Kommunal branding uden effekt

”Jeg holder af hverdagen. Mest af alt holder jeg af hverdagen”. Sådan lyder det i Dan Turell’s kendte værk ”En hyldest til hverdagen” fra 1984. Og undersøgelser fra bl.a. Center for Fremtidsforskning viser, at netop det gode hverdagsliv spiller en afgørende rolle for, hvor danskerne bosætter sig.

Det handler bl.a. om arbejde, indkøbsmuligheder, nærhed til familie og venner. Det handler om gode skoler og daginstitutioner, om jævnaldrende legekammerater i kvarteret, om adgangen til natur og til et aktivt foreningsliv. Vi vil bo, hvor vi kan føle os trygge, og hvis vi har mindre børn, skal der helst være cykelstier til og fra skolen. Vi vil bo, hvor vi har råd til at bo, så der er overskud i økonomien til oplevelser, til uforudsete udgifter og til opsparing. Hvis man er flyttet fra et område, hvor man er vokset op, kan der opstå et stærkt ønske om senere i livet at vende tilbage hertil. Personlige præferencer og husstandens sammensætning spiller naturligvis også en rolle. En erhvervsaktiv småbørnsfamilie har f.eks. andre behov end en enlig pensionist.

Kommunale investeringer i markedsføring af kommunen, prestigefyldte golfturneringer, stadion- og museumsbyggerier, VIP billetter, fadøl og fodbold der skal ”brande byen og sætte den på landkortet” bidrager – i følge de førnævnte undersøgelser – desværre ikke nævneværdigt til at øge tilflytningen. Tværtimod tager de ressourcer fra kommunale kerneområder som skoler, daginstitutioner og den frivillige idræt. Og det er efter Liberal Alliances opfattelse overhovedet ikke rimeligt.

Sidst, men ikke mindst, så betyder det altså også en hel del for almindelige familier, hvad de har tilbage til sig selv efter at skatten er betalt. En lavere kommuneskat ville betyde en lidt lettere og mindre presset hverdag for mange familier. Også af den grund ville det klæde byrådet at være mere ydmyg omkring, hvordan borgernes penge bruges. Og også af den grund arbejder Liberal Alliance for at sætte kommuneskatten ned allerede i 2018.

Afgift på udeservering – nej tak

Af Byrådsmedlem Morten D. Høgh (LA) og byrådskandidat Johnny Heinmann (LA)

Det betyder noget for Silkeborgs vækst og fremtidige udvikling, at kommunen tilbyder virksomhederne gode rammer og vilkår. Og det betyder noget for os, der bor her – og for potentielle tilflytterne – at Silkeborg, blandt meget andet godt, har gode skoler, daginstitutioner, natur og et spændende og varieret byliv med specialbutikker og detailhandel. Byens restauranter og caféer bidrager med udeservering til at skabe liv i gaderne og til at gøre byen attraktiv for både borgerne og de mange turister, der hvert år gæster Silkeborg. Det skal der ikke være afgift på.

Med hensyn til skatter og afgifter, så er netop restauranter og caféer i forvejen hårdt spændt for. At belaste restauranter og caféer i Silkeborg med en ny afgift på udeservering er efter Liberal Alliances opfattelse et skridt i den forkerte retning og ikke noget som et borgerligt ledet byråd skal lægge stemmer til.

Den konservative formand for vej- og trafikudvalget, Frank Borch-Olsen, forsvarer forslaget i Avisen den 18/3: ”Vi beder om, at de erhvervsdrivende er med til at betale nogle af de driftsudgifter, som kommunen har, for at f.eks. Henrik Jørgensen (Restaurant Underhuset) kan drive sin virksomhed på Silkeborg Torv”.

Men hvem kommer mon i sidste ende til at betale en ny afgift på udeservering, som det jo heller ikke er gratis at administrere og føre tilsyn med? Rigtig gættet. Det gør selvfølgelig kunderne. Hvem ellers?

For det første, så er en udgift jo en udgift for virksomhederne uanset, hvad man på kommunen vælger at kalde den, og uanset hvor mange forklaringer og retfærdiggørelser, der følger med. For det andet, så vil øgede omkostninger presse priserne i vejret: Det medfører lavere omsætning og lavere indtjening og dermed også et forringet beskatningsgrundlag. Øgede skatter og afgifter forbedrer ikke virksomhedernes konkurrenceevne, men forringer den. Og dét i særlig grad, når konkurrerende restauranter og caféer i nabobyerne, f.eks. Herning, ikke er pålagt de samme afgifter.  

