Topskat er en ren misundelsesskat

Socialdemokraternes skattepolitiske ordfører, Thomas Jensen, taler mod en afskaffelse af topskatten fordi der ”ikke er råd til skattelettelser”; ”det vil øge uligheden” og ”det er rimeligt at de, der tjener mest, også betaler mest”.

Lad os tage det sidste først: Også uden topskat vil en person med en høj indkomst altid betale mere i skat end en person med en lavere indkomst. Med en skatteprocent på f.eks. 40 vil A, der tjener 2 millioner, betale 800.000 kr. i skat, mens B, der tjener 200.000 kr. vil betale 80.000 kr. i skat, altså 1/10 del af dét som A betaler.  For eksemplets skyld er der set bort fra fradrag mv.

Topskatten straffer dét vi har så hårdt brug for, nemlig vækst og produktivitet. Der er 14.000 nye private arbejdspladser i at afskaffe topskatten. Til sammenligning leverer regeringens såkaldte ”vækstpakke”, bestående af 89 små initiativer, kun sølle 90 arbejdspladser! Topskatten belønner ’at holde fri’ i stedet for at arbejde ekstra. Også sort arbejde bliver mere interessant når den sidst tjente krone beskattes hårdt.

Thomas Jensen vender tingene på hovedet, når han kalder afskaffelse af topskatten for en ”gavebod for de rigeste”. Hvordan kan midler, som ikke bliver frataget én, blive til en ”gavebod for de rigeste”? Hvis du bliver stoppet på gaden af en røver og har 150 kr. i lommen, og han kun tager 100 kr. (og lader dig beholde 50 kr.) har du så fået en gave af ham?

”En fjernelse af topskatten øger uligheden” lyder det også. Det er jo rigtigt, men hvad er problemet egentlig? Altså bortset fra den grimme misundelse: ”Hvad alle ikke har, skal ingen have”. Ingen mister jo noget, blot fordi andre – helt fortjent – får mere ud af egen indsats.

Lavere skatter øger privatansattes produktivitet. Indkomststigningen, der følger heraf, beskattes naturligvis. Finansministeriet anerkender, at produktivitetsstigningen i sig selv betaler for skattelettelserne. Når der alligevel tales om, at det ”koster penge at afskaffe topskatten” skyldes det, at stigningstakten i offentlige overførsler og lønninger følger de privatansattes – upåagtet at disse grupper altså ikke selv er blevet mere produktive. At det skal være sådan, har Folketinget bestemt. En bedre model ville være regulering, der følger inflationen, således at købekraften bevares på det niveau, som politisk besluttes.

De tre topøkonomer, der for nylig har beregnet at en afskaffelse af topskatten – isoleret set – vil være både gratis og overskudsgivende, har altså ret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *