Blokaden mod Dan Roots

Efter 6 ugers ødelæggende belejring kan Dan Roots i Tange klinke skårene, og varerne kan igen køres ud til kunderne. Hos konkurrenterne i udlandet, hvor arbejdsvilkår og løn er ringere end i Danmark, kan man takke 3F for fremgang i omsætningen og for de nye kunder man har fået foræret. For Dan Roots begynder det hårde arbejde med at vinde kunderne tilbage.

Mens 3F kan fejre, at de vandt, så står Dan Roots og medarbejderne forslåede tilbage med en oplevelse af at have været udsat for et overgreb. Endda begået af den fagforening, som de allerede har overenskomst med.

Blokaden mod Dan Roots efterlader et indtryk af et 3F, der befinder sig i en tidslomme fra 70’erne og endnu mangler at opdage, at protektionisme og tvang fungerer dårligt i en åben og global økonomi, hvor virksomheder, kapital og arbejdskraft flyder frit over grænserne. I Tange vandt 3F i første omgang ved hjælp af trusler og chikane, men spørgsmålet er, om vi ikke alle ender som tabere, når flere ufaglærte arbejdspladser forlader landet? Dan Roots har f.eks. meldt ud, at de for at beskytte forretningen vil fremskynde planer om etablering i udlandet. Det er forståeligt, men også umådelig trist. For vi har også brug for gode virksomheder, investeringer og private arbejdspladser herhjemme.

Mens massevis af gode, sunde rodfrugter til ingen verdens nytte blev kasseret, stod blokadevagter uden for Dan Roots med bannere om ”social dumping” – et forholdsvis nyt begreb, der er opfundet som en slags forsvar for manglende dansk konkurrenceevne. Når vi ikke kan konkurrere med den arbejdskraft, der kommer udefra, så skal den kunstigt gøres dyrere, så den ikke udgør en trussel for os selv. ”Social dumping” handler om egne særinteresser, og har intet med solidaritet at gøre.

Med krav om høje offentlige ydelser og lønninger, der ikke står i forhold til produktiviteten, udelukker fagbevægelsen reelt mange fra at komme ind på arbejdsmarkedet. Ikke kun flygtninge og indvandrere, men også langtidsledige danskere.

Når de nederste trin på jobstigen mangler, kan mange – med de forudsætninger og kvalifikationer, de har – ikke nå op til det første trin, og de afskæres dermed også fra senere at bevæge sig yderligere op ad stigen mod højere løn og flere goder.

Resultatet er en økonomisk og menneskelig tragedie. Både for de, der udelukkes fra arbejdsfælleskab og selvforsørgelse og for os andre, der – udover at forsørge de mange uden arbejde – også skal betale milliarder til en kæmpeindustri af jobkonsulenter, kursustilbud og projektforløb uden at få valuta for pengene.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det?

Kan man køre bil med bind for øjnene? Ja selvfølgelig kan man det: Nogle kommer et par meter, andre lidt længere, men i alle tilfælde ender det galt.

Kan en regering ignorere økonomiens naturlove? Kan den blive valgt på floskler om “velfærd… eller skattelettelser” og “har du 12 minutter, så har vi løsningen”? Ja selvfølgelig kan den det – vi har de politikere, vi selv vælger.

Dansk politik handler ikke meget om at skabe velstand og frihed og hjælpe de svageste, men meget mere om at omfordele mest muligt til flest muligt, dvs. middelklassen.

Befolkningen afleverer en stor del af deres indkomst til staten og modtager lommepenge retur – som den så kan forbruge på et marked, der er 50 % dyrere end gennemsnittet i EU. Gennem afgifter regulerer staten vores forbrug og lader os endnu engang spytte i kassen.

I stedet for at lette skatter og afgifter så det bliver muligt for en almindelig borger at hyre en håndværker, så skaber man et “håndværkerfradrag” som skal administreres. Mens mange håndværkere er arbejdsløse, går danskerne rundt og laver tingene selv eller køber det sort.

Politisk mener man ikke, at folk selv kan administrere deres feriepenge, derfor skaber man en statslig institution der skal opkræve og administrere dem.

The Show Must Go On, og vi svømmer alle rundt i gryden, der bliver varmere og varmere.

1970 var der 382.000 offentligt ansatte – i dag er der 834.000. Antallet af overførselsindkomstmodtagere er i samme periode steget fra 819.000 til 2.105.000. Der er således 2.9 mio. danskere, der har deres udkomme fra fælleskassen,. Det svarer til 66,6 % af befolkningen 18 +. Og udfordringen bliver kun større i fremtiden. I 1970 var 582.000 folkepensionister – i dag er der 1.037.000 og om 20 år vil der være 1.5 mio.

Gennemsnitligt giver hver nyfødt dansker et underskud på 850.000 kr., set over et helt livsforløb.

Alt dette er kendt viden. Alligevel agerer politikerne, som om de befinder sig på Titanic: Mens vandet fosser ind, drikker de champagne, hyggesnakker og nyder musikken.

Det er selvsagt uholdbart og rystende uansvarligt overfor vores børn og børnebørn at fortsætte i samme spor.

Kristian Thulesen Dahl – som man sagtens kunne mistænke for at være “den hemmelige socialdemokrat” – har vind i sejlene, og vil gøre verdens største offentlige sektor endnu større og sænke “reform-tempoet” som danskerne – i følge Pia Kjærsgaard – ikke forstår nødvendigheden af.

Kan man bilde folk ind, at vores høje omkostningsniveau og deraf svigtende konkurrenceevne ikke koster arbejdspladser?

Hvordan skal vi forsvare vores levestandard og arbejdspladser når vi helt forfejlet kalder konkurrence fra udlandet for “social dumping” og ser skævt til flittige og arbejdssomme mennesker, der tager mange af de jobs, som det ikke kan betale sig for “de udfaldstruede” at tage? Fordi vi i Danmark har indrettet os, som vi har: i vores egen osteklokke, med en forvokset, utidssvarende stat og alt, alt for få, der skal forsørge alt, alt for mange.

Er jorden flad, hvis tilstrækkeligt mange mener det? Må man være naiv, også selvom konsekvenserne for andre mennesker er fatale? Kan man lede landet på basis af, at der kommer “en god løsning i morgen?” Ja, selvfølgelig kan man det, hvis bare man får stemmer nok – ligesom man selvfølgelig kan køre bil med bind for øjnene – i hvert fald nogle meter.