Blokaden mod Dan Roots

Efter 6 ugers ødelæggende belejring kan Dan Roots i Tange klinke skårene, og varerne kan igen køres ud til kunderne. Hos konkurrenterne i udlandet, hvor arbejdsvilkår og løn er ringere end i Danmark, kan man takke 3F for fremgang i omsætningen og for de nye kunder man har fået foræret. For Dan Roots begynder det hårde arbejde med at vinde kunderne tilbage.

Mens 3F kan fejre, at de vandt, så står Dan Roots og medarbejderne forslåede tilbage med en oplevelse af at have været udsat for et overgreb. Endda begået af den fagforening, som de allerede har overenskomst med.

Blokaden mod Dan Roots efterlader et indtryk af et 3F, der befinder sig i en tidslomme fra 70’erne og endnu mangler at opdage, at protektionisme og tvang fungerer dårligt i en åben og global økonomi, hvor virksomheder, kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne. I Tange vandt 3F i første omgang ved hjælp af trusler og chikane, men spørgsmålet er, om vi ikke alle ender som tabere, når flere ufaglærte arbejdspladser forlader landet? Dan Roots har f.eks. meldt ud, at de for at beskytte forretningen vil fremskynde planer om etablering i udlandet. Det er forståeligt, men også umådelig trist. For vi har også brug for gode virksomheder, investeringer og private arbejdspladser herhjemme.

Mens massevis af gode, sunde rodfrugter til ingen verdens nytte blev kasseret, stod blokadevagter uden for Dan Roots med bannere om ”social dumping” – et forholdsvis nyt begreb, der er opfundet som en slags forsvar for manglende dansk konkurrenceevne. Når vi ikke kan konkurrere med den arbejdskraft, der kommer udefra, så skal den kunstigt gøres dyrere, så den ikke udgør en trussel for os selv. ”Social dumping” handler om egne særinteresser, og har intet med solidaritet at gøre.

Med krav om høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, udelukker fagbevægelsen reelt mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Ikke kun flygtninge og indvandrere, men også langtidsledige danskere.

Når de nederste trin på jobstigen mangler, kan mange – med de forudsætninger og kvalifikationer, de har – ikke nå op til det første trin, og de afskæres dermed også fra senere at bevæge sig yderligere op ad stigen mod højere løn og flere goder.

Resultatet er en økonomisk og menneskelig tragedie. Både for de, der udelukkes fra arbejdsfælleskab og selvforsørgelse og for os andre, der – udover at forsørge de mange uden arbejde – også skal betale milliarder til en kæmpeindustri af jobkonsulenter, kursustilbud og projektforløb uden at få valuta for pengene.

Svigt på svigt på svigt

En plejefar i Slagelse fik fem års fængsel for igennem en årrække at have udsat sine plejebørn for grov vold og seksuelt misbrug. Plejebørnene fik henholdsvis 10, 50 og 60 tusinde kroner i erstatning. To af ofrene, søstrene Nanna Hansen og Sapran Hassna, der i dag er voksne, vil nu stille Slagelse kommune til ansvar for ikke at have ført ordentligt tilsyn og for at have siddet flere underretninger overhørig.

Jeg har stor medfølelse og respekt for de to søstre, der står frem med et håb om at ændre systemet, så andre udsatte børn ikke skal igennem det samme som dem. Trods adskillige indberetninger fra fagpersoner, blandt andet fra en læge, en psykolog, en lærer og en pædagog så foretog kommunen sig ingenting. Lægen indberettede bl.a. mistanke om incest, fordi en af de små piger blødte fra underlivet. Men der skulle gå år, før pigerne fik hjælp og kom i sikkerhed.

