi de oplever hjertebanken. De henvises til sygehuset for en to døgns registrering af hjerterytmen med en optager, som vi kalder en ‘holter’. Ventetiden på at få udstyret tilsluttet er ofte en måned. Efter to døgns måling skal patienten bringe udstyret tilbage til sygehuset og herefter vente på et svar, der sendes via e-boks, omkring et eventuelt videre forløb. Op til 80 % af undersøgelserne er normale, men i cirka 5 % af tilfældene kan der blive fundet noget alvorligt.

Med en ny metode, som er udviklet i Holland, bliver patienter undersøgt lokalt hos egen praktiserende læge med en ‘holter’ uden om sygehuset. Ved brug af telemedicin bliver resultaterne fortolket af en lokal hjertelæge som giver svar tilbage til egen læge, som herefter kan starte et eventuelt videre behandlingsforløb. Alt sammen indenfor blot én uge. Patienten bliver undersøgt lokalt, hurtigt og smart uden at belaste det allerede i forvejen pressede sygehus og uden unødvendig kørsel frem og tilbage. I Holland har metoden været anvendt i flere år af mere end 6000 praktiserende læger til stor glæde for både patienter og sundhedsvæsen.

Lægerne i Lind har (som de første i Danmark og i samarbejde med regionen), lige afsluttet et tre måneders succesfuldt pilotprojekt, der omfatter danske patienter, og flere praktiserende læger skal nu i gang. Når metoden med tiden benyttes af alle danske praktiserende læger, kan sygehusene fokusere på den mindre andel af patienter med en behandlingskrævende diagnose.

Med telemedicin bliver omkostningerne lavere, lægerne får nye muligheder og patienterne får hurtigere og bedre behandling – tættere på.

 

Hvordan ser det ud i dag, Bent Hansen?

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viste for nylig, at hver fjerde kræftpatient i Region Midtjylland ikke får sin livsvigtige behandling til tiden. Andelen af kræftpatienter, der ikke blev behandlet rettidigt, steg i 2. kvartal 2017 fra 20 % til 27 %. Bent Hansen har været ude at beklage, og samtidig kaldt det ”beskæmmende” at tallene for ventetiderne først kommer til ledelsens kendskab med flere måneders forsinkelse.

To alvorlige forhold får alarmklokkerne til at ringe. For det første er det stærkt bekymrende, at ventetiderne på kræftbehandling i vores region stiger. For det andet er det bekymrende, at regionerne tilsyneladende ikke formår at holde sig orienteret om vigtige nøgletal på daglig basis, hvorfor ledelsen de facto afskærer sig selv fra at agere optimalt. For hvordan kan man styre noget, hvis man ikke ved, hvad der foregår? Svaret er – det kan man ikke. Ligeså lidt som man kan køre bil med bind for øjnene.

Jeg håber at det nu er lykkedes Bent Hansen at få styr på disse akutte og uacceptable forhold. Vi er nu 1-2 uger fra afslutningen på 3. kvartal og det vil være interessant at vide, hvordan ventetiden har udviklet sig siden 2. kvartal. Hvordan ser det ud i dag, Bent Hansen?

På baggrund af de tidligere meldinger er mit bedste bud desværre, at man ikke ved det, men ”er klar over problemet og arbejder på at gøre det bedre”. Jeg håber, at jeg tager fejl. Men når man er ansvarlig for noget så alvorligt som behandlingen af livstruende sygdom, hvor hver time tæller, så nytter det altså ikke noget, at vital viden om ventetider ikke kan følges dagligt af ledelsen. Det dur ikke, at ledelsen på grund af manglende viden om, hvad der foregår, er afskåret fra at handle i tide til gavn for patienterne. Det er – for nu at bruge Bent Hansens eget udtryk – beskæmmende.

Regionerne er ikke svaret på fremtidens sundhedsvæsen

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at hver fjerde kræftpatient i Region Midtjylland ikke får sin livsvigtige behandling til tiden. Andelen af kræftpatienter, der ikke behandles rettidigt, er i 2. kvartal 2017 steget fra 20 % til 27 %.
Adspurgt om årsagen hertil, forklarer regionernes formand Bent Hansen til Berlingske tidende ”Jeg tror ikke, jeg kan svare på alle regioners vegne, men der er nogle steder, hvor den opfølgning, der er nødvendig i hverdagen, ikke er gjort”. Bent Hansen beklager og efterlyser hurtigere information om, hvordan det står til: ”Vi har vidst for lidt om, hvordan tilstanden er her og nu. Det er jo lidt beskæmmende, at både jeg og alle andre først får tallene i slutningen af august – to måneder efter, at andet kvartal sluttede. Der skal hurtigere og mere fokus på det, så vi straks kan følge op, når noget skrider i stedet for, at vi ser på det her fire-fem måneder efter”.
Oversat til dansk betyder det: ”Vi sover i timen og ved reelt ikke, hvad der foregår”.
Sagen efterfølger en anden forstemmende sag om scannere, der står ubrugte hen mens dødssyge patienter venter på behandling. En ekstern konsulentrapport fra Boston Consulting Group og Struense & Co viser at arbejdstilrettelæggelsen halter, og at man forsømmer at frigøre lægelige ressourcer ved f.eks. at overlade opgaver til radiografer og radiologer. Rapporten peger også på, at regionerne kunne lære af hinanden. Men heller ikke dét kan de tilsyneladende finde ud af. Det er i sig selv en falliterklæring, at der skal et privat konsulentfirma til for at afdække noget som en kompetent ledelse selv burde vide, og selv burde følge op på daglig basis.
‘Fraværet af konkurrence har sin pris. Især for de patienter der, i manglen af alternativer, er henvist til at vente mens Bent Hansen prøver at finde ud af, hvad der foregår.
Regionerne indtager en uheldig dobbeltrolle som både ejer af sygehusene og indkøber af sundhedsydelser. Uheldig, fordi manglende konkurrenceudsættelse fører til lavere kvalitet og højere pris. I øjeblikket kan privathospitalerne f.eks. udføre standardiserede operationer og behandlinger til markant lavere priser i forhold til offentlige hospitaler, selv når der korrigeres for forskelle i rammevilkår.
Sidst, men ikke mindst, så politiserer Regionerne sundhedsområdet på det operationelle niveau, hvilket ikke gavner patienterne, men derimod gør det sværere at placere et ansvar når tingene sejler, som vi f.eks. ser i ovennævnte sager.