Væksten der blev væk

Dansk økonomi står stille og har gjort det i snart 10 år. Der har været flere tilløb til et opsving, men uden at det er blevet til mere. For nylig halverede de økonomiske vismænd så deres – i forvejen beskedne – vækstskøn for 2016 fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Den velstand som samfundet taber, når væksten udebliver, er enorm. Alligevel fylder den manglende vækst kun lidt i velfærdsdebatten, der mest handler om, hvordan pengene skal bruges og meget lidt om, hvordan de skal tjenes. Det blev tydeligt op til Folketingsvalget sidste år, hvor det regnede ned over vælgerne med milde gaver fra politikere, der gerne ville genvælges. At vi selv betaler for gaverne, og oven i købet gældsætter os for at gøre det, fuldender blot illusionen om et Danmark, der automatisk og altid vil være blandt verdens rigeste lande.

Efter snart 10 år uden vækst og uden tydelige tegn på, at den er på vej, så må det være på tide at gøre noget andet, end det vi plejer. Prisen for den manglende vækst er høj, ikke mindst for svage grupper og for personer i den arbejdsdygtige alder, der står uden for arbejdsmarkedet.

Et Danmark i slæbegear

Danmark er på mange måder et godt land at etablere og drive virksomhed i. Vi har en god infrastruktur, tilliden mellem mennesker er høj, arbejdsstyrken er veluddannet og fleksibel, og korruption er et nærmest ukendt begreb. Som et lille land er vi vant til at tænke og handle internationalt. Men når det drejer sig om vækst klarer vi os dårligere end alle vores nabolande. Sverige, Norge, Tyskland og England klarer sig bedre. Vi skal helt til Sydeuropa og landene omkring Rusland for at finde steder med lavere vækst end her. Og det ser ikke ud til at forandre sig i den nærmeste fremtid. For nylig punkterede de økonomiske vismænd således håbet om vækst i 2016, da de halverede deres – i forvejen beskedne – vækstskøn fra 2,1 % til blot 1,1 %.

Lave vækstskøn for Danmark finder man også i prognoser fra OECD som vurderer, at Danmark vil få den 6. laveste vækst frem mod 2030 ud af 34 medlemslande.

Uden vækst, så bliver kagen ikke større, heller ikke selvom vi bliver flere, der skal spise af den. Og det bliver vi, for vi lever heldigvis længere og bliver mange flere ældre i fremtiden. Dertil kommer, at andelen af danskere og indvandrere, der forsørges af offentlige kasser aldrig har været større og i dag udgør mere end halvdelen af befolkningen.

EU-Kommissionen offentliggjorde den 4. februar 2016 nye tal for den økonomiske udvikling i EU landene. Beregninger fra Dansk Byggeri viser på den baggrund, at den svenske økonomi i perioden fra 2008 til nu er vokset med 14 %, den tyske med 8 % og den danske med 1,4 %.

Hvis dansk økonomi havde haft de svenske vækstrater siden 2008, havde samfundet været 233 mia. kr. rigere. Med tyske vækstrater, havde vi været 122 mia. kr. rigere.

På den korte bane er det mange penge af gå glip af. De kunne have været brugt til bedre skoler, sundhed, ældrepleje og skattelettelser mv. På den længere bane risikerer vi, at Danmark fanges i en kronisk lavvækst, som Japan har været det siden 1990’erne. Desværre er det ikke længere et scenarie, der er helt urealistisk.

Accelererende udgifter og indtægter, der ikke kan følge med

Når statens udgifter accelerer i et hurtigere tempo end indtægterne, så kommer der til at mangle ressourcer og det økonomiske råderum indskrænkes. Gabet mellem den velfærd som danskerne betaler for, og forventer at få og den velfærd, der kan lade sig gøre, bliver større og større.

Det rammer de mennesker, der er afhængige af offentlige ydelser og hjælp. Det rammer de ledige, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og andre i den arbejdsdygtige alder, der får sværere ved at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Det rammer ansatte på mindre og mellemstore virksomheder, der kun handler i Danmark, og det rammer ansatte i den offentlige sektor. Der bliver færre ressourcer per ældre og per skoleelev. Diskussionerne om, hvorvidt vi i Sundhedssektoren også fremover har råd til tilbyde den bedste (og ofte også dyreste) medicin og behandling, har været i gang et stykke tid.

Også ressourcestærke borgere mærker, når det økonomiske råderum indskrænkes. Kravene til produktivitet stiger for de stadigt færre, der trækker læsset. Og trods den høje skat, de afkræves, så oplever også de, at offentlig kernevelfærd såsom skoler, sundhed og ældrepleje år for år forringes i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Ofte vil det heller ikke være nok at betale for ydelserne én gang via skatten. Vil man f.eks. behandles hurtigere i Sundhedsvæsenet må man købe en privat forsikring. Vil man have mere hjemmehjælp til sin gamle mor, så må man også til lommerne igen.