  • Hvorfor reagerede kommunen ikke på underretningerne? Hvorfor fungerer det system, der skal varetage de mest sårbare menneskers – de udsatte børns – tarv, så helt ufattelig dårligt nogle steder?
  • Hvorfor var der ingen medarbejdere i Slagelse kommune, der råbte op og krævede handling?
  • Hvorfor er erstatningerne i en størrelse, hvor ofrene ydmyges endnu engang?
  • Hvis en eller flere medarbejdere i Slagelse kommune en dag må “fratræde efter aftale” som følge af sagen: Skal vi så igen se, at det er straffrit at svigte udsatte børn? Skal vi så igen se, at de ansvarlige får flere års løn med sig i “godtgørelse”?

Slagelse kommune prøver at krybe uden om med henvisning til at sagen er forældet. Der udover har de “ingen kommentarer”. Tænk, at de vil være det bekendt! Holdningen burde være den stik modsatte: Har vi gjort noget galt, så skal ofrene selvfølgelig kompenseres og gentagelser forebygges! Liberal Alliance fremsætter nu et forslag i Folketinget om at fjerne forældelsesfristen på 10 år i sådanne sager. Vi vil simpelthen ikke acceptere, at kommuner, der handler skødesløst og uansvarligt i forhold til udsatte børn, ikke bliver stillet til regnskab for det.

Den aktuelle sag er fra Slagelse kommune, men kunne det samme ske i Silkeborg?

Lad os i Silkeborg give området en grundig og kritisk gennemgang. Lad os være på forkant, og gøre hvad vi kan for at sikre, at Silkeborg kommune altid reagerer prompte på indberetninger om børn, der har brug for hjælp. Kommunen må ikke blive et nyt svigt i rækken.

Patienten før systemet

Af Morten D. Høgh, byrådsmedlem (LA) og Johnny Heinmann, folketingskandidat (LA)

Det er udtryk for en ”systemet før patienten”-tankegang, når Silkeborg sygehus, der er et af landets bedste og mest veldrevne sygehuse, nu skal rundbarberes. Ligesom det har været en ”systemet før patienten”-tankegang, der er årsagen til at tusindvis af sygehussenge siden 2007 er blevet nedlagt, med det resultat at mange, bl.a. ældre medicinske patienter, har måttet ligge på gangene.

Et godt og velfungerende sundhedsvæsen for alle danskere, er en vigtig del af kernevelfærden. Vi mener, at tilbud og prioriteringer altid skal foretages med udgangspunkt i patientens bedste, og ikke systemets.

Derfor foreslår Liberal Alliance bl.a.:

  • Pengene skal følge patienten, og det frie valg skal udvides. Det frie valg giver patienterne mulighed for at ”stemme med fødderne”. Det skaber mere intern konkurrence, og vil være til gavn for sygehuse, der gør det godt, som f.eks. Silkeborg sygehus.
  • Regionerne nedlægges. Regionerne er i en uhensigtsmæssig dobbeltrolle som både sygehusejere og dem, der skal sørge for at sikre borgerne mest sundhed for pengene (dvs. indkøbere). Vi vil gøre de offentlige hospitaler til selvejende institutioner, som får et større ansvar for økonomien og kvaliteten.
  • Der skal vises mere tillid til de fagprofessionelle. Dygtige og motiverede medarbejdere er hele forudsætningen for et velfungerende sundhedsvæsen. Overflødig kontrol, regeltyranni og bureaukrati er desværre udbredt, og det stjæler tiden fra det vigtigste, nemlig patienterne.
  • Nedlæggelsen af sengepladser skal stoppes, det skal kun afgøres af efterspørgslen. Der bør laves aftaler med private om levering af hotelfunktioner, udskrivelsessygehuse eller –plejehjem, for de patienter, der ikke har behov for yderligere behandling, men som det er for tidligt at sende hjem.
  • Ventetiderne skal være markant kortere og patienter skal have ret til at få påbegyndt en behandling inden for en måned.

Politikerne bør bakke op om kompetente sygehusledelser, der sammen med deres medarbejdere, skaber gode resultater som det f.eks. sker i Silkeborg. Vi er desværre i øjeblikket vidner til det modsatte. Det virker helt sort at flytte penge fra et hospital med de laveste omkostninger og høj tilfredshed, til hospitaler med højere omkostninger og lavere tilfredshed. Regionshospitalet i Silkeborg er to år i træk blevet kåret til Danmarks bedste ”lille” hospital.

Vi bliver i fremtiden mange flere ældre, og vi lever – heldigvis – længere. Nye behandlingsmetoder og ny, dyr medicin bekræfter blot behovet for reformer af sundhedsvæsenet. Lad os udvise rettidig omhu og indrette os, så vi også i fremtiden kan have et godt og velfungerede sundhedsvæsen til glæde for os alle sammen.

Skal vi tage i Tivoli eller betale husleje?

De fleste vil nok ikke være i tvivl. Hvis der ikke er råd til begge dele, så skal huslejen selvfølgelig betales. I byrådet og på kommunen ser der dog ud til at gælde andre regler. Den seneste nyerhvervelse vi har kunnet læse om er ”Kedelhuset”. Det koster 9 mio. kr. + det løse, herunder ansættelse af en kommende kunstnerisk leder. For ikke så længe siden syntes kommunen også, at det var dens opgave at agere bank og udlåne 30 mio. kr. til Performers House. Det gik som bekendt ikke, og som altid havnede regningen hos skatteyderne.

Jeg har intet imod koncerter, musik og kultur og jeg har heller ikke noget i mod fodbold. Hvis SIF og andre vil have et nyt stadion, så skal de være velkomne. Men hvordan kan det blive en kommunes opgave at bruge 120 mio. kr. på et stadionprojekt til glæde for en privatejet fodboldklub og godt 4.000 tilskuere, der kan overvære en snes fodboldkampe årligt? Til sammenligning må de frivillige i breddeidrætten, som gør et kæmpe ulønnet arbejde med vores børn og unge, nøjes med nogle få håndører på budgettet.

Det er også indiskutabelt, at der mangler en cykelsti på skolevejen mellem Gjessø og Them. Strækningen er livsfarlig for vores børn og alle andre at færdes på. Alligevel er meldingen, at ”der ikke er råd” til at anlægge en cykelsti. Hvordan kan et kulturprojekt være vigtigere end sikre skoleveje for vores børn?

For en brøkdel af de betydelige beløb som kommunens ”feel good” projekter koster, kunne man have valgt at anlægge en cykelsti. Det er en besynderlig prioritering. Hvis man kun har 5.000 kr. og bremserne på bilen ikke virker, hvorfor køber man så et soltag?

Ubrugelig undersøgelse af 2 minus 1 vejen

I forbindelse med evaluering af 2 minus 1 vejen mellem Gjessø og Them, gennemfører kommunen i disse dage en elektronisk spørgeskemaundersøgelse. Desværre er undersøgelsen designet, så den i bedste fald ikke kan bruges til noget, og i værste fald fører til forkerte beslutninger.

Jeg har professionelt arbejdet med spørgeskemadesign og analyse i 20 år, heraf 15 år som direktør i et analyseinstitut. Jeg er desuden forfatter til ”Spørgeskemadesign – en praktisk guide til bedre svar”, som Børsens Ledelseshåndbøger har udgivet.

Jeg ved ikke, hvem hos kommunen, der har stået for denne undersøgelse, men der er plads til forbedring:

    1. Det er en ”åben undersøgelse”, dvs. alle, der klikker på linket (hvis man kan finde det) kan deltage.
    2. Man kan svare flere gange, hvis man har lyst.
    3. Man ”aftvinges” svar, før det er muligt at gå videre. Derfor er det særligt vigtigt, at de tilbudte svarkategorier er dækkende, hvilket de desværre ikke altid er. Eksempel: ”Hvordan oplever du, at bilisterne holder afstand til dig med denne type afstribning? 1) Jeg oplever, at de holder større afstand 2) Jeg oplever, at de holder mindre afstand, og 3) Ved ikke”. Hér mangler en svarkategori: ”Jeg oplever ingen forskel”. Hvis man ingen forskel oplever, må man altså svare ”ved ikke”, hvilket er forkert. Alternativt må man forlade undersøgelsen.
    4. Et andet spørgsmål lyder: ”Så længe en cykelsti mellem Gjessø og Them ikke er etableret, hvilken løsning foretrækker du så: 1) En 2 minus 1 vej med fartbegrænsning, som den er i dag? 2) En 2 minus 1 vej med 60 km/t fartbegrænsning på hele strækningen, 3) En 2-sporet landevej med 80 km/t på hele strækningen, eller 4) Ved ikke”. Der er hér to svarmuligheder, der begge går på fastholdelse af 2 minus 1 vejen, mens der kun er én, der går på en 2-sporet landevej. Dette giver en ubalance, hvor det opleves mere “rigtigt” at vælge én af de to svarmuligheder. Desuden, hvis ”2-sporet landevej” vælges, så er man samtidig enig i, at hastigheden bliver 80 km/t, hvor begge de to andre muligheder tilbyder meget lavere hastigheder! På London Business School kaldes dette ”Making contrasts available”. Det er en bias (skævhed), der påvirker svarene i en bestemt retning.