Danmark er i en luksus fælde, hvor der kommer mindre ind, end der går ud. Der er strukturelt underskud på de offentlige finanser så langt øjet rækker. Vi gældsætter os med andre ord for at opretholde en levestandard, som vi ikke har råd til. Væksten skulle have finansieret en stor del af det, men den kom ikke, og så mangler pengene.

Der er ingen ekstra penge i at beskatte virksomhederne og befolkningen hårdere. Dén grænse er for længst overskredet, og det høje skattetryk er ikke en del af løsningen, men en del af problemet.

Når politikerne ikke kan skrue skatten yderligere op for at dække de accelererende udgifter, så vedtager de finanslove med milliardstore underskud og fremrykker pensionsbeskatning for at få det hele til at se lidt pænere ud, upåagtet at det efterlader et hul i fremtiden, hvor pengene vil mangle.

Vi indtager en suveræn nr. 1 i verden, når det gælder skattetryk, og er flere procentpoint foran nr. 2, som er Frankrig. Vi er med andre ord ekstrem blandt de ekstreme. Det skader væksten og muligheden for at gøre kagen større til gavn for alle, ikke mindst for de svageste og for personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt at normalisere det danske skattetryk.

Leveomkostningerne herhjemme er også i den høje ende, faktisk 43 % over EU gennemsnittet. Det betyder, at når f.eks. en tysk familie bruger 104 kr. på almindelige ting som mad, bolig, transport osv. så skal en dansk familie bruge 143 kr. for at købe det samme. Høje leveomkostninger og høje personskatter og afgifter er med til at presse lønningerne op, og dermed øge virksomhedernes omkostninger.

Når politikere taler om, hvordan de ”skaber jobs” så er der grund til at være på vagt. For det første, fordi det ikke er dem, der skaber jobs – det gør virksomhederne. For det andet, fordi der er en tendens til, at politikernes jobskabelse bliver en dyr og konkurrenceforvridende omfordeling, som det f.eks. er tilfældet med bolig-job ordningen.

Private virksomheder er nøglen til vækst

Som tidligere nævnt er Danmark på mange måder et godt land at drive virksomhed i. Men skattetrykket og arbejdsudbuddet udgør væsentlige barrierer for at tiltrække nye investeringer og arbejdspladser. Hvad det sidste angår, er vi ramt af, at der de kommende år vil komme små årgange ind på arbejdsmarkedet, mens flere hundrede tusinde forlader det for at gå på pension. Udviklingen får umiddelbart ledighedstallene til at se “fornuftige” ud. Men når – og hvis – et opsving kommer, kan der lynhurtigt opstå flaskehalsproblemer, som risikerer at kvæle det inden det rigtigt når at komme i gang. Derfor skal det være mere attraktivt at arbejde, også for højtlønnede der i dag straffes med en topskat, hvis de yder en ekstra indsats. Virksomhederne skal have let adgang til at få arbejdskraft fra andre lande.

Noget tyder også på, at det ikke er attraktivt nok at etablere egen virksomhed i Danmark. Ifølge Eurostat er kun 8 % af danskerne selvstændige, mens EU gennemsnittet er 14 %. Tal fra Erhvervs- og Byggestyrelsen viser, at de nye og unge virksomheder er gode til at skabe vækst og arbejdspladser. Hvis antallet af selvstændige iværksættere var det samme som EU gennemsnittet, ville Danmark have 165.000 flere selvstændige. Når vi endelig har fået virksomhederne i gang, så vokser mange af dem ikke. Således viser en dugfrisk rapport fra Erhvervsstyrelsen, at der simpelthen ikke er skabt virksomheder med mere end 1.000 ansatte i Danmark inden for de seneste 20 år.

Vi har med andre ord alt for få nye virksomheder, og det lykkes ingen af dem at vokse sig rigtigt store.

Politikernes fornemmeste opgave er at skabe bedre rammevilkår for virksomhederne, så de bliver mere konkurrencedygtige. Det skal være mere attraktivt at starte en virksomhed og få den til at vokse, og det skal være mere attraktivt at placere investeringer i Danmark. Vækst i beskæftigelsen og økonomien skabes nu engang af private virksomheder gennem initiativ, risikovillighed, idérigdom, gåpåmod og ikke mindst hårdt arbejde. Når politikere blander sig med kunstige tiltag i markedernes naturlige mekanismer for udbud og efterspørgsel, så ender det tit både dyrt og dårligt.

Når det går godt for virksomhederne – når der er fremdrift og overskud – så går det også godt for resten af samfundet. Virksomhederne ansætter nye medarbejdere; det er nemt at skifte job, og nyuddannede, fleksjobbere og flygtninge kan lettere få en fod inden for på rigtige arbejdspladser.

Danmark har gode muligheder for at lykkes, men det kræver at vi vil og gør noget andet, end det vi plejer. Efter 10 års ørkenvandring uden vækst må det være på tide at komme i gang.