Når nu kommunen finder det mere fornuftigt at bruge ressourcerne på snak, evaluering, projektledelse og møder, end på at anlægge den nødvendige cykelsti til vores skolebørn, så bør den også sikre et vist minimum af kvalitet i analysearbejdet.

LA gør en forskel for de frivillige i idrætten

Lokale ildsjæle i Silkeborg arbejder frivilligt og ulønnet i foreningslivet, så vores børn og unge kan gå til sport, gymnastik og andre fritidsaktiviteter. Det er mennesker med overskud, drevet af en stor lyst til at hjælpe og gøre en forskel for andre. Som trænere, bestyrelsesmedlemmer og praktiske hjælpere ved små og store arrangementer træder de til, og yder en kæmpe indsats for et aktivt børne-/ungdomsliv i vores kommune.

Ved kommunalvalget i november sidste år, blev et tema i valgkampen en stor undersøgelse som Dansk Idrætsforening (DIF) netop havde offentliggjort om foreningslivet i danske kommuner. Silkeborg kommune lå nemlig helt i bund som nr. 92 ud af 93 når det handlede om påskønnelse af de frivilliges arbejde!

Da Silkeborg kommune i 2009 gennemførte sin store spare øvelse, blev tilskuddet til de frivillige halveret, og dét på trods af, at det er et område, hvor kommunen virkelig får noget for pengene! En sådan rundbarbering sender et tydeligt signal om, at kommunen ikke opfatter det frivillige arbejde som værdifuldt. I budget 2015 er der lagt op til at fortsætte det halverede niveau. De frivillige fortjener anerkendelse og opbakning fra kommunen, men får det ikke.

Det er udtryk for en dårlig prioritering og lemfældig omgang med skatteydernes penge, når kommunen brænder 30 millioner af på Performers House – og nu jonglerer med 120 mio. til et privat stadionprojekt – mens de frivillige og ulønnede må se deres – i forvejen beskedne – budget halveret.

Heldigvis er ildsjæle ikke sådan at slå ud! I følge undersøgelsen fra DIF handler det heller ikke kun om penge. Det handler også om, at kommunen skal være imødekommende og hjælpsom i forhold til de frivilliges behov for tilskud til uddannelse, håndtering af bureaukrati og regler, adgang til faciliteter mv.

I Liberal Alliance meldte vi klart ud ved kommunalvalget, at vi ville arbejde aktivt for bedre vilkår for de frivillige, når vi fik plads i byrådet. Det er derfor, at vores byrådsmedlem, Morten D. Høgh, konkret stiller ændringsforslag til 2015 budgettet, om at støtten til de frivillige skal fordobles fra de nuværende 2,3 mio. til 4,6 mio.

For de penge, som Stadion planerne vil koste kommunen, kan de frivilliges arbejde prioriteres på ”dobbelt niveau” hele 60 år ud i fremtiden!

 

Danser de limbo på rådhuset?


Lokale ildsjæle i Silkeborg bruger en stor del af fritiden, således at vores børn og unge kan gå til forskellige sportsaktiviteter. Som trænere, bestyrelsesmedlemmer og praktiske hjælpere. Det er en gruppe entusiastiske mennesker med overskud, drevet af en stor lyst til at hjælpe og gøre en forskel for andre. De er en vigtig del af ryggraden i velfungerende fællesskab og børne-/ungdomsliv.

I følge formanden for DGI Midtjylland, Per Bang, må Silkeborg byråd desværre mene noget andet. I hvert fald handler de sådan. Silkeborg er således dårligst, når det gælder påskønnelse af det frivillige arbejde. I en stor undersøgelse blandt foreningerne her i landet, er Silkeborg således absolut bundskraber: nr. 93 ud af 93 når det gælder påskønnelse af frivilligt arbejde! Det er manglen på tilskudsmuligheder til uddannelse af frivillige, der ifølge Per Bangs læserbrev i Avisen den 30/10 2013, er årsagen til, at Silkeborg indtager den absolutte bundplacering. Det kan vi ikke være bekendt, og det vil Liberal Alliance gøre noget ved!

De frivillige trænere og hjælpere, der yder en kæmpe indsats, fortjener tydelig og klar opbakning fra politikerne i Silkeborg byråd – men får det bare ikke. Silkeborg kommune har, som en af de få kommuner i Danmark, i det nye budgetforlig, igen valgt ikke at give tilskud til uddannelse af frivillige.

Og denne bundplacering, som Silkeborg opnår ved sammenligning med de andre kommuner, er desværre ikke enkeltstående.

En undersøgelse fra Dansk Industri, der har målt erhvervsvenlighed i kommunerne, placerer Silkeborg som nr. 87 ud af 96! Også denne undersøgelse er omfattende, og bygger på virksomhedernes vurderinger af deres egne kommuner. Til oplysning er ALLE kommuner omkring Silkeborg i top 20, bl.a. Ikast-Brande, som er nr. 1 og Herning, der er nr. 2!

Hvorfor er det sådan? Danser de mon limbo inde på rådhuset – how low can you go?

2 minus 1 vejen duer ikke

Der er ikke råd til at anlægge cykelstier på nogle af skoleveje i kommunen. Det er derfor, at vores skolebørn nu ufrivilligt er forsøgskaniner i et eksperiment med en 2 minus 1 vej mellem Gjessø og Them, hvor vejen ikke er bred nok til både biler og cykler.

Den cirka 1 år gamle 2 minus 1 vej har mange bilister svært ved at finde ud af. Det betyder i praksis, at trafikreglerne på strækningen fungerer vilkårligt: Nogle bilister kører på én måde, andre på en anden. Hvis der er én ting, som er afgørende for trafiksikkerhed, så er det, at man som trafikant kan finde ud af reglerne og véd, hvordan man selv, og de øvrige trafikanter, skal agere. Det kan bilisterne ikke, har kommunen erkendt, og derfor kørt ”kampagne” med opsætning af tre forskellige slags, forklarende skilte på strækningen.

2 minus 1 eksperimentet begrundes med, at trafiksikkerheden øges, og at det er et billigt alternativ til den bedste løsning – cykelstier – der koster cirka 2 millioner kr. per kilometer. Tillad mig i al stilfærdighed at nævne, at der kunne have været anlagt 15 km cykelsti for de cirka 30 millioner kr. som kommunen står til at tabe på Performers House, medregnet tabte renteindtægter, tidsforbrug, osv. På skolevejen fra Gjessø til Them mangler blot at blive anlagt 4-5 kilometer cykelsti for at sikre vores børn.

Desværre er konsekvenserne i tilfældet med 2 minus 1 vejen nok så alvorlige, da den eneste rigtige løsning – som er en cykelsti – igen forsinkes i flere år, mens kommunen leger med deres ”innovative” vejeksperimenter, og endda belønner egne medarbejdere med en pris for 2 minus 1 konceptet: ikke fordi de opfandt det, men fordi de fandt på at kopiere det!

Min far og mor – kommunen

Der er mange måder, man kan vælge at leve sit liv på. Hvem skal være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert på andres vegne? I år kan jeg fejre, at det er 20 år siden, at jeg holdt op med at ryge. Det er jeg glad for. Når jeg trækker vejret dybt ned i lungerne, mærker jeg tydeligt, at det har været godt for helbredet. Det var mit eget valg at ryge, og det var mit eget valg at holde op, men det berettiger mig ikke til at belære andre om, hvad de bør gøre. Der skal være plads til os alle sammen – også til rygerne. I Silkeborg kommune er opfattelsen en anden. Derfor ringer man nu rundt til borgerne i jagten på at finde og eliminere rygere ved hjælp af rygestop-kurser. For deres eget bedste, selvfølgelig.

Her følger nogle forslag til nye initiativer, som kommunen kan igangsætte:

  • Overvågning i supermarkederne af, hvad borgeren putter i indkøbskurven: Der kunne jo have sneget sig fedt- og sukkerholdige ting med, og hvis borgeren har for mange kilo på sidebenene, så skal en medarbejder oplyse om farerne, samt uddele brochurer om motion, vægttab og ernæring.
  • En ”Sov godt” kampagne, hvor borgerne opsøges i deres nærmiljø i CO2 neutrale busser, malet med stjernehimmel og måne, og indrettet med plancher om betydningen af god søvn. Der uddeles gratis hovedpuder og en brochure til alle borgere, når kommunen ringer på. Der oprettes en hotline, som folk, der ikke kan sove, kan ringe ind på 24/7.

Pointen er vist klar. Silkeborg kommune har med sit opsøgende anti-ryger togt taget endnu et skridt på glidebanen mod ”grænseløs kommunal omklamring”. De velmenende initiativer styres af projektledere, som opretter hjemmesider, holder møder, laver brochurer, rapporter og undersøgelser. Samtidig slukkes lyset i Silkeborg om natten; vores børn må cykle til og fra skole på livsfarlige veje uden cykelstier og de gamle på plejecentrene må gå med ble og nøjes med få minutters pleje. ”Der er ikke råd til det hele” siger kommunen. Og det er helt rigtigt. Det er netop derfor, at der er brug for Liberal Alliance i Silkeborg byråd, så vi kan få en ansvarlig og fornuftig prioritering af, hvad borgernes penge bruges til.

Læren fra Performers House

Borgmester Hanne Bæk Olsen afviser i Avisen, at Silkeborg kommune skal skyde flere penge i Performers House. Det er godt at høre, dels fordi det principielt aldrig er en god idé at kaste gode penge efter dårlige, dels fordi det er en skærpende omstændighed, at det borgernes penge, der er på spil.

Det må efterhånden stå klart for enhver, at løsningen ikke er at øge gælden. Når ledelsen og ejerkredsen ikke er sig deres opgave voksen, svarer det til at blive ved med at fylde vand i et badekar uden at sætte proppen i.

Med en fortid i forlagsbranchen kender jeg den udfordring, det er, når kreativitet, idérigdom og visioner skal klare sig i den økonomiske virkelighed: ”At drive forlag er en blanding af børs og katedral” sagde den norske forlægger Harald Grieg. Og det er rigtigt. Performers House er et spændende projekt, hvor der på den ene side skal der være plads til kunstnerisk udfoldelse, nye ideer og store tanker. På den anden side skal medarbejderne altså også have løn hver måned, ligesom huslejen skal betales.

Forløbet omkring Performers House bør give kommunen anledning til selvransagelse:

  • Hvorfor gjorde vi det?

Hvordan kunne det ske, at kommunen tog 26,5 millioner kr. fra kassen og lånte dem ud til nogen, der gerne ville etablere en synge og danseskole i Silkeborg? Hvorfor lod vi dem ikke risikere deres egne penge, ligesom andre selvstændige må gøre, når de starter noget op? Lod vi os forføre af håbet om, at noget nyt – med et internationalt ”touch” – ville skabe fremgang for Silkeborg?

  • Hvorfor accepterede vi inkompetent ledelse?

Da team Konradsen / Knudsen trådte til, blev der skabt overblik; blødningen i økonomien blev standset, og for første gang var der udsigt til overskud. Det var en ledelse, der leverede varen og den var på alle måder kommunens bedste garanti for tilbagebetaling af de udlånte penge. Alligevel blev den mødt med mistillid fra bestyrelsen, hvilket er rystende dumt: Et vinderteam sparker man ikke ud, det holder man fast i, for de er en meget væsentlig del af forklaringen på at tingene går rigtigt. Hvorfor så kommunen bare til, mens farcen kørte for åbne gardiner i Avisen?

  • Hvordan undgår vi at gentage fejlen?

Hvor går grænserne for, hvad kommunen skal involvere sig i? For der er vel en grænse? Hvis kommunen begrænsede sig til det nødvendige: skoler, sygehuse, ældreomsorg, udsatte børn osv. ville det være muligt både at hæve kvaliteten og at sænke skatterne, og dermed give borgerne mere frihed til selv at prioritere, hvordan de vil forbruge deres egne penge.

I en sund økonomi er indtægterne altid – i hvert fald set over en periode – større en udgifterne. Det er en naturlov, der også omfatter Performers House.